17.08.2012

Meget tyder på, at USA’s droneangreb mod militante ekstremister i Pakistans stammeområder gavner grupperne, mere end de skader dem, fordi de gør det nemmere for dem at rekruttere nye medlemmer. Fokus bør flyttes til ekstremismens sociale og økonomiske rødder.

KOMMENTAR af Qandeel Siddique

Adskillige tusinde mennesker er blevet dræbt af amerikanske droneangreb i Pakistan, som George Bush for alvor begyndte med efter invasionen af Afghanistan i 2001. Og antallet af angreb er steget markant i Barack Obamas regeringstid – med store følgeskader og ødelæggende civile konsekvenser. Nu rammer missiler affyret fra droner i gennemsnit pakistansk territorium hver fjerde dag. Året rundt. Ifølge en nylig rapport fra Bureau of Investigative Journalism er mellem 282 og 535 civile blevet dræbt af Obamas dronekampagne. Og Obamas svært bevæbnede Predator- og Reaper-droner formørker også himlen over Yemen, Irak, Libyen og Somalia.

Tvivlsom effekt
Effekten af droneangrebene er tvivlsom, af især to grunde. 1) Det vides ikke med sikkerhed, i hvor høj grad det rent faktisk ER militante islamistiske ekstremister med forbindelser til al-Qaeda eller Taleban, der bliver ramt. Den måde, målene bliver udvalgt på, er ugennemsigtig, og eftersom stammeområderne i Pakistan er yderst svært tilgængelige for journalister, er uafhængige oplysninger en mangelvare. 2) Selv når bomberne rammer plet, kan der stilles spørgsmålstegn ved, om de som ønsket bremser den militante ekstremisme – droneangrebene giver nemlig bagslag i form af folkelige protester og hårde gengældelsesaktioner. En ny generation af ekstremister benytter droneangrebene til at opildne de lokale pakistanere til had mod USA og Vesten. Pakistans FN-ambassadør, Zamir Akram, har kaldt droneangrebene ”totalt kontraproduktive i forhold til at opnå fremgang i krigen mod terror. De [droneangrebene, red.] medfører mere terror, ikke mindre.”

Ulovligt
Washington har netop udvidet sine ”rules of engagement” til at tillade ”signature strikes” – angreb på baggrund af mistænkelige bevægelsesmønstre set fra luften, også uden håndfaste efterretninger om specifik militant aktivitet. Med dette kriterium kan en forsamling af uidentificerede våbenføre mænd i et mistænkeligt område udgøre et legitimt mål – medmindre de ”beviseligt er uskyldige”. Det åbner op for en uhørt fejlmargen og vil efter al sandsynlighed øge andelen af civile ofre for droneangrebene i Pakistans uregerlige stammeområder. USA's dronekampagne er som minimum på kant med Genéve-konventionerne. I FN-regi er USA blevet anmodet om at forklare, hvordan droneangrebene overholder folkeretten. Anmodningen er indtil videre ikke blevet imødekommet. Den manglende transparens opildner til spekulationer og konspirationsteorier, hvilket formentlig gavner de militante ekstremisters rekrutteringsmuligheder.

Utroværdige efterretninger
Den indsamling af efterretninger, der ligger til grund for identificeringen af mål for de ubemandede droners dødbringende missiler, er yderst uklar. Det forlyder, at den amerikanske efterretningstjeneste aflønner et netværk af informanter i de forarmede pakistanske stammeområder til at hjælpe med at identificere målene. Men hvor troværdige er disse efterretninger? Udsigten til penge fra CIA kan få fattige mennesker til at udpege ethvert hus som terroristrede – ligesom det er meget sandsynligt, at angiverne finder på at udpege individer eller familier, som de ligger i personlig strid med, snarere end militante ekstremister. Samtidig har den velkendte efterretningsvirksomhed medført udbredt paranoia i de pakistanske stammeområder; formodede meddelere bliver rutinemæssigt dræbt uden rettergang – ofte ved halshugning, som bliver optaget på video og spredt til skræk og advarsel. Informanterne tilstår tit at være blevet lovet en sum penge af CIA.

Ekstremismens virkelige drivkraft overses
Den amerikanske dronekampagne i Pakistan er ikke blot skadelig i sig selv. En yderligere konsekvens af den store tiltro til de ubemandede fly i kampen mod terrorisme og oprørsbevægelser er, at den militante ekstremismes dybereliggende årsager ikke adresseres. De er både sociale og økonomiske og må håndteres i et langsigtet perspektiv, der tager lokalsamfundenes prioriteter alvorligt. De alvorlige socio-økonomiske frustrationer i det nordvestlige Pakistan har givet Taleban og andre militante grupperinger momentum i de seneste par år. Nylige empiriske interviewundersøgelser viser, at det ikke er beskyttelse mod militante ekstremister, der står højest på lokalbefolkningens ønskeliste. Det er i stedet insaaf, retfærdighed, samt adgang til uddannelse, elektricitet og anstændige sanitære forhold.

Droneangrebene styrker Taleban
Alle stammegrupperingerne i det nordvestlige Pakistan er stærke modstandere af ekstern indflydelse – fra hæren og centralregeringen i Islamabad og fra USA og NATO. Droneangrebene medvirker derfor både til at styrke radikale jihadisters muligheder for anti-amerikansk propaganda og svækker tilliden til den pakistanske centralregering, der med god ret beskyldes for at være underdanig over for USA's krænkelser af den nationale suverænitet og stolthed. Den militante pakistanske gruppe Tehrik-e-Taleban har vundet stor lydhørhed blandt den pashtunske befolkning ved at kalde sin kamp for defensiv jihad. Langt hovedparten af den pakistanske befolkning er imod dronekampagnen, og Taleban udnytter dygtigt denne omfattende frustration. En undersøgelse fra meningsmålingsinstituttet Pew i år viser, at kun 12 % af pakistanerne er venligt stemte over for USA. Mange pakistanere ser dronekampagnen som udtryk for amerikansk hykleri: De påstår at ville fremme demokrati og menneskerettigheder, men bryder internationale konventioner og dræber uden transparens og ansvarlighed. Droneangrebene bruges i Talebans fortællinger om, at islam og muslimer er under angreb af Vesten. En dreng, der havde set sin fætters døde krop blive fortæret af hunde efter et droneangreb på hans madrassa, erklærede i et interview, at han ville være talebaner, når han blev stor. De mange internt fordrevne pakistanere udgør et gigantisk rekrutteringsgrundlag for militante ekstremister.

Hvad man skal gøre i stedet
Den nationale pakistanske suverænitet og stolthed er nødt til at blive genoprettet, før den pakistanske regering og hær kan spille en effektiv rolle i bekæmpelsen af Taleban og al-Qaeda. Derudover er de dybereliggende socio-økonomiske og ideologiske årsager til den stigende ekstremisme nødt til at blive anerkendt og adresseret. Taleban består ikke blot af få fanatiske militante, der gemmer sig i Pakistans nordvestlige stammeområder. Taleban er en bredere ideologi og må forstås på denne måde. Det er ikke nok kun at fokusere på de sikkerhedsmæssige symptomer og forsøge at kvæle dem med militær magtanvendelse. En flerstrenget indsats, som anerkender de legitime politiske, sociale og økonomiske udfordringer, som befolkningen i Pakistans stammeområder står over for, er bydende nødvendig. Det kan blandt andet omfatte langsigtet engagement med lokalsamfundene, som kan skabe grobund for bedre økonomiske vilkår, større retssikkerhed, uddannelsesmuligheder og beskæftigelse. Tilliden mellem de menige pakistanere og centralregeringen og hæren må genopbygges. Det kan kun ske gennem en langsigtet indsats, som afhjælper den pakistanske lokalbefolknings legitime behov – ikke gennem fortsatte droneangreb.

Qandeel Siddique (f. 1981) er forsker og policy adviser ved den norske tænketank Centre for International and Strategic Analysis (www.strategiskanalyse.no) og ekspert i pakistanske forhold og militant islamisme. Hun har tidligere været projektforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) samt analytiker på et tre-årigt terrorforskningsprojekt på det norske forsvars forskningsinstitut (FFI). Hun har bl.a. udgivet DIIS-rapporten ”Pakistan’s Future Policy Towards Afghanistan”. FOTO: Pakistanske talebanere (BadarPic 1/Flickr).