06.09.2012

Det internationale samfunds nye Afghanistanstrategi er lige så forfejlet som den gamle. KOMMENTAR af Eva Andersen


Læs også
– Afghanistan: Hvad vil kritikerne? (GRATIS)
– Afghanistan: Forudsætningerne for Vestens exit er usikre (GRATIS)
– Afghanistan: Vesten trækker sig, Kina bliver (GRATIS)
– RÆSON i Kabul: Vesten overser afghanske flygtninge i kapløbet mod udgangen (GRATIS)
– Politikerne tager fejl: Dansk udenrigspolitik skal omprioriteres
– Villy Søvndal: Vi skal IKKE skele til danske interesser, når vi vælger vores krige


Verden forpligtede sig på en stor donorkonference i Tokyo i juli i år til at støtte Afghanistan med 97 milliarder kroner i 2015-2017, årene efter Vestens planlagte militære tilbagetrækning. Til gengæld lovede afghanerne at slå hårdt ned på korruption og brud på menneskerettighederne.

Vores udviklingsminister Christian Friis Bach kaldte det ”et solidt resultat”. Men jeg tror desværre, at strategien vil fejle. Her er fem grunde til hvorfor:


1) Et utilstrækkeligt afghansk retssystem spænder ben for Karzais løfter

Et uafhængigt og effektivt retssystem, som tilfredsstiller befolkningens retfærdighedsbehov, er en forudsætning for både korruptionsbekæmpelse og rettighedsbeskyttelse. Men ifølge International Crisis Group opfatter den afghanske befolkning med rette det formelle retssystem som bundkorrupt, dyrt, elitært, ineffektivt og under kontrol af lokale krigsherrer. Retssystemets troværdighed er også svækket af, at den afghanske magtelite ikke anerkender lovens generelle gyldighed. Adskillige provinsguvernører og ministre mistænkes for menneskerettighedsovertrædelser, men er aldrig blevet anklaget ved de formelle retsinstanser.

Magtelitens straffrihed kan bedst eksemplificeres ved den fejlslagne anholdelse af general Dostum i februar 2008. Dostum, en usbekisk hærfører og tidligere leder af Jumbish-partiet, blev beskyldt for at have slået en af sine tidligere militsledere og holdt ham som gidsel. Da politiet forsøgte at arrestere Dostum, blev det forhindret af Dostums livvagter. Episoden blev efterfølgende fordømt på det kraftigste af Hamid Karzai, og Dostum rejste i eksil. Men præsident Karzais forargelse varede kun kort, og året efter vendte Dostum hjem til Afghanistan for aktivt at støtte Karzai under præsidentvalgkampen.


2) Selv politiet begår alvorlige forbrydelser

Heller ikke det afghanske politis tilstand giver nogen grund til optimisme. Human Rights Watch har adskillige gange påpeget, at politifolk ofte begår indbrud og røverier om natten og ganske åbenlyst udøver vilkårlig vold mod befolkningen og overtræder mange menneskerettigheder. Det afghanske politi præges også af en problematisk løs tilknytning fra de ansattes side – de bestemmer i høj grad selv, hvornår de vil indgå i politistyrken, og hvornår de vil forlade den midlertidigt. Nogle steder udgør det midlertidige fravær helt op til 40 % af styrken.


3) Der er for få ressourcer

Der er ikke udelukkende de interne forhold, der står i vejen for den ønskede udvikling i Afghanistan. Det internationale samfund og USA bærer også et stort medansvar. Ifølge det amerikanske RAND Institut kræver det mindst $100 per indbygger at stabilisere et land efter en voldelig konflikt. Bosnien, Kosovo og Østtimor fik de første år efter konfliktens afslutning mere end det. Men Afghanistan får med $52 eller $57 per indbygger (afhængig af kilder) langt under det anbefalede.


4) CIA har stadig for stor magt over udviklingskronerne

Seks dage efter 9/11 fik CIA udvidet sine magtbeføjelser i betydelig grad, og i den sammenhæng også tilføjet betydelige økonomiske ressourcer. Ifølge flere kilder blev der overført op til $1 milliard til hemmelige operationer, der var direkte knyttet til invasionen af Afghanistan og jagten på ledende al-Qaeda-medlemmer. Ifølge Afghanistan-eksperten Ahmed Rashid kom en betydelig del af dette beløb krigsherrer til gode. F.eks. modtog Mohammed Fahim, leder af Shura-i-Nazir, som var en af de mest aktive oppositionsgrupper under Taliban-regimet, før selve interventionen $1 million i ”goodwill money”. Yderligere $5 millioner fulgte hurtigt efter i forbindelse med selve den militære operation, hvor også andre krigsherrer som f.eks. Abdul Rasul Sayyaf og Rashid Dostum fik tilført betydelige økonomiske midler.

CIA’s indflydelse på anvendelsen af økonomiske midler øremærket til Afghanistan forblev en vigtig faktor også i årene efter Taleban-regimets fald. Beslutninger om, hvilke udviklingsprojekter der skulle finansieres fra disse midler, blev udelukkende baseret på relevansen for jagten på al-Qaeda. Det fik det statslige amerikanske udviklingsagentur, USAID, også at mærke. USAID-chefen Andrew Natsios’ anmodning om flere midler til stabiliserings- og genopbygningsopgaver blev afvist af både forsvarsminister Donald Rumsfeld og CIA’s leder George Tenet, som ifølge Ahmed Rashid var ”fast besluttede på at ignorere og underminere USAID, hvis udviklingsprogrammerne var i modstrid med deres egen strategi. CIA ville have, at alle amerikanske udviklingsprojekter hjalp med at fange bin Laden og styrke krigsherrerne i stedet for at genopbygge landet.” På denne baggrund afviste den amerikanske regering ligeledes at støtte afvæbningen af lokale krigsherrer og militser, da mange af dem var på USA´s lønningsliste og ansås for uvurderlige i jagten på bin Laden.

USA har således selv bidraget markant til det nuværende morads i Afghanistan, da krigsherrerne fik frie tøjler og i årene efter invasion så godt som ubegrænset kunne forfølge sine egne magtinteresser på bekostning af stabilitet og sikkerhed. Og den politik er der ikke for alvor gjort op med i den nye strategi.


5) Der mangler realistiske målsætninger

Det internationale samfund gik ind i Afghanistan uden en klar og realistisk vision for tiden efter Taliban. Afghanistan skulle udvikles til en stabil, demokratisk stat med stærke og effektive institutioner. At denne strategi har slået fejl, er der efterhånden meget få uden aktier i krigen, der er uenige i. Brookings Institution har siden 2006 betegnet hvert år som ”det hidtil blodigste”. Og både Verdensbanken og Brookings Institution vurderer i dag situation i Afghanistan som ekstremt kritisk.

Men på trods af disse nedslående opgørelser har det internationale samfund ikke ændret radikalt på sin strategi under Tokyo-konferencen.

Det er ikke nok, at det internationale samfund tager de realistiske briller på og sænker sit ambitionsniveau. Hvis forpligtelser, løfter, udviklingsprojekter og økonomiske ressourcer skal have nogen varig effekt, så skal det internationale samfund tilsidesætte sine liberale, demokratiske ønsker og målsætninger og formulere en strategi, hvor den afghanske kontekst og de lokale opbagning står centralt.


Eva Andersen (f. 1980) er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet med speciale i international politik og politisk orden og udvikling i Afghanistan, Centralasien og Mellemøsten.