17.08.2012

FRA EBOGEN: DANSK POLITIK 2007-2012 [199 KR.]. ”Jeg tror ikke, de dårlige meningsmålinger handler så meget om, hvorvidt man skal dreje til højre eller til venstre, men om at folk ikke kan mærke hænderne på rattet. Folk er villige til at stemme svære ting igennem og belønne politikere, der træffer de svære valg. Problemet er, hvis folk er usikre på, om de virkelig mener det.”

Sådan siger Kasper Fogh Hansen til RÆSON i et stort interview. Han er udviklingschef og tidligere rådgiver for Ritt Bjerregaard.

”Der er er opbakning i partiet til, at Helle får vendt skuden. Men det er selvfølgelig rigtigt, hvis uddannelsesreformen kuldsejler – ligesom det gjorde for Lars Løkke – et halvt år efter trepartsforhandlingerne gjorde det, SÅ er det svært.”

Udvalgte pointer:
– Vejlegården: De borgerlige overspillede deres kort
– Der er ingen kommunikationsproblemer i dansk politik
– Regeringen skal vise den kan redde Folkeskolen
– Thorning har stadig chancen for at lykkes
– SF’s ledelse har faktisk gjort det godt
– 13 procent i Holland: S har ikke nødvendigvis ramt bunden endnu
– Derfor vil Thulesen Dahl kunne lave forlig med Thorning

Interview af Johan Moe Fejerskov

RÆSON: Er sagen om Vejlegården et udtryk for, at fagbevægelsens solidaritetsværdier har A) et godt tag i danskerne, eller B) et dårligt tag i danskerne?
FOGH HANSEN: Den sag starter med at vise, at danskerne ikke forstår, hvad det er for nogle mekanismer, der ligger i arbejdsmarkedet. Folk synes blokadeværktøjet virker meget voldsomt – så når det bliver brugt, virker det meget skævt.
Men de ultraliberale taber den på gulvet for sig selv, i takt med at Joakim B. Olsen, Anders Samuelsen og det liberale filliongongon-projekt rykker ind i sagen. I pressen vil man gerne undersøge, hvad der sker, for det kan da heller ikke være rigtigt, at de liberale alene skal tegne, hvordan sagen bliver udlagt. Pludseligt ender pressen med at lave det oplysningsarbejde, som fagbevægelsen ikke lykkes med at gøre: i hver eneste avis læser DU artikler om, hvordan blokadeværktøjet hører historisk sammen med at skabe en høj organiseringsgrad. Så den sag ender nærmest med være positiv for fagbevægelsen. Sagen viser, at befolkningens forståelse for det faglige kompleksitetsspil er for lille, men den ender næsten med – i avisartiklerne – at give danskerne en forståelse for, hvordan det kunne have været historisk været muligt for virksomheder at nægte at tage folk ind på gode overenskomster, og så havde vi ikke haft den velfærdsmodel, vi har i dag. Vejlegården ender med at levere noget af det oplysningsarbejde til danskerne, som fagbevægelsen enten ikke har lykkes med eller ikke har gjort. Fordi højrefløjen sparker så hårdt til den, så ender de med at sparke sig selv bagi. Pressens sympati i sagen skifter, fordi den bliver for outreret markedsført. Det er meget sjovt at se den mekanisme, der bliver udløst i pressekorpset efter et stykke tid, måske fordi LA gik for hårdt til den. Man kan høre, hvordan de har siddet på redaktionerne og kigget på sagen og sagt: 'vi er lige nødt til at have et konkurrerende billede til det Joakim B. Olsen-show'.
Det, som jeg tror, du og jeg og alle andre, der følger den her sag, kan være helt enige om, er, at der kommer i hvert fald ikke noget opgør med hvilke værktøjer, der ligger i det faglige konfliktsystem, efter Vejlegården. Jeg startede med at tænke, ’nu får fagbevægelsen tæv igen’, men så var jeg bortrejst i to dage, og da jeg kommer hjem, så siger folk, jeg kender i det borgerlige Danmark, at ’det skal jo også være muligt at forsvare overenskomster’. Ét godt spin-råd til de borgerlige: Lad være med at sende Joakim B. Olsen ind i noget som helst, altså andet end Carina-sagen, så snart det bliver for svært, så går det galt.
RÆSON: EU: Hvordan vil Danmark stille sig til det tyske krav om yderligere finanspolitisk integration?
FOGH HANSEN: Spørg Margrethe Vestager, det er hende, der bestemmer. Vi stemmer for det, tyskerne og franskmændene finder ud af. Det er ligegyldigt, hvad Danmark mener, hvis resten af Europa bliver enige om det, så er vi med. Vi er ikke engang med ved bordet, hvor det bliver talt om. (Merkels forslag skal ses som en balancering på et krav om yderligere gældssolidaritet i Europa – det hænger sammen med en strammere finanspolitisk regulering).

Folkeskolens fiasko
RÆSON: Med både skattereformen og førtids- og fleksjobreformen vedtaget, hvilke emner kommer til at dominere den politiske dagsorden i efteråret?
FOGH HANSEN: Medieforlig og skoleforlig.
Nu har Helle sagt, at uddannelse og unge mennesker er det vigtigste for regeringen. Vi står for første gang med en generation, der bliver dårligere uddannet end den forrige. Hver femte, der går ud af den danske folkeskole, kan ikke læse og skrive godt nok til at gå på nogen form for videregående uddannelse. Det er en katastrofe! Det er rigtig fint, at Helle siger, at det er unge og uddannelse, der er målet, men så er det spændende, om regeringen kan levere noget på det. Om de har ideer. Vi har ikke hørt, hvilke ideer de har, hvad der skal redde en mildest talt synkende skude. Der står ikke noget i de forslag, de har været ude med. Anslaget er ’mere faglighed’ og ’flere lærere’, men hvem kan være imod det? Der er nogle positive målsætninger, som alle, der kender dansk politik og har arbejdet med uddannelsesområdet, har hørt på i mange år.
Lærerne har større fravær end eleverne! Jeg har arbejdet i Københavns Kommune i fire år, der er det ikke hvert femte, men hvert fjerde barn, der efter 9 klasse ikke kan læse og skrive godt nok til at fortsætte på nogen form for videregående uddannelse. Det er hvert fjerde barn i Skandinaviens største storby, som vi ikke giver nogen som helst chance for at klare sig selv i en globaliseret økonomi. Det er selvfølgelig dét, regeringen burde være optaget af.
Så kommer der et medieforlig, og det burde være en foræring til regeringen. Både i forhold til en revision af medieansvarsloven og til at få en meningsfuld omkalfatring af den mediestøtte, som man sagtens kan rykke rundt i og få nogle positive budskaber ud af. Det burde være et af de steder, hvor der var nogle lavthængende frugter, og hvor man også kan få lov til at vise, at man forstår den moderne verden og har en mediepolitik, der svarer til det. Men som sagt, der ved vi heller ikke rigtigt, hvad regeringen vil, ud over at Mogens Jensen har sagt, at man godt kan skabe en afløser for Pressenævnet, som måske har lidt mere gennemslagskraft.
RÆSON: Hvordan vil finansloven forløbe?
FOGH HANSEN: Regeringen falder ikke på finansloven. Selvfølgelig gør den ikke det. EL holdt Poul Nyrup stående igennem ti år, og EL kommer også til at holde Helle stående, så længe hun er her. DET betyder ikke, at det bliver pænt – det betyder ikke, at det ikke bliver dyrt. EL har jo talt sig selv op i et træ med, at de skal have alle de penge tilbage, som blev taget i skattereformen, så det bliver langhåret. EL ved godt, at hvis de sender S til valg på 18 procent, så er venstrefløjen dømt ude af indflydelse de næste ti år – det er ti års mørke.

Substansproblemet
RÆSON: SANDT eller FALSK – regeringen har været så optaget af EU-formandsskabet, at den reelt først kan bedømmes for sit indenrigspolitiske projekt over de kommende måneder?
FOGH HANSEN: Jeg vil da håbe, at det er det, de har været optaget af.
RÆSON: Hvad er regeringens indenrigspolitiske projekt?
FOGH HANSEN: Jeg er simpelthen ikke klar over det.
Altså vi kommer vel til noget med skolerne nu, ellers så har det været et spørgsmål om at lave noget arbejdsmarkeds- og økonomipolitik.
RÆSON: Har Helle Thorning været for fraværende i den offentlige debat?
FOGH HANSEN: Helle Thorning-Schmidt har ikke været fraværende. Hun har været der hele tiden. Der har været tirsdagspressemøder, og der er ikke ret mange sager, som hun ikke har været der til at tale om. Fraværende kan man altså ikke sige, hun har været. Og hun har også været i medierne hele tiden.
Det er sådan en ting, jeg har gået og moret mig over i et stykke tid: Man ser engang imellem kommentatorer, typisk tidligere journalister, som siger, regeringen har et kommunikationsproblem. Der er ikke nogen i dansk politik i dag, der har et kommunikationsproblem. Der er ikke flere kommunikationsproblemer i politik. De kan alle sammen lække historier, de kan alle sammen køre fokusgrupper, de kan alle sammen designe meningsmålinger – der er ikke nogen, som ikke får kommunikeret deres politik i Danmark. Selv meget små politiske forslag kommer ud til befolkningen; se bare Det Konservative Folkeparti, der har forslået et hav af ting for at få synlighed. De kommer igennem, folk opdager det. At folk så synes, det er noget pjat, at de hele tiden mener noget, der er lidt mærkeligt, det er noget andet end et kommunikationsproblem: Det er et substansproblem. Der er ikke nogen, der har kommunikationsproblemer i dansk politik. Dansk politik er flot dækket og har masser af opmærksomhed.
RÆSON: Har regeringen et substansproblem?
FOGH HANSEN: JA. Vi har lige snakket om folkeskolen og uddannelse. Thorning vender tilbage efter sommerferien, og hun har stadigvæk meget goodwill ift. at få samlet regeringen – pressen ønsker jo faktisk at give hende en god behandling. Jeg ved bare ikke, hvad det er, hun vil – OG jeg har læst artiklerne. Jeg HAR læst Helle Thornings interview i alle tre aviser, jeg ved ikke, hvad det er, der skal ske. Men du kan ikke sige, hun ikke får kommunikeret det. Der er ikke nogen i Danmark, der er i tvivl om, at Helle Thorning kommer hjem fra ferie og siger, nu handler det om unge, skole og uddannelse.
Man kan ikke sige at hun ikke har været til stede, og at hun ikke har kommunikeret. Det er klart, at det er substansproblem. Først skal man have en trængselsring, så skal man ikke have en trængselsring. Det er jo ikke fordi, danskerne ikke har opdaget, at man først var imod en trængselsring, og så gik ind for en trængselsring – det er heller ikke fordi, danskerne ikke har opdaget, at man ikke vil have en trængselsring længere. Det er ikke et kommunikationsproblem – jeg er kommunikationsmand, og det er fint kommunikeret.
RÆSON: Er det interne konflikter i regeringen, der fører til substansproblemet?
FOGH HANSEN: Jeg ved det faktisk ikke. Jeg synes, der ligger et rigtig fint regeringsgrundlag, der i sit indhold og sin retning minder meget om den mission, der var for Danmark gennem 90'erne – den periode, hvor jeg selv blev socialdemokrat. Jeg synes ikke, at det politiske projekt, som ligger i den strategi, som skulle udmøntes gennem trepartsforhandlinger og en tilpasning af dansk konkurrenceevne, så vi kan få skabt nogle arbejdspladser, er dårlig. Så jeg er ikke rigtig klar over, hvor det går galt. Det tror jeg også, der er meget få mennesker, som ved – OG de få mennesker, der ved det, taler ikke om det. Da Henrik Sass vender tilbage, bliver det præsenteret som endnu en ny mulighed for regeringen til at komme ud over rampen, der er stadig en enorm god 'goodwill' for, at regeringsprojektet får lov at lykkes. Det er ikke brugt op, og hun har tid endnu. Det kan godt være, man skulle fortælle folk, hvad det er, man gør ved folkeskolen, så folk tror, at de får en moderne skole, som er bedre.

Løbet er overhovedet ikke kørt for Thorning
RÆSON: I et interview med RÆSON d. 29 september 2011 spår du Helle Thorning gode chancer for at blive en stor reformator, har hun formået at blive en stor reformator?
FOGH HANSEN: Tja bum bum. Både-og, og hun kan stadig nå at blive det. Retningen i den politik, der kom i den reform af arbejdsmarkedsområdet, som Mette Frederiksen lavede, er rigtig fin og tiltrængt. Det var aldrig nogensinde en socialdemokratisk intention, at så mange mennesker skulle sættes ud til højre og ikke lave noget. Og så var der nogle trepartsforhandlinger, der ikke lykkedes. Jeg vil sige det på den måde, at hun har stadig chancen, og jeg mener stadig, hvad jeg sagde dengang: Helle kan gå ind i det her efterår og levere en stor folkeskolereform, og jeg mener stadig, hun kan lave en mediereform, som ændrer udviklingen i mediebilledet i Danmark. Hvis det lykkes at skabe noget optimisme f.eks. på uddannelsesområdet, så kan kurven sagtens vende for hende og regeringen. Nu sagde jeg, at jeg ikke kan se, hvad det indenrigspolitiske projekt er, det er fordi, jeg ikke kan se, hvad der binder det sammen. Det betyder ikke, at der ikke er lavet ting, der er rigtig gode. Jeg synes også, det var en fin energiaftale, de fik lavet – den var der nok nogle arbejdspladser i. Det længe ventede projekt, som Nick Hækkerup er gået i gang med, om at få forsvaret under en eller anden form for demokratisk kontrol og få det ind under en ledelsesmodel, som svarer til resten af samfundet, synes jeg lyder rigtig fint. Så der er også ting i den positive vægtskål, som kommer til at skabe en anden optimisme, hvis hun lykkes med de andre. Men der er stadig for mange spørgsmål om substans, f.eks. uddannelse.
RÆSON: I samme interview kalder du Helle Thornings mandat for historisk frit. Vidner de dårlige meningsmålinger ikke om, at vælgerne ikke har opfattet mandatet således?
FOGH HANSEN: Jo. Jeg havde heller ikke troet, at man ville lave sådan et selvmål, som man gør f.eks. på trængselsringen, trepartsforhandlingerne, en ligegyldig sag som Tobinskat, Sass-Larsen sagen osv.
Jeg tror ikke, de dårlige meningsmålinger handler så meget om, hvorvidt man skal dreje til højre eller til venstre, men om at folk ikke kan mærke hænderne på rattet. Jeg er ikke sikker på, at de dårlige meningsmålinger kan forklares med løftebruds-retorikken. Jeg tror sådan set, at danskerne gerne vil lægge ryg og stemmer til svære beslutninger og belønne det. Det synes jeg, man så gennem Schlüter-årene. Jeg synes heller ikke, Lars Løkkes popularitetskurve viser, at svære beslutninger skaber mindre popularitet – det var faktisk først, da han begyndte at regere, han fik opbakning. Min intuition er en anden; der har været for meget diskrepans, mellem hvad man gjorde, og hvad man sagde, over for kort tid. Der er simpelthen for mange områder, hvor der har været for mange meldinger, så folk har opfattelsen af, at de ikke ved, hvad de vil. Det er det, jeg mener, med hænder på rattet: Folk er villige til at stemme svære ting igennem og belønne politikere, der træffer de svære valg, men problemet er, hvis folk er usikre på, om de virkelig mener det.
Her sigter jeg f.eks. til optakten til trepartsforhandlingerne eller skatteforhandlingerne. Danskerne havde hørt om de 12 minutter, en fjernet feriedag, om arveskat og hvad ved jeg – men man kan jo ikke lave ledelse ved luftballon. Folk spørger sig selv: Ved de, hvad de vil, og mener de dét? Den uklarhed over hvad regeringen står for, skaber et problem med troværdighed.
RÆSON: Så løbet er ikke kørt for regeringen?
FOGH HANSEN: Overhovedet ikke. Man kan se det i den tørst, der er efter Thorning, når hun vender hjem fra ferie. Hverken danskerne eller pressekorpset har glemt, at der ikke har været noget reformprojekt hos de borgerlige. Vi ved jo godt, hvad den tidligere regering var og gjorde – vi ved godt, hvor løbet tør den var. Der er ikke kommet noget nyt derovre fra – de er bare imod. Der er stadig noget velvilje til at præmiere et nyt politisk projekt, også hvis det kommer fra Helle Thorning. Et stykke hen ad vejen, så belønner folk også mod. Og det er rigtigt, der er nogle store områder i Danmark, som godt kan blive reformeret. Fx. har det ikke været særligt nemt med den arbejdsmarkedsreform, Mette Frederiksen har lavet, men der ER faktisk opbakning til det i pressen, når de træder i karakter.
Hvis det skal kunne vende for Helle, så skal hun slippe tøjlerne og gøre det, som hun tror på, og det som partiet tror på, fx på uddannelsesområdet. Jeg synes faktisk, der er sket nogle modige ting i regeringen, men det er heller ikke super let at komme med så meget radikal politik til sit eget bagland. Men du skal lægge mærke til, at partiet klapper hæle og stemmer for. Der er er opbakning i partiet til, at Helle får vendt skuden. Men det er selvfølgelig rigtigt, hvis uddannelsesreformen kuldsejler – ligesom det gjorde for Lars Løkke – et halvt år efter trepartsforhandlingerne gjorde det, SÅ er det svært.


SF må finde nogle nye kampe, de kan vinde
RÆSON: Hvad bliver de varige effekter af det sidste halve års ballade internt i SF?
FOGH HANSEN: Ikke noget.
RÆSON: Er partiet – folketingsgruppe og bagland – samlet om regeringens politik?
FOGH HANSEN: Det er vel også lige meget, hvad kan de gøre? SF sidder i den mest destruktive spiral, de kigger på hvad for noget af arvesølvet, de gerne vil have med ind og ud af ægteskabet. SF er skabt som et kommentarparti, der skal trække Socialdemokratiet til venstre. Hvad skal de gøre? Det eneste, de kan gøre, er at sætte sig ned og få nogle ideer til noget politik, der også kan samle opbakning i resten af regeringen. Og det skal nok være nogle nye ting. Lige nu med spørgsmålet om dagpenge prøver de at føre slåskampe, de ikke kan vinde. Der er ikke 90 mandater til det, de gerne vil. Så hvad gør man? Man tørrer sig om munden og kører videre. Der findes masser af uopdyrkede områder i dansk politik, hvis jeg var SF, ville jeg sætte mig ned og tage fat i de emner. Jeg har lidt ondt af dem, for de har ikke 90 mandater til forlængelse af dagpengeperioden osv.
RÆSON: Har partiet ikke været godt nok forberedt på at sidde med ved magten?
FOGH HANSEN: De har aldrig prøvet det før, så hvordan skulle de vide det? Jeg tror, jeg har tænkt mig at gå imod strømmen her: De klarer det meget flot. Jeg synes faktisk, Thor Möger, Villy Søvndal og de andre tager en organisation, som ingen erfaring for tage praktisk ansvar har, og fører den ind i at være beslutningsdygtig og stabil. Det, synes jeg, er flot. Det stiller selvfølgelig det langsigtede spørgsmål: er der brug for to Socialdemokratier i Danmark? Men indtil videre ser det sådan ud.
Jeg har lavet meget partiarbejde, og der er altså mange partiforeninger rundt omkring i Danmark, hvor man ikke har nogen ide om, hvad praktisk ansvar betyder, hvad det vil sige både at have samlet et flertal og få det eksekveret igennem et system. Og den proces, man kører igennem i SF, giver godt nok noget bøvl på side fire i Jyllands-Posten hver dag, men de gør det meget flot. De tager en hel kultur, der er vant til at tænke anderledes og fører den et sted hen, hvor det kan bruges til noget.
Det korte af det lange er, at de folk, som surmuler omme i bagsmækken, kan godt hoppe af bagsmækken, men så står de ude på landevejen, og hvad så? Hopper de af regeringen, så har vi en SR-regering; får de mere ud af det? Det tror jeg ikke, de selv tror. Vil de hellere have en borgerlig regering? Nej, det tror jeg heller ikke. Det kan godt være de ender i betydelige slagsmål, det er bare lige meget. Men jeg synes godt, Thor Möger og Villy Søvndal kan klappe sig selv på skulderen og sige: 'vi har flyttet noget et sted hen, hvor det betyder noget'. Og det har også ændret dansk politik, at en større del af venstrefløjen ønsker at tage et reelt ansvar. Så er der de mennesker, som er permanent urealistiske, og de kan så stemme på Enhedslisten.

Enhedslisten kan stadig blive større – og S kan blive mindre
RÆSON: Kan Enhedslisten blive større end nu?
FOGH HANSEN: Ja, teoretisk set.
RÆSON: Kommer det til at ske?
FOGH HANSEN: Om det kommer til at ske, ved jeg ikke – men det kan de godt. Enhedslistens succes hænger meget på, at de er blevet den enkelte sags og de enkelte personers parti, og hvis de skal beholde den størrelse, skal de vise flere talenter og et mere sammenhængende politisk program. Det går ikke, at man med et halvt års mellemrum kan ringe til en af dem, og så snakker de om revolutionens gennemførsel. Det mister de så også et par procenter på i meningsmålingerne. Der er selvfølgelig et marked for folk, som tror, verden er anderledes, end den er. En distinktion, der er vigtig, er mellem 1) folk, der gerne vil have verden er anderledes, og 2) folk, der TROR den er anderledes end den er. Det er to forskellige ting, det første er godt, det andet er lidt problematisk. Men når man har så volatile [flygtige, red.] vælgere, som man har i dag, så er der ikke noget, der er stabilt i politik. Ja, de kan godt få 15 procent, og i Holland endte Socialdemokratiet på 13,5 procent. Socialdemokratiet kan godt blive mindre. Den krise man har – koblet med Henrik Sass’ erkendelse af at man tabte valget, man gik tilbage endnu engang – bør da sige Helle Thorning og regeringen, at det nytter ikke med små hop på stedet, hvis man også vil have respekt.

Løsningen for K er IKKE flere udspil
RÆSON: Oppositionen: Hvor alvorlig en udfordring bliver skattesagen for Lars Løkke/V?
FOGH HANSEN: Ikke så stor, som den kunne være blevet. Som jeg forstår den undersøgelse, der er lavet, så er det ikke en undersøgelse af, hvordan det kan være personoplysninger flyder rundt i systemet, og hvor lang tid de har gjort det. Nu har jeg arbejdet i en stor offentlig organisation, også et sted hvor jeg selvfølgelig har instruktioner fra min direktør – jeg ville aldrig nogensinde som spindoktor eller som pressemand sidde med personlige mapper for andre politikere. Det er et skred ud over forvaltningspraksis, jeg slet ikke begriber. Og jeg forstår slet ikke, hvis ikke det er det, som er fokus for undersøgelsen. Skattesagen lyder mere som et problem for Troels Lund, men jeg tror ikke, han ryger på det. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, han burde. Det minder næsten om et statskup, dét de forsøgte at lave. Man hører også sådan nogle ting som, at Henriette Kjærs skattemapper cykler rundt i systemet og bliver udleveret til tidligere statsministre, hvor det lyder som et sammenbrud i forhold til, hvordan sådan et ministerium skal virke. Men selve skattesagen, der tror jeg ikke, Lars Løkke har siddet og beordret det der, og de opfører sig heller ikke som om, de har det problem.
RÆSON: Krisen hos de konservative: hvori består partiet chance for at gøre et comeback – hvis der er én?
FOGH HANSEN: Det er meget et personspørgsmål for dem. De konservative er nødt til at bygge sig selv op fra grunden og undersøge, hvad det er for nogle mennesker, de sætter på valg. Jeg tror, de konservative er ude i et meget langt stræk med at genetablere sig selv som et parti, der er i stand til at kanalisere kompetente mennesker frem til topposter. Det er ikke noget, man fikser med et forslag. Partiet er kommet med så mange forslag, at alle ved, at det eneste i verden, der ikke bliver til noget, er et forslag fra de konservative. Det er nærmest bedst at holde mund i et stykke tid og så få reformeret partiet, beslutningerne, kredsene, lave et talentprogram og få genetableret sin alliance med de virksomheder, der har forladt partiet til fordel for LA og V. Det er meget grundlæggende det, de skal i gang med.
Hvis Lars Barfoed sætter gang i en intern reformproces, så kan partiet godt rejse sig med ham. Han er i sig selv kke nogen usælgelig politiker, jeg synes faktisk, det ser meget rart ud med en voksen mand, der kan binde en slipseknude engang imellem. Det, tror jeg ikke, danskerne synes, er så udueligt igen. Han er heller ikke borgerlig ekstremist – dem er der ellers mange af i øjeblikket. Det var det, jeg sagde før: der er ikke nogen, der har et kommunikationsproblem i dansk politik. Problemet ved det er: synes du Det Konservative Folkeparti ligner en organisation, der sender kompetente mennesker med seriøse og velovervejede tanker frem til svære opgaver? Nej, vel?
Deres udfordring er meget strukturel og meget intern, hvis der nogensinde var nogen, der burde sætte sig ned og gå deres idéhistorie igennem og finde ud af, hvor de gamle venner var, og hvem man er der for, så var det dem. Det sjove ved det er, at den konservative ideologi faktisk er blevet overtaget af hele højrefløjen. Selv det liberale opgør i LA er på lange stræk meget konservativt. Den mest levedygtige og konkurrencedygtige borgerlige ide er konservatismen. Den liberale samfundskritik er altid nødvendig, men de egentlige liberalistiske projekter bliver altid meget ekstreme – det gør de i USA, England, Frankrig, og det gør de også i Danmark. Jeg oplever også V som et nationalkonservativt parti i dag, og DF som værende det samme. Jeg tror, det er den afbalancerede borgerlighed, der har den største appel.
RÆSON: Forbereder Venstre en mere tydeligt liberalistisk kurs jf. Søren Pinds udtalelser om Anders Fogh?
FOGH HANSEN: Jeg kan virkelig godt lide Søren Pind, men han er rent politisk et menneske, der er på vekselstrøm mellem konservatisme og liberalisme. Jeg opfatter ikke Søren Pind i dag som liberal, men som nationalkonservativ.

Thulesen Dahl vil kunne lave forlig med Thorning
RÆSON: Hvilken betydning får Pia Kjærsgaards afgang som formand for DF?
FOGH HANSEN: Jeg tror, det betyder, DF kan lave ting med den nye regering, som de ikke har kunnet før. Mit indtryk er, at Pia Kjærsgaard har haft en stor antipati over for Helle Thorning, som også har gjort, at hun bandt sig meget hårdt til Lars Løkke også i en valgkamp, hvor Lars Løkke – selv om det så meget dårligt ud – kunne sige, at han kom med en samlet borgerlig opposition. I skattereformen var der mange ting, DF kunne have taget. De kunne have fjernet tidslerne i forhold til de ældre, og så kunne de næste have stemt for resten, men de var ude ad døren meget hurtigt. Noget af det opfatter jeg som en følelsesmæssig antipati over for den socialdemokratiske statsminister. Jeg tror, Kristian Thulesen Dahl kan demonstrere, at DF kan levere politiske løsninger også med en socialdemokratisk ledet regering. Der var ikke noget på overfladen i f.eks. skattereformen, som burde være umuligt for DF at forhandle sig ind i – og der er jo et andet flertal med DF. Han kan få synliggjort DF, fordi han har mulighed for at være mere fleksibel med sine samarbejdspartnere.
■

Johan Moe Fejerskov (f. 1991) er bachelorstuderende i dansk litteratur og journalistik ved Roskilde Universitet. Han er medstifter af onlinemediet Samfung i samarbejde med Mandag Morgen og Yngresagen. Han deltager desuden som fast paneldebattør i TV2 Lorrys program „Meningsmaskinen‟. ARKIVFOTO: Venstre