26.11.2012

Mens unge kinesere sætter deres lid til, at kommercielle medier vil øge den journalistiske frihed, råber kritikere vagt i gevær. De frygter, at de socialistiske idealer ryger i svinget.

ANALYSE af Laura Dombernowsky, Beijing, Kina

“Det samme, som gør dig rig, gør mig fattig,” citerede den amerikanske medieforsker Dan Schiller rocklegenden Ry Cooder under en forelæsning på Communication University of China i oktober. Sammen med forskerkollegaen, Zhao Yuezhi, argumenterede han for, at markedsorienterede medier fordrejer nyhedsdækningen, tilskynder overforbrug og præger vores opfattelse af verdens tilstand. Et opråb for døve øren hos en generation af unge kinesere, der har stor tillid til, at kommercielle medier kan give større journalistisk spillerum end de statsfinansierede.


Medier som kapitalismens håndlangere

“I dag vil mange af jer måske ønske, at medierne bliver mere og mere markedsorienterede,” påpegede Zhao Yuezhi: “Men når I gør det, må I huske på, hvad det er for et system, I støtter”. Med sit omfattende forfatterskab om Kinas medier er Zhao Yuezhi obligatorisk læsning for alle studerende og forskere, der beskæftiger sig med det kinesiske samfund i dag. Men det er sikkert de færreste, der er opmærksomme på de ideologiske overvejelser, der ligger til grund for hendes analyse af Kinas mediers position mellem stat og marked.

Zhao Yuezhi retter gennemgående en skarp kritik mod det vestlige kapitalistiske system. Hun henviser til elendige arbejdsforhold på fabrikker, der producerer indmaden i de vestlige IT-apparater, og at vestlige virksomheder i det hele taget udnytter kinesiske migrantarbejdere. Sammen med Dan Schiller påpegede hun under forelæsningen, at de kommercialiserede medier støtter selv samme system, som udnytter de kinesiske arbejdere. De er nemlig afhængige af annoncesalg. Zhao Yuezhi har ikke opgive håbet om, “at Kina kan skabe kapitalisme med kinesiske særtræk”. Et system, der ifølge hende ikke tillader uretfærdig udbytning, men i stedet beskytter mindre privilegerede grupper i samfundet. I kampen mod Vestens kapitalisme tilskriver hun medierne en afgørende rolle.


Skandalen i Chongqing

“Det er forfejlet at tro, at medierne bliver mere frie af at fungere på markedets præmisser,” understeger Zhao Yuezhi. Hvordan en alternativ mediemodel kunne se ud, kommer Zhao Yuezhi med et bud på i en artikel om den nu afskedigede partisekretær i provinsen Chongqing, Bo Xilai: Monthly Review. Bo Xilai blev i oktober 2012 smidt ud af Kinas Kommunistiske Parti og hans kone dømt for mordet på den britiske forretningsmand Neil Heywood. Få ved, hvad der er op og ned i den makabre mord- og korruptionssag. Men ifølge Zhao Yuezhi handler den ikke mindst om Bo Xilais kamp for et socialistisk alternativ til overdrevet politisk fokus på markedsøkonomi: “I et system, der ikke tillader åben agitation og oprigtig konkurrence til den øverste politiske ledelse, lancerede Bo Xilai ene mand en kampagne baseret på et velartikuleret politisk udgangspunkt og et populært socioøkonomisk budget,” skriver hun.


Xilais røde mediemodel

Som en del af Bo Xilais bedrifter i Chongqing, peger Zhao Yuezhi på hans mediemodel. I marts 2011 blev finansieringsgrundlaget for den lokale TV-station, Chongqing TV, ændret radikalt. De reklameindtægter, der hidtil havde finansieret en væsentlig del af TV-stationen, blev skåret væk. I stedet skulle stationen udelukkende leve af offentlige midler. Man skrottede reklamerne og intensiverede i stedet programmer, der hyldede Mao-tidens Kina. I Chongqings gader samledes kor for at synge revolutionere sange og mobilabonnenter fik jævnligt tilsendt Mao-citater. “Revolutionær, national populærkultur” skabte fornyet håb hos Chongqings befolkning, understreger Zhao Yuezhi og peger på, at Bo Xilai stræbte efter “en følelse af, at en bedre fremtid er mulig”.

Uagtet den politiske modvind Bo Xilai kom ud i, bakker Zhao Yuezhi altså stadig op om den del af hans politik, der søgte at genoplive socialistiske idealer. Netop de socialistiske idealer var årsagen til hans politiske fallit, påpeger hun – i modsætning til modtageren af Nobels fredspris Liu Xiaobo og kunstneren Ai Weiwei, der kæmper for liberale og demokratiske værdier. Sat på spidsen tyder det på, at udviklingen for Kinas medier bliver en fortsat balancegang mellem at varetage Kinas Kommunistiske Partis behov for et talerør for sit politiske og ideologiske ståsted på den ene side og befolkningens efterspørgsel efter troværdig information og god underholdning på den anden. I det lys var Chongqings mediemodel simpelthen alt for “rød” og vækkede påmindelser om en radikal politisk fortid.


Unge foretrækker markedsorienterede medier

For de af os, der kun har perifer indsigt i det politiske drama i Chongqing, står det stadig uklart, om Bo Xilais reform af Chongqing TV var et forsøg på at genetablere socialistiske idealer eller et propagandistisk skalkeskjul, der kunne sikre ham magten ved at kontrollere de lokale medier. Uanset hvad der er op og ned på dramaet i Chongqing, så er den unge generation af kinesere svære at overbevise om ulemperne ved kommercialiseringen af medierne. Selvom der uden tvivl er bred opbakning til kritikken af især vestlige kapitalejeres udnyttelse af kinesisk arbejdskraft, så er det tvivlsomt, om socialistisk teori i sin rene form er spiselig. Størstedelen af de journaliststuderende i Beijing og Shanghai, som jeg har interviewet i forbindelse med mit Ph.d.-projekt om emnet, forbinder Marx med tørre, obligatoriske skoletimer, og ser markedsøkonomien give liv til medierne – både hvad angår underholdning og journalistiske reportager. De er skeptiske over for ren partipropaganda og lægger ikke fingre imellem, når de gør grin med den tunge stil i Kinas partimedier: “På den og den dato mødtes de og de vigtige leder og havde det og det møde. De lavede den og den vigtige tale,” sådan beskriver en mandlig journaliststuderende på et af Kinas mest prestigefyldte universiteter, Tsinghua, skabelonen for partitro journalistik.

Men det er ikke kun stilen de unge tager afstand fra. Det handler også om, at medierne skal bringe journalistiske reportager, der giver befolkningen den nødvendige information: “I dag kan man ikke bare servere propaganda, behandle folk som fjolser og undlade at fortælle, hvad der foregår,” siger han: “Man er nødt til at stole på, at folk kan dømme selv,” understreger en anden mandlig journaliststuderende på Folkets Universitet i Beijing. Han peger på, at især unge har adgang til en bred vifte af kilder til nyheder og underholdning på internettet. De har muligheden for at vælge, og vælger partimedierne fra.


Laura Dombernowsky er ph.d.-studerende på Aarhus Universitet, hvor hun arbejder med professionalisering af journalistik i Kina. Hendes projekt bygger blandt andet på interviews med kinesiske journaliststuderende, mens de er under uddannelse, og efter de er kommet i arbejde. Laura har boet i Beijing i flere længere perioder siden 2005. Først i forbindelse med kinesisk studier, siden arbejde på Danmarks Ambassade og nu som en del af sit projekt.