29.04.2012

”Først så det ud til, at det marokkanske styre ville imødekomme befolkningens krav om reformer, men da det kom til stykket, ønskede det ikke at forandre sig. De gode takter på overfladen var dog nok til at tage pusten fra protestbevægelsen.” Det siger ph.d. og DIIS-forsker i politik i Mellemøsten og Nordafrika, Julie Pruzan-Jørgensen, til RÆSON.

INTERVIEW af Louise Boo Jespersen

EFTER FORÅRET: RÆSON interviewer op til vores store konference Efter det Arabiske Forår i Den Sorte Diamant 4. juni 2012 de deltagende eksperter, journalister og kommentatorer. Læs mere om konferencen og køb billetter her.
– Søren Schmidt: Assad er slet ikke mør endnu
– Ulla Holm: Alle vil have en bid af kagen efter Gaddafis fald
– Rasmus Tantholdt: Religion er vigtigere end politik i mellemøstlige demokratier

RÆSON: Det Arabiske Forår er forløbet forholdsvis fredeligt i Marokko sammenlignet med andre lande i Nordafrika. Trods protester og utilfredshed er det langt hen ad vejen lykkedes kongen at holde befolkningen i ro. Hvad er der sket med de folkelige protester?

PRUZAN-JØRGENSEN: Forfatningsreformen og parlamentsvalget har desværre taget pusten ud af den marokkanske protestbevægelse. Det var banebrydende, da det lykkedes for forskellige aktører med forskellige ideologiske baggrunde at gå sammen i februar 2011. Bevægelsen rummede folk både fra højre- og venstrefløjen, islamister og sekulære. Desværre lykkedes det aldrig at få den brede befolkning med. I dag mangler de vind i sejlene. Det gør de først og fremmest, fordi det marokkanske regime har været virkelig dygtigt til at læse skriften på væggen. Det har reageret på både det interne og eksterne pres for fortsat at fremstå reformvenligt. Efter forfatningsreformen og parlamentsvalget blev protestbevægelsen yderligere svækket, da interne ideologiske uenigheder sidste år mundede ud i, at den store forbudte islamistiske gruppe, Al-Adl wal- Ihsan, valgte at trække sig. Det svækkede 20. februar bevægelsen, både fordi den blev reduceret i antal, men også fordi dens styrke lå i samarbejdet mellem forskellige politiske fløje.

RÆSON: Hvordan kommer kongens reformvillighed til udtryk, når man kigger på forfatningsreformen og processen op til reformen?

PRUZAN-JØRGENSEN: Da kongen, Mohammad den 6., i marts sidste år gik ud med en tale om meget gennemgribende politiske forandringer, lød det til, at protestbevægelsens reformkrav i vidt omfang ville blive imødekommet. Men da udkastet til den endelige forfatningsreform blev offentliggjort, stod det klart, at landet kun ville undergå få forandringer. Der står ellers rigtig mange fine ting i den nye forfatning. Blandt andet at man vil styrke de folkevalgtes magt og domstolenes uafhængighed. Problemet er, at der ikke er nogen garanti for, at de bliver ført ud i livet. Teksten er meget ambivalent. Den giver mulighed for, at de folkevalgte og regeringen kan få mere magt og suverænitet. Men reelt ligger den juridiske, politiske, religiøse og militære magt stadig solidt hos kongen. Så der er ingen garantier for, at forfatningsreformen vil medføre demokratiske forandringer i Marokko.

RÆSON: Hvilke eksempler er der i praksis på, at forfatningsreformen ser bedre ud på papiret end i virkeligheden?

PRUZAN-JØRGENSEN: I overensstemmelse med den nye forfatning blev der efter parlamentsvalget i november udnævnt en ny Premierminister fra det parti, der havde fået flest stemmer. Det blev Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (PJD), som er et moderat islamistisk parti. Det er første gang, det har fået lov at få regeringsmagten. Den nye regering har da også fået flere nye initiativmuligheder. Men samtidig med at PJD fik lov at danne koalitionsregering, oprustede kongen sit skyggekabinet af kongelige rådgivere. Der kom flere viceministre ind, som også er nært knyttet til regimet. Så den nye regering har måske nok fået nye privilegier, men den er også sat under kontrol og begrænset i sine udfoldelsesmuligheder. Ironisk nok er for eksempel Fouad el Himma blandt de nye kongelige rådgivere. El Himma er kongens gamle klassekammerat og nære ven. Han har været en af PJD’s største modstandere og en af de allermest udskældte af 20. februar bevægelsen. Hvis Paladset virkelig havde ønsket at styrke den demokratiske proces, havde man næppe udnævnt ham. Et andet eksempel: Der står i den nye forfatning, at det skal være de folkevalgte, der udnævner ambassadører. Men da den nye regering skulle udpeges, og alle vidste, at PJD skulle lede den, udnævnte kongen pludselig en række nye ambassadører til indflydelsesrige poster. Hvis man virkelig havde ønsket at respektere forfatningen og den nye ånd, så havde man nok ikke gjort det sådan.

RÆSON: Hvor efterlader det Marokko?

PRUZAN-JØRGENSEN: Det burde være stof til eftertanke. Ikke mindst for støtter af marokkansk politik som Frankrig og EU. Der er stærk social utilfredshed og ønsker om reformer blandt den marokkanske befolkning. Men selvom kongen imødekommer reformkrav på overfladen, så ser vi et regime, som reelt ikke ønsker at forandre sig. Det burde, i mine øjne have ført til en nedtoning i retorikken om det marokkanske regime som reformivrigt.

RÆSON: Hvordan skriver landets økonomiske situation – det stigende budgetunderskud og den store arbejdsløshed – sig ind i rammerne af det Arabiske Forår?

PRUZAN-JØRGENSEN: I Marokko ser vi nøjagtig de samme sociale problemer, som udløste protesterne i Tunesien og Egypten. Uge efter uge ser man de højtuddannede arbejdsløse unge demonstrere. De klager over, at staten har svigtet, og at der ikke er jobs til dem i den offentlige sektor. I mange år har de været et af de mest synlige billeder på den folkelige utilfredshed. Man ser også mange spredte protester rundt omkring i landet. Folk protesterer over, at elektriciteten ikke virker, urimelige ansættelsesforhold eller dårlig lokal ledelse. Der er en grundlæggende social utilfredshed, der er stærk og helt berettiget. Selvom fattigdommen faktisk er blevet mindre de seneste år, så er den marokkanske økonomi også præget af den finansielle krise. Dertil kommer, at Kongehusets dominans i erhvervslivet er blevet stærkere i de år, hvor Mohammad den 6. har siddet på magten. I dag har styret monopol på eller stærk central kontrol over mange forskellige økonomiske sektorer. Samtidig er landet præget af udbredt korruption og mangel på transparens, og så er der stor forskel på rige og fattige. Det er altså ikke kun den absolutte fattigdom, der er et problem for folk. Det er også den relative. De måler sig med andre, der har det meget bedre. I Marokko kan du meget nemt komme ud for, at din nabo har nogle privilegier og muligheder alene på grund af gode kontakter eller korruption.. Og det er dybt fornedrende og gør folk vrede. Indtil nu er den sociale utilfredshed ikke blevet omsat til et fælles politisk projekt. Men den dag, den gør det, så er der en helt anden situation i Marokko.

RÆSON: Er 20. februar bevægelsen helt afskrevet fra det fælles politiske projekt?

PRUZAN-JØRGENSEN: Det må tiden vise. Lige nu er der jo ikke et bredt favnende fælles politisk reformprojekt. Men der er ingen tvivl om, at hvis ikke 20. februar bevægelsen havde været der, så havde vi ikke set forfatningsreformen. Og selvom den er utilstrækkelig, så er den et billede på, at det godt kan lade sig gøre at lave om på tingene. Et folkeligt pres kan skabe resultater.

RÆSON: Hvad ser du ellers som det mest interessante emne i Mellemøsten netop nu?

PRUZAN-JØRGENSEN: Der er rigtig mange spændende emner lige nu. Hvis vi fokuserer på de lande, der har set store forandringer – Egypten, Tunesien og måske allermest ekstremt i Libyen – så er der en kæmpe udfordring i at skabe en demokratisk kultur. Det vil sige at etablere velfungerende partiapparater, en transparent politisk orden og – måske allersværest – at få skabt nogle nye procedurer og måder at arbejde sammen på, der både giver plads til forskellige stemmer, og som samtidig er forankret i gensidig tillid til, at alle vil respektere de nye demokratiske spilleregler. Én ting er, at man kan pille nogle topfigurer ned, men der skal jo også bygges noget nyt op. Det er et kæmpe stort stykke arbejde. Det kræver både, at der bliver givet plads til pluralisme, og at der skabes tillid til og respekt for grundlæggende demokratiske spilleregler. Det er en enorm udfordring i lande, som ikke har kendt demokrati. Og hvor der er stærke magtinteresser og dybe ideologiske skel. Kommer vi til at se pluralistiske velfungerende demokratiske lande hen ad vejen? Det synes jeg er utroligt spændende at følge.

Louise Boo Jespersen (f. 1983) er journalist ved Palestine Monitor og politisk medarbejder for “Arab World Democracy and Electoral Monitor”, Al Marsad. Hun har en BA i statskundskab og en MA i analytisk journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere arbejdet på presseinstituttet i Ulaanbaatar i Mongoliet i 8 måneder og bor nu i Ramallah. ILLUSTRATION: Marokkanske demonstranter (Foto: arademo via Flickr)