25.09.2012

“Mange af mine venner tror ikke på en bedre fremtid de næste mange år. De planlægger at søge uddannelse eller arbejde uden for Libyen. Det forstår jeg godt. Men det kan skabe endnu mere plads til islamisternes radikalisering af libyerne, nye angreb mod udlændinge og endnu mere blodig uro i et i forvejen meget skrøbeligt nyfødt Libyen.” Det siger Jeppe Nybroe, som indtil for nylig var nyhedschef for Libyens første uafhængige TV-station.

INTERVIEW af Jonas Thomsen Sekyere

MUHAMMEDKRISEN 2.0: En anti-islamisk amatørfilm har antændt en steppebrand af demonstrationer i den muslimske verden. Demonstrationerne er foreløbigt kulminerede med drabet på flere ansatte på den amerikanske ambassade i Libyen. RÆSON dækker krisen gennem en række interviews og kommentarer.
– Mads Fuglede: Valgkampen stopper ved USA’s grænser
– Zubair Butt Hussain: Islams image lider under få ekstremes vold
– Kommentar: Vi bliver nødt til at sige undskyld for at beskytte demokratiet

Hvilken libysk fremtid peger drabet på landets amerikanske ambassadør os i retning af?
Det tragiske ved mordet på den amerikanske ambassadør er – udover at han var en fantastisk mand, der kun ønskede det bedste for Libyen – at mange føler, det også var et angreb på den frihed, som libyerne har betalt titusinder af menneskeliv for at få efter 42 års diktatur under Gaddafi. Det værst tænkelige er måske risikoen for, at dem, der før drabet på Chris Stevens arbejdede på at genopbygge Libyen, vender landet ryggen. Flere humanitære organisationer har gennem de seneste måneder trukket sig ud, eller også overvejer de at gøre det, fordi de frygter for deres medarbejderes sikkerhed. I forsommeren var en stor delegation af danske virksomheder i Libyen for at vurdere mulighederne for investeringer. Dengang fortalte Udenrigsministeriets mand mig, at to betingelser var helt afgørende for, at Danmark vil investere i Libyen. Dels transparens, altså alt fra korruption til politiske og religiøse dagsordener skal være oplyst og gennemsigtigt. Store danske virksomheder handler kort sagt ikke med hvem som helst. Dels sikkerhed, at medarbejdere såvel som produktionen sagt sort-hvidt skal kunne fungere uden at blive skudt eller bombet. Worst case scenario er, at de seneste måners angreb, kidnapninger og drab kun er begyndelsen; at Libyen bliver et slaraffenland for voldelige islamister, udvikler lidt som Irak i 2003-2004 med terrorangreb og et samfund i opløsning. I bedste fald vil drabet ’kun’ forsinke udviklingen økonomisk og politisk. I alle tilfælde er taberne det libyske folk, og jeg kan godt frygte, at det kun bliver værre, før det forhåbentlig bliver bedre. Flere af mine unge venner har skrevet til mig, at de ikke tror på en bedre fremtid de næste mange år, og de planlægger at søge uddannelse eller arbejde uden for Libyen. Jeg forstår rigtig godt, at de unge og veluddannede flygter. Det ulykkelige er blot, at det kan skabe endnu mere plads for islamisters radikalisering af libyerne, nye angreb mod udlændinge og endnu mere blodig uro i et i forvejen meget skrøbeligt, nyfødt Libyen.

Du har indtil for nylig arbejdet og været bosat i Benghazi i Libyen som nyhedschef på Libya Alhurra TV. Det er en station, der spillede en afgørende rolle i den libyske omvæltning ved at sørge for, at oprørerne og resten af verden kunne tale sammen. Du har været i tæt kontakt med folk i Benghazi på det seneste. Hvorfor tror du, det angreb, der havde den amerikanske ambassadørs død til følge, fandt sted? Handler det om en amatørfilm eller skal handlingerne forstås i en større sammenhæng?
Hvis den forudgående demonstration var tænkt som fredelig protest mod en film, der krænker mange muslimers helligste, profeten Muhammed, hvorfor så tage RPG-raketstyr med? Jeg har svært ved at se det som andet end et nøje planlagt attentat mod det amerikanske konsulat i Benghazi. Ganske ligesom der i mine måneder i Benghazi var adskillige angreb mod vestlige mål. Et af angrebene var også en RPG-granat mod en konvoj med den britiske konsul, den 11. juni. Ingen blev dræbt, men det lykkedes at skræmme briterne ud af byen. 24 timer senere var alt mandskab evakueret. Også Røde Kors er blevet angrebet med granater og skud, og flere af deres biler har fået store ridser i det velkendte Røde Kors-symbol. Mange af angrebene har Røde Kors ikke fortalt offentligt. De vil ikke puste til ilden.
Hvilke grupperinger og synspunkter kan have stået bag sådan et angreb?
Min umiddelbare vurdering er, at det er islamistiske kræfter, der ønsker et islamistisk Libyen med blandt andet Sharia-lov, som står bag. De har åbent erklæret sig som modstandere af den igangværende demokratiske proces. De opfordrede til at boykotte det første frie valg i juli. De afviser tanken om en ny forfatning for Libyen med argumentet, at forfatningen allerede står skrevet i Koranen, og at alt andet vil være blasfemi. De islamradikale grupper har en interesse i at destabilisere landet og gøre blodig reklame for deres sag. Hertil kommer, at der er tiltagende rapporter om, at både Al-qaeda – eller Al-qaeda wannabees – og andre jihadister har lavet små grupper i det østlige Libyen, hvor Benghazi er en slags provinshovedstad. Med et skrøbeligt sikkerhedssystem, politi og en hær, der i stort omfang er skabt af militser fra revolutionen, har ekstremister større frihed til at operere, ja, tilmed dræbe en amerikansk ambassadør, der ellers per definition er blandt verdens bedst beskyttede diplomater.
Så du mener ikke, at det isoleret set er den amerikanske amatørfilm, der skal ses som baggrunden for angrebet?
Nej. Det amerikanske konsulat blev også angrebet med en bombe for få måneder siden. Men det var om natten, og ingen kom til skade. Så amerikanerne var i søgelyset, længe før den nye kontroversielle Muhammedfilm. Og jeg ved direkte fra den dræbte ambassadør Chris, som jeg i flere måneder havde nær kontakt med, at han var bekymret for sikkerheden omkring den amerikanske repræsentation i Benghazi. Allerede i juni sagde han i en privat samtale, at han overvejede at lukke konsulatet, fordi risikoen for angreb var for høj, og for mange penge blev brugt på sikkerhed. Konsulatet udrettede for lidt i forhold til, hvis det i værste fald endte med at koste menneskeliv. Og så kostede det på tragisk vis hans eget liv.

Skal demonstrationerne mod filmen og angrebene på de forskellige repræsentationer ses som en generel frustration over amerikanere eller vesten i Libyen?
De libyere, jeg kender, er stort set alle varme tilhængere af USA. De beundrer og respekterer amerikansk levevis, den amerikanske drøm, det at skabe sin egen forretning. Frem for alt er stort set alle libyere, jeg har mødt, meget taknemmelige og bevidste om, at USA – sammen med Nato og også danske jagerfly – var dem, der reddede dem fra Gaddafi og de uhyrligheder, han ville sætte i gang, hvis han fik overtaget. Særligt i Benghazi, der alle dage har været i opposition, og hvor oprøret for alvor begyndte, er alle klar over, at hvis ikke Nato havde bombet, var mange flere sandsynligvis blevet dræbt, og revolutionen var måske blevet tromlet ned af styret. Næsten 100 procent af libyerne er muslimer og konservative, men ikke ekstreme, ikke islamister. Så vreden mod og angreb på vesterlændinge i Benghazi kommer primært fra radikale islamister, som i hvert fald indtil videre skønnes at være meget små mindretal.
Hvor stor opbakning har de radikale grupperinger, som står bag disse angreb, i den bredere befolkning?
Islam er fundamentet for Libyen og for de fleste indbyggeres hverdag. Når en film håner deres religion, føles det, som om de bliver hånet som mennesker. De første til at udnytte de følelser er islamisterne, og lige på det område har fanatikerne, selv om det er mindre grupperinger, en vis opbakning, tror jeg. Særligt i det østlige Libyen, der alle dage har været mere konservativt islamisk end omkring hovedstaden Tripoli i den vestlige del af landet. Derfor tror jeg, urolighederne eksploderede i Benghazi. De muslimer, der er villige til at dø for deres sag, også i en demonstration, kan nemt vække vreden over at blive hånet som muslim blandt de ellers almindeligvis mere moderate libyere.”

Der synes generelt at have været tegn på, at der er en del utilfredshed i Benghazi efter Gaddafis fald. Hvor kommer den fra, og hvor meget af det stammer fra før oprøret?
Der er masser af frustrationer og vrede i Benghazi. Hos unge og gamle, rige og fattige. Men det er mest, som jeg oplever det, rettet mod det nuværende styre i Tripoli. Benghazi ofrede tusinder af unge mænds liv. Alle har en bror eller far eller fætter, der blev dræbt under revolutionen. De betalte prisen for revolutionen. Mens nu er det Tripoli, hovedstaden, der høster gevinsten. Det er her den største økonomiske udvikling er, ligesom det var tilfældet under Gaddafi. Især i dagligdagen er mange vrede over praktiske problemer, som at internet og mobilnetværk ofte er meget ringe eller helt forsvinder i Benghazi, mens de i Tripoli kan surfe på deres iPhones på gaden. Mange offentligt ansatte klager over ikke at få løn, mens borgere i Tripoli har fået penge fra staten for at have været i kamp ved frontlinjen under revolutionen. Selvom de aldrig nogensinde har været det. Den slags historier, og andre vilde rygter, er der mange af. Eksempelvis om at hovedstaden Tripoli er rent luksusliv, mens de sande revolutionære i Benghazi stadig på nogle områder lever et slags ulandsliv. Alene det, at alle ambassader, luksushoteller og større butikker ligger i hovedstaden, er for Benghazi-borgere udtryk for Tripolis undertrykkelse.

Flere elementer i den omtalte krise minder om den såkaldte Muhammadkrise. Den amerikanske amatørfilm er ligesom karikaturerne produceret af enkeltpersoner og blevet offentliggjort ved hjælp af private virksomheder. Er libyerne i stand til at skelne mellem det officielle USA og så enkelte individers holdninger og handlinger?
Jeg oplevede flere gange under mit ophold i Libyen at blive konfronteret med Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed. Selv i lobbyen på det femstjernede Radisson Blu hotel i Tripoli blev jeg en aften passet op af en salafist, der højlydt meddelte, at alle libyere hader Danmark. Da jeg gik ind i diskussionen og forsøgte at forklare om vores syn på ytringsfrihed, lød det gentagne argument, ja, men hvorfor kunne statsminister Fogh ikke sige undskyld? Og når han ikke kunne sige undskyld, så måtte regeringen stå bag. Og når regeringen var valgt af folket, så måtte også det danske folk stå bag. Men hver gang jeg så sagde, at jeg troede på ytringsfrihed, og spurgte, om de så også hadede mig, så lød svaret – som det i øvrigt også gjorde, da jeg var i Cairo og Beirut under den danske Muhammedkrise – at nej, så længe vi respekterede hinanden, havde de kun hørt godt om danskere. Mit indtryk er, at det samme gælder amerikanere; de er måske knusende uenige i dele af amerikansk eller for den sags skyld dansk politik, men de fleste kan godt skelne mellem film, aviser og regeringer på den ene side og almindelige mennesker på den anden.

Jonas Thomsen Sekyere er jurastuderende på Københavns Universitet og har læst International Politik på Institut for Statskundskab og International Political Theory på LSE’s sommerskole. Han har desuden skrevet for det London-baserede magasin Think Africa Press og har haft artikler og indlæg i Information og Politiken.