19.04.2012

RÆSONS RUNDE BORD:
ER FINANSPAGTEN EN FEJL?
De seneste måneder er flere og flere aktører – herunder den internationale valutafond, IMF – begyndt at kritisere EU’s Finanspagt, og den sparsommelighed, som Tyskland kræver både af sig selv og af de andre medlemslande. RÆSON har samlet en række af kritikernes pointer, og spørger en række danske politikere og eksperter: Har kritikerne ret? Er finanspagten en fejl? Svarene tilføjes løbende.

1. DARLING: KRISEN IKKE SLUT. Alistair Darling, der var britisk finansminister 2007-2010, mener at Europa slet ikke er ude af krisen: “I think we’re in a lull in Europe at the moment. It’s rather like going through cyclones. You get in the middle and you think, great. And then you forget the other side of it”. Han siger: “Part of the problem with Europe is that a lot of them took the view that that this crisis is now behind us, therefore this is a time to visit austerity, whereas the countries who are going to be most hit by austerity [like Spain] are not out of the crisis at all.” Har han ret: Befinder Europa sig mellem to kriser? Og ignorerer politikerne i nord problemerne i syd?
■ JENS ROHDE (MEP, EU): jeg er helt enig i, at krisen langtfra er ovre. Vi står over for nogle relativt hårde år, fordi konjunkturproblemerne reelt bunder i strukturproblemer, som landene har forsømt at rette op på i de gode tider. I en sådan situation kan det være fristende at kaste sig ud i en ekspansiv økonomisk politik for at stimulere efterspørgsel. Problemet er blot, at man er nødt til at have pengene før man kaster sig ud i en sådan politik. For at kunne indkassere disse penge, må man gennemføre reformer.
Man kan sammenligne det lidt med den danske situation i 80’erne: Her blev der også konstant presset på for, at den borgerlige regering skulle føre en mere ekspansiv politik, men netop modet til at fastholde en kontraktiv akse i de økonomiske dispositioner sikrede det grundlag og det råderum, som den økonomiske politik i alle årene efter er blevet bygget på – nemlig en politik, hvor samfundsøkonomien stimuleres målrettet ud fra det til enhver tid gældende råderum og en finanspolitisk holdbarhed. Det tog ti år – af flere årsager – at opbygge grundlaget for at sætte gang i økonomien.
Pointen er, at hvis ikke man formår at skabe et nyt grundlag i de lande, hvor krisen er meget alvorlig, så vil en ekspansiv økonomisk politik blive mødt med et voldsomt pres fra markederne med øgede renter til følge. Der er ikke nogen let udvej på krisen, og den virkelighed må alle, såvel socialister som liberalister, forholde sig til.

2. KRUGMAN: SPANIEN I DEPRESSION. I sin klumme i New York Times skriver Paul Krugman (15/4): “Never mind talk of recession; at 23.6 percent, comparable to America at the depths of the Great Depression, and the youth unemployment rate over 50 percent. This can’t go on — and the realization that it can’t go on is what is sending Spanish borrowing costs ever higher.” Har Krugman ret – er Spanien i en depression, der tåler sammenligning med USA’s i 1930erne?
■ JENS ROHDE, MEP (V): Nu vil jeg være meget forsigtig med at tage Krugmans ord for pålydende rent videnskabeligt. Han er en af de mest ekspressionistiske venstrefløjsøkonomer, vi kender. Jeg kan ikke vurdere Spaniens depression i forhold til USA i 1930érne, men man behøver ikke at være professor for at se, at Spanien har problemer, som ikke løses overnight. Igen er der kun at sige, at såfremt Spanien skal på fode igen, bliver de nødt til at forbedre deres betalingsbalance. Forskellen på Spanien og f.eks. Grækenland er dog, at Spanien ikke alene har en økonomi baseret på import. Spanien er begunstiget af relativt stærke eksportressourcer med en primær eksport til Frankrig, Portugal, Italien og Tyskland. Problemet for spanierne er her, at også disse lande er i problemer (hvis vi ser bort fra tyskerne). Spaniens import er vokset uforholdsmæssigt meget i 00’erne, mens konkurrenceevnen langsomt er faldet. Det er naturligvis en uholdbar udvikling, men igen: Der må ske reformer, som balancerer import og eksport. Dem kan Spanien modsat Grækenland gennemføre. Men det kommer naturligvis til at gøre ondt, og det kommer til at tage tid – og der er ingen let vej.

3. SPANIEN: MELLEM TO TABERSCENARIER. Den spanske finansminister advarer mod en “lose-lose-situation” for landet, hvor finansmarkederne presser landet til at reducere sit offentlige underskud, men hvor disse indgreb, når de gennemføres, ødelægger væksten og dermed også truer investorernes tillid. Har han ret? Hvad bør de spanske politikere stille op med dette dilemma?
■ JENS ROHDE, MEP (V): Man kan som politiker naturligvis altid advare finansmarkederne om, at det er en dårlig ide at at presse et land. Man kan også argumentere for at privatisere månen. Det lyder alt sammen godt, men det er jo ikke noget, som kommer til at ske. Finansmarkederne agerer ikke ud fra en altruistisk model, og det kommer de aldrig til. Det kan man beklage alt efter temperament, men næppe gøre ret meget ved.

4. DE POLITISKE KONSEKVENSER. Hvor længe kan EU’s statsledere leve med en situation, hvor arbejdsløsheden i Grækenland, Spanien m.fl. er så høj som nu? Hvad bliver de politiske konsekvenser i disse lande – og, i næste omgang, for EU?
■ JENS ROHDE, MEP (V): EU’s statsledere er nødt til at leve med konsekvenserne af den totale mangel på politisk ansvarlighed i de gode år, som martrer disse lande i dag. Skal der føres ekspansiv finanspolitik, er det et nationalt anliggende, lige bortset fra, at man ikke kan bryde de fælles rammer. Men EU kan jo som fællesskab ikke føre ekspansiv politik, og det er ikke en mulighed at bryde eller svække stabilitetspagten. Markedernes reaktion vil være nådesløs.

5. SOCIALDEMOKRATERNE OG FINANSPAGTEN. Det tyske SDPs leder, Frank Steinmeier, sagde forleden: “Budgetdisciplin er nødvendig. Men der bliver ingen vækst, hvis alle 27 lande i EU gør intet andet end at spare [nothing but mindlessly saving]”. Mogens Lykketoft sagde i denne weekend til Jyllands-Posten: “Det er ikke et spørgsmål om at kassere finanspagten, men et spørgsmål om, hvad den skal følges op med. Realiteten bliver, at pagten består, men der kommer mere til. Tonen i Europa er præget af meget konservative nedskæringstankegange for øjeblikket. Men man er ikke kommet ud af en krise uden også at stimulere efterspørgslen”. Ser du disse argumenter som begyndelsen til en samlet, socialdemokratisk distancering ift. Finanspagten? Mener du socialdemokraterne har et klart alternativ?
■ JENS ROHDE, MEP (V): Jeg har ikke noget problem med den socialdemokratiske argumentation. Problemet for socialdemokraterne er bare, at de har lige så få penge, som vi andre. Det kan du jo også se på den danske regering. Når man sidder på behørig afstand af det konkrete ansvar, er det relativt let at foreslå ekspansive løsninger. Nå så ansvaret tynger og pengene mangler, rammes vi jo alle af realiteterne. Jeg er helt sikker på, at den danske regering ville poste rigtig mange penge ud i samfundet, hvis de var der. Men det gør den jo netop ikke, fordi pengene ikke er der, og selv Villy Søvndal må sande, at der bliver smalhals i de næste mange år. Denne realitet vil også ramme Frank Steinmeier, når han efter det tyske septembervalg i 2013 skal danne koalition med enten Merkel eller De Grønne.

6. IMF KALDER BERLIN. “What we have advocated consistently now for at least the last six months is that there should be a proper balance within the zone, particularly within the advanced economies. We also need a proper balance between the austerity measures that are necessary and the growth-facilitating measures,” siger IMF’s direktør, Christine Lagarde, der utvetydigt beder nogle europæiske lande fortsætte med at skære, mens hun indirekte opfordrer Tyskland til at bruce penge. Har hun ret? Kan man på samme tid opretholde én pagt med ét sæt regler og samtidig henstille til medlemslandene, at de foretager vidt forskellige indgreb? Og hvad er, i virkelighedens verden, de politiske muligheder for EU skulle slække på Finanspagten eller supplere den med andre betragtelige vækstinitiativer?
■ JENS ROHDE, MEP (V): Det er altid fristende at bede tyskerne bruge nogle flere penge. Og man kan også godt argumentere økonomisk for, at det ville være ønskeligt (ikke mindst for franskmændene, som også sidder med betydelige problemer). Man kan bare ikke overse det faktum, at tyskerne i øjeblikket synes, at de bruger alt for mange penge på at holde de andre lande oppe, at tyskerne for blot halvandet år siden var oppe og ramme en inflation på ca. 4 procent, og at den tyske nationalbank jævnfør den tyske forfatning har ét hovedformål: At holde inflationen nede. Derfor vil vi aldrig se et Tyskland, som begynder at solde sine balancer op – det er ganske enkelt en historisk betinget umulighed, hvorfor man lige så godt kan se sig om efter andre løsninger.

7. PAGTEN SOM KULTURFORANDRING. Økonomi-og indenrigsminister Margrethe Vestager mener, at pagten virker efter hensigten – at den inddæmmer krisen, og at den har skabt en “kulturel forandring” blandt EU’s politikere: “Det betyder, at vi diskuterer overophedning, konkurrenceevne, betalingsbalanceproblemer og den type ting på en helt anderledes konkret måde, end det har været gjort før. Det er ikke kun en økonomisk forandring, men også en kulturel forandring”. Har hun ret?
■ JENS ROHDE, MEP (V): Jeg håber, at pagtens automatiske sanktioner kan medvirke til en kulturforandring, hvor det ikke i gode tider bliver muligt at opbygge økonomiske babelstårne. Man skal altid huske, at hvis ikke man bruger de gode tider til at stimulere sit økonomiske grundlag ved f.eks. at afvikle gæld og fastholde en sund betalingsbalance, så ender regningen altid hos de mest udsatte. Der er i sandhed behov for en kulturel forandring, hvis vi fortsat skal have en fælles valuta i Europa, og hvis vi skal undgå eksport af problemer til hinanden. Det sidste er jo faktisk det, vi har fællesskabet for; at undgå at sende problemer til hinanden landene imellem.

8. FINANSPAGTEN. Er pagten en fiasko eller en succes? Bør den ændres, suppleres (i givet fald: af hvad?) eller fastholdes?
■ JENS ROHDE, MEP (V): Om pagten bliver en succes eller fiasko kan kun historien dømme os på, men for nuværende vil det være uansvarligt at ændre den al den stund, at det vil være at åbne Pandoras æske på et tidspunkt, hvor selve lovgivningen skal tilbage til fællesskabsproceduren, så Europas udvikling ikke dikteres af Tyskland og Frankrig, og hvor markederne holder et skarpt øje med EU. Markedsaktørerne har for længst mistet tilliden til beslutningstagernes vilje og evne til at træffe de nødvendige beslutninger, og derfor er de automatiske sanktioner helt centrale i den finanspagt og må for alt i verden ikke komme i spil. Den garanti kan man ikke fastholde ved at åbne finanspagten for nuværende. Det er så muligt, at der om en rum tid opstår et et vindue til en nyforhandling, men det vindue er slet ikke til at få øje på for nuværende – og godt for det.