09.11.2012

”Jeg sammenligner ofte AKP med Tea Party i USA. Når Erdogan og AKP laver restriktioner mod alkohol, kritiserer Darwinismen og udtaler sig negativt om abort, er det ikke i en religiøs kontekst. Det er inden for en konservativ ramme, som du også finder i konservative kredse i USA.” Sådan siger den anerkendte Islamanalytiker Oliver Roy til RÆSON.

INTERVIEW af Mathias Findalen

LÆS OGSÅ:
– Erdogans forfald: Tyrkiets hvide parti har fået smuds på hænderne
– Portræt: Hvor blev den liberale Erdogan af?
– Tyrkiet: Væksteventyr overdøver røveri af rettigheder

RÆSON: I takt med at islamiske partier som det muslimske broderskab i Egypten og Ennahda i Tunesien vinder indpas under de politiske strukturer i Mellemøsten bliver det tyrkiske regeringsparti AKP’s (Retfærdighed- og Udviklingsparti) version af islam og demokrati ofte fremhævet som forbilledet. Kan man sammenligne de nye demokratier med Tyrkiet?
Olivier Roy: Nej. Tyrkiets historie og især AKP fascinerer dele af den arabiske verden, fordi partiet har formået at vise, at der ikke findes nogen modsætning mellem religion og modernitet, og at modernitet altså ikke er et vestlig skabt fænomen. Men det er irrelevant at tænke fremtidige politiske systemer i Mellemøsten med udgangspunkt i AKP og den tyrkiske model. Den tunesiske og egyptiske økonomi kan overhovedet ikke sammenlignes med den tyrkiske, som er meget bedre udviklet. Man må betragte de etablerede politiske systemer i efterdønningerne på det arabiske forår isoleret.
RÆSON: Det tunesiske regeringsparti Ennahdas leder Rachid Ghannouchi har tidligere ytret, at han ser AKP som inspirationskilde for Ennahda. Ligger der en vis symbolsk værdi i at nævne AKP som inspirationskilden, da partiet er bredt accepteret i Vesten?
Olivier Roy: Når Rachid Ghannouchi i Tunesien siger, at han synes, at AKP’s politik er inspirerende, skyldes det i høj grad, at han og Erdogan er gode venner, og, at de har nogle fælles politiske forståelser. Men Ghannouchi og Erdogan forstår sekularisering forskelligt. Ghannouchi forstår det som et vestligt fænomen, der ikke kan tilpasses den arabiske verden, mens Erdogan ser sekularisering som et vigtigt politisk styringsredskab. Og så har vi altså at gøre med to vidt forskellige politiske og økonomiske strukturer. Dem skal man respektere og ikke bruge energi på at flette ind i hinanden.
RÆSON: Som du nævner, har Erdogan langt hen af vejen respekteret den vestlige inspireret forståelse af sekularisering, som Atatürk (Tyrkiets præsident fra 1923-1938, red) indførte. Hvilken rolle indtager religion efterhånden i det politiske system i Tyrkiet?
Olivier Roy: Religion spiller ikke nogen stor rolle i det politiske system i Tyrkiet, men religion spiller en enorm rolle i det sociale liv. Især i midt Anatolien. Her vil du møde mange tilhængere af AKP, som betegner sig selv som stærkt religiøse, og som følger Islams normer såsom ramadan og shahada. Men når det kommer til teologi, så dyrker majoriteten af Tyrkiet ikke islam i form af grundig læsning af koranen eller hadither. Derfor sammenligner jeg ofte Islams rolle i Tyrkiet med katolicismens i Italien. Religion er en identitetsmarkør, som fortolkes ind i den verden, man i dag lever i. Samtidig er der stadig den del af den Tyrkiske befolkning, som savner Atatürk, og som ser AKP som et forældet religiøst parti, der stammer fra landet, og som ikke forstår modernitet.
RÆSON: Så man har to forskellige fortolkninger af sekularisering?
Olivier Roy: Ja! Man har AKP og deres tilhængere, som støtter en statsneutralitet i forhold til islam, og som derfor tillader religiøse symboler i det offentlige rum. På den anden side har man dem, som er bange for, at AKP vil rykke Tyrkiet mod en islamiske stat, og som derfor vil have fjernet religiøse symboler fra det offentlige rum.


AKP minder om Tea Party-bevægelsen

RÆSON: Den del Tyrkiet, der frygter en islamisk stat, ser man demonstrere i ny og næ mod det, de betegner som AKP’s islamiske politik. Frygter de, at AKP har en skjult politisk agenda?
Olivier Roy: Det giver ikke meget mening at snakke om AKP’s skjulte agenda i form af en fremtidig islamisk stat. AKP har været ved magten i 10 år. De kender deres samfund. De ved, de ikke kan gå for langt i forhold til Islams rolle i det politiske system.
RÆONS: Hvad ser du som AKP politiske agenda?
Olivier Roy: AKP er et konservativt parti. De støtter konservative værdier. Jeg sammenligner dem ofte med Tea Party i USA. Når Erdogan og AKP laver restriktioner mod alkohol, kritiserer Darwinisme og udtaler sig negativt om abort, er det ikke i en religiøs kontekst. Det er inden for en moral-konservativ ramme, som du også finder i konservative kredse i USA. Du finder altså ikke nogle reference til koranen eller sharia hos AKP. Hvis du vil forstå Erdogan som politiker skal du kigge mod Texas, ikke mod Mekka.
RÆSON: Men stemmer det moral konservative udgangspunkt ikke dårligt overens med AKP’s ellers så moderne ry?
Oliver Roy: Nej, egentlig ikke. For AKP er det konservative i form af en stærk familie moderne. Eksempelvis kan man høre eliten i AKP stolt fortælle om, hvordan kvinderne i deres familie får tilbudt doktorgrader på kendte europæiske universiteter, men i stedet vælger at blive og passe familien, fordi det er den vigtigste livskilde.


Ingen reel opposition

RÆSON: Selvom Tyrkiet er et forholdsvis demokratisk land, så er det på den seneste blevet kritiseret voldsomt af EU og menneskerettighedsorganisationer for deres indskrænkelse af ytrings- og pressefrihed. Man begynder i stigende grad at tale om et autoritært styre. Er du enig i det?
Oliver Roy: Ja, det er jeg. Men problemet er, at det republikanske parti CHP (det største oppositionsparti i Tyrkiet, red) har gjort fuldstændig det samme, når de har haft regeringsmagten. AKP har derfor historisk legitimitet. Der er på nuværende tidspunkt mindre frihed, end da AKP kom til magten for 10 år siden. Men hvis du sammenligner med for 20 år siden under en række af koalitionsregeringerne, så er det ikke lige så slemt.
RÆSON: Det argument forsvarer vel ikke stigende fængslinger af journalister og menneskerettighedsforkæmpere?
Oliver Roy: Overhovedet ikke, men problemet er, at der ikke er en stærk oppositionel politisk fløj til at modvirke AKP’s stigende autoritære tendenser. Der er ingen stærk venstrefløj i Tyrkiet, hvilket skyldes mange historiske faktorer. Hvis det politiske system i Tyrkiet skal komme tilbage på sporet igen, så skal et oppositionsparti som CHP ændre deres politiske strategi og etablere sig som et liberalt venstrefløjsparti. Udenom AKP’s sfære er der nemlig en stigende liberal tendens i Tyrkiet, men de mangler en stærk politisk fælles front, som formår at stille sig op mod AKP’s konservative værdier.
RÆSON: Det politiske system i Tyrkiet rykker sig måske mod et værdimæssigt sammenstød?
Oliver Roy: Det kan meget vel blive sådan. Oppositionen skal etablere sig stærkere og klarere i den politiske debat, så de kan konkurrere mod de konservative værdier og ikke mindst mod Erdogan. Han er nemlig den mest konservative i sit eget parti.


Olivier Roy (f. 1949) er fransk islamforsker, professor ved Firenze Universitet, og forskningschef ved det franske Nationale Forskningscenter, CNRS. Forfatter til talrige bøger om Iran, islam, islamisme og Mellemøsten. En ledetråd i hans tænkning er forholdet mellem religion og politik.

Mathias Findalen (f. 1985) er kandidatstuderende i historie på RUC med tilvalg på Mellemøststudier på KUA. Han har over de seneste par år rejst i store dele af Mellemøsten og var i 2011 praktikant på den politiske afdeling på den danske ambassade i Tyrkiet. Han er i efteråret 2012 udvalgt som research student på det Europæiske Universitet i Firenze, hvor han arbejder med forholdet mellem religion og politik.