07.03.2012

Præsident Mahmoud Ahmadinejads konservative modstandere har med over to tredjedel af stemmerne erklæret sig som vindere af det iranske parlamentsvalg. Ahmadinejad har mistet opbakningen på grund af sin konfrontative stil over for vesten og dårlige forvaltning af Irans økonomi, vurderer Iran-ekspert Janne Bjerre Christensen fra DIIS.

Interview af Andreas Antoni Lund

LÆS OGSÅ:
– Iran: Intern magtkamp ligger bag angrebet på den britiske ambassade
– Seth G. Jones: Al-Qaeda har nærmest frit lejde i Iran
– Abbas Edalat: Krigen ER allerede i gang mod Iran – og efterretningerne er igen tvivlsomme

RÆSON: Hvordan vurderer du valgets resultat?

Janne B. Christensen: Det er meget forudsigeligt. Valgresultatet er et udtryk for, at den religiøse leder Khamenei har mobiliseret sine støtter for at skabe en form for modvægt til præsident Ahmadinejad i parlamentet. Ahmadinejad har mistet sin støtte igennem det seneste år. Specielt efter han havde en konflikt med Khamenei i april-maj sidste år. Jeg vil ikke underkende, at Ahmadinejad stadig har støtte i befolkningen på landet, men han er blevet kraftigt kritiseret af parlamentsmedlemmer. Både på grund af sin populistiske økonomiske politik og sin konfrontative retorik over for Vesten. Da konflikten mellem Ahmadinejad og Khamenei brød ud sidste forår, blev de konservative mere polariserede. Mange konservative støttede Ahmadinejad, fordi han var Khameneis mand og havde den religiøse leders støtte. Nu giver de i højere grad udtryk for deres frustration over præsidenten. Parlamentet har gennem længere tid kritiseret Ahmadinejad, og i februar stævnede de ham. De truer ham med en rigsretssag. Dels på grund af hans økonomiske politik, dels på grund af den foragt han viste Khamenei, da han i ti dage nægtede at bøje sig for hans ordre. Parlamentsvalget tyder på, at Khamenei kører en anden kandidat i stilling til præsidentvalget næste år.

RÆSON: Hvad bliver konsekvenserne af den interne magtkamp mellem Ahmadinejad og Khamenei for Iran?

Janne B. Christensen: Status er, at Ahmadinejad og hans folk har mistet indflydelse, mens Khamenei konsoliderer en eller anden form for konservativ gruppering omkring sig selv. Ahmadinejad er under alle omstændigheder på vej ud. Man kun kan vælges som præsident for to perioder. Hvis man skal være positiv på de moderate konservatives vegne, kan det godt åbne for en marginalt mere kompromissøgende kurs. Man kunne godt forestille sig, at Iran begynder at slå ind på en mere konstruktiv vej rent økonomisk. Det er i virkeligheden et af de helt store spørgsmål. Ahmadinejad har kørt en meget populistisk statscentreret politik, som nærmest har været Sovjetinspireret. Det har han blandt andet gjort for at købe sig til støtte fra de fattige. Men når han har uddelt penge til fattige i provinsen, har det kun været med til at skabe højere inflation. Det har ikke skabt flere arbejdspladser, som specielt de unge har hårdt brug for. Et i øvrigt udmærket tiltag om at fjerne de offentlige subsidier på benzin, gas og fødevarer og i stedet give et økonomisk tilskud til virksomheder og de socialt udsatte endte i stedet med, at Ahmadinejad delte et beløb på nogle hundrede kroner ud til hele befolkningen. Det er noget af det, han er blevet kritiseret for i parlamentet. Så nu da Ahmadinejad står svagere, kan det godt åbne op for en politik, der i højere grad kan imødekomme Irans enorme arbejdsløshed, inflation og behov for investeringer i industri og infrastruktur.

RÆSON: Hvordan har reformbevægelsen markeret sig ved valget?

Janne B. Christensen: Jeg mener, at det er første gang, vi har set et rigtigt boykot af valget fra reformfløjen. Reformisterne har diskuteret et boykot ved andre valg, men det er aldrig rigtig blevet til noget. Før har reformisterne haft et engagement og troet på, at valghandlingen kunne gøre en forskel. Det havde de ikke den her gang. Præsidentvalget i 2009 tog troen fra reformbevægelsen. Ahmadinejad blev genvalgt i kraft af omfattende valgsvindel, og da demonstranter krævede svar på, hvor deres stemmer var blevet af, blev de tævede og arresterede. Siden 2009 har reformfløjen været svækket. Lederne er i husarrest, utallige mennesker er arresteret, og mange er i eksil.

RÆSON: Hvilken betydning har frygten for et angreb fra Israel og USA haft på valget?

Janne B. Christensen: Regimet har brugt truslen fra Vesten til at undertrykke reformfløjen. Lige siden Ahmadinejad blev valgt til præsident i 2005, har han brugt konflikten med Vesten til at undergrave Irans civilsamfund. Ahmadinejad har slået på, at kritiske aktivister, studenter og journalister tilhørte en femte kolonne virksomhed, som var i gang med at skabe en fløjlsrevolution med støtte fra Vesten. Det har haft voldsomme konsekvenser for reformfløjen. Men regimets paranoia i forhold til Vestens intentioner er samtidig delvist forståelig. Man må huske på, at USA har været og er i gang med at forsøge at gennemføre regimeforandringer i Iran. Bush sagde det direkte, men det ligger også som en implicit idé i sanktionspolitikken: Hvis der lægges hårdt nok pres på Iran, så bryder regimet sammen på et tidspunkt. Det er efter min mening en naiv og forfejlet ide ved sanktionspolitikken. Jeg tror ikke, det iranske regime bryder sammen i nærmeste fremtid. Til gengæld får sanktionerne og truslen om et angreb, som sagt, mobiliseret de mest reaktionære kræfter. Konsekvensen bliver, at Iran stædigt fortsætter sit atomprogram, og at regimet tager voldelige midler i brug for at undertrykke intern kritik. I mange år forsøgte Iran at åbne sig op over for Vesten, men i takt med at konfrontationen med Vesten optrappes, er regimets første prioritet dets egen overlevelse.

JANNE BJERRE CHRISTENSEN er ph.d. i Internationale Udviklingsstudier, cand.scient.anth., og ansat som projektforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. ANDREAS ANTONI LUND (f. 1981) er cand. comm. i journalistik og cand. mag. i historie fra Roskilde Universitet. Han arbejder som journalist. ILLUSTRATION: Eksiliranere demonstrerer efter omfattende snyd ved præsidentvalget i 2009 (Foto: h de c via flickr)