17.12.2012

RÆSONs chefredaktør spørger Tony Blairs nærmeste rådgiver under Irakkrigen: Du ville slet ikke have gjort noget anderledes?

INTERVIEW af Magnus Boding Hansen, RÆSONs chefredaktør

Dette er et uddrag af et interview fra RÆSON12, som udkommer i dag. 84 sider, 125 kroner. Har du husket at forny dit abonnement? Gør det her

RÆSON: I bind 4 af dine dagbøger, „The Burden of Power: Countdown to Iraq“, beskriver du Blair som en succesfuld brobygger mellem USA og verden i tiden efter 9/11. Hvorfor mener du, han var det?
Campbell: Efter et terrorangreb råber politikere altid op om, at det ikke må ændre os. Men selvfølgelig ændrer det os, og det forstod Tony. George W. Bush måtte ikke rejse af sikkerhedshensyn, så Tonys rolle blev at arbejde tæt sammen med amerikanerne om en strategi for at bringe verden videre. Han gjorde et fremragende stykke arbejde, for det var svært, og der var hele vejen igennem politiske farer. For amerikanerne var det et nyt Pearl Harbor [ japansk overraskelsesangreb 7. december 1941 på en flådebase i Hawaii, som fik USA til at gå ind i Anden Verdenskrig, red.]. Så Blair frygtede, at hvis vi ikke rakte ud til dem, ville de føle sig isolerede og lange ud efter nogen. Jeg husker særligt én samtale mellem Bush og Blair, hvor Bush er helt zenagtig, rolig og afklaret, og så, få dage efter, var hans attitude en helt anden. Blair forstod vigtigheden af at komme tæt på og kunne påvirke ham. Allerede få dage efter 9/11 bad han om en rapport, lavet, som om vi var amerikanerne: Han ville have kortlagt deres muligheder, fordele og ulemper ved hver af dem. Blair så sig selv som en vigtig støtte.
RÆSON: Nelson Mandela kaldte ham dengang „Amerikas udenrigsminister“. Var han næsten det?
Campbell: Ja. Når Bush var ved at træffe vigtige beslutninger, så tænkte han ofte: „Hvad ville Tony tænke om det her?“ Det var ret vigtigt for os. Vi tænker på at forlade EU, samtidig med at Skotland er på vej til at løsrive sig, og så vil vi altså ikke længere være den store spiller, vi var. Så forholdet til USA er afgørende for vores land.
RÆSON: Det virker i bogen, som om Blair gik hele vejen med Bush for at kunne holde ham lidt tilbage?
Campbell: Ikke ligefrem holde ham tilbage. Men det var ret ekstraordinært, at en amerikansk præsident var ved at blive overtalt af en britisk premierminister til at gøre noget, han ikke ønskede, da vi forsøgte at få ham til at hente et FN-mandat. Da vi rejste rundt i verden – i Pakistan, Europa osv. og besøgte sydamerikanske og afrikanske ledere – var der en følelse af, at Tony var bedre til at kommunikere den overordnede strategi i forhold til krigene end Bush. Det var en vigtig rolle at have i det forhold.
RÆSON: Er det ikke præcis at holde ham tilbage – at prøve at få ham til at agere mindre egenhændigt?
Campbell: Jo, det kan man sige. I sidste ende fik vi bare ikke FN-resolutionen. Men det var helt sikkert en stor ting for Bush at gå til FN, selvom hans egen vicepræsident [Dick Cheney, red.] hele tiden sagde, at det var spild af tid. Det var, når kameraerne blev slukket, at du kunne se, hvorfor Bush blev præsident. Så snart kameraerne blev tændt, blev han ligesom – ja jeg ved ikke, hvad det var …
RÆSON: I bogen beskriver du Bush som meget empatisk og omgængelig – han vidste, hvordan alle havde det, og hvad deres koner hed. Det er pudsigt. For hvis vi forestiller os, at USA under Bush var en person, så var det jo ikke ligefrem en empatisk og omgængelig person.
Campbell: Absolut, det er helt rigtigt. Det er vel resultatet af, at krigen i Afghanistan har varet længere end de to verdenskrige tilsammen. Hans tid som præsident blev defineret af krigene. Men det er unfair at kritisere ham, når man tænker på, hvad der kunne være sket.
RÆSON: Hvad er det, der er unfair?
Campbell: At han lige nu bliver udstillet ret ondsindet rundtomkring i verden. Jeg kan ikke lade være med at spørge folk nogle gange: „ Jamen hvad ville du have gjort som Amerikas præsident?“
RÆSON: Hvad ville du have gjort?
Campbell: Det, vi gjorde. At vi udfordrede Taleban. At vi handlede.
RÆSON: Du ville slet ikke have gjort noget anderledes?
Campbell: Nej…

Læs hvorfor ikke i RÆSON12, som udkommer i dag

Alastair Campbell (f. 1957) var Tony Blairs nærmeste rådgiver fra 1994 til 2003.

Magnus Boding Hansen (f. 1986) er RÆSONs ansv. chefredaktør