18.11.2012

PERSPEKTIV: Palæstinenserne har mistet tilliden til deres politikere og troen på, at de kan gøre en forskel. En pludselig sensommerbølge af demonstrationer over stigende leveomkostninger har pustet liv i spekulationerne om en ophævelse af Oslo-aftalen og i sidste ende selvstyret.

Af Lena Odgaard

Der var festivalstemning i Ramallah, da det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas i september sidste år afleverede en officiel ansøgning om optagelse som selvstændig stat i FN. På en storskærm i byens centrum fulgte tusinder af palæstinensere hans tale i FN’s hovedkontor i New York og hyldede ham i dagevis som en folkehelt. Men et år efter er der ikke sket mere. Selvom et flertal i FN bakkede forslaget op, vendte Sikkerhedsrådet tommelfingeren ned.

Men Abbas har ikke givet op. I slutningen af november i år vil han anmode FN om, at Palæstina får status som ”ikke-medlem” på samme niveau som Vatikanet. Men palæstinenserne kan ikke se forskel på den status, Abbas ønsker, og deres nuværende observatørstatus. I det hele taget har de svært ved at se, hvad deres politikere egentlig gør for dem. Tilliden til selvstyrets politikere daler, mens vreden mod dem ulmer.


Da Vestbredden blev lammet

I september fik stigende priser på brændstof og fødevarer de frustrerede palæstinensere på gaden i alle Vestbreddens storbyer. Strejkende bus- og taxachauffører, brændende dæk og parkerede lastbiler i byernes knudepunkter lammede trafikken i dagevis. Og flere gange førte det til sammenstød mellem politi og demonstranter.

Særligt den palæstinensiske premierminister, Salam Fayyad, stod for skud blandt demonstranterne. De råbte på hans afgang og brændte kludedukker med hans billede af. Ifølge en meningsmåling i september bryder små 22 procent af palæstinenserne sig om Fayyads regering. Blot tre måneder havde den opbakning fra 36 procent.

Demonstrationer mod den israelske besættelse er langt fra et sjældent syn på Vestbredden, men en så voldsomt kritik af de palæstinensiske ledere var hidtil uset. Ifølge den palæstinensiske forretningsmand, Sam Bahour, som RÆSON mødte i Ramallah, er befolkningen ved at miste både tålmodigheden og tilliden til selvstyrets politikere.

Demonstrationer dækker over interne magtkampe

To væsentlige erkendelser blandt Vestbreddens politikere, skaber ifølge Bahour splid og uro internt: ”De fleste er begyndt at anerkende, at forsoningen med Hamas ikke er en mulighed længere,” siger Bahour og fortsætter: ”For det andet står det klart, at Fayyads strategi har slået fejl. Det skal ikke undervurderes. De seneste seks til syv år har alle sat ham på en piedestal, som om han var Palæstinas redning. Men det er hverken lykkedes ham at bygge institutionerne eller opnå en selvstændig stat,” siger Bahour.

Bahour mener derfor, at demonstrationerne i september i virkeligheden dækker over interne magtkamp i den palæstinensiske politiske top: ”Vi kender ikke den egentlige politiske aktør bag kravet om Fayyads afgang. Men jeg tror ikke, at det bare handlede om økonomi – økonomi blev brugt som ansigt for et politisk træk,” siger Bahour.


Demonstrationerne var iscenesat

Et andet sted i Ramallah blev demonstrationerne også fulgt tæt. I hvert fald på den palæstinensiske journalist, Mohammad Jaradats kontor. Han bemærkede især, at der ikke var mange kvinder blandt demonstranter. Det har der ellers været til lignende protester tidligere. Myndighederne var desuden relativt mådeholdende over for demonstranterne i forhold til, da han selv og andre journalister fik tæsk af politiet under en Abbas-kritisk demonstration i juli. Jaradat vurderer derfor, at demonstrationerne var iscenesat eller i det mindste støttet af højtstående politikere:

”Jeg tror partiet Fatah startede det for at skade Fayyad (der er stifter og leder af midterpartier Den Tredje Vej, red.). Men det voksede til noget mere,” sagde Jaradat.

Der gik da heller ikke lang tid, før demonstrationerne blev de overtaget og struktureret af magtfulde fagforeninger og ungdomsgrupper. Fayyad og Abbas forsøgte at mane til ro ved at lette på skatterne og udbetale mindst halvdelen af de tilbageholdte lønninger til offentligt ansatte. Men det, palæstinenserne virkelig forlangte, var langt større.


”Folket ønsker enden på Paris Protokollen”

”Folket ønsker enden på Paris Protokollen,” lød det iørefaldende, gennemgående slogan på gaden. Den næsten tyve år gamle aftale fastlægger som en del af Oslo-aftalen det økonomiske forhold mellem Israel og de palæstinensiske territorier.

Paris Protokollen giver Israel mandat til at indkassere handels- og toldafgifter på vegne af det Palæstinensiske Selvstyremyndigheder. Men Israel tilbageholder ofte indtægterne som straf for palæstinensiske politiske initiativer. For eksempel Abbas’ plan om at bede om statsanerkendelse ved FN.

Lederen af partiet, det Nationale Palæstinensiske Initiativ, Mustafa Barghouti, ser sidste måneds protester som en naturlig konsekvens af, at palæstinenserne ikke længere vil tolerere den omfattende magt over palæstinensisk økonomi, Israel har som følge af Paris Protokollen.

”På den ene side er de imod Israel, der har overtaget over 60 procent af Vestbredden og tvinger folk til at betale dobbelt så meget for el og vand, selvom Israels bruttonationalprodukt er 25 gange større end vores,” siger han til RÆSON i Ramallah: ”På den anden side er de imod regeringen, der svigter i forhold til at gå imod Israel og blot hæver skat og priser på olie, som de skal ifølge selv samme protokol.”


Diagnosen er stillet, men patienten bliver ikke reddet

Flere nye rapporter fra EU, FN og senest Verdensbanken fastslår, at de nuværende rammer forhindrer økonomisk udvikling i de palæstinensiske områder. Og den uholdbare økonomiske situation betyder ifølge en rapport lavet af en række FN-organisationer, blandt andet World Food Programme, at en tredjedel af alle palæstinensiske husstande ikke har råd til basale fornødenheder.

På trods af klare konklusioner fra ledende internationale aktører, ser forretningsmanden Bahour ingen tegn på handling:

”Selvom der er stillet en meget detaljeret diagnose, viser de ingen vilje til at redde patienten. Vi har ikke brug for endnu et donorprojekt. Der er brug for politisk vilje på EU- og FN-plan for at holde Israel til regnskab for deres handlinger,” siger han. Men sidste års bitre FN-erfaringerne, viser ifølge Bahour, at især amerikanernes modvilje mod palæstinensisk FN-medlemskab forhindrer endnu et land mellem Jordanfloden og Middelhavet.


Smid aftalerne i skraldespanden

To-statsløsningen er derfor ved at smuldre. Det seneste år har palæstinenserne oplevet, at bosættelserne vokser, at antallet af angreb fra bosættere vokser og bliver grovere, og at den palæstinensiske økonomiske vækstkurve fortsætter nedad. Den desperate situation betyder, at palæstinenserne er ved at miste håbet, vurderer forretningsmanden. Derfor er det nødvendigt med en ny politisk strategi – en annullering af både Paris Protokollen og Oslo-aftalen.

Også Barghouti mener, at ”det er på tide at smide aftalerne i skraldespanden, da Israel alligevel ikke overholder deres del.” Ifølge ham handler det ikke om, hvem der sidder på præsident- eller premiereministerposten, men om hvilken politik, de fører for at ryste sig fri fra aftalen. Men begge poster hænger tæt sammen med Oslo-aftalen. De blev oprettet som en femårig midlertidig institution, der skulle lede landet frem mod forhandlinger om selvstændighed. 19 år efter eksisterer præsidentposten, premierministerposten og resten af Selvstyremyndighederne stadig uden udsigt til noget egentligt selvstyre. Så selvom Abbas tilsyneladende har vist lydhørhed for demonstranternes krav og midt i september officielt bad Israel om at genforhandle Paris Protokollen, er spørgsmålet, om han kan eller vil rokke ved den stol, han sidder på.


Lena Odgaard er freelance-journalist bosat i Ramallah på Vestbredden.