22.06.2012

Israel og USA siger klart, at de angriber Iran, hvis det viser sig nødvendigt for at stoppe deres atomprogram. Iran siger lige så klart, at de vil slå hårdt igen. Det mest sandsynlige vil være, at de benytter Hizbollah og Hamas i en stedfortræder krig mod Israel og laver hit-and-run-angreb på tankskibe i Den Persiske Golf – men forsøger at undgå intens krig.

ANALYSE af Martin A. Husted

Israel har to gange vist, at de ikke tolererer nye atommagter i Mellemøsten. I juni 1981 ødelagde israelske jagerfly Saddam Husseins atomreaktor ved Osirak. I september 2007 bombede israelske fly en syrisk militærinstallation, der i efterfølgende undersøgelser af FNs Atomagentur viste stærke indikationer på at være skjulested for en atomreaktor.

Det har dog ikke skræmt iranerne til at stoppe – kun til at gøre sig mere umage. Deres analyse: Israels to succeser skyldtes modstandernes fejltagelse – de havde koncentreret atomprogrammet inden for ét målområde, hvilket lettede israelernes angreb. Det iranske atomprogram er derfor af industriel størrelse, spredt ud i landet på flere faciliteter og ofte skjult, gravet ned i beskyttende bunkere og beskyttet af luftværn. Så et effektivt angreb er svært at udføre – men ikke umuligt. For svagheden i det iranske atomprogram er, at atomprogrammet sættes langt tilbage, hvis man rammer flaskehalsefaciliteter som reaktorerne ved Ara og berigelsesfaciliteterne i Natanz.

Hvilke muligheder har Iran for at svare igen, hvis Israel angriber og alvorligt skader deres atomprogram? Her er mit bud på, hvordan to realistiske scenarier i så fald vil udfolde sig:

Scenarie 1: En afdæmpet iransk reaktion
Irans mål vil i dette scenarie være maksimere den politiske gevinst af rollen som offer og fremstille Israel som Mellemøstens paria. Den iranske militære strategi vil her sandsynligvis begrænse sig til asymmetrisk krigsførelse mod Israel.

Mark Fitzpatrick fra International Institute for Strategic Studies London anser det for sandsynligt, at Iran i dette scenarie vil bruge den libanesiske milits Hizbollah som militær stedfortræder. Hizbollah har siden konflikten med Israel i 2006 udbygget sit missilarsenal til ca. 10.000 missiler. Størstedelen af missilerne udgør kun en seriøs trussel mod israelske civile i grænseområdet til Libanon. Fitzpatrick understreger dog, at Hizbollah også råder over et vist antal langtrækkende missiler – ifølge Ftzpatrick har de: ”Zelzal-2 (200 km), potentielt Fateh-110 (200 km) og ca. 10 Scud-D-missiler med et 750 kg sprænghoved, som kan ramme HELE Israel”. Den primære problemstilling for Israel i en stedfortræderkrig med Hizbollah vil være at beskytte israelske civile fra missilangreb, undgå store civile ofre i Libanon i angrebene mod Hizbollah og ikke blive trukket dybt ind i en regulær krig i Libanon.

En anden stedfortræder, der kunne aktiveres af Teheran, er Hamas i Gaza. Herudover vil Iran kunne supplere med en række skjulte efterretningsoperationer rettet mod israelske mål og interesser på globalt plan. Det er en mulighed, Daniel Byman, der er antiterrorekspert ved Brookings Institution Washington, bedømmer som sandsynlig, særlig i Mellemøsten, hvor Hizbollah har en række celler, der hurtigt kan aktiveres.

Iran må alt i alt vurderes at have udmærkerde muligheder for med en afdæmpet reaktion på én gang at forsyne Hizbollah og fremstille sig selv som offer for et aggressivt Israel.

Scenarie 2: en omfattende iransk reaktion
En omfattende reaktion fra Iran vil være at angribe verdensøkonomiens grundpille: olien. Den øverste iranske leder Ayatollah Ali Khamenei varslede i juni 2006, at et angreb på Iran vil udløse “en seriøs fare for energitransporten i regionen”. Det er specielt i Hormuz-strædet, at Iran med få militære styrker og midler kan opnå en voldsom påvirkning af verdensøkonomien. Iran kontrollerer den nordlige del af det strategisk vigtige Hormuz-stræde, som er 180 km bredt og på den snævreste del kun 45 km bredt. Det er vitterligt et af verdens strategiske flaskehalse. Dagligt sejler ca. 14 tankskibe ud af Golfen via strædet. Ifølge en rapport fra 2007 fra Center for Strategic and International Studies passerer ca. 17. millioner tønder olie dagligt gennem strædet – det svarer if. rapporten med et groft skøn til ca. 40 pct. af den dagligt handlede olie i verden.

Irans militær vil være i stand til i perioder at forstyrre skibstrafikken i Den Persiske Golf.

For det første har den iranske flåde en større styrke af lette, hurtige fartøjer, der bevæbnet med raketstyr og automatvåben kan udføre angreb på skibstrafikken. Styrken vil allerede i timerne efter et israelsk angreb kunne rette primitive angreb mod olietankere i Hormuz og Den Persiske Golf. Det er en form for asymmetrisk krigsførelse til søs, hvor Iran med en “hit-and-run”-taktik relativt nemt kan gøre oliemarkedet nervøst og presse priserne op.

For det andet besidder flåden konventionelle enheder, hvis indsættelse vil gøre Den Persiske Golf til en regulær krigszone. Caitlin Talmadge fra Security Studies, MIT bedømmer, at en decideret lukning af Hormuz-strædet vil være centrum for en iransk flådestrategi med indsættelse af disse styrker. Udlægning af minefelter er en simpel løsning, der kan gennemføres med flådens overfladeenheder (tre fregatter og to korvetter) samt Irans tre ubåde af Kilo-klassen. Talmadge bedømmer i 2008 ud fra åbne kilder, at Iran besidder ca. 2000 miner, hvoraf ca. halvdelen er moderne. Ubådene er i sig selv en trussel mod skibstrafikken. Indsættelse af dem vil være en seriøs eskalering af konflikten.

For det tredje vil Iran kunne supplere sine minefelter og flådeenheder i Hormuz med opstillingen af antiskibsmissiler på sin side af strædet. Her råder Iran over flere hundrede missiler af varierende kvalitet (C-802 Sccade eller CSS-N-Silkworm), der kan anrette voldsom skade på skibstrafikken. Det vil etablere endnu et lag i lukningen af strædet. Dertil har det iranske luftvåben en vis luftstyrke; bl.a. ca. 24 stk. MIG 29 og 25 F-14. Disse vil kunne rette angreb mod skibe i området eller beskytte de iranske flådestyrker og missilbatterier. Samtidig med et forsøg på at lukke Hormuz-strædet vil Iran selvsagt gøre sit for at optimere beskyttelsen af sine militære kapabiliteter. Flåde- og luftbaser, minefelter og antiskibsmissilerne vil være beskyttet af luftværnskanoner – og missiler. Heraf besidder Iran en stor, men forældet, kapabilitet: 150 antiluftmissilbatterier udrustet med I-HAWK missiler.

En anden reaktion fra Iran, hvis de vælger en omfattende reaktion på et israelsk angreb mod sit atomprogram, er direkte gengældsangreb mod Israel med flystyrker og ballistiske missiler. Målet kunne være Tel Aviv og andre storbyer. Dog bedømmer Mark Fitzpatrick fra ifølge BBC, at Irans evne til at angribe selve Israel er begrænset: ”Irans forældede luftvåben overskygges fuldstændigt af Israels, og Iran har kun et begrænset antal ballistiske missiler, der kan nå Israel.” Ifølge Fitzpatrick ville et direkte iransk gengældelsesangreb på Israel derfor udelukkende være symbolsk. Men det vil givetvis eskalere konflikten mellem USA og Iran. Tel Aviv vil for at beskytte sine civile enten kræve en amerikansk nedkæmpelse af missiltruslen, eller forsøge selv at foretage den.

Det er givet, at den omfattende iranske reaktion i scenarie 2 vil medføre en intervention fra USA, der anser lukningen af Hormuz-strædet som en rød linje, der ikke overskrides uden indgreb fra supermagten. General Martin Dempsey, formand for The Joint Chief’s of Staff, medgav i januar 2012 i New York Times, at “Iran har investeret i kapabiliteter, der i en periode vil kunne lukke Hormuz-strædet” – men: “Vi [USA, red.] har investeret i kapabiliteter for at sikre, at hvis det sker, så kan vi handle og genåbne strædet”.

Ikke desto mindre er Irans primære trumf i scenarie 2 at kunne tage verdensøkonomien som gidsel – i en periode.

Det mest sandsynlige: en blanding af scenarie 1 og 2
Hvis iranerne holder sig til asymmetrisk krigsførelse til søs, og laver nålestiksoperationer på tankskibe mv., så bedømmes det af eksperter som Talmadge, at USA vil udvise en vis tilbageholdenhed. Men hvis Iran angriber Israel direkte eller indsætter konventionelle styrker i Den Persiske Golf, herunder miner, ubåde eller antiskibsmissiler, vil konflikten optrappes. For USA vil i så fald føle sig tvunget til at beskytte Israel, sikre stabiliteten i regionen og indsætte flåde- og luftenheder for at rydde minerne i strædet. Hvis Iran prøver beskyder amerikanske minestrygere med antiskibsmissiler, vil USA nedkæmpe antiskibsmissiler og deres kommando.

Den mest effektive iranske strategi vil derfor være at blande elementer fra begge scenarier ved 1) at benytte Hizbollah og Hamas i en stedfortræder krig mod Israel og 2) lave hit-and-run-angreb på tankskibe i Den Persiske Golf og måske også lægge et begrænset antal miner.

Dette vil skabe en troværdig iransk militær modreaktion, der på den ene side understreger landets evne til at forsvare sig, men på den anden side begrænser konflikten. Øvelsen fra Teheran vil være at undgå direkte konfrontation med USA, men samtidig understrege sin forsvarsvilje. Her kan Teheran glæde sig over, at effekten af et israelsk angreb på landets atomprogram højst sandsynligt kun vil forsinke programmet, ikke ødelægge det. En militær reaktion skal derfor afpasses til denne virkelighed.

Martin A.Husted er cand.mag i Filosofi, Historie og Statskundskab. Han underviser i bl.a. militærhistorie og stormagtspil og har tidligere udgivet artikler om stormagternes rolle i Mellemøsten. FOTO: En amerikansk AH-1 Cobra fylder tanken på dækket af en Duluth (LPD 6) under en rutineflyvning i Hormuz-strædet 21. april 2005 (trackpads/Flickr).