07.08.2012

DENNE ARTIKEL KRÆVER KØB AF EBOGEN: DANSK POLITIK 2007-2012 [199 KR.]. ”Kan Enhedslisten overhovedet holde til at vælte en socialdemokratisk ledet regering? Det mener jeg faktisk godt de kan. Jeg mener godt at Enhedslisten kunne blive bragt dertil, at de stemmer nej til finansloven og fremkalder et folketingsvalg.”

Interview af Emil Eiby Seidenfaden


RÆSON: Apropos Vejlegården: Hvordan mener du, at danskernes forhold til fagbevægelsens solidaritetsværdier har udviklet sig. Er det positivt eller negativt?
ENGELL: Den danske fagbevægelse har haft meget svært ved at forny sig, har haft meget svært ved at kommunikere især med den yngre generation af lønmodtagere og svært ved at fastholde den traditionelle politiske indflydelse. Det betyder, at fagbevægelsen i dag står langt mere svækket, end for 15-20 år siden. Det ses alene af at 40 % af det danske private arbejdsmarked i dag består af lønmodtagere, der er uorganiserede. Så fagbevægelsen er i en meget alvorlig krise – og det, man så satte næsen opefter, var, at et regeringsskifte i september måtte kunne betyde at man kunne vinde noget af det tabte land tilbage. Der blev satset stort – flere forbund, ikke mindst 3F, satsede stort på Thorning en ny regering, og det, der kom ud af det, var en regering, der slet, slet ikke har formået at levere den indflydelse til fagbevægelsen, de havde håbet på – hvad der jo kommer stærkest til udtryk ved at trepartsforhandlingerne kuldsejlede fuldstændigt. Og dermed er fagbevægelsen jo kastet ud i sin hidtil alvorligste krise i mange år. Man ser ikke fagbevægelsen spille den rolle, som de gjorde tidligere og den nuværende regering har jo ikke inddraget fagbevægelsen på samme måde, som de gjorde tidligere, har ikke kunne levere resultaterne – og det kan godt være, at både at både Corydon og Helle Thorning og Mette Frederiksen og ikke mindst Sass har taget mange snakke med de faglige ledere, men der er ikke rigtig kommet noget ud af det og internt er situationen også alvorlig. Kritikken fra Dennis Kristensen og andre af de socialdemokratiske ping’ere i LO-toppen viser jo også at fagbevægelsen internt har store vanskeligheder. Summa summarum: fagbevægelsen er stærkt svækket – og det er derfor, at en sag som Vejlegården i virkeligheden kommer til at syne langt mere end normalt. I virkelighedens verden er det jo en ret banal fagretlig sag, som vi har kendt masser af gennem årene. Der foregår ingen ulovligheder altså bortset fra trusler og sådan noget – men hvis du ser på selve blokaden følger de helt spillereglerne, også i forhold til arbejdsgiverne (vi har jo set at DA jo har slået syv kors for sig forhold til de borgerliges ønsker om at gribe lovgivningsmæssigt ind). De Konservative har haft svært ved at finde benene i den her sag og det samme har S og hvorfor? Det er jo selvfølgelig fordi vi står ved en korsvej: en situation, hvor lønmodtagerne og vælgerne ikke oplever fagbevægelsen og det fagretlige system og hovedaftalen fra 1899 osv. som særligt relevante. At slås for rettighederne? Mange oplever på deres arbejdspladser en helt anden form for dialog mellem arbejdsgiver og lønmodtager –man ser ikke længere den faglige organisering som noget, der er særlig interessant. Og især har fagbevægelsen ikke formået at italesætte sig selv i forhold til de unge, som ikke vil betale de høje kontingenter.
RÆSON: Vil det sige, at den her konflikt er en indikation af et dybere samfundsmæssigt problem?
ENGELL: Ja, det her, det er alvor. Denne her sag har potentialet til at blive den, der udløser debatten om den danske model. Det afhænger lidt af om den politisk får lov at rulle videre. Fortsætter den, når Folketinget mødes? Fortsætter den ovre på Vejlegården? Det kan blive det der får det hele til at gynge: i interviewene med Erik Skov Christensen kan vi se, at hvor det normalt har været dem, der trådte ud af overenskomsterne – altså: dem, der har været erklæret blokade imod – der har stået med et medieproblem, et forklaringsproblem, så er det jo altså pludselig nu Poul Erik Skov Christensen, der bliver ringet op og truet og skældt ud. 3F har jo slet ikke medierne med sig, sådan som man ville have haft det tidligere. Fx er det 3F’s EDB-anlæg, der bliver hacket og sendt til tælling, hvor det tidligere havde været restauratøren. Vi er i denne konflikt ved en korsvej, fordi det pludselig er centrale emner, som de fleste har betragtet som en selvfølge, som en del af den danske model, der er kastet op i luften. Arbejdsgiverne er ude og forsvare systemet og afvise et politisk indgreb. Thorning vil slet ikke kommentere sagen. K advarer på den ene side meget stærkt mod at vi griber ind – på den anden side kan de godt se, at de bliver overhalet indenom af især Venstre og Liberal Alliance, som jo her taler et sprog, der formentlig har mere appel til den yngre lønmodtager. Jeg siger ikke at dette bliver sagen, der kommer til at udløse debatten om den danske model, men den har potentialet til det og det kommer så til at afhænge af, om sagen fortsætter: Vil den stadig være ligeså synlig i medierne? Vil den politisk blive taget op? Den har potentialet til det.
RÆSON: Hvordan mener du, Danmark vil forholde sig til de europæiske og især tyske krav om en øget finanspolitisk integration. Hvad indeholder det af udfordringer?
ENGELL: Det indeholder meget store udfordringer. Det kan gøre livet meget besværligt for den danske regering og formentlig også store dele af oppositionen. Hvis især de tyske krav om mere union bliver den pris, der skal betales for at man kan gennemføre hjælpepakker og evt. eurobonds – så vil Danmark være i store vanskeligheder, fordi det fra dag 1 vil få diskussionen om vores forbehold til at eksplodere. Danmark er jo politisk overhovedet ikke klædt på til den debat. Uanset om stort set hele Folketinget bortset fra Enhedslisten og DF anbefaler et ja, så er der ingen udsigt til at man kan vinde en folkeafstemning og pludselig gøre op med forbeholdene og få befolkningen til at acceptere meget vidtgående integration på det økonomiske område. Dermed er vi i meget store vanskeligheder.
RÆSON: Partipolitisk er det altså den røde del af folketinget, der er særligt udsat – fx SF?
ENGELL: Ja, de sidder jo med regeringsmagten. Men problemet er også de borgerliges og sådan vil jeg også tro, de vil se på det. V og K vil se det sådan at får vi et Folketingsvalg indenfor 1-2 år og vender de så tilbage, så er problemerne deres. Hvis der er én sag, hvor partierne har en fælles interesse, så er det her. Regeringens bekymring vil være, om de borgerlige partier gør som ved sidste folkeafstemning i 2000 – der oplevede S i høj grad at Anders Fogh lod regeringen stege i sit eget fedt og at man i virkeligheden frydede sig over, at de tabte den Folkeafstemning. Det vil selvfølgelig være regeringens bekymring – at Løkke og Barfod vil tænke ”Ja, ja, lad regeringen køre med den, det er dem, der har ansvaret for det”. Men jeg kan ikke se, at man kan løse det ved en folkeafstemning og så bliver det resten af EU, der kommer til at køre det her igennem og de vil jo ikke sætte noget i stå for Danmarks skyld. Dermed er det meget vanskeligt for os. Det handler jo ikke bare om politik men også økonomi: Hvor er den danske krone, hvis vi lige pludselig står udenfor? Det er lykkedes os at vænne os til euroen, så vi næsten tror, vi er et euro-land. Vi er med i compact-aftalen, men vi må jo se i øjnene at næste stramningsrunde vil have en juridisk form, der gør det umuligt for Danmark at deltage medmindre der kommer folkeafstemning, og idet den ikke kan vindes, så står vi i en stor vanskelighed. Hvis det så betyder at kronen må køre for sig selv så risikerer vi jo i sidste ende at den kan komme under pres, til trods for at vi har en stærk økonomi og betydelige reserver. Jeg vil tro at regeringen og deres økonomer ser på det her med den største alvor og formodentlig også større alvor end de giver udtryk for i medierne.
RÆSON: Med skattereform og fleksjobreform har regeringen fået to store projekter igennem. Helt bredt: Hvilke emner kommer så til at dominere den politiske dagsorden i efteråret?
ENGELL: Det første og det største emne: Kan regeringen få finansloven igennem? Med hvilket indhold? Hvad bliver prisen for at få Enhedslisten med? Det andet store tema det er den økonomiske udvikling. Blandt andet det vi lige har talt om med EU. Det er et selvstændigt kapitel. Det er også spørgsmålet om, hvordan ledighedstallene kommer til at udvikle sig. En stigende beskæftigelse er jo krumtappen i hele regeringens politik. Dét at løfte beskæftigelsen – både arbejdsudbud og beskæftigelse – er jo ligesom selve motoren i regeringens politik og derfor hvis ledighedstallene stiger og stiger temmelig alvorligt, i løbet af efteråret og vinteren så vil det jo slå igennem for fuld styrke også i forhold til finansloven og i den øvrige økonomi. Så beskæftigelse bliver et stort tema. Så kommer spørgsmålet om reformpolitikken? Kan regeringen fastholde den eller vil de skrue ned for tempoet og sige, at nu handler det om vælgerne – og hvad vil de Radikale sige til det?
RÆSON: Vil regeringen følge ’kickstarten’ op med lignende initiativer og er der stemmer i baglandet, der vil presse på for en mere ekspansiv politik?
ENGELL: Ja, de vil formentlig følge den op i det kommende år, men problemet er, at en kickstart er jo netop en kickstart – det er jo ikke det samme som, at der år efter år kan pumpes mellem 10 og 20 milliarder ud til en række forskellige fancy projekter. Indtil videre har erhvervslivet og deres organisationer været ret neddæmpede i deres kommentarer, men regeringen risikerer jo, at der virkelig bliver talt med store bogstaver derfra hvis regeringen pumper statskassen for at finansiere noget, der er ”nice to have” men jo altså ikke giver andet end en midlertidig bedring af beskæftigelsen. Så her får de virkelig et problem. Og så vil der jo være en række store politikområder som også kommer til at fylde meget, hvor nogle af ministrene jo har store projekter – lige fra Christine Antorinis folkeskolereform til Nick Hækkerup med en stor besparelse på 3 milliarder plus Afghanistan plus en total omstrukturering af forsvaret. Men det altoverskyggende bliver Finansloven: Kan regeringen overhovedet komme igennem med noget?
RÆSON: Hvis jeg nu postulerer at regeringens top har været så optaget af EU-formandsskabet, at de reelt først kan bedømmes for deres projekt over de kommende måneder, hvad siger du så?
ENGELL: Så siger jeg, det synes jeg er en korrekt analyse. Der er ingen tvivl om at EU-formandsskabet har trukket rigtig mange tænder ud på dem, ikke mindst de ministre, der har været mest direkte involveret. Både de og deres embedsmænd har brugt langt langt mere tid på det formandskab end det, vi som almindelige kommentatorer, journalister, vælgere kan se med vores øjne. Fx da Rompuy skulle vælges – så er det jo faktisk formanden, altså Thorning, der har ansvaret for, at hele den proces glider og at alle er enige og det er aftalt og handlet af. Og der sidder hun altså med ansvaret for over nogle dage at skulle snakke op til flere gange med 27 regeringschefer. Det er jo noget, der tager rigtig, rigtig lang tid, men det fylder ikke noget i medierne. Hun kan jo ikke bare tage telefonen og blive stillet igennem til kansler Merkel og så er det i ordne og tak og farvel. Der er gået ufattelig meget tid med at forberede møderne og gennemgå papirerne. Så det vil frigøre en masse ressourcer. For det andet må man sige, at regeringsstarten – det sorte tårn, løftebrudsdiskussionen, alle personsagerne og andet – jo i den grad har givet regeringen en rigtig sløj start. Her efter sommerferien vil de prøve en relancering af projektet – ikke med nyt regeringsgrundlag osv., men de vil arbejde på en ny måde. Thorning vil kaste sig mere ind i den hjemlige politik, hun vil være mere synlig, hun vil tage rundt og møde vælgere – og det gælder i det hele taget for ministrene at vi skal regne med at de lægger stilen om. Derfor mener jeg ikke at man kan vurdere regeringstoppens evne til at komme-igennem-eller-ikke-komme-igennem før end vi når omkring juletid.

SF bruger ikke sit hold rigtigt
RÆSON: Tør du forudsige en ministerrokade her til efteråret?
ENGELL: Medierne taler altid om ministerrokade, men der er en række forudsætninger, der skal være opfyldt, før man laver en. Èt, alle tre partier skal have noget ud af det – i hvert fald de to af dem. Det er ikke nok med et parti – det ville se meget forkert ud. To, der er nogle af ministerposterne, hvor man simpelthen trænger til en ny bemanding. Mest iøjnefaldende er Ole Sohn, som altså er erhvervs-og vækstminister, et højt prioriteret område for regeringen – og han har slet, slet ikke formået at sætte nogen dagsorden. Dels har der været hele DKP-debatten, men ved siden af det har han jo ikke haft nogen agenda, der på nogen måde gjorde vækst og erhvervspolitikken synlig. En række af de andre økonomiske ministre – Pia Olsen Dyhr og alle mulige andre – har taget den der erhvervsagenda og det har de altså ikke råd til. Der er nogle ministre, hvor man altså bare må sige: de har ikke råd til. Mette Gerskov er ikke kommer ud af starthuller på områder som handler om fx fødevarekvalitet og dyrevelfærd – det er jo også højprioritetsområder. Og andre også: Sundhedsområdet. Jeg ved at Astrid Krag kommer med noget her i efteråret – det har også kørt alt for sløvt. Så nogle af ministrene vil i den grad være under observation og nogle af dem vil stå til udskiftning. Man er jo også nødt til at se på om holdet er stillet rigtigt op – altså Aage Frandsens kritik af SF er jo fuldstændig korrekt i den forstand at SF har uro i partiet, uro i gruppen og så står ministerholdet altså heller ikke stærkere. Og så har partiet altså samtidig to af Danmarks mest erfarne og kompetente politikere – Holger K. Nielsen og Steen Gade – som går med nogle mini-ordførerskaber i stedet for at man bruger dem på de helt tunge områder. På den måde er der altså nogen, som slet ikke bliver brugt efter fortjeneste.
RÆSON: Apropos SF. Hvad bliver de varige effekter af balladen i SF? Er partiet i dag samlet om regeringens politik?
ENGELL: Jeg tror ikke på at SF fx udtræder af regeringen. SF har knyttet så meget prestige til det her regeringsprojekt. Vi skal huske, at det handler jo ikke bare om et kortere forløb. Det handler om en lille gruppe af yngre politikere og så Villy Søvndal, som har besluttet af SF skal være et nyt parti. Et parti, der kan gå efter regeringsmagten ligesom de andre – og et parti, der kan udfordre S i forhold til det at være et stort lidt-til-venstre-for-midten-demokratisk-rødt-parti. Så jeg tror SF vil fortsat være et parti, der præges af nogle betydelige interne dønninger. Skal SF i fremtiden være et parti, der går efter mere regeringsmagt og indflydelse – eller skal man gå tilbage det mere klassiske som det kritiske oppositionsparti med nogle få mærkesager? Hvis deres målinger fortsætter med at være dårlige, bliver det svært for det yngre hold at fastholde håbet. Hvis SF havde stået mere stabilt i målingerne ville Aage Frandsens kronik jo slet ikke kunne skrives. Det er jo fordi SF står så svagt. Det bliver dermed synligt at de ikke bruger deres folk på den rigtige måde.
RÆSON: Og hvad så med Søvndal selv? Vil han genindtræde i den nationale debat eller overlade det til andre som hidtil?
ENGELL: Det er jo svært – fordi det der med, at han skulle gå tilbage og overtage Ole Sohns ministerium og lade Holger overtage Udenrigsministeriet ville være en mærkelig konstruktion og så skulle man have gjort det fra begyndelsen. Det ville få karakter af at ligne en tilståelsessag. Og så må jeg sige mit indtryk er også at Søvndal er så glad for at være udenrigsminister, at han vil sige ”Lad nu være med at bedømme alting på den korte bane. Lad os tage det lidt længere”. Jeg tror snarere det kommer til at handle om ministre som Sohn eller Krag nok snarere nogle af de ministre. Jesper Petersen har også gjort det rigtig dygtigt som politisk ordfører – måske ham ind i regeringen.
Jeg forestiller mig ikke at Villy Søvndal går som partileder inden næste valg. Medmindre der sker en egentlig nedsmeltning og partiet nærmer sig spærregrænsen vil man sige: Villy tager næste valg med og hvis regeringen taber, så går han hurtigt derefter. Men jeg tror ikke at man vil lægge op til et formandsskifte og det forventelige opgør, der vil komme derefter.
RÆSON: Kan Enhedslisten blive større end de er nu? Hvordan vil Johanne Schmidt- Nielsen bedst muligt fastholde de nye vælgere og undgå konflikter i partiet? Vil hun holde sit løfte om at regeringens ”svinestreger” skal udbedres gennem nye tiltag – eller være tvunget til at stemme for en eventuel blå finanslov?
ENGELL: Enhedslisten er et parti, der lægger mere vægt på en rimelig grad af intern enighed og at være det, de er, end at få nødvendigvis fem eller ti mandater. Selvfølgelig spiller det en rolle for alle partier, men jeg tror partiets rolle, interne politiske placering og den slags, spiller en større rolle. For Enhedslisten begynder sandhedens time at nærme sig. Ved finanslovsforhandlingerne kommer det til at vise sig om de kravlede for højt op i træet før sommerferien i forbindelse med skatteaftalen mellem regeringen og de borgerlige eller om de kan opnå så store indrømmelser at det kan forsvares. Risikoen er jo, at de laver en finanslovsaftale med regeringen, som de bageftevil blive bebrejdet er alt, alt for tynd i forhold til alt det her med at de ’blev pisset på’ og ’krone for krone’ osv. Man fornemmer, at Enhedslisten ikke er helt så homogen, som den har været. Per Clausens udtalelser tidligere på sommeren omkring Enhedslistens krav til finansloven var jo på et helt andet niveau end Johanne Schmidts udmeldinger – blandt andet ved at han sagde at ’krone for krone’. Han virkede meget presset, nærmest som om, at det ikke var den røde fane, han bar men snarere det hvide flag. Så der kommer de igennem nogle interne diskussioner. Den vigtigste bliver selvfølgelig: Kan de overhovedet holde til at vælte en socialdemokratisk ledet regering? Og det mener jeg faktisk godt de kan. Jeg mener godt at Enhedslisten kunne blive bragt dertil, at de stemmer nej til finansloven og fremkalder et folketingsvalg. Jeg mener ikke at forholdet mellem Enhedslisten og regeringen er så nært at det skulle være en naturlov. De føler sig grundlæggende ikke særlig godt behandlet og de føler at forløbet omkring skatteforhandlingerne var rigtigt skidt. De har heller ikke den store respekt for regeringen. Nu skal de jo tænke sig godt om, for der er kommunalvalg næste år og der står de jo i København til et fantastisk valgresultat, så de vil nok gøre hvad de kan for at for meget usikkerhed først ligger på den anden side af kommunalvalget. Så min vurdering er, at de laver en finanslovsaftale og det bliver sikkert ikke noget at skrive hjem om, og de vil sikkert møde kritik og muligvis også tabe stemmer i den store måling, men den store konfrontation mellem regeringen og Enhedslisten tror jeg først vi får efter kommunalvalget.

Peter Christensen på vej frem
RÆSON. Med hensyn til den borgerlige opposition: Lars Løkke står jo i sin nye rolle overfor nogle nye udfordringer. Hvilken af dem vejer tungest?: Skattesagen kan nævnes, herunder spørgsmålet om Troels Lunds rolle og hans egen. Så er der Dansk Folkepartis ”dobbeltrolle” – deres løfter om at sikre de svageste i samfundet også under en blå regering og fx stemme nej til skattelettelser. Og hvad med Krisen hos de Konservative?
ENGELL: Skattesagen har sit eget liv – og viser det sig, at Troels Lund eller især Lars Løkke har været involveret i forhold, der ikke er i orden, er det klart at dansk politik kan ændre sig. Vi har set andre sager – Tamilsagen fx – som har ændret dansk politik. Og denne har også potentialet, men det ved vi ikke endnu. Det vil først blive rullet op efterhånden som afhøringerne begynder i løbet af nogle dage. Den næste udfordring for Løkke er: Kan Venstre holde dampen oppe? Forventningerne er store, meningsmålingerne imponerende. Vil der melde sig træthed? Vil der være nogle krav om at partiet deltager mere i den politiske udvikling – vi har snakket om EU, fx, og vil man her sige ’nå, men her må Venstre altså også tage et ordentligt slæb, hvis vi skal have en dansk folkeafstemning’? Hvad har Venstre at byde på i fx skattepolitikken og beskæftigelsespolitikken? Presset vil vokse for at Venstre kommer ud med noget. Jeg mener ikke Venstre ligger i hængekøjen, det billede er ikke korrekt – men de ER meget tilbageholdende med at komme med deres egne politiske udspil og dét vil de blive presset på det kommende år.
Så følger spørgsmålet: kan de fastholde et godt forhold til de andre borgerlige partier? Der har været tendenser til at de andre borgerlige partier og DF har følt sig skidt behandlet af V – der har været lidt herremandsmanerer og dét har de reageret på. Så der ligger også en udfordring. For de Konservative er det jo en daglig kamp mod meningsmålingerne. De havde håbet på at offensiven i forbindelse med skatteforhandlinger havde kastet noget af sig, men det har det jo ikke. Og nu bliver de også presset på værdipolitiske temaer: fx Vejlegården for eksempel og så nu på udlændingeområdet presses de af Liberal Alliance. Så for Barfoed er det et spørgsmål om, kan han overhovedet skabe noget momentum for sig selv, der kan give K fremgang? At ligge, hvor de ligger i meningsmålingerne i dag, er en historisk katastrofe for partiet – og der er ingen oplagte afløsere på lederposten. De vil være tøvende med at indlede et større offentligt opgør. Og hertil kommer jo også, at de Konservative også har kommunalvalg i sigte og de har mange borgmesterposter i spil. For dem er bekymringen et elendigt kommunalvalg, der så starter et internt opgør.
RÆSON: Lars Barfod har jo indtil nu været en neutral lederskikkelse. Er der en nummer to i sigte hos Konservative?
ENGELL: Benedikte Kjær har kastet håndklædet og vil satse alt på at blive borgmester i Helsingør. Hun har lagt sin ordførerpost bag sig. Der hvor jeg kunne se et hold, det ville være en Brian Mikkelsen som partiformand og Rasmus Jarlov, der kommer i Folketinget nu hvor Per Stig Møller stopper. De to kunne blive et makkerpar – Jarlov som det unge ansigt udadtil og Mikkelsen som så mere tog sig af partiet og Folketingsgruppens sager. Derudover kan jeg ikke se nogle oplagte.
RÆSON: Hvad med Venstre og deres ”rangfølge”? Hvem er nr. to og tre efter Løkke?
ENGELL: Jeg må sige at Peter Christensen bliver et stadig stærkere navn i Venstre. Vi har haft trekløveret med Troels Lund, Peter Christensen og Kristian Jensen. Kommer der en borgerlig regering efter næste valg så bliver Peter Christensen finansminister og dermed nr. to i regeringen. Altså – hvis det er Løkke det står til. Hvis det ikke er Løkke, det er op til, så vil Kristian Jensen også stå rimelig stærkt. Så det er i det, felt vi skal finde nr. to.
RÆSON: Kunne du forestille dig, at Venstre forberedte en mere liberalistisk kurs i forhold til den interne kritik fra for eksempel Søren Pind?
ENGELL: Nej, jeg ved ikke med ’mere’ liberalistisk, men Venstre gør sig allerede ret omfattende tanker om hvad de vil bruge regeringsmagten til, hvis de vinder et kommende valg. Og jeg tror, vi skal regne med, at Lars Løkke ligesom Anders Fogh vil forberede et kommende valg ret grundigt politisk. Nok var Fogh den, der skrev mange bøger og mange artikler og holdt mange taler om, hvordan Danmark skulle reformeres i en liberal retning og hvordan den offentlige sektor skulle nedbygges, skatterne skulle sænkes og mere frihed skulle blomstre – men når det kom til stykket, kom der jo ikke voldsomt meget ud af det. Dels fordi Dansk Folkeparti ikke ville den vej og dels fordi Fogh jo hellere ville placere Venstre som et borgerligt socialdemokrati og ikke tog de dér opgør. Helt karakteristisk er det jo, at Foghs forhold til fagbevægelsen var langt bedre end Løkkes. Og Løkke er langt mere inde i samfundsmaskineriet og dets dele. Det var ham, der lige inden valget meldte ud at regionerne skulle nedlægges. Nu tabte de så valget, men der var ingen tvivl om at det er et eksempel på en reform, der med et politisk flertal helt sikkert vil blive banket igennem efter et regeringsskifte. Venstre under Løkkes ledelse regner ikke med, at der kommer valg indenfor de næste par år – og de vil bruge de næste par år på at forberede nogle meget store reformer på en række store samfundsmæssige områder: Offentlig sektor, sundhedssektor, regioner, erhvervsstøtte osv. Jeg tror, vi skal regne med, at Venstre vil bruge de kommende år på at forberede en liberal revolution. Hvis de vinder valget, kommer der til at ske ret store omlægninger. Hvor de lægger snittet skal jeg ikke kunne sige, men de vil ikke bare gå til valg, de vil gå til valg på en temmelig omfattende reformdagsorden.
RÆSON: Men ikke en ideologisk skåret revolution efter Søren Pinds ønske, snarere en dansk tilpasset liberal revolution?
ENGELL: Mere bliver det ikke nej. Venstre er et stort part og jeg tror, Løkke er glad for Søren Pind og de mange store profiler, der kan sætte gang i samfundsdebatten, selvom de ikke altid er lige enige, men det er Løkke der bestemmer og hans dagsorden vil være mere præget af søm og møtrikker og praktiske ting, der skal ændres. Simpelthen en ombygning af vigtige dele af det danske samfund.
RÆSON: Står det i dag klart om partiet Dansk Folkeparti kan overleve, når Pia Kjærsgaard engang trækker sig?
ENGELL: Ja, det mener jeg bestemt, de kan. Den naturlige afløser er Kristian Thulesen Dahl og han er jo allerede i dag den, der varetager en meget stor del af de daglige politiske forretninger. Det er ham, der er chefforhandler på alle områder – der indgås ikke nogen aftaler med DF, uden at han er med. Og i folketingsgruppen kan der ikke fremlægges nogen forslag uden, at det har været godkendt hos ham. Så allerede dér har han en enorm indflydelse. Spørgsmålet er så, vil han være billetsælger i samme omfang som Pia Kjærsgaard? Det vil han muligvis ikke, for hun har altså en fornemmelse for vælgere og medier og alt muligt er enorm. Men: selvom det skifte måtte komme, hvor Pia Kjærsgaard trækker sig som partiformand, så tror jeg mange vælgere vil ikke komme til at opleve det på den måde. Thulesen Dahl vil tage over og være den, der ligesom i dag står for alt det politiske og styrer parti og folketingsgruppe, men når der er nogen store holdningssager, så vil de trække Pia Kjærsgaard ind på scenen så længe hun har energien til det. Så jeg tror, det bliver en mere glidende overgang, hvor Thulesen Dahl nok tager over som partileder, men Pia Kjærsgaard stadig vil være meget synlig, hvis der er en Muhammedsag eller en anden sag der appellerer til hende, så kan hun parkeres på TV2 News.
RÆSON: Men som karismatisk lederskikkelse er Morten Messerschmidt så ikke også et kvalificeret bud, når han vender hjem fra Europa-Parlamentet?
ENGELL: Jo, men dér tror jeg, der er en del af partiet, der vil stå på bremsen. Den seneste melding om eksperterne viser jo, at han er mere sulten efter at gå ind i et ordentligt hundeslagsmål end at fastholde den brede solidaritet, som Thulesen Dahl repræsenterer. Det bliver først på længere sigt. Der er selvfølgelig mange i partiet, der ser ham som en afløser, fordi han er god til at sætte debatter i gang osv. – men omvendt er det også et pragmatisk parti, der har vænnet sig til magten og godt kan lide at være respekteret og centralt placeret på Christiansborg. Det kan Messerschmidt ikke levere. ■