01.12.2012

Iran soler sig i Hamas‛ proklamerede sejr efter våbenhvilen i Gaza, men i realiteten fik Iran ikke meget ud af konflikten.

ANALYSE af Sune Engel Rasmussen

LÆS OGSÅ:
– Vores fjender: Iran
– Efter konflikten i Gaza: Våbenhvilen forstærker israelsk højreradikalisering

Sidste uges våbenhvile i Gaza gav de kæmpende parter ro i sindet, men gjorde intet for at løse den gordiske knude i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Otte dages gensidige bombardementer blottede derimod gnidninger i forholdet mellem Hamas og deres traditionelle allierede, Iran. Teheran må se sig stadigt mere isoleret i Mellemøsten.

Det Arabiske Forår overrumplede præstestyret, som begyndte at føle sig presset, da folkelige oprør i regionen krævede politiske, sociale og økonomiske forandringer. For de arabiske bevægelser, der væltede diktatorer i nabolandene, tilsluttede sig ikke automatisk Irans kald om fælles modstand mod de vestlige magter. I Egypten har Det Muslimske Broderskab ikke vendt ryggen til Vesten og fulgt eksemplet fra Irans islamiske revolution. I stedet har Egypten, Qatar og Tyrkiet givet Hamas en alternativ akse at støtte sig til, og brudt Irans regionale monopol på kritik af Israel. Og Irans støtte til Syriens Bashar al-Assad, der er i færd med at nedslagte sin befolkning, har kun øget modstanden mod præstestyret i den arabiske verden.


Overvurderet iransk magt

I Teheran soler man sig i Hamas’ proklamerede sejr efter våbenhvilen. For første gang formåede den iransk støttede organisation at sende raketter ind i Jerusalem og viste derved, at israelerne ikke er usårlige.

Under et besøg hos den syriske præsident Assad var den iranske parlamentsformand Ali Larijani heller ikke bleg for at prise “det modige palæstinensiske folks store sejr,” som han sagde “tilhører alle parter.” Samtidig slog den iranske forsvarsminister Ahmad Vahidi sig for brystet over “ydmygelsen af USA og de europæiske ledere,” som havde støttet “det zionistiske regimes krigsforbrydelser.”

Men selv om palæstinenserne har fået teknologien til at producere de Fajr 5-langdistanceraketter, der blev sendt mod Jerusalem og Tel Aviv, fra præstestyret, fik Iran ikke meget ud af konflikten, og spillede stort set ingen rolle i de egentlige kamphandlinger.


“Folk tilskriver Iran alt for meget magt,” siger Eskandar Sadeghi-Boroujerdi, der er Iranekspert ved Oxford Research Group til RÆSON: “Hamas viste, at Israels sikkerhed ikke er uigennemtrængelig.” Men frem for at dirigere krigen, forsøgte Iran snarere at blæse sig op retorisk for at kapitalisere på hændelserne, efter at de havde fundet sted.

“Iran taler godt for sig. Det lyder godt i den arabiske gade. Men de foretager sig stort set ikke noget,” siger Reza Marashi, forskningsleder ved National Iranian American Council (NIAC) i Washington til RÆSON.


Stridigheder bag kulissen

Iran hjælper militante grupper i Gaza med materiel og teknologisk støtte, men politisk har Iran meget lidt at skulle have sagt i Gaza.

“Når Iran siger ‘hop’, spørger Hamas ikke ‘hvor højt’,” siger Marashi. “De palæstinensiske grupper tager selvstændige beslutninger.”

I realiteten er der en større kløft mellem Iran og Hamas, end mange antager. I marts udtalte flere Hamas-ledere, at de ikke ville støtte Iran i en eventuel krig mod Israel, og da Egypten i sidste uge efter sigende afviste at lade Irans udenrigsminister Ali Akbar Salehi besøge Gazastriben, sagde Hamas ikke et kvæk.

“Iran er fanget i et kommunikationsmæssigt dilemma,” siger Sadeghi-Boroujerdi. Ideologi og historie tvinger Iran til at ytre offentlig støtte til Hamas, forklarer han, men bag kulisserne strides de voldsomt.


Syrien kløver alliance

Eksempelvis har Hamas afvist at støtte Bashar al-Assad, og som konsekvens har Iran skåret i sin støtte til gruppen. I det hele taget forpester Irans tætte forhold til styret i Damaskus landets forhold til resten af den arabiske verden, og af samme grund opfordrede en talsperson for Hamas mandag Iran til at genoverveje sin støtte til Assad.

Iran har siden den Islamiske Revolution i 1979 portrætteret sig selv som forkæmper for de undertrykte folk i den muslimske verden, og landets støtte til det syriske regime oser for mange arabere af hykleri.

“Den syriske borgerkrig tapper Iran for støtte fra den arabiske gade,” siger Marashi, “fordi Iran har allieret sig med undertrykkeren, ikke de undertrykte.”

Sadeghi-Boroujerdi er enig. “Ahmadinejad (Irans præsident, red.) plejede at være en meget populær mand i den arabiske verden, men hans popularitet er blevet betydeligt undergravet af, hvad der sker i Syrien,” siger han.


Ikke et forspil til krig mod Israel

I modsætning til flere andre iagttagere ser NIAC’s Reza Marashi dog ikke konflikten i Gaza som et forspil til en israelsk krig mod Iran.

Med flere millioner iranske soldater og militsfolk ville en sådan krig foregå på en usammenligneligt større skala, forklarer han, og Irans flanke i syd er ikke Hamas i Gaza, men Hizbollah i Libanon. Hverken Israel eller Iran er dog interesserede i at udvide konflikten til Libanon, siger han.

Også set fra Israel har det mellemøstlige landskab ændret sig. Våbenhvilen viste eksempelvis, hvordan USA vil forsøge at slå bremserne i over for Israel, siger Sadeghi-Boroujerdi fra Oxford. Og med nye toner fra Egypten og Tyrkiet er der nu også sunnimuslimske ledere, og ikke kun det shiamuslimske Iran, der er kritiske over for Israel

Det er den nye mellemøstlige orden, Iran og Israel må forholde sig til.

Sune Engel Rasmussen er journalist, bosat i New York. Han har tidligere boet i en længere periode i Iran.