10.09.2012

”Assads og regimets dage er talte. Den syriske hær er ved at bryde sammen indefra, og når det sker, vinder rebellerne.” Det siger forfatter og journalist for The Guardian Luke Harding til RÆSON. Han er for nylig hjemvendt fra Aleppo, Syrien.

INTERVIEW af Sahra-Josephine Hjorth

LÆS OGSÅ
– Ellemann: EU bør hjælpe Tyrkiet med at etablere sikre zoner i Syrien
– Syrien: End Game Assad?
– Assad er en kransekagefigur: Her er Syriens reelle magthavere

RÆSON: Hvad skal der til, før konflikten i Syren slutter?
Det som sker i Syrien lige nu, er en folkelig opstand mod en meget brutal diktator. Mindst 70 procent af befolkningen støtter oppositionen, og jeg tror, at revolutionen vil sejre til sidst. Bashar al-Assad og regimets dage er talte. På trods af det blodbad, der har fundet sted, og på trods af at Assad er militært overlegen med sine tanks, jetfly og artilleri, så er den syriske hær ved at bryde sammen indefra. De fleste sunnimuslimske soldater er allerede sprunget fra, og moralen er lav. Så militæret falder fra hinanden før eller senere. Og så vinder rebellerne. Spørgsmålene er, hvornår det kommer til at ske, og hvad der kommer til at ske bagefter.

RÆSON: Er der grund til at tro, at konflikten udvikler sig i en retning af sekterisk borgerkrig?
Ja, til en vis grad. Oppositionen er primært sunnimuslimer, og de byer, der er blevet hårdest ramt, er også sunnimuslimske. For eksempel Homs. Men i realiteten er det ikke kun en sekterisk konflikt. Det er en national frihedsbevægelse. Det syriske folk har fået nok af den vold, Assad og hans regime benytter sig af. Men det gælder selvfølgelig ikke alle. I de rigere byområder støtter mange oppositionen, men der er også mange, der ikke gør. Den sunnimuslimske overklase er apolitisk, og den fortrækker status quo, hvis ikke regimet. Derfor er der også Sunnier, der kæmper i den brutale milits, som dræber og udrenser oppositionen og befolkningen. Nogle af de folk, jeg har snakket med, siger Ja, det udvikler sig til en sekterisk krig,‟ mens andre siger „Nej, vi er imod regimet. Vi er imod dem med blod på hænderne. Vi vender os ikke imod vores naboer.‟ Så en fuldbyrdet sekterisk krig er en risiko, men ikke uundgåelig.

RÆSON: Hvad har syrerne gjort forkert, siden de ikke har kunnet vælte regimet, som vi så det i Egypten og Libyen?
Vi skal være meget forsigtige med at sammenligne revolutionerne i de arabiske lande, selvom de tilsyneladende ligner hinanden. De er forskellige. Den revolution, som væltede præsidenten i Egypten, væltede ikke militæret. Og det betyder, at militæret påvirker dynamikken og udviklingen i landet. I Libyen hjalp NATOs luftkampagne rebellerne med at vælte Gaddafi, hvilket de ville have haft svært ved at gøre alene. Problemet i Syrien er, at der er så mange etniciteter og religioner samlet et sted. Men det er også den selv samme mangfoldighed, der får dem til at sige „vi har levet fredeligt sammen i så mange år, så der er ingen grund til, at vi ikke kan gøre det igen‟.

RÆSON: Hvor samlet står den Syriske befolkning bag oppositionen?
Som sagt støtter 70 procent af befolkningen oppositionen. Den står især stærk i byområderne. Og støtten er ikke halvhjertet. Mange er blevet arresteret, tortureret eller dræbt af sikkerhedsstyrkerne, alene fordi de har støttet oppositionen. Studerende er blevet skudt og dræbt. Det sætter skub i folk. Der er en massiv opposition med massiv støtte – også på landet. Det er mere besværligt i forstæderne. Man skal forstå, at konflikten også har en klassedimension. Der er nogle af de mere velhavende syrere, som ikke er fanatiske tilhængere af regimet, men som nyder deres liv, som de er, og derfor ønsker de ikke, konflikten fortætter. Der er også de kristne, der er bange for, at landet udvikler sig til et islamisk tyranni.

RÆSON: Kan det syriske regime ofre Assad og bibeholde deres magtposition?
Det tror jeg bliver meget svært. Regimet falder med Assad, når han falder. I Syrien har de et militært familiepartiregime, og Assad er frontfigur. Hans nylige tv optræden bevidner, at han ikke er stukket af, og hvis han ønsker at stikke af, så tror jeg ikke, hans rådgivere tillader ham det. Jeg kan ikke se et scenarie, hvor han ligesom Ben Ali i Tunesien stikker af, og regimet så falder fra hinanden. Jeg tror, han bliver, og at regimet vil kæmpe til det sidste. I sidste ende vil der ske et eller andet, og så vil regimet kollapse indefra. Enten det, eller også lykkedes det nogen at dræbe Assad.

RÆSON: Så der er ingen chance for, at han er villig til at opgive sin stilling som præsident?
Nej, det tror jeg ikke. Assad virker ligeglad med sit eget folks lidelsee.

RÆSON: Hvad kan det internationale samfund gøre for at afhjælpe volden i Syrien?
Det er kompliceret. Det internationale samfund skal tilbyde så meget humanitær støtte som overhovedet muligt. Folk er desperate i Syrien. Der er ikke mad eller benzin, og syrerne er meget bange, eftersom situationen er så usikker. Problemet er, at der ikke er internationale konsensus. Så det eneste Vesten kan gøre er at tilbyde humanitær støtte og i særdeleshed dialog med oppositionen.

RÆSON: Hvilken rolle spiller Rusland i konflikten?
Rusland har i høj grad forhindret, at Assads regime er faldet fra hinanden. Russerne har ingen intention om at ændre sin tilgang i FNs sikkerhedsråd. Som nation ser landet sig selv som en stormagt med strategiske interesser i hele verden. Derfor kan de ikke nå til enighed med Vesten i FNs Sikkerhedsråd, om hvilken rolle det internationale samfund brude spille i konflikten. Til en vis grad ser Putin Assad som en anden stærk patriark, der, ligesom Putin selv, er ekstremt afhængig af sine sikkerhedstjenester. Putin står også selv over for utilfredshed derhjemme med demonstrationer på gaderne. Så selvom de to situationer langt fra er sammenlignelige, ser han en parallel. Rusland har også en militær interesse i Syrien. Der benyttes russisk hardware og software for milliarder i Syrien, og derfor ønsker russerne, at alt fortsætter som hidtil.

Sahra-Josephine Hjorth er cand.mag i i internationale relationer. ILLUSTRATION: Oprørerne efter at have overtaget syrisk kontrolpost (Foto: Free Syria)