08.05.2012

”Grækenland kan meget vel blive tvunget til at forlade eurozonen. Hvis det sker, vil det få uoverskuelige konsekvenser, så der er god grund til at være alvorligt bekymret for Europas fremtid.” Det siger professor Emeritus i Globalisering Grahame Thompson til RÆSON.

INTERVIEW af Maria Arcel

RÆSON: Lad os begynde i Grækenland. I søndags gik grækerne til valg. Den økonomiske krise var en af hovedtemaerne i valgkampen og en af grundene til, at vi i dag har et splittet parlament. Hvad er udsigterne for den græske krise?

Thompson: Grækenland står i et grusomt dilemma: De vil gerne forlade euroen, men de vil ikke forlade Den Europæiske Union. Det kan ikke lade sig gøre. Du kan ikke trække dig fra eurosamarbejdet uden også at trække dig fra Den Europæiske Union. Det ville være en fordel for Grækenland at komme af med euroen og få drakmen tilbage. Så kunne de devaluere deres valuta og genoprette konkurrenceevnen. Men de kan ikke trække sig. Jeg kan ikke se en ende på grækernes krise, medmindre Tyskland ændrer holdning til stramningerne i de offentlige budgetter. Tyskland vil være sikker på, at presset på Grækenland, Portugal, Spanien og Italien er så stort, at de reducerer deres offentlige udgifter og reformerer deres økonomi. Tyskland lægger pres på landene for at sikre, at EU som helhed øger kontrollen med de offentlige udgifter. Også på længere sigt. Det handler om, at de sydeuropæiske lande skal ændre deres finanspolitiske tilgang til deres offentlige sektorer. Om 9 til 12 måneder er det muligt, at Tyskland så vil sige: ”Okay, nu har vi lagt tilstrækkeligt pres på dem, og det ser ud at virke.” Derefter vil Tyskland måske ændre holdning. Hvis det sker, vil det give flere mulighederne for at få Europa ud af krisen.

RÆSON: Hvis Europa og USA begynder at stimulere økonomien, hvornår vil vi så være ude af krisen?

Thompson: Der vil gå fire til fem år, før vi ser en seriøs genoplivning af den europæiske økonomi. Det samme gælder formentligt den amerikanske. Men den amerikanske økonomi er et andet sted end den europæiske. De er ikke i så store vanskeligheder, som vi først troede, fordi de har lave lønomkostninger og enorme mængder af energi. Derfor tror jeg, at USA kan komme hurtigere på fode end Europa. Det vil tage flere år for Europa, og jeg frygter for Europa. Det er ikke usandsynligt, at Grækenland ender med at blive smidt ud af eurozonen. Det vil få vidtrækkende konsekvenser. De tyske, franske og britiske banker har lånt penge til Grækenland, og hvis Grækenland ikke betaler sin gæld, vil det være et hårdt slag for bankerne. Så jeg frygter for Europas fremtid big time. Selv hvis et lille land enten bliver smidt ud eller selv forlader eurozonen, vil det underminere hele unionens struktur og ryste Europa i sin grundvold.

RÆSON: Hvordan kan krisen løses?

Thompson: Lige nu er det hele ved at kollapse, fordi det er umuligt at hæve skatterne eller låne penge. De finanspolitiske stramninger er nøglen i det her. Vi kan ikke komme ud af krisen ved at skære i udgifterne hele tiden. Vi er nødt til at bruge penge for at hæve efterspørgslen. Det bedste, Tyskland kan gøre for de europæiske lande, er at bruge penge. Tyskland skal forsøge at stimulere forbruget for at stimulere produktionen.

RÆSON: Hvordan vil vi konkret mærke krisen de næste par år?

Thompson: Middelklassen vil nok ikke mærke den. Men folk, der er dårligt stillede, vil føle den, og de føler den allerede. Det bliver højst sandsynligt bare værre for dem. Sådan er det altid i sparetider. Det rammer de dårligst stillede. Det er dem, der tager slaget.

RÆSON: Hvad kan den enkelte europæer gøre?

Thompson: Få sig en god uddannelse. Prøve at finde et godt job. Holde øje med, hvor mulighederne er uden for de traditionelle arenaer i Europa og Nordamerika. Verdensøkonomiens centrum er ved at flytte sig til Afrika, Asien og muligvis til Latinamerika. Så man bør holde øje med, hvor det sker.

RÆSON: Er krisen da ikke global?

Thompson: Krisen er centreret omkring Nordamerika og bestemte europæiske lande. Hovedsageligt fordi, det er her, al den økonomiske aktivitet har været. Men den har selvfølgelig spredt sig til Japan, Latinamerika, Sydamerika og Østasien. Den har også haft afsmittende virkninger andre forholdsvis ubetydelige steder, men påvirkningen på de økonomiske aktiviteter i disse områder har været forholdsvis små. I Nordamerika og Europa har krisen til gengæld påvirket de økonomiske aktiviteter dramatisk, og sådan fortsætter det nok med at være.

RÆSON: Hvorfor har krisen ramt hårdest i Nordamerika og Europa?

Thompson: Hvis vi ser på de vigtigste finansielle strømninger i det globale system, har de allervigtigste været mellem de store finanscentre i USA og i Europa. USA har investeret i Europa og opkøbt europæiske virksomheder, mens europæiske virksomheder samtidig har investeret i USA. Man skulle ellers tro, at investeringerne flød i stride strømme mellem de største lande – men det gør de ikke. De store og væsentligste strømme af udenlandske investeringer har været mellem USA og Europa.

RÆSON: Så krisen er en regional krise for Europa og USA. Vil den sprede sig til for eksempel BRIK-landene?

Thompson: Kina, Indien, Brasilien og så videre er allerede blevet påvirket, fordi USA’s og Europas import er blevet reduceret. Men selvom der har været og er en påvirkning, så kommer BRIK-landene hurtigt på fode igen. Problemet for Europa og USA er, at de ikke kommer tilbage. De kan simpelthen ikke komme ud af krisen.

RÆSON: Hvorfor kommer BRIK-landene hurtigt tilbage på fode, mens Europa og USA ikke gør?

Thompson: Fordi de ikke er forbundet med det finansielle system i lige så høj grad som Europa og USA. De er relativt selvstyrende. Ikke helt selvstyrende, men relativt. De tillader for eksempel ikke, at kapital strømmer ubegrænset ind over grænserne, som USA og Europa gør. USA og Europa har liberaliseret deres finansielle systemer. Det gør det sværere at kontrollere pengestrømmene ind og ud af landet. Derfor blev de hårdest ramt, da krisen kom. Krisen er så blevet yderligere forlænget i Europa og USA, fordi den har bevæget sig fra at være en krise, der handler om banker og finansielle institutioner, til en krise, der handler om landenes offentlige gæld. Det er svært at se vejen ud af de statslige underskud og gældsproblemer i Europa. Krisen vil fortsætte en rum tid endnu.

Maria Arcel (f. 1990) studerer journalistik på Syddansk Universitet og er redaktør på Lixen – avisen for yngre journalister. ILLUSTRATION: Angela Merkel (Foto: EU)