16.07.2012

Den nordiske model er IKKE for dyr. Den klarer sig tværtimod fremragende under krisen, selvom Danmark halter bagud på vækst. Det skyldes dog ikke den universelle velfærdsstat, som regeringen ellers påstår. Thorning og co abonnerer på en forældet kriseopfattelse. Velfærdsforsker Jørgen Goul Andersen giver svar på tiltale fra økonom Torben Mark Pedersen og Dan Jørgensen (S).

LÆS OGSÅ:
– Mark Pedersen svarer Goul Andersen: Den universelle velfærdsstat er for dyr
– Dan Jørgensen svarer Goul Andersen: Regeringen har ikke varslet opgør med velfærdsstaten
– Goul Andersen: Rødt opgør med velfærdsstaten bliver en uoprettelig fejl

TORBEN MARK PEDERSEN: Krisen løses ikke ved midlertidigt at øge det private forbrug, lånefinansiere offentlige investeringer eller et øget offentligt forbrug. Det er nødvendigt at reducere størrelsen af den offentlige sektor og bruge pengene til at finansiere lavere person- og selskabsskatter.
Det er IKKE økonomisk påtrængende at sænke marginalskatten for lave indkomster og mellemindkomster. Tilmed ligger Danmark i forvejen i bunden i EU. Vi har ikke så meget dansk evidens om effekter på arbejdsudbuddet. Men nok til at fastslå, at beskæftigelsesfradraget er kostbart og har usikker effekt. Højere topskattegrænse koster mindre og batter mere. Der er to mulige effekter af en skattelettelse. Folk kan få tilskyndelse til at arbejde mere (substitutionseffekt). Eller råd til at arbejde mindre (indkomsteffekt). Hvilken effekt, der er stærkest, kan variere. Man kan gardere sig ved at opkræve den samme skat fra de samme personer, bare på en anden måde. Så er indkomsteffekten pr. definition nul, og så må den samlede effekt nødvendigvis være positiv. Derimod er reelle skattelettelser mere farlige, for dér kan arbejdsudbuddet både gå op og ned. Måske er det begrundet med indtrykket af, at folk ikke gider arbejde. Her gør ”Carina-sagen” det måske ud for evidens. Det er før set, at atypiske enkeltsager bliver beslutningsgrundlag. Der er ifølge regeringen 8000 ”Carina’er” i Danmark, overvejende enlige forsørgere.

PEDERSEN: Den nordiske velfærdsmodel ER for dyr. De mange sociale ydelser spolerer incitamentet til at arbejde, og det høje skattetryk forværrer konkurrenceevnen.
Der er mange misforståelser vedrørende den universelle velfærdsmodel. En af dem er, at den er ualmindelig dyr. Det forekommer også logisk. Men det er faktisk ikke korrekt. Universalismen er ubestrideligt dyrere end den angelsaksiske liberale model. Men ikke i forhold til den typiske model i EU – den kontinentaleuropæiske. OECD har flere gange lavet sammenlignelige opgørelser over velfærdsudgifter. Lande som Tyskland, Frankrig og Belgien kommer altid i top, de nordiske lande længere nede på listen. OECD har i øvrigt også prøvet at regne private velfærdsudgifter med. Så ryger USA voldsomt op ad listen, og i det hele taget bliver systemforskellene små. Det er lidt med velfærdsudgifterne som med skatten på arbejde. I 2011 var marginalskatten for OECD’s ”gennemsnitsarbejder” (ugift) den samme i Danmark som i USA, nemlig 42 pct. Kun i to af de 21 EU-lande i OECD lå tallet lavere: Storbritannien og Polen. I Belgien var marginalskatten 66 pct., i Tyskland 60 pct. Det er næppe det indtryk, den almindelige borger har fra medierne. Sært nok omtales ”marginalskatten” typisk i ental, og i bestemt form. Ydermere refererer termen i medierne til det mindretal, der betaler topskat. Her ligger marginalskatten et par procent over gennemsnittet. Men i forhold til EU-21 er marginalskatten ifølge OECD markant lavere i Danmark for alle andre end topskatteyderne.

DAN JØRGENSEN (S): Krisen har gjort det nødvendigt, at Danmark bliver nød til at prioritere benhårdt i velfærden. Danskerne har i løbet af de seneste 10 år lever over evne, og det er eneste ansvarlige er derfor nu at skære ned.
Mange har overset, at den nordiske model klarer sig fremragende under krisen – i hvert fald relativt set. Statsfinanserne er gode, betalingsbalancen i top. Men Danmark halter bagud vækstmæssigt. Navnlig kniber det med at få økonomien i gang efter krisen. Spørgsmålet er, hvorfor det går så dårligt netop i Danmark. Her synes regeringen at abonnere på en kriseopfattelse, som både kan forklare dens reformpolitik og politiske vanskeligheder. Det ligner generalerne, der kæmper den forrige krig. Kriseretorikken fra 1980’erne benyttes på krisen i dag, og det stikker formentlig dybere.

Vi levede over evne, siges det – ligesom i 1970’erne, forstås. Men gjorde vi nu også det? Joh, men der var faktisk ikke eksorbitant stigning i privatforbruget, sammenlignet med andre lande. Det offentlige forbrug voksede i takt med det private. Offentlige udgifters andel af BNP faldt fra 57.6 pct. i 1993 til 48.1 pct. i 2007. Faldet øges endda til hele 11 procentpoint, hvis vi husker at korrigere for bruttoficeringen af overførselsindkomster i 1994. Regeringen havde ikke styr på de offentlige udgifter og delte ufinansierede skattelettelser ud, fortsætter historien. Men de offentlige budgetter viste trods alt årlige overskud på 5 pct. af BNP, og betalingsbalancen var kronisk positiv. Det er ikke tal, man normalt forbinder med stort offentligt eller privat overforbrug. De ufinansierede skattelettelser op til 2007-valget fik Arbejdsmarkedskommissionen til opgave at finde pengene til. Men skattelettelserne fik først virkning i 2009, og VK-regeringen var så fiffig at regne dem med som en del af den krisestimulans, der i princippet blev neutraliseret af ”genopretningspakken” i maj 2010 – i øvrigt igen et sprogligt lån fra 1980’erne. Fra 2010 er de offentlige udgifters andel af BNP igen i top. Det skyldes især, at BNP i 2008-09 faldt med sammenlagt 6.6 pct. – mere end i 1930’erne. Og krisen trækker ud. Først i 2013 eller 2014 er vi tilbage ved 2007. Sverige overvandt tilbageslaget på et år.

Hvorfor gik det så galt? Regeringen nævner to årsager: Uansvarlig finanspolitik og tab af konkurrenceevne. Begge dele er for så vidt rigtige, men beskrivelsen er overdrevet. Danmark har 2009-11 ligget i top-4 i EU, når det gælder balance på de offentlige budgetter. Konkurrenceevnen er forringet, men Danmark havde i 2011 det største betalingsbalanceoverskud nogensinde. Når regeringsgrundlaget udpeger det offentlige underskud og konkurrenceevnen som hovedproblem, kan det både skyldes tankefigurer fra 1980’erne og stemningsafsmitning fra den sydeuropæiske gældskrise. I Sydeuropa er statsunderskuddet en del af problemet – som det var i 1980’ernes Danmark. I dagens Danmark er det mere et symptom på det rekordstore opsparingsoverskud i den private sektor. Når der ikke investeres og forbruges, falder statens indtægter. Alligevel blev underskuddet i 2011 kun en fjerdedel af, hvad det er i USA og Storbritannien – 1.9 pct. af BNP. Regeringens diagnose forklarer ikke, hvorfor krisen blev så dyb i Danmark. Konkurrenceevne eller ej: Eksporten blev mindre hårdt ramt i Danmark i 2008-09 end i nabolandene. Det er ikke eksporten, der skiller Danmark negativt ud. Det er det private forbrug. Regeringsgrundlaget mangler den diagnose, som forklarer det danske kriseforløb: Nemlig den bolig- og kreditboble, der skyldtes den uhæmmede liberalisering af kreditpolitikken. Nogle banker opførte sig som de islandske, og kreditforeningerne blev for kreative – med hjælp fra Christiansborg. Bankernes indlånsunderskud gjorde dem sårbare, og på ejendomsmarkedet fik vi en boligboble af de helt store. Det er set før. Boblen minder om Finland 1990, der kostede 7 års nulvækst. Den legendariske japanske boble i 1990 kostede først ét tabt årti – og derefter ét til. Vejen ud af en bristet boble er svær. Opgør med universalismen hjælper ikke. At øge arbejdsudbuddet for at sænke lønnen hjælper heller ikke.

Økonomisk har den nordiske model imponeret under krisen. Alle lande har store overskud på betalingsbalancen. Norge er i en klasse for sig. Men også i Danmark og Sverige er overskuddene enorme – kun Holland, Tyskland og Schweiz kan matche. De nordiske lande er også kendetegnet ved bugnende statskasser. Statsgælden er negativ i Norge, Sverige og Finland og rundt regnet nul i Danmark. Men den danske stat har ikke-bogført formue på mindst 1.000 mia. i udskudt skat i pensionerne. Kun fire EU-lande har gennem hele krisen fastholdt et underskud på de offentlige budgetter under 3 pct. Det er Danmark, Sverige, Finland og Luxemburg. I Danmark var underskuddet i 2011 1.9 pct. af BNP. I USA var tallet 9.7 pct. og i UK 8.4 pct. Her og nu lider Danmark under et problem med bristede bobler. Ingen akut krise – men fare for, at stagnationen trækker i langdrag. Skatter og velfærdspolitik kan frikendes for kriseansvar. Sammen med Schweiz og Luxemburg skiller de nordiske velfærdsstater skiller sig ud i Europa ved at have mest orden i økonomien. Derfor er det en besynderlig timing for et opgør med den nordiske velfærdsmodel.

Jørgen Goul Andersen er professor i statskundskab ved Aalborg Universitet. Han forsker i arbejdsmarkedspolitik, politik og administration og sociologi og sociale forhold. ILLUSTRATION: Helle Thorning præsenterer sin regering (Foto: Socialdemokraterne)