02.05.2012

Regeringspartierne S og SF skaber unødig frygt i befolkningen, når de varsler et opgør med de universelle ydelser, mener velfærdsforsker Jørgen Goul Andersen. Krisestemningen skader Danmark nu og her, mens en forringelse af børnechecken vil få alvorlige konsekvenser på længere sigt.

INTERVIEW af Tinne Hjersing Knudsen

I løbet af den seneste måned har S og SF blæst til værdikamp. S har lanceret et debatprojekt under navnet ”Danmark frem til 2032”, og Villy Søvndal har gennem kronikker og landsmødetaler varmet partiet op til at tænke velfærd på nye måder. Begge partier med mantraer om, at vi ikke har råd til den samme velfærd i fremtiden, som vi har nu. Jørgen Goul Andersen, der er mangeårig velfærdsforsker ved Aarhus og Aalborg Universitet, undrer sig over udmeldingerne. Han er bekymret over, at regeringspartierne diskuterer målrettede ydelser og ser ud til at ville pille ved den nordiske velfærdsmodel. Da jeg spørger, hvad der vil ske, hvis S og SF piller ved universalismen, svarer han: ”Jeg tror, det bliver en uoprettelig fejl, både økonomisk og socialt.”

Regeringen taler krisen op
”Jeg har i flere år sagt, at det er utroligt, at man ikke snart fatter, hvor dyb den her krise er. Men nu, hvor der er ved at være en chance for at slippe ud af den, snakker man krisen op,” siger Jørgen Goul Andersen. Han henviser til, at der er behov for at få gang i forbruget. Det er den voksende utryghed for, at velfærden forsvinder, med til at lægge en dæmper på. Eksporten går frem, men kan ikke trække læsset alene. Heller ikke selvom USA er på vej op af sumpen, og resten af verden uden for Europa knapt nok har været berørt.

”På kort sigt ser vi et formidabelt betalingsbalanceoverskud, der er større end nogensinde før,” siger Jørgen Goul Andersen. “Det bekymrende er ikke krisen, men krisestemningen. Den får forbrugerne til at beholde pengene i pungen. Derfor er der grund til at få gang i investeringer. Det skal ske via en erhvervsvenlig politik, en stram indkomstpolitik og den forbedring af konkurrenceevnen, som overenskomsterne har leveret. Men også ved at sætte gang i indlandsforbruget. Det er steget i nabolandene, men faldet i Danmark. Hvis forbrugerne sparer for meget, så kommer der ikke gang i økonomien. Det skader faktisk både beskæftigelsen og statsbudgettet med de her udmeldinger.”

Ifølge Jørgen Goul Andersen er situationen i dag den stik modsatte af krisen i 1980’erne: ”Vi har i dag Danmarkshistoriens største overskud på betalingsbalancen. Det er faktisk for stort. Når en boble brister, undgår man ikke, at alle sparer op bagefter. Men der er både mulighed og behov for, at folk bruger flere penge for at få indlandsøkonomien i gang. Problemet er, at regeringens udmeldinger er med til at skræmme livet af forbrugerne. Mit råd er at love danskerne mere tryghed, for krisestemningen er alt for stor. Det skræmmer ikke danskerne, at de kan blive nødt til at køre en enkelt tur med grønthøsteren, men folk frygter, at velfærdsordningerne ikke er der for dem, når de får brug for dem.”

Universalismen er ikke for dyr til fremtiden
Både S og SF mener, at det ikke er alle velfærdsydelser, vi har råd til i fremtiden. Det er Jørgen Goul Andersen uenig i: ”Den nordiske velfærdsmodel er ikke dyr. Vores sociale udgifter er faktisk lidt mindre end for eksempel Frankrigs og Tysklands. Jeg undrer mig simpelthen. Hvorfor i himlens navn kommer man på det? Alle siger, at universalismen er en god ting. Du kan slå op i alle økonomiske lærerbøger, hvor man vil pege på, at universalismen er en vældig god ting for markedet, fordi den er markedskonform. Den spolerer ikke incitamenterne. Du kan slå op i politologiske lærerbøger og se, at alt andet lige, så er universalismen en vældig god ting for social og politiske kapital. Du kan slå op i socialpolitiske lærerbøger og se, at alt andet lige, så er universalismen en vældig god ting for medborgerskab og omfordeling af goder i samfundet.”

Børnefamilierne står for skud
Jørgen Goul Andersen har i de sidste mange år undersøgt danskernes holdning til målrettede ydelser. Han fortæller, at folk som princip er enige om, at de fattige skal prioriteres højest. Flertallet erklærer sig også enige i at målrette ydelserne. Men hvis man undersøger danskernes holdning til de konkrete ydelser, siger de det modsatte. ”Der er kun ét sted, hvor befolkningen faktisk går ind for målrettede ydelser og har gjort det hele tiden. Det er børnepenge. Og det må være den ydelse, de tænker på, når de svarer på, om de går ind for målrettede ydelser generelt.”

Velfærdsforskeren mener imidlertid, at det ville være meget uheldigt og meget ulogisk, hvis det blev gennemført. ”Det svarer til at indføre en målrettet, forhøjet marginalskat for børnefamilierne. Nu har vi været igennem 25 års skattereformer, fordi politikerne mener, en lavere marginalskat vil øge lysten til at arbejde ekstra. En særlig skat for dem, der kan og vil arbejde mere, er ikke smart. Dem, man kan vride mere arbejde ud af, det er børnefamilierne. De har brug for pengene. De unge har mange andre lyster, og de ældre orker ikke eller har ikke behov. Børnefamilierne har altid arbejdet meget. Specielt småbørnsfædre,” siger Jørgen Goul Andersen. Ifølge ham risikerer man at sætte en konkurrencefordel over styr i relation til globaliseringen: Det vil blive sværere at holde på den veluddannede arbejdskraft. Det er de unge, der er mobile, og her tilbyder de nordiske lande forhold for børnefamilierne, som er svære at matche, uanset om skatten er lavere.

Jørgen Goul Andersen peger på, at den tredje ulykke kunne være en faldende fertilitet. De fleste familier skulle såmænd nok få barn nummer ét uanset, og måske barn nummer to. Men derefter ville familierne måske begynde at lægge låg på familieforøgelserne: ”Selv for en familie, der tjener godt, for eksempel 800.000 kroner om året, ville det altså være rigtig dyrt med barn nummer tre og fire. Det er dumt, for der skal en hel del tre- og firebørnsfamilier til for at holde en fertilitet i nærheden af de to. Vi har ikke råd til at afskaffe børnepengene. Dem, der mener det, kan ikke mene det. Det kan ikke være seriøst. De har ikke tænkt sig om.”

Bekymrende børnemangel
Fremtidsudsigterne er dystre, hvis regeringspartiernes rod med ydelserne til børnefamilie skader fertiliteten, fortæller Jørgen Goul Andersen. ”Nye tal viser, at fertiliteten i Danmark helt uventet er faldet fra 1,87 til 1,756 fra 2010 til 2011. Det vil sige, at vi mangler 6000 hænder i år 2035, som vi ellers ville have haft til at hjælpe de gamle. Det er dumt. Problemet i vores del af verden er, at vi får for få børn. Vi har ikke en fertilitet, der er høj nok til at reproducere os selv. Et stykke af vejen kan vi klare os med indvandring. Men på længere sigt er der faktisk heller ikke så mange indvandrere at få fat på, medmindre man skal over i meget fjerne verdensdele. Østeuropa har også et kæmpe fertilitetsproblem. Selv i Nordafrika er fertiliteten faldet. Algeriet og Tunesien har faktisk en fertilitet, der er lavere end den danske. På langt sigt er Danmark ellers helt umådelig godt rustet – medmindre den nuværende usikkerhed får fertiliteten til at falde, som det skete i 2010. At gøre noget, der risikerer at sænke fertiliteten, er vældig, vældig uklogt. Det samme gælder en politik, der gør det mindre fordelagtigt for unge, veluddannede familier at bosætte sig i Danmark. Det er heller ikke smart.”

Tinne Hjersing Knudsen er journaliststuderende på Syddansk Universitet Odense og redaktør på Lixen – avisen for yngre journalister. ILLUSTRATION: Thorning og Søvndahl (Foto: S via flickr)