14.07.2012

NATO bliver nødt til at indse, at den aldrig har og aldrig kommer til at egne sig til at føre krig. Ellers risikerer forsvarsalliancen at gøre en ende på sig selv.

KOMMENTAR af Nikolaj Werk

LÆS OGSÅ:
– Hækkerup: Vi skal have en angrebsklar cyberhær
– Fremtidens forsvar: NATO skal skrue ambitionerne ned for at overleve
– Før topmødet: NATO har ikke taget skridtet ind i den post-vestlige verden

Da NATO var til topmøde i Chicago i sidste måned, gik tiden med møder og taler, hvor delegerede lykønskede sig selv og hinanden for det gode samarbejde. Til gengæld blev der ikke fundet svar på de problemer, alliancen står overfor: USA bliver stadig mere kritisk over for samarbejdet, de andre medlemslande er uenige om alliancens funktion, og NATO har store finansieringsproblemer. I stedet for at finde løsninger på problemerne, talte generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, USA og EU’s repræsentanter om droner, fleksible styrker, og missioner som Afghanistan og Libyen. Det stod klart, at NATO i fremtiden skulle fortsætte som en krigsførende organisation. Også uden for landenes territorier. En paradoksal hensigt i lyset af, at NATO har en foruroligende ringe historie, når det kommer til at føre krig. Alliancen er ikke egnet til operationer som dem i Libyen eller Afghanistan. Hvis ikke NATO anerkender sin egen historie, men stirrer sig blind på de historier, den fortæller sig selv, kommer den at lide nye nederlag, miste USA og måske endda gøre ende på sig selv.

Den uerfarne krigsalliance
Det er efterhånden let at glemme, at NATO ikke en angrebsalliance. Organisationen blev ikke skabt for at føre krig. Den var oprindeligt en vestlig forsvarsalliance, der skulle beskytte medlemmerne mod Sovjetunionen, der truede i øst. Som bekendt kom NATO-styrkerne aldrig i kamp. De affyrede ikke et eneste skud under hele Den Kolde Krig. Så nogen egentlig krigserfaring kunne organisationen ikke bryste sig af, da muren faldt. Med murens fald var NATOs oprindelige udløbsdato til gengæld nær. Derfor fandt alliancen et nyt formål i et europæisk forsvar. Den fandt sin første mission i det tidligere Jugoslavien. Det gav, ved første øjekast, god mening at involvere sig i krigen, da det var en intern konflikt i Europa. Men kampagnen udstillede hurtigt, hvor svært NATO havde ved at føre krig. Alliancen angreb til at begynde med udelukkende militære mål, men gik snart over til også at gå efter industrier og infrastrukturer. Det ødelagde den serbiske økonomi og sendte landet ud i omfattende fattigdom, der endte med at bide sig fast efter operationen.

Det absurde teater
Krigen i Jugoslavien gav også anledning til store splittelser i alliancen. Europæerne insisterede på længere betænkningstider, bedre planlægning og juridiske godkendelser af alle mål fremover. Amerikanerne ville hellere kunne handle hurtigt. Uenighederne kulminerede, da USA gik udenom NATO og angreb Afghanistan og Irak, inden alliancen havde taget endelig stilling. Især Afghanistan har siden plaget samarbejdet i organisationen. Efter NATO overtog kommandoen i landet i 2003, har det været svært at finde en strategi for indsatsen. Det har efterladt styrkerne handlingslammede. De forskellige medlemslandes regeringer satte nationale forbehold for indsatsen, hvilket betød, at forskellige styrker fulgte forskellige regler og havde forskellige begrænsninger. Mens nogle kunne tage del i alle operationer, måtte andre ikke forlade deres køretøjer, mens andre igen ikke engang måtte forlade baserne. En højtstående NATO-kommandant kaldte i sin tid splittelserne i NATOs mission i Afghanistan for ”det absurdes teater”. Nu hvor exitdatoen nærmer sig, ser det svært ud for NATO, som selv med meget nedjusterede forventninger ikke kan efterlade et stabilt land eller vise større fremskridt, siden de overtog missionen.

Den mest succesfulde i NATOs historie?
Siden afslutningen på den Kolde Krig har NATO hungret efter en succeshistorie. Og det fik alliancen ifølge Anders Fogh Rasmussen i Libyen. Generalsekretæren kaldte interventionen “én af de mest succesfulde missioner i NATOs historie”. Men indgrebet i Libyen bekræftede i virkeligheden kun den gammelkendte sandhed, at NATO ikke er egnet til at føre krig. Den startede som et FN-godkendt flyveforbud, som skulle forhindre Gadaffi i at massakrere sin egen befolkning. Blækket på resolutionen var dog knap nok tørt, før NATO var uenige om, hvad missionen gik ud på. USA meldte, at Gadaffi ikke kunne blive siddende, og efter flere angreb direkte rettet mod hans person, blev det klart, at amerikanernes mission var at vælte regimet. Samtidig brød franskmændene FN-mandatet ved at bevæbne oprørerne i Benghazi, mens flere medier har antydet, at briterne også brød mandatet ved uofficielt at indsætte specialstyrker på landjorden. Der var ikke kun tale om manglende samarbejde, men også om manglende europæiske kapaciteter. Selvom missionen blev startet og ledet af europæiske medlemslande, blev USA nød til at overtage meget af kommandoen, og sågar sørge for ammunition, da de europæiske styrker løb tør. Ironien i missionens navn, ”Operation Unified Protector” (samlet beskytter, red), er slående. Men når man tager ansvar for en civilbefolknings sikkerhed, har man også taget ansvar for efterspillet. Med finansieringsproblemerne, NATO står over for i øjeblikket, var et regimeskifte derfor en dårligt gennemtænkt strategi. Libyen er på ingen måde stabilt i dag. Med massedrab, interne kampe blandt oprørerne, brud på menneskerettighederne, racistisk motiverede drab og et tvivlsomt valg falmer glansen over den succesfulde mission hurtigt. Ligesom i Afghanistan var der ikke tale om at forsvare Europa, men om at angribe uden for eget område. Det er en retning, som blandt andre USA har presset hårdt på for, da de interesserer sig mere for Mellemøsten og Sydøstasien end Europa. Men imellem murbrokkerne i Libyen, Afghanistan og Serbien er der ikke meget, som har overbevist dem om NATOs gavn i det projekt. Libyen udstillede NATOs svagheder. Selv i kampen imod en upopulær diktator med en uimponerende hær, kunne alliancen ikke enes om missionens mål eller strategi. Og de utallige brud på FN-resolutionen har givet Rusland og KINA god grund til at blokere alle Vestlige forsøg på indblanding i Syrien. Historien om Libyen er endnu ikke skrevet færdig, men selve missionens udførelse viste igen, hvor uegnet NATO er til krigsførelse.

Krig er ikke svaret
Det er i Danmarks og resten af Europas interesse, at NATO vender hjem, og fokuserer på et Vestligt sikkerhedssamarbejde i stedet for at udkæmpe krige rundt om i verden. Der er mange oplagte områder for NATO-samarbejde: Antipirateri, europæisk forsvar, cybersikkerhed og dialog med Rusland. Krigsførelse er dog ikke en af dem. Alliancens historie har gang på gang vist, at dens konsensusbaserede beslutningsmodel er hæmmende, når de mange forskellige medlemslande ikke blot er uenige om, hvilke missioner NATO skal involvere sig i, men også hvordan de skal udføres. Det er selvsagt svært at føre krig, hvis nogle af soldaterne ikke må forlade deres køretøjer, mens andre slet ikke vil deltage. NATOs historie viser også en vedvarende afhængighed af USA, som løfter den største byrde, når det kommer til finansiering, udførelse af operationer og lederskab i alliancen. Uden USA, intet NATO. Hver gang alliancen er gået i krig, har Europas manglende ressourcer og splittede meninger frustreret USA. Amerikanerne er dog ikke synderligt interesseret i europæisk sikkerhed, og mens de trækker tropper ud af Europa, sender de flere mod øst. USA er ved at være trætte af at trække læsset selv. Den afgående forsvarsminister, Robert Gates, kunne næsten ikke skjule sin frustration, da han gav en hård opsang til sine europæiske allierede. Derfor sagde amerikanerne også nej til den ubeforholdte støtte, som NATO tilbød, da de invaderede Afghanistan, og derfor ignorerede de Tysklands og Frankrigs kritik af krigen i Irak. Hvis NATO bliver ved med at tro på de historier om succeser, den fortæller sig selv, i stedet for at se på, hvad alliancen reelt har udrettet, ender den ikke blot med at rode sig ud i flere missioner, som den ikke kan overskue. Alliancen risikerer også at miste amerikanernes interesse. Det bør generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, huske på. Selvfølgelig skal NATO have et globalt udsyn, men ikke som krigsførende organisation. Det er den hverken skabt eller egnet til.

Nikolaj Werk (f. 1988) er kandidatstuderende i “International Relations Theory” på London School of Economics. Han har en bachelor i “Politics and International Relations” fra The University of Manchester, sidder i den redaktionelle bestyrelse for den akademiske journal,”Millennium”, og skriver for Rådet for International Konfliktløsning (RIKO).