18.04.2012

Med Marine le Pen i spidsen har Front National undergået et generations- og et identitetsskifte. Det er nu det største parti blandt vælgere mellem 18 og 25 år. Foran både socialistpartiet og Sarkozys UMP og langt, langt foran de gamle protestpartier på venstrefløjen.

ANALYSE af Jørn Boisen

VEJEN TIL ÉLYSÉE: François Hollande er Frankrigs nye præsident. En af EU’s mest indflydelsesrige medlemsstater er skiftet fra borgerligt til socialistisk styre. Et skifte, der kommer til at påvirke hele Europa. RÆSON dækkede valget gennem en række portrætter, interviews, analyser og kommentarer.
– Fransk præsidentpost: Et permanent statskup
– Fransk præsidentvalg: Sarkozy og Hollande vil føre samme EU-politik
– Marlene Wind: Terrorangrebene i Toulouse sender Sarkozy på sejrskurs

“Helligånden i den liberale teologi er den usynlige hånd, den hånd der ud fra en masse individers egoistiske opførsel vil sikre den fælles lykke i overensstemmelse med Videnskaben eller – endnu bedre – Den Naturlige Orden”. Den sarkastiske sætning, som enhver venstrefløjspolitiker med glæde ville skrive under på, er ikke fra Karl Marx’ samlede værker; den er taget fra Marine le Pens seneste bog, Pour que vive la France, Her finder man blandt referencerne Ikke blot en klar overvægt af venstrefløjstænkere, men også en direkte og en i sandhed forbløffende hyldest til Front Nationals historiske fjender: venstrefløjen og dens kamp for arbejdernes rettigheder og værdighed. Helt nye toner fra nationalistpartiet, og tilsyneladende toner, der falder i ungdommens smag.

Størst blandt de unge
De franske medier var ved at gå bagover, da Le Monde den 9. april offentliggjorde en meningsmåling, der viste af Marine Le Pen var de unges foretrukne præsidentkandidat. 25 procent vil stemme på Hollande, 17 procent på Sarkozy, 16 procent på Mélenchon og 11 procent på Bayrou. Men hele 26 procent af de unge mellem 18 og 25 ville sætte deres kryds ud for Marine Le Pen. Det er en uhørt høj tilslutning. Front Nationals kandidat har aldrig opnået mere en 17 procent blandt de yngste vælgere, og ved sidste præsidentvalg i 2007 var scoren helt nede på 7 procent. Hver fjerde ung vil altså nu stemme på et parti, der indtil for et år siden var mod abort og homoseksualitet. Selvom de unge vælgere også er de mest ubeslutsomme, er udviklingen markant.

Yngre kvinde fanger folkestemningen
Der er flere grunde til Marine Le Pens succes, vurderer sociologen Sylvain Crepon i bogen Enquête au cœur du nouveau Front national. Hun har som yngre fraskilt kvinde et noget mere moderne image end sin far, Jean-Marie Le Pen, som stiftede partiet. Hun har mere tidssvarende synspunkter på abort og homoseksualitet, og i modsætning til sin far omfavner hun utvetydigt de republikanske værdier. Hun repræsenterer ligesom venstrefløjskandidaten Mélenchon den enorme skepsis, som franskmændene har over for den neoliberale samfundsmodel. Hendes vælgere er også typisk dem, der lider mest under krisen: dem med kortere uddannelser og de socialt udsatte. De er direkte truede af indvandring og outsourcing. Hun står for en kurs mod et traditionelt samfund, der opfattes som tryggere. Et samfund uden salafister, halalkød, minareter og sorte rapgrupper, der sviner Frankrig til på TV. Men også uden finansfyrster, bestyrelsesformænd og bankdirektører, der bevilger hinanden 40 procent lønforhøjelse om året.

Det beskidte parti
Mange tvivlede ellers på, om Marine Le Pens kunne holde sammen på et splittet partiet, da hun overtog lederskabet efter faderen i begyndelsen af 2011. Front National blev stiftet i 1972 og er et sammenrend af forskellige grupperinger til højre for de traditionelle borgerlige partier. Partiets støtter tæller monarkister, katolske fundamentalister, populister, antisemitter, skinheads og ikke mindst grundstammen af skuffede fra Algeriet-krigen, hvor Jean-Marie Le Pen selv gjorde tjeneste som faldskærmsoldat. Sammen udgjorde de imidlertid kun en forsvindende lille del af den franske vælgermasse, og de første 10 år var Front nationals tilslutning næsten ikke til at få øje på. Tingene ændrede sig med krisen i 80’erne. Her begyndte partiet at tiltrække en langt større gruppe, der følte sig truede på deres identitet, deres velfærd og deres fremtid. Men på trods af en konstant vælgeropbakning på mellem 10 og 20 procent er Front National dog aldrig blevet stuerent i Frankrig. I Frankrig vælges nationalforsamlingen gennem flertalsvalg i enkeltmandskredse. Hvis der ikke er en kandidat med absolut flertal i valgkredsen, går de to bedst placerede videre til anden runde. Hver af de to fløje samles så om hver sin kandidat, men det er politiske selvmord at alliere sig med Front national, så trods de mange vælgere har partiet kun været repræsenteret i Nationalforsamlingen én gang. Det var efter valget i 1986, hvor præsident Mitterrand eksperimenterede med valgsystemet for at genere den borgelige opposition.

Balancen mellem militante hardlinere og bløde vælgere
Hvis partiet blødte sin linje endnu mere op for at komme ind i folden til de andre partier, ville det koste dem vælgere. Front Naional kæmper på den ene side for at tilfredsstille sine militante kernevælgere, mens det på den anden side ikke ønsker at skræmme det bløde flertal af sine vælgere væk. Jean-Marie Le Pen, der var og er en fremragende og karismatisk taler, har altid måttet tale et slags dobbeltsprog for at opretholde balancen. Det er en tradition, som datteren har ført videre. I den igangværende valgkamp er det lykkedes hende at gøre halalkød til et centralt spørgsmål. På overfladen handler det om dyrevelfærd og forbrugerrettigheder, men den slet skjulte dagsorden er spørgsmålet om, hvor meget muslimer skal fylde i Frankrig.

Forandringer eller ny glasur
Det, der virkelig adskiller Marine Le Pen fra de andre kandidater, er, at hun er ny. I et hovedfelt af velkendte professionelle politikere er hun den eneste, der for alvor repræsenterer noget andet. Under krisen er de store partier desuden blevet ekstremt forsigtige og teknokratiske. Men Marine Le Pen har aldrig været en del af det system, der er ansvarlig for krisen, og som de unge afskyr. De kan godt lide, at hun stiller sig op mod systemet og eliterne, og de forstår umiddelbart, hvad hun siger. Det er et følelsesmæssigt bånd. Så betyder det mindre, at hendes program ikke hænger sammen, at man ikke samtidig kan have en stærk stat og fyre funktionærerne, omfordeling uden skattepolitik, republikanske værdier uden religionsfrihed. Der er også andre selvmodsigelser under det medievenlige ydre. Hun bliver vred, når hun bliver gået på klingen, hun sagsøger systematisk journalister, der skriver ufordelagtigt om hende, og hun opfinder gerne sine egne statistiske data, når hun debatterer. Det er klart, at Marine virker mere tiltalende og moderne end Jean-Marie, men opportunismen er iøjnefaldende, og det er et åbent spørgsmål, om Front National virkelig er forandret, eller om den bitre pille bare har fået et nyt lag glasur.

Jørn Boisen er lektor ved institut for Engelske, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet. Han forsker blandt andet i fransk idéhistorie, historie og samfund. Desuden ph.d. i fransk litteratur fra Syddansk Universitet og docteur d’université i moderne litteratur fra Université de Bordeaux III-Michel de Montaigne. ILLUSTRATION: Marine Le Pen (Foto: Neno via flickr)