21.03.2012

Sarkozy kæmper desperat for at samle stemmer fra både venstre- og højrefløjen, men med sin egenmægtige stil, stridigheder i egne rækker og løftebrud på stribe er han efter alt at dømme ved at skubbe sejren over til socialisternes Francois Hollande.

ANALYSE af Jakob Mygind Korsby

VEJEN TIL ÉLYSÉE: François Hollande er Frankrigs nye præsident. En af EU’s mest indflydelsesrige medlemsstater er skiftet fra borgerligt til socialistisk styre. Et skifte, der kommer til at påvirke hele Europa. RÆSON dækkede valget gennem en række portrætter, interviews, analyser og kommentarer.
– Hollande: Velforberedt favorit med for store ambitioner
– Fransk præsidentvalg: Sarkozy og Hollande vil føre samme EU-politik
– Marlene Wind: Terrorangrebene i Toulouse sender Sarkozy på sejrskurs

Præsident Nicolas Sarkozy har sagt, at han trækker sig fra politik, hvis han taber det franske præsidentvalg 6. maj. Det tyder stadig mere på, at han gør. Sammen med den anerkendte politiske kommentator, Jérôme Delcassé, giver vi her fire bud på, hvorfor Hollande er favorit til at vinde og blive Frankrigs første socialistiske præsident i 17 år.

1. Sarkozys egenrådighed skaber ham fjender
Alle synes at have en holdning til Sarkozy. Tilhængerne kalder ham karismatisk og handlekraftig og har tildelt ham kælenavnet ”den energiske præsident”. Modstandere kalder ham arrogant og egocentreret og har spottende døbt ham ”bling-bling-præsidenten” på grund af hans dyre vaner og velhavende omgangskreds. Hans koncentrering af præsidentembedets magt og hans – i manges øjne – egenrådige stil er to af forklaringerne på den udbredte modvilje mod Sarkozy i dag. Sarkozy-æraen har sat sit mærkbare præg på den indenrigspolitiske magtfordeling mellem landets institutioner, siger den aktive, franske politiske kommentator, Jérôme Delcassé, til RÆSON: ”Magten er blevet koncentreret i præsidentembedet på bekostning af både premierministeren og Parlamentet. I dag ser mange spørgende ud, når premierminister Francois Fillons navn bliver nævnt. Han er ganske enkelt kørt ud på et sidespor.”

2. Hollande har ro i sit bagland
For det første skal begge kandidater sørge for ro i baglandet. Socialisterne lader til at holde bedre sammen under Hollandes styring, end det er tilfældet i modsatte lejr. Hollande har gennem 10 år været formand for Parti Socialiste (PS) og opnået hæder som den samlende kraft blandt socialisterne i en periode, hvor der har lydt gentagne trusler fra egne rækker om nye venstrefløjsfraktioner. ”Hans evne til at samle venstrefløjen er det, der i betydelig grad giver ham hans goodwill i vælgersegmentet”, forklarer Jérôme Delcassé. For Sarkozys parti, Union pour un Mouvement Populaire (UMP), har den interne partistrid imidlertid fyldt godt i medierne gennem de seneste år. Med udskiftningen af intet mindre end 40 af partiets afdelingssekretærer og en offentlig magtkamp mellem premierminister Francois Fillon og partiets generalsekretær, Jean-Francois Copé, har UMP haft sit hyr med at fremstå som en samlet front i optakten til præsidentvalget. Desuden har præsidentens kontroversielle retorik og ofte stødende udtalelser splittet partiet. Der er sågar udkommet en bog, der handler om det stilmæssige brud, der opstod med sarkozysmen og den helt særlige sprogbrug, som bruddet indebar. Jérôme Delcassé forklarer, at Sarkozys selvcentrerede stil er en ny måde at tænke politik på i Frankrig: ”Man ser det tydeligt i Sarkozys massive brug af ordet ’jeg’. Pludselig er politik ikke længere et fællesprojekt, et ”vi”-projekt”, men derimod et ”jeg”-projekt”. Og dét har ifølge Jérôme smittet af på politikken: ”Det interessante er, at de seneste års franske udenrigspolitik i høj grad har vidnet om Sarkozys egenmægtige politiske tilgang. Det blev tydelig for omverden under den franske militære intervention i Libyen i 2011. I den igangværende kampagne så vi det igen med Sarkozys i manges øjne chokerende udmelding om, at Frankrig nu bør overveje at melde sig ud af Schengen-aftalen.”

3. Politikerleden rammer Sarkozy hårdest
De to kandidaters anden udfordring er det overvejende uinteresserede vælgerkorps. Det politiske engagement lader til at være nået et lavpunkt i dagens Frankrig. I en nylig undersøgelse erklærede 65 procent af befolkningen sig decideret uinteresserede i præsidentvalget. Efter snart fem års finanskrise og gentagne politiske løftebrud er politikerleden markant blandt de franske vælgere. Det er umiddelbart til Hollandes fordel. Han kan som den uprøvede af de to pege fingre ad regeringens mislykkede politiske projekter og dens favorisering af en korrupt finansverden.
Omvendt har Sarkozy ikke holdt sig tilbage fra at kalde Hollande en uerfaren opkomling, der langt fra besidder statsmandsformat. Sarkozy har tilbragt det meste af sit liv i fransk politiks allerhøjeste rækker. Først som den yngste borgmester nogensinde i rigmandskommunen, Neuilly-sur-Seine, dernæst som budgetminister, siden finansminister og endelig indenrigsminister, inden han blev præsident i 2007.

Hollande har måske netop af denne grund brugt energi på at iscenesætte sig selv som en ”almindelig mand” fra beskedne kår, der har kæmpet sig op i de politiske rækker. Det ser ud til at virke i en tid, hvor den generelle stemning synes at være imod neoliberalismens økonomiske doktriner. Hollande har fundet bred opbakning til sit politiske program, der lover at skabe 300.000 nye jobs til unge samt 60.000 jobs i den offentlige sektor. Med mere venstrefløjsinspirerede forslag såsom en brandbeskatning på op til 75 procent af indtægter, der overstiger 1 millioner euro årligt, samt en væsentlig forøgelse af virksomhedsbeskatningen har han endda vundet stemmer langt ude på den politiske venstrefløj. For Sarkozy ser det ud til, at han har de seneste års finanskrise imod sig og derfor har sværere ved at trænge igennem til befolkningen, mens Hollande som udfordrer har størst held med at mobilisere de ellers uoplagte vælgere.

4. Hollande kan fiske stemmer på højrefløjen i anden runde
Endelig er der det mere tekniske spørgsmål om, hvem der i anden omgang vinder de tabte stemmer fra første runde, når kun de to partier med flest stemmer deltager i anden valgrunde. Spørgsmålet har stor betydning for udfaldet, og for Sarkozy er der grund til bekymring: Han har nemlig ikke formået at leve op til en lang række af løfterne fra 2007 om at nedbringe arbejdsløsheden, styrke købekraften og generelt styrke den franske økonomi. Flere kommentatorer vurderer, at dét vil medvirke til at skubbe en del af højrefløjens stemmer hele vejen over til Hollande.

Løftebruddene kan dog i en vis udstrækning tilskrives finanskrisens indtog. Den gjorde det mere end almindeligt vanskeligt at leve op til Sarkozys neoliberale økonomiske dagsorden. Det ændrer imidlertid ikke på, at det er vanskeligt for Sarkozy i dag at skabe tiltro til nye valgløfter. Han forsøger derfor af alle kræfter at holde fast i Marine Le Pens højrefløjsstemmer ved at skrue op for sin antiimmigrationsretorik. Senest ved at true med Frankrigs udmeldelse fra Schengen-samarbejdet, såfremt indvandringen ikke kommer under fuld kontrol. Desuden i hans ønske om en restriktiv asylpolitik samt hans modstand mod at tildele lovligt bosatte indvandrere stemmeret. Men det er tvivlsomt, om effekten af den strategi vil bevares med denne uges attentager på etniske minoriteter.

I modsatte ende af det politiske spektrum har Sarkozy viftet med protektionistiske løfter om i stigende grad at producere og købe fransk, i håb om at trække venstrefløjsstemmer til partiet. Men det er tvivlsomt, om vælgerne rent faktisk køber disse løfter eller blot anser dem som ren taktik. Flere franske kommentatorer mener, at strategien endda har givet bagslag, fordi Hollande automatisk fremstår som det mere stabile valg ved netop at undlade at forfalde til sådanne pludselige og drastiske valgløfter. ”Det er ikke det, franskmændene efterspørger oven på en kaotisk kriseperiode med høj ustabilitet og usikkerhed,” mener Jérôme Delcassé. ”De drastiske politiske tiltag, som Sarkozy er fremturdet med, virker ikke betryggende på vælgerne.” Meget taler for, at Frankrig får sin første socialistiske præsident i 17 år.

Jakob Mygind Korsby (f. 1984) er cand. scient. pol. og har gennem en årrække fulgt undervisning i moderne fransk og europæisk politik hos Jérôme Delcassé. ILLUSTRATION: Francois Hollande til vælgermøde 17. marts (foto af Hollandes pressestab via Flickr).