31.08.2012

[fra RÆSONs arkiv, bogen „Helle eller Løkke?‟ (august 2010)]
Du kan lede efter substansen, men sandheden er:

Politik er personer
– en guide til de syv partiledere

Af Henrik Qvortrup

IKKE helt sjældent hænder det, at jeg modtager mails fra danskere, som er meget bekymrede. Budskabet er klart: Det er gået dramatisk ned ad bakke for dansk politik. Det hele har udviklet sig til en veritabel skønhedskonkurrence. Form har besejret indhold. Spin er blevet det evige omdrejningspunkt.
Synderen bag disse triste tilstande udpeges også entydigt i de mange bekymrede mails. Det er sådan nogle som mig; politiske journalister og kommentatorer, der uden sans for demokratiets sande værdier bærer ansvaret for en degenereret beskrivelse af politik.
Nu kunne man selvfølgelig på standens vegne blot tørt konstatere, at politikerne får den dækning, de fortjener. Den dag, de kommer med tanker, der er nytænkende og bryder med det forsigtigheds-paradigme og den vælgerlammelse, der hærger Christiansborg og har gjort det i efterhånden mange år – ja, den dag skal danskerne se journalistik, der tager afsæt i substansen frem for formen.
Dér befinder vi os bare ikke. Med få perifere undtagelser fremstår dansk politik som dansen om midtervælgerne – dem, man for alt i verden ikke ønsker at skubbe fra sig. For et parti med seriøse magtambitioner er øvelsen ikke at fremstå med for afstikkende budskaber i forhold til de øvrige aktører. Tilsvarende gælder det om hurtigt at dække sig ind, hvis konkurrenterne melder sig med et tilbud til vælgerne. Underforstået: Dansk politik har udviklet sig til en avanceret form for „hvem blinker først“. Ingen ønsker for alvor at blotte sig. Mod er ikke en størrelse, der honoreres.
Politikerne vil selvfølgelig til enhver tid påstå det modsatte; at forskellene – ikke mindst de substantielle – er afgrundsdybe. For deri ligger jo deres og partiernes eksistensberettigelse.
Realiteten er imidlertid, at selv om forskellene, ret skal være ret, er blevet større det seneste års tid, så er det fortsat meget vanskeligt at forklare en udlænding, hvori den realpolitiske forskel består – alt afhængig af, om statsministeren er fra Venstre eller Socialdemokratiet. Har det en afgørende betydning for, hvilken vej samfundet bevæger sig? Næppe.
Sandheden er, at luppen skal frem. Vi snakker nuancer. Politikerne – i al fald dem, der repræsenterer de største af partierne – er grundlæggende enige om, hvordan samfundet skal være skruet sammen.
Tag de to statsministerkandidater. De er rørende enige om ikke at ændre på det princip, at 80 procent af danskerne betaler skat, således at 80 procent af danskerne fortsat kan oppebære de almisser fra samfundet, de betragter som velerhvervede rettigheder, men dybest set ikke behøver. Efterlønsændringer er Løkke og Thorning enige om er no go. Ligesom deres syn på skatten heller ikke afviger væsentligt fra hinandens. Tankevækkende er det i al fald, at den skattereform, som S og SF i dag skarpt kritiserer, reelt blot er en udvandet udgave af de konklusioner fra Skattekommissionen, som rød blok i første omgang valgte at skamrose.
Det er noget helt andet, der for alvor skiller. Politik er personer. Og er blevet det mere og mere. Hvad politikerne og deres rådgivere i øvrigt er sig pinligt bevidst. For nok synger de fleste af dem med på den rituelle klagesang over, hvor personorienteret den politiske journalistik er blevet. Det afholder dem dog ingenlunde fra at indgå i netop de mediesammenhænge, de hævder at afsky.
Og danskernes kryds er i høj grad påvirket af, hvorvidt partiernes ledere har troværdighed, er i besiddelse af lederegenskaber, evner at kommunikere – hvorvidt de i det hele taget er nogle, vi grundlæggende kan lide. Man kan vinde valg på at have den rigtige frontfigur – også selv om politikken måske ikke hænger helt sammen. Omvendt hjælper det fedt at have et program, der nøgternt set er meget fornuftigt – hvis det markedsføres af den forkerte.
Før sommerferien stod rød blok ifølge meningsmålingerne til en sikker sejr. Kun et mirakel syntes at kunne forhindre Helle Thorning i at indtage Statsministeriet efter det kommende valg. Men søreme, om ikke miraklet tilsmilede Løkke, men – og det er pointen – netop ikke i form af noget politisk. At Løkke efter sommerferien for alvor er tilbage i kampen, hænger overhovedet ikke sammen med regeringens politik. Det skyldes heller ikke, at vælgerne pludseligt har vendt sig fra oppositionens politik.
For snakkede danskerne Afghanistan, økonomiske genopretningsplaner eller integrationsproblemer hen over sommeren 2010? Nej, overhovedet ikke. Vi talte om Thornings mands skatteforhold. Og vi talte om udenrigsministerens ferievaner.
Om den politiske substans var der ikke megen medieopmærksomhed. Af gode grunde: For intet i partiernes politik har forandret sig. Og derfor kan sommerens dramatiske bevægelser i meningsmålingerne kun forklares med én ting: Toppolitikerne som personer. Det kunne flytte på meningsmålingerne.
Til gengæld var der ikke det helt store at spore, da kritikken haglede ned over socialdemokraternes bud på en økonomisk genopretningsplan. Ligesom det øjensynligt heller ikke anfægtede vælgerne, at Lene Espersen som justitsminister stod bag en i mange henseender mislykket politireform.
Thornings skattesag har betydet, at Løkke nu er tilbage som andet og mere end en outsider-kandidat til statsministerposten. Det er indiskutabelt, at Lars Løkke Rasmussen – fagligt set – er en dygtig politiker. Givetvis også dygtigere – igen fagligt set – end hans hovedmodstander. Lars Løkke Rasmussen ved i dén grad, hvor håndtagene sidder i det politiske maskinrum. Baggrunden som finans-, indenrigs- og sundhedsminister fornægter sig ikke. Løkke forstår sine embedsmænd, han taler deres sprog – ja, tænker som dem.
Hvilket så muligvis også udgør et af hans største problemer. Statsministeren ligner mere og mere en mand, der er gået i ét med systemet. Han frustreres tydeligt over, at de konklusioner, som forekommer så indlysende rigtige i selskab med en departementschef, ikke nødvendigvis vækker jubel blandt vælgerne.
Løkke har vanskeligt ved at skjule sin irritation over, at danskerne – for da slet ikke at tale om journalisterne – vægrer sig ved at se storheden i regeringens politiske projekt. Her minder han til forveksling om Mogens Lykketoft, der også i sin ministertid syntes permanent fortørnet over, at vælgerne ikke kvitterede for regeringens fortræffeligheder.
Der er givetvis al mulig grund til at græmme sig over danskernes generelle oplysningsniveau, men det er temmelig dumt for en statsminister at lade sig gå på af det. Vælgerne – herunder ikke mindst deres begrænsede indsigt i finere nationaløkonomiske sammenhænge – er et uomgængeligt vilkår i politik.
Også Løkkes forhold til journalisterne forekommer anstrengt. Han har det med journalister som med vælgere; han ser ikke noget stort lys i dem. Ved pressemøderne i Statsministeriet (hvor Løkke i øvrigt har fået talerstolen forkortet, så han dog synes af lidt mere i højden) bider han ad reporterne og angriber rutinemæssigt præmissen for de spørgsmål, der bliver stillet. Problemet for statsministeren er blot, at hans snerrende og belærende stil bærer straffen i sig selv, fordi den emmer af underskud. Og lige i dén rolle ønsker danskerne næppe at se deres statsminister.
Det ved de politiske modstandere naturligvis. Drømmescenariet for Thorning er en valgkamp med en bidsk og irriteret Løkke. Og hvis han så samtidig tapsveder, skal hun ikke bede om mere. Thorning satser på så mange dueller som muligt, idet hun ved, at hun kan tirre Løkke og dermed bringe ham derud, hvor han ikke kan tøjle sit temperament. For Løkke er det – ligesom tilfældet er med Thorning – vind eller forsvind efter næste valg. Det er vanskeligt at se en af de to fortsætte efter at have tabt valget. Hvilket i øvrigt også gælder for Lene Espersen.
I det omfang Thorning frustreres over de uvidende vælgere eller inkompetente journalister (hvad hun givetvis gør i enrum), formår hun at skjule det langt bedre end statsministeren. Hvor Løkke entydigt er bedst i medvind, har Thorning flere gange i sine mere end fem år som socialdemokratisk leder afsløret en evne, de færreste politikere har. Nemlig evnen til at stå imod, til at holde sig oprejst. Om Thorning kan man i al fald konstatere, at hun adskillige gange – også før skattesagen – er blevet dømt ude, men at hun i dag har en historisk chance for at blive Danmarks første kvindelige statsminister.
Thornings problem er hendes faglige tyngde. Hun kommer end ikke i nærheden af Løkkes indsigt i den politiske substans. Løkke vil til enhver tid kunne vinde over Thorning i en diskussion på Det Økonomiske Institut.
Uheldigvis for Løkke er det bare ikke på de kanter, at valgkampe vindes, men ude blandt almindelige, i virkeligheden ikke synderligt politisk interesserede danskere. Og her kommer teknokratiske argumenter altså nemt til kort. Det samme gælder ikke nødvendigvis hurtige punchlines om, at de fattige skal betale til bankdirektørernes skattelettelser.
Den går rent ind. Eller gjorde det i al fald, indtil sagen om Thornings mand i schweizisk skattely dukkede op.
Med ét fik det pludselig noget mindre vægt, når Thorning indigneret talte om, at de rige får lov at skumme fløden. Godt nok har Thorning og ægtefælle lagt sig fladt ned i sagen, men en vis skade er allerede indtruffet. Alene dét, at det er Schweiz. Havde det bare været ethvert andet sted. Netop alpelandet giver associationer til det Gucci-image, som Thorning ellers havde lagt bag sig.
Skattesagen viste, at nok har Thorning et betydeligt kommunikativt talent, men hun (og rådgiverne) har også en tendens til i første omgang at undervurdere potentielt farlige sager. Således var der et umiskendeligt element af Ritt Bjerregaardsk „jeg ved bedst og alle andre er idioter“, da Thorning i første i omgang blankt afviste, at skattesagen overhovedet kunne være et problem. Men til forskel fra Ritt fik Thorning rettet ind, da hun med nogle dages forsinkelse omsider erkendte, at ét er jura; noget helt andet er de politiske realiteter for en kvinde, der vil magten.
Får hun dén, magten altså, bliver det sammen med Villy Søvndal. En mand, hvis personlige fremtoning har haft stor betydning for partiet. Blot på en hel anden vis end alle troede. Da Søvndal for over fem år siden blev valgt til SF-formand mente et enigt kor af kommentatorer at vide, at netop Søvndal-figuren ville forhindre succes til folkesocialisterne. Forestillingen om, at denne karikatur af en udbrændt skolebibliotekar kunne tilføre SF’erne ny og tiltrængt dynamik, virkede helt ude i hegnet.
Men vi blev til grin, gjorde vi kommentatorer. For det skulle vise sig, at netop alt det, der lignede en ulempe for Søvndal, skulle udvikle sig til hans fordel. Han blev simpelthen anti-helt – i første omgang dog uden, at Venstre og de Konservative helt opdagede, hvad der skete.
Så mens Søvndal blev mere og kult, sørgede ikke mindst Anders Fogh og Lene Espersen for at give ham al tænkelig opmærksomhed. Til sidst faldt tiøren dog, hvorefter løsenet for de borgerlige pludselig blev at bogstavere S-O-C-I-A-L-I-S-T-I-S-K, hver eneste gang Søvndal og SF blev nævnt.
Lige meget hjalp det. Søvndals „omvendte Fogh“, hvor han har bevæget sit parti fra fløjen ind mod midten, er grundlæggende rigtigt tænkt. Det så muligvis en overgang lidt faretruende ud, da Søvndal i forbindelse med sagen om mødremøder på Holbergskolen i Københavns nordvestkvarter skrævede lige den centimeter mere, end baglandet brød sig om. Søvndal holdt vejret og frygtede en nedtur med samme kraft som opturen. Men højst en krusning i meningsmålingerne blev det til. Tilsvarende tyder målingerne på, at danskerne har vænnet sig til tanken om en Søvndal i en (udenrigs-?)ministerbil.
Heller ikke forsøgene på at anfægte Søvndals troværdighed synes for alvor at have gjort indtryk. Danskerne placerer ham fortsat helt i top i diverse „hvem har du mest tillid til-målinger“. Men efter fadæsen, hvor han (bevidst?) forvekslede fire milliarder med 24 milliarder er Søvndals kvote for tilbagelænet omgang med fakta nok opbrugt.
Med SF’s ryk mod højre burde det logisk set være nemt for Enhedslisten at opsamle de vælgere, der trods alt finder Søvndals midterprojekt for vidtgående. Tilbage står bare at konstatere, at Johanne Schmidt-Nielsen langt fra har udnyttet potentialet. Schmidt-Nielsen, der som den første i Enhedslistens historie er officiel frontfigur, er for så vidt dygtig nok og hun appellerer fint til de klassiske enhedsliste-vælgere. Problemet er, at hun ikke rigtig formår at trække nye til – dertil ligner hun i for høj grad en elevrådsformand snarere end en parlamentarisk leder.
Op til 2005-valget var det den radikale Marianne Jelved, der kortvarigt opnåede kultstatus blandt ikke mindst de storby-hippe. Men lige så hengiven den kreative klasse er i forhold til en politiker med tidsånden i ryggen, ligeså flygtig er den i modgangstider. Og storby-klakørerne har for længst forladt de Radikale, hvor Margrethe Vestager tydeligvis ikke har samme appel til de smarte som sin forgænger.
Egentlig underligt nok. For Vestager er uovertruffen stærk i politiske dueller, hun er en skarp retoriker. Men hvor Jelved blev belønnet for at være besjælet af overbevisningen om egen fortræffelighed, irriteres vælgerne over det selvsamme karaktertræk hos Vestager.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget det egentlig generer Margrethe Vestager. Indimellem kunne man få indtrykket af, at Vestager – og med hende mange andre radikale – fortolker den beskedne folkelige appel som et bevis på partiets uovertrufne eksklusivitet: Man ved, at man har ret. Og dybest set luner man sig ved, at så få har opdaget det.
Gik Thorning og Søvndal og drømte om, at den radikale selvbevidsthed skulle følge tilslutningen i meningsmålingerne nedadgående retning, blev de slemt skuffede. Ydmyghed har aldrig ligget naturligt for radikale og da slet ikke for Vestager. De lunkne meningsmålinger har på ingen måde fået hende til at overveje, om hun skulle gøre livet nemmere for Thorning ved at holde lidt igen med radikale særstandpunkter.
Udadtil kan Thorning og Vestager måske nok minde om hinanden med deres storbychikke look. Men man skal ikke tage fejl. Forholdet mellem Thorning og Vestager er ikke ret meget mere end tåleligt. Godt nok mødes de med jævne mellemrum til, hvad der betegnes som „koordinerende“ møder, men i det omfang Thorning forsøger at afstemme udmeldinger med R må hun konstatere, at den slags meget vanskeligt lader sig praktisere med de Radikale. Det er en helt anden historie med SF’erne, med hvem Thorning kører et meget tæt parløb.
Parløb er der også tale om mellem Løkke og Lene Espersen. Omend enhver jo kan se, at forholdet er mere fornuftsbaseret end på nogen måde båret af kærlighed. På samme vis som Thorning kan føle, at med venner som Vestager er det overflødigt med fjender, så må Løkke have det på samme med den konservative regeringspartner, der i den grad har beredt ham og regeringen problemer.
Da Lene Espersen i 2008 blev valgt som formand på det konservative landsråd skete det til tonerne af Tina Turner-sangen „Simply the Best“ og med løfter om, at nu ville den ti-procents-forbandelse, som Bendt Bendtsen havde nedkaldt over partiet blive brudt. I dag ville de fleste konservative give deres højre arm for en partileder, der i det mindste kunne skaffe partiet ti procent.
Historien om Lene Espersen deroute som udenrigsminister er velbeskrevet. Den er dels påmindelsen om, at negative forløb i politik ofte er selvforstærkende. Dels er den et vidnesbyrd om, at vælgerne trods alt siger fra, når det gustne overlæg bliver for tydeligt. Lene Espersen blev afsløret i et projekt, der var for gennemskueligt: nemlig at skaffe sig hurtig og nem popularitet ved at tage sig en ministerpost, hvor den folkelige succes – troede hun – var en selvfølgelighed. Og når så den alt for sene undskyldning ledsages af en selvretfærdig „verden er ond ved mig“-attitude, har vi opskriften på en af de største nedture i nyere dansk politik. Mallorca-mareridtet blev Anders Samuelsens store chance. Godt nok er der et reform-positivt publikum derude blandt vælgerne, men det helt store skub fremad i meningsmålingerne skyldtes næppe Liberal Alliances politiske programerklæring, men snarere at Venstre og de Konservative i foråret 2010 gav mindelser om det muntre køkken. Men medvinden i målingerne havde en selvforstærkende virkning. Især fordi Samuelsen med en unik timing valgte at brænde de statslige støttekroner samt ikke mindst Saxo Bank-subsidierne af på dagbladsannoncer frem for at satse på at ansætte kommunikationsfolk til at forfatte pressemeddelelser, som ingen alligevel ville gide læse.
Med dagbladsannoncerne og fremgangen i meningsmålingerne fremstår Samuelsen ikke længere som denne næsten ynkværdige politiker-fantast, der stædigt tror på det umulige. Status er, at hvad der for få måneder siden lignede et dødfødt projekt, rent faktisk kan lykkes (og som en konsekvens heraf skal mindst én kommentator indtage én gammel hat).
Samuelsen-figuren skiller sig på mange måder ud. Hans øjeblikkelige succes kan ikke forklares med, at han er nogen populær figur. Til forskel fra Khader i dennes første tid som partileder er Samuelsen ikke nogen folkekær politiker. Han har til gengæld forstand på politisk substans, hvad Khader aldrig har været mistænkt for.
Samtidig skiller han sig ud fra de fleste andre på Christiansborg ved at sige det forbudte, ikke mindst om efterlønnen. Samuelsen har slået sig op på at være den (foruden Vestager), der tør indtage standpunkter, der netop ikke flugter med almindelig midtervælger-logik. Det er selvfølgelig også nemmere, når man repræsenterer partier, hvor succeskriteriet hverken er 20 eller 10 procent af stemmerne, men hvor blot det at forcere spærregrænsen udgør ambitionen.
For Pia Kjærsgaard må Anders Samuelsens øjeblikkelige succes give mindelser. Også hun blev dømt definitivt ude, da hun i 1995 stiftede Dansk Folkeparti. Nu her 15 år senere kan hun og vi andre konstatere, at det gik meget anderledes.
Om Samuelsen står over for samme danmarkshistoriske politiske succes er næppe sandsynligt. Men tankevækkende er det, at hvis Venstre og de Konservative fastholder magten efter næste valg, vil Dansk Folkeparti sandsynligvis ikke kunne levere de nødvendige stemmer til et flertal. Alt tyder på, at Liberal Alliances mandater i så fald også bliver nødvendige. Med andre ord: Pia Kjærsgaard skal vænne sig til en position, hvor magten ikke er uindskrænket.
Spørgsmålet er, om hun gider. Hun er på vej mod de 63 år, og de seneste måneder har vist, at nok er Pia Kjærsgaard fortsat en uovertruffent dygtig politiker – ikke mindst til at kommunikere. Men hun har det bedst med værdipolitiske anliggender; den økonomiske krisedagsorden, der på det seneste har været fremherskende, er langtfra hendes hjemmebane.
Uanset det kommende valgs udfald må Pia Kjærsgaard indstille sig på nye tider: Falder VK-regeringen, mister Dansk Folkeparti den nøgleposition, som partiet har haft siden 2001.
Og hvis blå blok fastholder flertallet, er der alligevel dømt nye vilkår – al den stund, at det rene VKO-flertal med stor sikkerhed vil være historie efter valget. Og så vil situationen være den delikate for Løkke, at han skal forene en Pia Kjærsgaard og Anders Samuelsen.
Noget af en udfordring. Men så måske alligevel heller ikke mere. Sagen er, at nok betjener såvel Pia Kjærsgaard som Samuelsen sig udadtil af en rimelig hårdkogt retorik, men de ved begge, at de stejle krav kun går til et vist punkt. Hverken Samuelsen eller Kjærsgaard har kamikaze-genet i sig. Dertil er de begge for meget pragmatikere.

Henrik Qvortrup (f.1963) er politisk redaktør på TV2. Var chefredaktør på SE og HØR 2002-2008, redaktør på BT 2001 og pressechef i Venstre 1998-2001. Fra 1991-1998 politisk reporter på Jyllands-Posten, Berlingske Tidende samt Ekstra Bladet. Censor på Journalisthøjskolen. Medforfatter til biografien „Nyrup“.

OPFØLGENDE INTERVIEW MED HENRIK QVORTRUP (OKTOBER 2010)
Du begynder dit essay med at skrive: ”du kan lede efter substans, men sandheden er: politik er personer”. Politikerne klager også over, at den politiske journalistik er blevet for personorienteret. Hvor er den politiske substans?
Den politiske substans er der selvfølgelig. Men hvis vi skal være helt ærlige, er det ikke helt galt at sige, at de to kandidater, der stiler efter topposten et langt stykke hen af vejen dybest set står for det samme. Selvfølgelig handler politik om, hvad kandidaterne står for, men som en konsekvens af, at deres politiske linjer ikke afviger så meget fra hinanden, kommer det af naturlige grunde til at dreje sig om, hvem de er som personer – de folk, der bejler til de øverste poster i samfundet. Valget falder på den person, der besidder karakterer og egenskaber, som vi vælgere ønsker hos den, der skal stå i spidsen for landet. Det handler ikke kun om likeability, men også om troværdighed, kompetencer og integritet. Der er selvfølgelig en masse politiske parametre, men man skal ikke underkende betydningen af at have den rette frontfigur. Lige så vel som man kan tabe stort, med den „rigtige“ politik, hvis man har den forkerte frontfigur, kan man også vinde, hvis man har den rigtige person uden en politik, der spiller 100 %.
Mange vælgere, ikke mindst de 25 %, der ikke har besluttet sig for, hvordan de vil stemme, interesserer sig bestemt ikke meget for politik, og de vælgere forholder sig til, hvad det er for nogle personer, der markedsfører butikken.
Antagelsen om, at medierne ikke vil beskæftige sig med substans holder simpelthen ikke. Det er rigtigt, at vi beskæftiger os meget med processen, men det kan jo hænge sammen med, at politikerne ikke giver os så meget andet at beskæftige os med, al den stund at der er en politisk konsensus om ikke at lægge sig ud med midtervælgerne. Vi har en politisk grød på midten, der gør det meget vanskeligt at se forskel på en socialdemokratisk statsminister og en Venstre-statsminister. I fraværet af reelle store politiske forskelle er det naturligt, at medierne fokuserer på andre ting, herunder personen og processen. Medierne giver danskerne den politiske dækning man må forvente i en situation, hvor politikerne ikke adskiller sig væsentligt fra hinanden.
Og det er en misforståelse, at danskerne ikke interesserer sig for politik. Politik er godt stof! Vi kunne samle næsten en million seere til duellen på TV2, det er ikke tosset! Når der er valg er stemmeprocenten på 88-89 %. Det er kun overgået i Belgien, hvor man får bøder, hvis man ikke møder op for at stemme.
De sidste måneder har medierne handlet om Lene Espersens overbetalingssag og Helle Thorning Schmidts skattesag. Hvad er det for en tendens vi ser? Er politikerne blevet mindre troværdige end tidligere? Eller er journalisterne blevet bedre til at grave skidt frem på de forskellige politikere?
Det er helt sikkert, at troværdighed er blevet et parameter, befolkningen måler politikere på. I det øjeblik, der fremstår et misforhold mellem det, politikere siger, og det, de gør, vækker det en helt legitim interesse i medierne. Lene Espersen sagde selv, at: „Det her job har jeg altid ønsket mig, nu vil jeg arbejde, jeg ved ikke hvor meget“ – men det viser sig, at det er så som så med den arbejdsindsats. Helle Thorning slår sig op på skat, og så bliver der rejst en mistanke om, hvorvidt hun i sin egen privatøkonomi lever op til de fine skåltaler. Jeg syntes, det er helt relevant at se på de to sager, for de omhandler troværdighed – om der er et misforhold mellem det, politikerne siger, og det, de gør!

ILLUSTRATION: Valgkamp (foto: Socialdemokraterne)