09.06.2012

Den norske erfaring
De seneste år er den integrerede model blevet implementeret i en række andre lande, som sagt bl.a. Norge i 2003. Kjell Inge Bjerga genkender de første fire kritikpunkter. „Det var de samme argumenter, der blev brugt, da vi i Norge indførte ISL-modellen i 2003. Men i dag er alle argumenterne tonet kraftigt ned,“ siger han og fortsætter: „Den integrerede ledelse er blevet justeret flere gange siden 2003, men der er i dag ingen seriøs debat om at forlade modellen, og alt tyder på, at integreret politisk-militær ledelse er kommet for at blive i Norge.“

1. kritikpunkt: Mudret ansvarsfordeling og tab af armlængdeprincippet. „I lyset af den norske erfaring er det en illusion at tro, at ansvarsfordelingen var klarere, før ISL-modellen blev indført,“ siger Bjerga og påpeger, at der i forbindelse med den nye langtidsplan for det norske forsvar, der blev præsenteret i marts måned, ikke har været tvivl om, hvad der har været forsvarschefens fagmilitære anbefaling, og hvad der har været politiske vurderinger og prioriteringer. Både i Danmark og Norge står ministeren til ansvar over for parlamentet (konstitutionelt ansvar) i forhold til alt, hvad der sker i departementet og i underliggende agenturer. „Det vil sige, at ministerens ansvar i princippet er nøjagtig det samme uafhængig af ledelsesmodellen,“ siger Bjerga og tilføjer: „Samtidig kan det i dagens medievirkelighed være opportunt for en minister – og regeringen – at holde en vis afstand til militære operationer. Hvis medierne ved, at en operation i Afghanistan ledes direkte fra departementet, vil de rette deres spørgsmål til departementschefen i samme øjeblik, noget går galt. Hvis der derimod findes en militær institution uden for departementet, vil de i første instans rette deres spørgsmål til chefen for denne institution. Herved vil ministeren ikke eksponeres umiddelbart, og ministeren og regeringen vil købe sig tid. På den anden side må ministeren være opmærksom på, at bliver afstanden til de militære operationer så stor, at ministeren mister overblik og kontrol, kan det være mindst lige farligt som at blive for tæt knyttet til operationerne.“

Den erkendelse var formentlig en af grundene til, at man i Norge i 2009 flyttede den militæroperative ledelse ud af departementet. Den er nu placeret i forsvarsstaben, som ligger i samme hus som departementet – dog uden at være en del af departementets organisation – samt i forsvarets operative hovedkvarter, som ligger i Nordnorge. Alle større militæroperationer skal i princippet planlægges og ledes fra forsvarets operative hovedkvarter, der har egen chef, en trestjernet general: „Dilemmaet knyttet til operationerne er med andre ord løst gennem en sofistikeret kombination af fysisk nærhed mellem politisk og militæroperativ ledelse på den ene side og organisatorisk afstand på den anden. Efter justeringen af ISL-modellen har Norge nu fået en holistisk ledelsesmodel, der er effektiv og velfungerende, og som giver fleksibilitet til at kunne skifte mellem centraliseret og decentraliseret ledelse,“ siger Bjerga.

2. kritikpunkt: Forsvarsministeriet vil blive så kæmpestort, at det vil være umuligt at styre. „Dette har ikke været nogen stor udfordring i Norge. Det integrerede departement har i dag 310 ansatte, og der er intet, der tyder på, at der i praksis er stor forskel på at styre et departement med 150 og et med 300 ansatte. Tværtimod er der høstet gode erfaringer fra samarbejdet mellem civile bureaukrater og officerer i forsvarsdepartementet,“ siger Bjerga, der desuden peger på, at Forsvarsministeriets tyngde muligvis er øget i sammenligning med de øvrige ministerier.

3. kritikpunkt: Hvis forsvarschefen og departementschefen er uenige, så ender ministeren med at træffe operative beslutninger, som reelt ikke er hans gebet. „Det er en kendt problemstilling i Norge, men problemstillingen var utvivlsomt lige så aktuel før ISL-modellen blev indført i 2003,“ siger Bjerga og fortsætter: „Al erfaring viser, at politisk ledelse griber ind i operative vurderinger i det øjeblik, det handler om politisk sensitive episoder eller kriser. Det har derfor ikke noget med ISL-modellen at gøre, men handler om hvilken type operationer man deltager i.“

4. kritikpunkt: Forsvarschefen vil komme til at referere til departementschefen og ikke direkte til ministeren. Det vil være en tidsforlængende og procesforlængende indsats, som ikke er klog, hvis man vil føre en aktivistisk udenrigspolitik. „Det har ikke været tilfældet i Norge,“ siger Bjerga og uddyber: „Tværtimod ser det ud til, at beslutningsprocesserne er blevet mere fleksible og går hurtigere. Før var der flere niveauer, der gjorde beslutningsprocesserne langsommere og mere rigide. På den ene side reducerede det måske risikoen for forhastede og forkerte beslutninger, men på den anden side kunne den længere beslutningsproces øge risikoen for, at den politiske ledelse blev utålmodig og gik uden om de formelle styringslinjer.“

Bjerga mener heller ikke, at den integrerede model vil betyde en marginalisering af den uniformerede del af forsvaret: „Forsvarschefen havde i realiteten ikke større frihed eller større handlingsrum, før ISL-modellen blev indført. Også dengang var pengebevillingerne til forsvaret og beslutningernen om, hvilke operationer forsvaret skulle gennemføre, et politisk anliggende. Forsvarschefen befandt sig imidlertid længere væk fra de politiske processer, med de konsekvenser det havde for hans evne til at give relevante råd til den politiske ledelse og øve indflydelse på udviklingen af det militære forsvar.“

Hvor skal der spares?
Hækkerup vil spare 3 mia. kr. svarende til 15 % af forsvarets budget, mens VK holder fast ved deres tidligere forslag om at spare 2,2 mia. – dvs. 10 %. Selve beløbet kommer derfor til forhandling, når det nye forsvarsforlig skal forhandles i 2014. Der er i dag ca. 24.000 ansatte i forsvaret, hvoraf ca. 4.800 er værnepligtige. Ifølge et notat fra Forsvarskommandoen 2011 kan der spares 351 mio. kr. om året, hvis værnepligten, som ministeren ønsker, suspenderes. Men Hækkerups forslag indebærer ikke en fuldstændig afskaffelse af den frivillige værnepligt som rekrutteringsbase for forsvaret, og man vil derfor formentlig kun kunne spare et mindre beløb.
Krigen i Afghanistan koster Danmark ca. 1,2 mia. kr. om året, og Lillelund Bech vurderer, at man vil kunne spare et trecifret millionbeløb fra 2015, når de danske kamptropper har forladt landet, også selvom vi fortsat bl.a. vil være til stede for at uddanne afghanske sikkerhedsstyrker. Bent Fabricius advarer mod at gøre de besparelser, der følger med Afghanistan, permanente:

„Det må ikke lede til den konklusion, at vi så aldrig kan føre en landkrig igen. Man kan rigtig nok spare store summer, når vi trækker os ud af Afghanistan, men gør man besparelsen til en varig besparelse i forsvaret, vil man ikke i fremtiden have ressourcer til at sende hæren ud i lignende operationer.“ Han mener, at det er utopi at tro, at kapaciteten kan genindføres, hvis den først er afskaffet: „Hvis man først afskaffer landstyrkerne og ændrer hæren til kun at føre FN-operationer – som fredsbevarende eller fredsskabende i Cypern eller Libanon – så kommer vi formentlig aldrig tilbage til igen at kunne gennemføre hårde og svære operationer.“

Hvis politikerne er enige med Fabricius, må de afstå fra at indkassere hele den potentielle besparelse ved en afslutning på de offensive operationer i Afghanistan: „En suspendering af værnepligten og en sammenlægning af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet er langt fra nok til at kunne finde de 3 mia. kr.,“ siger Hækkerup. I juni vil han præsentere sin spareplan, der bl.a. vil pege på øget effektivisering af forsvaret, et Smart Defence-koncept, hvor vi skal dele og koordinere mere med vores alliancepartnere, kasernelukninger og energibesparende investeringer for at nedbringe udgifterne til el, vand og varme.

„De 2,2 mia. kr. – som dækker over 2 mia. kr. i besparelser og 263 mio. kr. i ‚effektiv administration i staten‘ – er „serious but doable“. Det er alvorligt at skulle spare 2,2 mia. kr., men det kan godt lade sig gøre. Jeg har min store tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre at spare 3 mia. kr. uden at komme til at sænke ambitionsniveauet for vores operationer.“ Citat: Lillelund Bech.

Også Lillelund Bech peger på en yderligere effektivisering af forsvaret og øget Smart Defence: „Vi vurderer, at man vil kunne spare et trecifret millionbeløb ved at effektivisere processerne og fjerne unødvendige led i processen.“ Allerede i dag mener hun, at vi ville kunne spare nogle penge, hvis vores transport af materiel til Afghanistan – som koster et trecifret millionbeløb om året – blev bedre koordineret.

Holger K. Nielsen (SF) mener desuden, at man fremadrettet vil kunne spare markant på hærens tunge materiel: „Jeg tror ikke, man i de næste mange år frem vil se endnu en landkrig. Det er derfor oplagt at spare på nogle af hærens tunge kapaciteter. Desuden kommer man ikke udenom at skulle nedlægge kaserner. Hvad er alternativet? Der skal jo spares 3 mia. kr.“ Han uddyber: „Det giver jo ingen mening, at vi bibeholder kaserner, der er placeret bestemte steder af historiske grunde. Forsvarets personel kører jo rundt og bruger enorme summer på transport. Det er underligt irrationelt: Der kan lukkes virksomheder i et område, uden at der er nogen, der blinker. Lukkes en kaserne, går det hele i selvsving. Det er, som om kasernerne er blevet symbolet på, at vi ikke vil Udkantsdanmark det godt.“ Holger K. Nielsen kritiserer sine kollegaer på Christiansborg, for at forsvarspolitik i alt for høj grad er blevet lokalpolitik: „Mange politikere sidder udelukkende med forsvarspolitik for at forsvare deres egne, lokale kaserner. Det, mener jeg, er dybt utilfredsstillende. Det er helt afgørende, at vi er i stand til at se bort for lokale interesser.“

Fortsæt læsningen på næste side

1 2 3 4 5 6 7