10.06.2012

Uforberedt på krig
Det har gennem en årrække været en offentlig hemmelighed, at forholdet mellem ledelsen i Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet har været betændt. Allerede i 2003 skrev Søren Gade og Troels Lund Poulsen (V) i deres bog „Den forandrede verden“ om en „usund“ konkurrence mellem Forsvarsministeriet og forsvarsledelsen. I 2010 ansatte VK-regeringen for første gang i historien en civil leder af Forsvarets Efterretningstjeneste, Thomas Ahrenkiel med en fortid i Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Dermed blev den militær-civile ledelseskonflikt yderligere intensiveret. Det var en strid med klare paralleller til udnævnelsen af Leon Panetta i 2009 som chef for CIA, FE’s amerikanske søsterorganisation. Med processen omkring ansættelsen af Bartram som ny forsvarschef nåede konflikten ifølge Bent Fabricius sit foreløbige højdepunkt: „Tillidskrisen er vel reel. Det gælder primært en mistillid fra politikere, hvilket til gengæld har affødt en større forsigtighed i forsvaret og spændinger i de civil-militære forhold.“

Også Lars R. Møller mener, at flere politikere nærer en fuldstændig grundlæggende mistillid til forsvarsledelsen: „Uanset, hvad forsvarsledelsen siger, så har mange af politikerne en opfattelse af, at de er fulde af løgn og skjuler noget. Det er et farligt spor. Det er ikke alle, men nogle politikere. Men råddenskaben begynder i Folketinget, for det er ikke rimeligt, at politikerne ikke giver os et klart mandat i forhold til, hvordan vi håndterer irakiske fanger, og så bagefter begynder at kritisere og pege fingre, som nogle politikere gør. For hvad fanden havde de tænkt sig?“

I forbindelse med Politikens anklager mod Poul Kiærskou for at have snydt med de irakiske fangetal kaldte Frank Aaen i februar måned forsvarsledelsen for „bundrådden“, og det generelle mediebillede har købt påstanden om en rådden forsvarsledelse. Holger K. Nielsen anerkender, at der har været en civil-militær tillidskrise, men tager afstand fra Aaens karakteristik: „Jeg er ikke enig i Aaens udtalelser om råddenskab i forsvarstoppen, men det er yderst vigtigt, at man agerer, og der er meget stort behov for, at de to kulturer taler bedre og mere sammen.“ Christian Brøndum, der er forsvarsmedarbejder på Berlingske, og Søren Espersen anfægter, at der skulle være tale om egentlige „skandaler“ og en rådden forsvarsledelse. Brøndum angriber sine egne kollegaer i mediebranchen, og Søren Espersen angriber sine egne kollegaer på Christiansborg.

Brøndum: „Det er især ringe medløberjournalistik, der har været med til at kaste forsvaret i mistillid. Medierne slår sagerne sammen og kalder det ‚skandaler‘ i forsvarsledelsen. Men er der nogen, der er tiltalt for noget? Er der overhovedet rejst en tjenestemandssag mod nogen? I Jægerbogsagen blev forsvarsledelsen offer for laverestående officerers løgne. I sagen om torturoplysningerne om irakiske fanger var det daværende forsvarsminister Søren Gade og ikke forsvarsledelsen, der skjulte oplysninger for Folketinget. Og hvis sagen med de irakiske fangetal var klokkeklart pilrådden, så ville man på nuværende tidspunkt nok have truffet afgørelse om at rejse en tjenestemandssag mod Poul Kiærskou. Forsvarsledelsen er ikke bundrådden. De fleste er tværtimod loyale, og de finder sig i meget.“

Espersen: „Det er ikke fair at kalde kommandosystemet båndråddent, fordi der har været nogle sager. Det ville være det samme som at kalde det kommunale system for bundråddent, fordi vi har haft en Esbjerg-sag. Det er en politisk langen ud med spredehagl, og det er helt forfejlet.“ Han tilføjer: „Det er unfair, at politikerne ustandseligt råber op og sætter soldater i gabestokken. Vores hær er måske den mest moralske i hele verden, og derfor er det urimeligt, at det hver gang, der er en mindre sag, bliver blæst op til kæmpe skandaler. Og det er politikernes skyld, ikke forsvarets skyld.“

„Forsvarsledelsen er ikke bundrådden. Den påstand er både pjattet, sjofel og fordummende. Det er et spørgsmål, om at Frank Aaen ikke med tilstrækkelig viden har været i stand til at stille de rigtige spørgsmål og presse på, indtil han fik svar. En del af problemet er, at politikerne i virkeligheden ikke er ret engageret i det her.“ Citat: Jørgen Dragsdahl.

Også Brøndum retter kritik mod flere politikere for i en række af sagerne at fare ud af en tangent og rette alvorlige anklager mod personer uden at have tilstrækkeligt kendskab til sagen: „Især i forhold til de irakiske fangesager har politikerne forsøgt at tørre den af på forsvarsledelsen. Det var fuldstændig velkendt blandt de daværende forsvarspolitikere, at ‚britefinten‘ med at overlade det til briterne eller irakiske politifolk at tilbageholde irakere var praksissen fra 2004. Det foregik med blåstempling fra Forsvarsministeriet, og det er derfor for ringe, at man bilder befolkningen ind, at det foregik i det skjulte og blev opfundet af den danske bataljon i Irak. For det er ikke rigtigt. Det er pinagtigt for politikerne, der prøver at tørre det af på forsvarsledelsen, og det er pinagtigt for medierne, der ikke gør deres arbejde godt nok.“

„Kritikken af Armadillo-basen på forsiden af Politiken 20. april viste sig at være lodret forkert, men der er ingen, der trækker i land og beklager deres fejlhistorie. Mistilliden til forsvarsledelsen får bare lov til at stå uimodsagt.“ Citat: Lars R. Møller.

Jørgen Dragsdahl retter kritikken endnu bredere ud og kalder det et kollektivt problem: „Det er et samfund, der er gået i krig, uden at være beredt til de udfordringer, som følger af at være i krig. Forsvaret var ikke forberedt på den type opgaver, det blev stillet over for. Politikerne var ikke forberedt på at give forsvaret den vejledning, som er nødvendig. Pressen har massivt svigtet sit ansvar med hensyn til at udøve den samtidige konstruktive kritik. Og befolkningen har været for overvældet af, at lille Danmark er i krig. Hverken politikerne, forsvaret eller pressen havde tidligere erfaring med at deltage i krige som Irak og Afghanistan, og en del af de sager, der har været i forsvaret, skyldes derfor inkompetence – både politisk, militært og mediemæssigt. Men hertil kommer også bevidste løgne. Man har hele tiden fremholdt et billede af Afghanistan, der pegede på, at det gik godt, og at der var fremskridt. Og så har vi andre måttet undre os over, at det eneste sted, det gik godt, var i de danske indsatsområder. For i de andre indsatsområder har der været tilstrækkeligt med kilder til, at man har kunnet se, at det gik ad helvede til. Den danske informationsmængde har været både misvisende og ringe. Det er dels Folketingets skyld – de gør ikke som kongressen i USA og forlanger en stribe af rapporter. Det er dels journalisternes skyld – de har været for overvældet af at være ude i en rigtig krig med drengene til at kunne være kritiske. Og det drejer sig om aviser og redaktører, der ikke afsætter de nødvendige ressourcer til at have dygtige fagmedarbejdere. Det er en kollektiv fiasko.“

Dragsdahl mener, at det har været næsten umuligt at skabe en frugtbar debat om problemstillingerne: „Hvis forskerne skal have indflydelse, må de ikke være for kritiske. Og det er de så heller ikke. Det samme gælder for forsvarsledelsen. Hvis de er for kritiske, så bliver de beskyldt for at politisere.“

Hvornår er en militær 
beslutning politisk?
Forsvarsledelsen ER blevet kritiseret for at politisere. Tidligere jægerkorpschef, Poul Dahl, kritiserer forsvarets ledelse for at lege politikere på i hvert fald to måder:

For det første laver forsvarsledelsen spin, der fjerner fokus fra debatten om forsvarets struktur, når der skal forhandles forsvarsforlig: „Forsvaret vil gerne undgå debatten om, hvilket slags forsvar vi skal have, og hvad det skal bruges til? Derfor anbefaler de at lukke flyvestationer, flådestationer og kaserner. Det siger de, fordi de ved, det vil være et politisk problem. Forsvarsledelsen vil gerne fastholde den nuværende struktur, så de laver et spin, så det bliver en debat om kasernelukninger, arbejdspladser og indenrigspolitik i stedet for en debat om forsvarets struktur. Det bygger ikke på en militærfaglig vurdering, men på tradition og vanetænkning og en intern konkurrence mellem de tre værn.“

Den anden måde, hvorpå forsvarsledelsen politiserer, er ved at fralægge sig ansvaret. Det gør de ifølge Dahl på i hvert fald fire måder: 1) Ved at anbefale dét, som ministeren gerne vil høre, 2) ved at kalde beslutninger, som burde være militærfaglige, for politiske, 3) ved at acceptere ministerens direkte indblanding i forsvarets indre anliggender og 4) ved at sætte soldater i gabestokken, når der er sket noget grimt på slagmarken:

1. „Forsvarsledelsen har påtaget sig en politisk rolle, som betyder, at man på bekostning af en konkret viden, om hvad der militærfagligt er det bedste, alligevel anbefaler det, som man tror, ministeren gerne vil høre. Det gør de for på forhånd at undgå at blive stillet til ansvar, og de gør det for at få politisk indflydelse på forsvarets indretning.“

2. „Spørgsmålet, om hvordan soldaterne skal uddannes og udrustes, er helt klart en militærfaglig beslutning. Men forsvarsledelsen tør ikke kridte skoene og sige, at de ikke vil sende soldater i krig, hvis ikke de får en bedre uddannelse og bedre materiel. For så vil ministeren måske træffe et valg om ikke at gå i krig. Og det svar er forsvarsledelsen bange for at høre. For hvis forsvaret ikke bliver brugt, så bliver det måske nedlagt.“

3. „I stedet for at stå fast på en militærfaglig vurdering tillader forsvarsledelsen, at ministeren griber direkte ind i sager i forsvaret. På den måde kan forsvarsledelsen vaske hænder og sige: ‚Det var dejligt, nu slap jeg for det ansvar.‘“

4. „Forsvarsledelsen er begyndt at straffe og stille den enkelte soldat til ansvar, hvis der sker noget grimt på kamppladsen. Der er eksempler på, at forsvarsledelsen sætter soldater i gabestokken for at skubbe ansvaret fra sig. Men det går ikke, for så kan soldaterne ikke træffe beslutninger, og så kan de ikke føre krig. Derfor har 100 unge officerer nu skrevet et åbent brev, hvor de giver udtryk for deres bekymring for den manglende tillid fra forsvarsledelsens side.“

Ifølge Dahl er forsvarsledelsens helt store synd, at de „ikke har turdet påtage sig det fulde ansvar for krigsførelsen og fortælle politikerne og befolkningen, at krig er beskidt, blodigt og pisseuretfærdigt. Mistilliden til forsvarsledelsen er derfor overvejende selvforskyldt.“

“Det kaldes politisk kontrol med forsvaret. Hvis forsvarsministeren siger hop på tungen, så skal forsvaret hoppe på tungen. Derfor er det noget være ævl, når man vender det om og siger, at forsvaret politiserer og lefler for ministeren.“ Citat: Lars R. Møller.

Men både Jacob Svendsen og Charlotte Aagaard mener, at det er forfejlet at kritisere forsvaret for at politisere. Den type operationer, som det danske forsvar deltager i, kræver både, at forsvaret træffer militærfaglige og politiske vurderinger. „Det er en direkte konsekvens af, at forsvaret fører krig i en politisk sammenhæng,“ siger Svendsen, der ligesom Aagaard mener, at det er „indbygget i den militære konstruktion“.

Svendsen: „Forsvarsledelsen er ikke bundrådden, men ansvaret, opgaverne og kravene til forsvarsledelsen er blevet skærpet kolossalt de seneste ti år, fordi Danmark er kommet i krig. Og det har vist sig på en række punkter at være vanskeligt at håndtere for en forsvarsledelse, der har en baggrund i strukturen og traditionen fra Den Kolde Krig. Forsvaret spiller helt naturligt en mere politisk rolle i dag, fordi der ikke i dag er konsensus om én bestemt trussel, der skal håndteres på én bestemt måde. Forsvaret fører krig i en politisk sammenhæng, og derfor skal forsvarsledelsen selvfølgelig forholde sig til politiske spørgsmål. Der undervises i det her på Officersskolen, så at rette kritik mod forsvarsledelsen for ikke kun at forholde sig til rent militærfaglige vurderinger er helt misforstået. Der findes ingen krige, hvor det militærfaglige, det politiske og det følelsesmæssige ikke hænger sammen.“

Og ifølge Aagaard er det nærmest en naturlov, at embedsmænd i styrelser altid vil forsøge at please politikerne: „Forsvaret forsøger at please ministeren og den siddende regering, og det skal de på sin vis også, fordi forsvaret tager deres ordre fra regeringen. Vi ser gang på gang, at officererne forsøger at tilfredsstille det politiske system og levere de svar, de mener, politikerne helst vil have. Men det er indbygget i systemet, og det gør sig gældende på alle ministerområder. Det bliver bare så tydeligt, fordi der i krigstid er meget opmærksomhed på forsvaret.“

Alligevel retter Aagaard kritik af forsvaret for at have et kommunikationsproblem. Forsvaret burde tage den alt for hyppige dårlige medieomtale mere alvorligt, og forsvarsledelsen burde blive bedre til at håndtere og forudse, hvor der kan opstår „skandalesager“ og være på forkant, mener hun: „Der er kø ved håndvasken. Den udskældte forsvarsledelse forsøger at lægge ansvaret over på politikerne. Omvendt siger politikerne, at det er forsvarsledelsens skyld. Det ville klæde forsvarsledelsen og politikerne, hvis man i stedet kunne indrømme, at man har taget fejl og ikke har behandlet sagerne, som man skulle. Det ville kunne lukke ret mange af de politiske debatter, som trækker i langdrag og skader forsvaret helt vildt. Undersøgelser viser, at når det går godt, er halvdelen af forsvarets omtale i medierne positiv. Når det går skidt, er det kun en tredjedel, der er positiv. Enhver anden stor virksomhed ville betragte det som en kommunikationsmæssig katastrofe, men det gør man ikke i forsvaret. Og det er underligt.“

Aagaard fortsætter: „Det andet kritikpunkt, man kan rette mod forsvarsledelsen, er, at det virker som om, det kommer totalt bag på dem, at der vil være et fangespørgsmål, ligesom det stadig kommer bag på søværnet, at der er problemer med at få afleveret nogle pirater til retsforfølgelse et eller andet sted. Forsvaret lader nogle gange tingene sejle, fordi det passer dem bedst. Forsvarskommandoen har ansat nogle af de ypperste jurister i Danmark til at håndtere den slags sager, så man kan sagtens forlange af forsvarsledelsen, at de får styr på dem – også inden de opstår.“

Fortsæt læsningen på næste side

1 2 3 4 5 6 7