13.06.2012

1. SPANIEN: Efter et 3 timers krisemøde blandt Eurogruppens finansministre lørdag har Spanien nu mulighed for at hente op til 100 mia. Euro til sine kriseramte banker. Landet har en arbejdsløshed på 24,3% og en ungdomsarbejdsløshed på 51,5%. Vil redningspakken kunne genoprette investorernes tillid til Spanien – og forhindre ethvert tilløb til 'græske tilstande'?
■ MERETE RIISAGER: Krisen i Spanien stikker dybt. En bankpakke kan stabilisere en akut krisesituation, men ikke løse Spaniens alvorlige problemer, der har bidt sig fast i form af høj arbejdsløshed. Modsat det der var intentionen, ser Euroen ud til at fostre ansvarsfraskrivelse frem for fremgang. Øget udligning mellem landene vil føre til yderligere ansvarsfraskrivelse, når gælden betales et andet sted, end der hvor den stiftes.
■ CHRISTEN SØRENSEN: Spanien har ikke nær samme problemer som Grækenland, idet Spaniens krise først og fremmest udspringer af sammenbruddet af en oppustet bolig- og byggesektor i kølvandet på finanskrisen. Kun Irland blandt OECD-landene havde et større boligbyggeri – i relation til BNP – end Spanien. Og efter Spanien kom Danmark – bl.a. derfor bliver krisen i Danmark også langvarig. Problemet i relation til Spanien er ikke mindst, om befolkningen vil affinde sig med den spændetrøje, som Finanspagten m.m. binder landet ind i. Under alle omstændigheder vil der være en meget dårlig arbejdsmæssig og social situation i mange år endnu i Spanien. Det er en del af prisen af den fejlagtige indførelse af euroen med Maastricttraktaten.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI: Det er virkelig svært at sige.
■ JENS ROHDE: Den store forskel på Grækenland og Spanien er, at hjælpen til Spanien alene går til at redde bankerne. Spanien har faktisk allerede præsenteret og iværksat reformer. Jeg mener derfor, at der er begrundet håb om, at vi får en holdbar løsning. Spaniens gæld udgør under 70 procent af BNP, så de er i den henseende langt fra grænske tilstande. Men garantier kan man jo ikke give.
■ EMILIE TURUNEN: Nej, ikke alene. Der skal langt mere til end et lån til de kriseramte banker: der skal positive signaler på vækst, konkurrencedygtighed, beskæftigelse og underskudsnedbringelse. Investorer skal se en fremdrift i hele den spanske økonomi før tilliden reelt kan genetableres. Det tager tid. Så der er to spor: det første handler om at undgå katastrofen og det andet handler om at opbygge en bæredygtig økonomi.
: Det grundlæggende problem for Sydeuropa er tabet af konkurrenceevne og den manglende mulighed for som tidligere at kunne korrigere herfor valutarisk [lade valutaerne stige/falde i værdi, red.]. Når de sydeuropæiske landes produktionsapparat, arbejdsmarkeder mv. ikke reformeres med samme styrke og hast som de nordeuropæiske – særligt båret frem af Tyskland – mister Syd konkurrenceevne. Dette bør korrigeres i valutakursen, fuldstændig ligesom aktiekursen falder på et selskab, der mister konkurrenceevne. Hvis ikke dette kan ske, er kursen for høj, hvilket betyder at prisen på det pågældende lands produktion er for høj. Det afhjælper nok så mange redningspakker ikke.
■ MORTEN MESSERSCHMIDT: Det grundlæggende problem for Sydeuropa er tabet af konkurrenceevne og den manglende mulighed for som tidligere at kunne korrigere herfor valutarisk [lade valutaerne stige/falde i værdi, red.]. Når de sydeuropæiske landes produktionsapparat, arbejdsmarkeder mv. ikke reformeres med samme styrke og hast som de nordeuropæiske – særligt båret frem af Tyskland – mister Syd konkurrenceevne. Dette bør korrigeres i valutakursen, fuldstændig ligesom aktiekursen falder på et selskab, der mister konkurrenceevne. Hvis ikke dette kan ske, er kursen for høj, hvilket betyder at prisen på det pågældende lands produktion er for høj. Det afhjælper nok så mange redningspakker ikke.
2. UNIONSPLANER PÅ SIGT. Til ARD sagde Angela Merkel torsdag, “Vi har brug for mere end en møntunion – også en egentlig finansunion, dvs. mere fælles finanslovspolitik”. Og fastslog: “Vi må, skridt for skridt, overlade flere beføjelser til Europa og tillade EU at holde øje med politikken”. Har hun ret? Skal EU have en fælles finanspolitik?
■ MERETE RIISAGER: Euroen kan ikke overleve i sin nuværende form. Eurolandene må derfor vælge mellem en hel eller delvis opsplitning eller skabelsen af en egentlig finansunion med fælles økonomisk politik og deling af gæld og risici. Men oprettelsen af en sådan union vil skabe store problemer. For det første undergraves landenes egne demokratier og overdragelsen af suverænitet vil være omfattende. Den demokratiske kontrakt mellem borgere og nationale politikere brydes, når befolkningerne ikke længere kan stemme sig til den politik, de mener, er rigtig. Der vil opstå et demokratisk vakuum, hvis følger er uoverskuelige.
■ CHRISTEN SØRENSEN: Såfremt Den monetære Union (euroen) skal opretholdes, er der behov for en økonomisk union, dvs. en finansunion. Dette blev politikerne – i hvert fald i Danmark – allerede gjort opmærksom på i tilknytning til optakten til Maastrichttraktaten. Den daværende formand for den tyske forbundsbank, Karl Otto Pöhl, gjorde i et bilag til Delorsrapporten – der var en væsentlig del af grundlaget for Maastrichttraktaten – meget tydeligt opmærksom herpå. Jeg vil også tillade mig at nævne, at jeg i bogen fra 1990: “Danmark – delstat i Europa?” meget klart påpede det ud fra bl.a. erfaringerne fra tidligere møntunioner i Europa. Problemet er imidlertid, om Europa (Eurolandene), dvs. befolkningerne, er parate til at acceptere, at en væsentlig del af den økonomiske politik i deres land bestemmes på europlan i Bruxelles. Personligt tvivler jeg meget herpå, og finder det endvidere politisk farligt på nuværende stadium i den europæiske integrationsproces.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI: Nej, EU bør ikke have en fælles finanspolitik. Det vil ikke løse de strukturelle problemer, som er krisens rod. En fælles finanspolitik vil forlede politikerne til at tro, at der findes hurtige løsninger på problemerne, såsom blot at pumpe flere penge ud, frem for at give sig i kast med overregulerede arbejdsmarkeder, urealistiske pensionsordninger m.m. Man bør lære af problemerne med en fælles pengepolitik (euroen). Hvis man gør noget fælles, risikerer ansvaret at fortone sig.
■ JENS ROHDE: I det omfang det er nødvendigt at styre landenes gæld og budgetunderskud yderligere, ja. Men det ved vi jo i virkeligheden ikke. Som jeg læser det, er der et ønske om at kunne diktere landenes gæld og underskud differentieret, således at lande der har behov for at styrke deres finanser mere end stabilitetspagten lever op til, kan pålægges sådanne krav. Det er i virkeligheden en god og fleksibel løsning, men den forudsætter naturligvis mere finansunion.
■ EMILIE TURUNEN:
Ja. Merkel har ret i, at det er “make or break” for euroen. Ingen andre steder i verden har man en monetær union uden en egentlig politisk-økonomisk overbygning. Som SF i øvrigt længe har påpeget, så kan euroen ikke fungere som valuta, med mindre den monetære union suppleres med en finanspolitisk union. Alternativet er at euroen må bryde op: efter min mening et uoverskueligt scenarie.
MORTEN MESSERSCHMIDT: En fælles finanspolitik er forudsætningen for, at euroen kan blive en succes. Det har jeg og DF påpeget i over 10 år. Der findes ingen eksempler på, at en fælles valuta kan fungere uden. Begrundelsen er som beskrevet under pkt 1 – man er nødt til at have fælles konkurrencemæssige forhold for at kunne opretholde samme prisfastsættelse på produktionen, dvs. samme valutakurs. Så økonomisk er det den eneste vej for euroen. Økonomi og politik er dog to forskellige størrelser. Og politisk har vi allerede nu set konturerne af, hvad der sker, hvis man tvinger lande ind i en finanspolitik, de ikke er vant til. De enorme nedskæringer i Syd er – set med tyske øjne – nødvendige. Men sådan ser grækerne ikke på det. Her har man været vandt til løbende devalueringer og således udhuling af købekraft, men opretholdelse af konkurrenceevne. Fraværet af denne mulighed og kravet om fælles finanspolitik får således store politiske konsekvenser i form af, at de ekstreme bevægelser til højre og venstre for midten vinder frem. En finanspolitik, dikteret fra Bruxelles/Berlin, vil forstærke desperationen og modstanden. Derfor er det uklogt.
3. UNIONSPLANER OG DANMARK. Skal Danmark være en del af Eurogruppen og en fælles-europæisk finanspolitik? Hvis ja, under hvilke omstændigheder?
■ MERETE RIISAGER: Danmark skal ikke være en del af eurogruppen eller en finanspolitisk union, og vi burde ikke have tilsluttet os Finanspagten. Danmark er ikke en del af euroen, og vi kan derfor vælge at tage fornuftige initiativer og føre en stram økonomisk politik på egen hånd. Helt uden overvågning og ansvarsfraskrivelse. Danmark skal ikke bytte selvstændighed og politisk suverænitet væk for deltagelse i en finanspolitisk union, der knap kan holde sig selv oppe. Og vi skal hellere navigere frit i stedet for at lægge os ind i et regelsæt og en centralistisk styring, der forhindrer os i at træffe rigtige og ansvarlige valg i fremtiden.
■ CHRISTEN SØRENSEN: Efter min mening skal vi kun deltage, hvis befolkningen med åbne øjne går ind for et føderalt opbygget Europa, idet en føderal opbygning er en nødvendig forudsætning for, at det bliver befolkningerne, og ikke nogle få statsledere fra primært Tyskland og Frankrig, der kommer til at diktere den overordnede politik. Det er jo denne realitet, som vi netop nu får eksempel på eksempel på. Det er for eksempel pinligt at være vidne til, hvordan en række stats- og regeringsledere underkaster sig udspil fra Tyskland og tilsyneladende glemmer deres egen (vækst)dagsorden.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI: Nej, det mener jeg ikke. Danmark bør foreløbig holde sig ude af euroen – og definitivt ude af en fælles finanspolitik – men meget gerne leve op til nogle af samme de disciplinerende mål, som man forsøger sig med i euro-samarbejdet.
■ JENS ROHDE: Vi skal være fuldt og helt med på de vilkår, som fællesskabet beslutter sig for. Hverken mere eller mindre. Men svaret er JA!
■ EMILIE TURUNEN: Nej. Danmark skal på nuværende tidspunkt stå udenfor euroen. Med den aktuelle krise og den manglende politiske vilje til en egentlig fælles løsning, er euroen ikke et sikkert skib at træde om bord på. Nu er Merkel så vågnet op til den ubekvemme sandhed: at Europa ikke kommer ud af krisen ved en “ryd op i eget hus”-filosofi, men at det kræver en systemisk løsning indenfor eurozonen. Så langt så godt. Med de aktuelle politiske styrkeforhold i Europa er jeg dog bekymret for, hvordan denne finanspolitiske union kommer til at se ud. Finansunionen er aktuelt i fare for at føre én vej: til en tysk model for hele Europa. En tysk model, der handler om udgiftsnedbringelse fremfor helhedsøkonomisk tænkning, inflationsbekæmpelse fremfor beskæftigelsesfremme og konkurrencedygtighed via 8 millioner working-poor fremfor konkurrencedygtighed via kvalifikationer, ressourceeffektivitet og produktkvalitet. Jeg er med andre ord dybt bekymret for en ubalanceret finanspolitisk union – og vil gerne købe Danmark frihed til at kunne træde ét skridt tilbage fra den proces. Men det er bestemt ikke sort-hvidt: da dansk økonomi er meget, meget tæt forbundet med eurozonen, og derfor må vi tage en skridt for skridt tilgang, hvor vi hele tiden overvejer, hvad der tjener Danmark og Europa bedst.
MORTEN MESSERSCHMIDT: Nej.
4. UNIONSPLANER HER OG NU. Ifølge Der Spiegel arbejder Barroso, Rompuy, Juncker og Draghi da også på en ny finansunion: hvis en regering vil bruge mere, end den selv får ind, skal den kunne ansøge EU om pengene (siger Unionen ja, skal den kunne udstede fælles Euroobligationer for at finansiere lånet). Er dette et fair princip, som vil sikre ansvarlighed i lånerlandene og troværdighed i udlånerlandene (Tyskland)? Vil det nødvendigvis føre til en egentlig fælles finanspolitik?
■ MERETE RIISAGER: Der lægges op til en stigende sammenfiltring af landenes økonomier. Målet er ikke længere samarbejde, men gensidig afhængighed i en helt ny form. Samtidig er den demokratiske legitimitet tynd som papir. Euro-eliterne skruer projektet sammen hen over hovedet på befolkninger, der med rette vil føle sig svigtet. Euroobligationer er en dybt problematisk vej at betræde, da lande, som har opført sig uansvarligt og misligholdt konkurrenceevnen kan overføre gæld og risici til lande, der har truffet ufornuftige valg. Dette vil på sigt gøre Europa fattigere, når ansvar og handling ikke længere følges ad. Samtidig vil det give alvorlige indhug i medlemslandenes demokratier, når EU tildeles en så central rolle i den økonomiske styring af medlemslandene.
■ CHRISTEN SØRENSEN: Hovedproblemet ved nu at udstikke rammerne for en finansunion er, at det i givet fald bliver en meget asymmetrisk union, hvor det er mistilliden til hinanden, der bliver dominerende. Der vil først og fremmest blive stillet krav til de offentlige budgetter for de lande, der er i vanskeligheder. De lande, der lukrerer på fællesskabet, som nu Tyskland, vil ikke blive mødt med afgørende krav. Hertil kommer, at de firkantede krav, der følger af en mistillidsdagsorden i flere tilfælde vil virke direkte destabiliserende – f.eks. ved i en for kort tidsperiode at tvinge en nødvendig justering igennem. Det kan altid diskuteres, om dette er udtryk for en fælles finanspolitik, men det vil være en finanspolitik, der pålægger lande i vanskeligheder store byrder. Det korte af det lange er: at den alt for tidlige indførelse af en fælles valuta med Maastricht-traktaten er den største ulykke for de – der som jeg – på sigt gerne ser et demokratisk opbygget Europa. Det er omkostningerne herved, der forsøges inddæmmet med Finanspagter og Finansunionsplaner m.v. Prisen herfor vil blive stor – målt i bl.a. for høj ledighed og måske politisk ekstremisme.
■ CHRISTOPHER ARZROUNI: I EU er der tydeligvis ingen nødvendigheder. Man gennemførte en monetær union uden en finanspolitisk. Man opstillede nogle regler for underskud og gæld, som selv de store lande fraveg. Beslutningerne i EU er politiske i den egentlige forstand. De afhænger ikke blot af rationalitet men også af prestige. Derfor kan et bestemt set-up virke nok så rationelt. Men hvis man ikke politisk har til hensigt at følge ånden i de nye regler – men fravige dem gang på gang som det er sket tidligere – så har man ikke opnået meget godt. Man har tværtimod øget usikkerheden. Det set-up, man diskuterer, minder mere om en klub for bankerot-ramte, end en klub for vindere. Det bør Danmark holde sig langt fra, i den udstrækning, vi ikke selv er bankerot.
■ JENS ROHDE: Hmm… Betinget ja og betinget nej. For nuværende vil jeg ikke medvirke til udstedelse af Euroobligationer, da det på grund af de store tillidsforskelle vil betyde rentestigninger for alle de lande, som har en sund økonomi, herunder Danmark. Men på sigt – når der er styr på økonomierne og alle efterlever stabilitetspagten – mener jeg faktisk at euroobligationer kan være en god ting. Om vi så skal til at lave mekanismerne, som skitseret ovenfor, må komme an på nærmere analyser og diskussioner. Jeg kan i hvert fald ikke tage stilling til det for nuværende, og det må ubetinget være et krav, at vi ikke begynder på en eller anden socialistisk gang fondssocialisme, hvor alle skal spise nådsens brød af Kommissionens hånd, når de vælger at føre uansvarlig økonomisk politik. Det her kræver omtanke, debat og analyser, som vi slet ikke har været i nærheden af endnu.
■ EMILIE TURUNEN: Det er nødvendigt med sådanne tiltag i eurozonen: at have én valuta kræver mekanismer til at håndtere gælden i fællesskab. Men heller ikke dette kan ikke stå alene. Skal eurozonen fungere, skal det suppleres med egentlige udjævninger af de makroøkonomiske ubalancer (fx konkurrencedygtighed, løn, private og offentlig gæld, ulighed, beskæftigelsesrater). Det kræver større omfordeling (a la USA og Tyskland, hvor der omfordeles mellem fattige og rige stater), og det kræver en større grad af koordinerede politikker. Det er konsekvensen af en fælles valuta.
MORTEN MESSERSCHMIDT: Det er alt for forsimplet. Moderne økonomisk politik er langt mere kompliceret. Problemet med dette ensidige fokus på det offentlige finanser er, at det kun giver et halvt billede af økonomien. Reelt er et offentligt underskud jo blot udtryk for, at staten ikke kan eller vil opkræve nok skatter til at dække sine udgifter. Og de offentlige budgetter udgør kun ca. 50 % af landenes økonomi. Handelsbalancen er et langt mere retvisende billede for et lands konkurrenceevne – og det er dette billede, der er relevant for en fælles valuta. Forslaget vil derfor ikke ændre på skævhederne i euroen. Hvad euroobligationer angår vil en fælles hæftelse føre til højere renter i Nord. Det vil næppe skabe lykke blandt bil- og boligejere mv. fra Finland til Holland osv. Jeg betragter det derfor for ligeså ørkesløst som idiotisk.


ILLUSTRATION: Merkel møder pressen før topmøde [foto: EU]