17.12.2012

MELLEMØSTEN. Konflikten mellem Hamas og Israel er kun det seneste eksempel på Obamas problemer i regionen, hvor 4 års arbejde ikke har givet USA mange resultater.

Af Lars Erslev Andersen

Dette er et uddrag af en artikel fra RÆSON12, som udkommer i dag. 84 sider, 125 kroner. Interview med blandt andre ALASTAIR CAMPBELL, MARGRETHE VESTAGER, CONNIE HEDEGAARD. Artikler af MOGENS LYKKETOFT MARLENE WIND, TROELS MYLENBERG og mange flere. Har du husket at forny dit abonnement? Gør det her

Knap var stemmerne talt op efter det amerikanske præsidentvalg, før en ny alvorlig konflikt udviklede sig dramatisk i Mellemøsten. Siden den blodige Gazakrig hen over nytåret 2008-2009 – igen i kølvandet på et amerikansk præsidentvalg – har der i de internationale medier været temmelig stille om konflikten mellem Israel og Hamas. I det internationale samfund glemmes eller fortrænges konflikten mere eller mindre, når ikke den gør opmærksom på sig selv med voldsom eskalering, som da Israel i november 2012 dræbte en Hamasleder, eller den spektakulære fangeudveksling i 2011. Men at vi ikke hører til konflikten, betyder jo ikke, at den ikke er der:

Den israelske kontrol med de besatte områder fortsætter uophørligt, herunder embargoen mod Hamas og Gaza. Militante grupper i Gaza, der formentlig ikke alle er under kontrol af Hamas, er på deres side fortsat med at sende raketter ind i Israel. Ifølge internationale medier er der frem til den nye konflikt afsendt mere end 800 raketter i 2012, og på trods af en næsten rituelt tilbagevendende retorik om forhandlinger er de lige så ikkeeksisterende som den såkaldte fredsproces. I sit første år som præsident fastslog Obama i flotte taler, at Palæstina-konflikten skulle løses med den såkaldte tostatsløsning, hvor en palæstinensisk stat etableres side om side med Israel. Men de løfter forstummede, i takt med at den israelske Netanyahu-regering bad Obama blande sig udenom. Dét meddelte man via bosættelsespolitikken: Obamaregeringen havde den opfattelse, at et midlertidigt stop i opførelsen af nye israelske bosættelser på Vestbredden og navnlig i Jerusalem ville være befordrende for at få sat gang i fredsforhandlinger, men den opfordring havde Israel ikke til sinds at følge. Det meddelte Netanyahu direkte til Obamaregeringen. Forholdet mellem Obama og Netanyahu har siden udviklet sig til en mildest talt kølig relation præget af gensidig mistillid.

Præsident Obamas forhold til palæstinenserne er ikke bedre. Hamas vil USA intet have med at gøre – på trods af at amerikanerne har anerkendt Det Muslimske Broderskab i Egypten, der som bekendt kom til magten ved de første frie valg efter det arabiske oprør. Den siddende palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, repræsenterer kun en begrænset del af palæstinenserne og har til USA’s irritation haft travlt med at forsøge at få Palæstina anerkendt som „ikkemedlems-observatørstat“ i FN, hvilket vil give palæstinenserne taleret samt andre muligheder i FN-systemet. Abbas er ikke populær i Washington – selvom det dog er ham, der modtager de amerikanske bistandsmidler – og heller ikke i de arabiske Golfstater, hvor Qatar for nylig var på besøg hos Hamas, men arrogant sprang Vestbredden og Abbas over.

Selvom Obama hurtigt blev træt af at danse efter Netanyahus pibe, har USA svært ved at identificere nogen palæstinensiske forhandlingspartnere. Det skulle ellers have været en mulighed, da to store fraktioner, Fatah og Hamas, i forlængelse af det arabiske oprør forsøgte sig med en forsoningsaftale. De unge palæstinensere var trætte af de gamles kævl og konflikt og ville også have deres arabiske oprør. De fik en aftale mellem Hamas og Fatah, der skulle lede til en samlingsregering. Som sædvanlig sad EU-lederne på deres hænder og anede ikke, hvad de skulle sige, før Det Hvide Hus naturligvis meldte ud, at en samlingsregering, hvor Hamas er med, vil USA hverken anerkende eller tale med.

Dette er et uddrag af en artikel fra RÆSON12, som udkommer i dag. 84 sider, 125 kroner. Interview med blandt andre ALASTAIR CAMPBELL, MARGRETHE VESTAGER, CONNIE HEDEGAARD. Artikler af MOGENS LYKKETOFT MARLENE WIND, TROELS MYLENBERG og mange flere. Har du husket at forny dit abonnement? Gør det her

Lars Erslev Andersen (f.1956) er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han er uddannet i Idehistorie og Mellemøststudier. Hans forskningsområder er amerikansk Mellemøstpolitik, militant islamisme og terrorismens idehistorie.