19.04.2012

RÆSONS RUNDE BORD:
ER FINANSPAGTEN EN FEJL?
De seneste måneder er flere og flere aktører – herunder den internationale valutafond, IMF – begyndt at kritisere EU’s Finanspagt, og den sparsommelighed, som Tyskland kræver både af sig selv og af de andre medlemslande. RÆSON har samlet en række af kritikernes pointer, og spørger en række danske politikere og eksperter: Har kritikerne ret? Er finanspagten en fejl? Svarene tilføjes løbende. [LÆS SVARENE FRA HVER ENKELT KOMMENTATOR FOR SIG: MESSERSCHMIDT / SØRENSEN / ROHDE / TURUNEN / ARZROUNI. LÆS KOMMENTAREN AF PETER NEDERGAARD]

1. DARLING: KRISEN IKKE SLUT. Alistair Darling, der var britisk finansminister 2007-2010, mener at Europa slet ikke er ude af krisen: “I think we’re in a lull in Europe at the moment. It’s rather like going through cyclones. You get in the middle and you think, great. And then you forget the other side of it”. Han siger: “Part of the problem with Europe is that a lot of them took the view that that this crisis is now behind us, therefore this is a time to visit austerity, whereas the countries who are going to be most hit by austerity [like Spain] are not out of the crisis at all.” Har han ret: Befinder Europa sig mellem to kriser? Og ignorerer politikerne i nord problemerne i syd?
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Alistair Darling har fat i en vigtig pointe. Konsolidering handler meget om timing, og der må vi sige, at EU-27 er gået for hårdt til værks gennem koordinerede og samtidige nedskæringer, der kvalte det spæde opsving fra 2010/11. Det betyder, at vi nu i 2012 igen er i recession. Darling er ikke den eneste, der frygter at stormen langt fra har lagt sig – uanset at markederne måske har stabiliseret sig. IMFs cheføkonom Olivier Blanchard advarede således tirsdag imod, at Europa reelt ikke er rustet til en begivenhed, som da Lehman Brothers kollapsede i 2008 – og opfordrede i øvrigt de europæiske lande til at komme ud af det politiske dødvande og sætte gang i flere initiativer i stil med EUs brandmur (ESM). Jeg kan godt undre mig over, at der ikke er større vilje til en investeringsorienteret dagsorden – private investeringer mobiliseret af fx modige forslag som det nye Energieffektivitetsdirektiv, der kan skabe omkring 2 millioner private arbejdspladser indenfor byggeri og isolerings-branchen. Eller offentlige investeringer finansieret fx gennem skat på finansielle transaktioner (56 mia €), en fælles indsats mod skatteunddragelse (mindst 300 mia €) og andre målrettede skattetiltag. Et andet eksempelvis er, at indføre euro-obligationer, der ligesom brandmuren, vil være med at skabe en langt mere modstandsdygtig union, der kan lette renteomkostningerne for de lande, der er allermest pressede. Særligt Merkel skal snart forstå, at budgetdiciplin og nedskæringer ikke kan stå alene.

2. KRUGMAN: SPANIEN I DEPRESSION. I sin klumme i New York Times skriver Paul Krugman (15/4): “Never mind talk of recession; at 23.6 percent, comparable to America at the depths of the Great Depression, and the youth unemployment rate over 50 percent. This can’t go on — and the realization that it can’t go on is what is sending Spanish borrowing costs ever higher.” Har Krugman ret – er Spanien i en depression, der tåler sammenligning med USA’s i 1930erne?
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Svært spørgsmål. Særligt fordi er forskellige definitioner af “en depression”. Samlet for disse er dog, at det handler om en langvarig recession – en krise, som for alvor bider sig fast, også i forhold til arbejdsløsheden. En krise, som er dyb, og dermed vanskelig at komme ud af. Ingen tvivl om at Spanien er meget, meget hårdt ramt. Nøgletal indikerer, at det går den helt forkerte vej: negativ vækst, og dermed recession, i 2009 (-3,7), 2010 (-0,1) og nu igen i 2012 (-1,0) tyder på en double dip recession. Men særligt arbejdsløshedstallene er ekstremt alarmerende, og risikerer at få meget langsigtede konsekvenser. Arbejdsløsheden er steget hver eneste måned siden januar 2009! Fra 15,9 pct. til 26,6 pct. i februar 2012 – en gennemsnitlig stigning hver eneste måned i mere end tre år på 0,2 procentpoint. Det er helt klart det mest alarmerende. Så måske kan vi tale om, at Spanien er på kanten af en depression. Vi er i hvert fald nødt at reagere klogere end i 1980’erne, hvor den massive arbejdsløshed blandt unge førte alt for mange ud i langtidsledighed. Den nuværende krise vil kunne mærkes i mange årtier, især i Spanien og Grækenland, hvor arbejdsløsheden blandt de unge under 25 år er omkring 50 procent. Her og nu må man fra politisk side – EU og den spanske regering – arbejde målrettet med at skabe holdbar vækst gennem reformer og investeringer – og prioritere de meget knappe midler til uddannelse og opkvalificering. Ellers bliver den Spanske Depression en realitet.

3. SPANIEN: MELLEM TO TABERSCENARIER. Den spanske finansminister advarer mod en “lose-lose-situation” for landet, hvor finansmarkederne presser landet til at reducere sit offentlige underskud, men hvor disse indgreb, når de gennemføres, ødelægger væksten og dermed også truer investorernes tillid. Har han ret? Hvad bør de spanske politikere stille op med dette dilemma?
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Han har i hvert fald ret i, at Spanien er i den dybt paradoksale situation, at de er nødt overveje, hvordan markederne reagerer på ethvert politisk tiltag – og at markedet tænker kortsigtet, mens der er brug for nogle meget langsigtede planer. Spanien kan altså ikke alene stole på deres egen sunde fornuft, på økonomer og på befolkningen. Spaniens problemer kan kun løses på den lange bane, men det har finansmarkederne ikke tid til at vente på. Der er intet “quick-fix” i Spanien, tværtimod må man satse på et langt sejt træk, med små, men stabile fremskridt. Nullernes vilde vækstrater vender ikke tilbage til Europa og “redder os”. Jeg ved ikke nok om detaljerne i spansk økonomi til at give konkret nationaløkonomisk rådgivning, men de spanske politikere kan med fordel kigge indad – og samtidig appellere til deres europæiske kollegaer om at sætte gang i initiativer, der gør den europæiske økonomi mindre skrøbelig og som sætter gang i (grøn) vækst og jobskabelse.

4. DE POLITISKE KONSEKVENSER. Hvor længe kan EU’s statsledere leve med en situation, hvor arbejdsløsheden i Grækenland, Spanien m.fl. er så høj som nu? Hvad bliver de politiske konsekvenser i disse lande – og, i næste omgang, for EU?
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Vi kan ikke vente længere! Der er nødt til at være et perspektiv, noget håb, nogle fremtidsudsigter, som kan bære befolkningerne gennem krisen. Der skal sættes gang i initiativer, der kan skabe vækst og beskæftigelse. De sociale konsekvenser af krisen er meget omfattende, fattigdommen er stigende og befolkningerne har i denne situation brug for at se, at der er retfærdighed i kriseløsninger: at den rige nabo betaler sin skat, at udenlandske investorer lægger deres del, at den finansielle sektor tager deres ansvar på sig. De politiske konsekvenser er uvisse. Lige nu går det alleryderste højre og venstre frem i Grækenland; det er bekymrende, da disse partier er præget af at man skyder ansvaret fra sig, udpeger syndebukke og fører en økonomisk populistisk kurs, der ikke er forankret i virkelighedens udfordringer. Derfor er der brug for at de mere almindelige/moderate partier tager ansvaret på sig, giver retning og præsenterer retfærdige løsninger på krisen, hvor alle – også de rigeste – betaler deres del. Hvis ikke, risikerer man, at befolkningen vender det etablerede politiske system ryggen: ved at vælge sofaen eller give op på den repræsentative demokrati. En dyb tillidskrise mellem befolkningerne og politikerne er under opsejling – og det skal for hver en pris undgås. Ang. EU er der et åbenlyst et scenarie, der handler om EU i to – eller tre – tempi [hastigheder].

5. SOCIALDEMOKRATERNE OG FINANSPAGTEN. Det tyske SDPs leder, Frank Steinmeier, sagde forleden: “Budgetdisciplin er nødvendig. Men der bliver ingen vækst, hvis alle 27 lande i EU gør intet andet end at spare [nothing but mindlessly saving]”. Mogens Lykketoft sagde i denne weekend til Jyllands-Posten: “Det er ikke et spørgsmål om at kassere finanspagten, men et spørgsmål om, hvad den skal følges op med. Realiteten bliver, at pagten består, men der kommer mere til. Tonen i Europa er præget af meget konservative nedskæringstankegange for øjeblikket. Men man er ikke kommet ud af en krise uden også at stimulere efterspørgslen”. Ser du disse argumenter som begyndelsen til en samlet, socialdemokratisk distancering ift. Finanspagten? Mener du socialdemokraterne har et klart alternativ?
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Hvis der var socialdemokratiske regeringer i hele Europa, ville Finanspagten formentlig se en del anderledes ud. Det er ikke det samme som at distancere sig fra den eller ville kassere den, nu hvor den er vedtaget. Finanspagten har en række fornuftige elementer, men halter samtidig ved udelukkende at fokusere på konsolidering gennem nedskæringer. Derfor kæmper centrumvenstre for at supplere den med konkrete vækst og beskæftigelsesinitiativer – det er ikke en ny position, men det er en position, der kan vinde indpas, hvis Hollande vinder valget i Frankrig.

6. IMF KALDER BERLIN. “What we have advocated consistently now for at least the last six months is that there should be a proper balance within the zone, particularly within the advanced economies. We also need a proper balance between the austerity measures that are necessary and the growth-facilitating measures,” siger IMF’s direktør, Christine Lagarde, der utvetydigt beder nogle europæiske lande fortsætte med at skære, mens hun indirekte opfordrer Tyskland til at bruce penge. Har hun ret? Kan man på samme tid opretholde én pagt med ét sæt regler og samtidig henstille til medlemslandene, at de foretager vidt forskellige indgreb? Og hvad er, i virkelighedens verden, de politiske muligheder for EU skulle slække på Finanspagten eller supplere den med andre betragtelige vækstinitiativer?
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Jeg tror sjældent, jeg har været så enig med IMF, som jeg er i dette tilfælde. Lagarde har fat i noget rigtigt! Og det er altså lidt som det er blevet tidens toner. Vi kan have nok så mange regler for, hvor meget gæld, et land må have. Det ændrer ikke ved, at når arbejdsløsheden stiger og væksten i BNP falder, så er det meget sandsynligt at underskuddet og gælden stiger. Den logik er, udover IMF, gået op Verdensbanken, en perlerække af topøkonomer – ja selv lederskribenter i The Economist. Alle anbefaler de nu at flytte fokus fra nedskæring over til investering. At det så også har politisk gang på jorden viste de sidste EU-topmøder, hvor der er vedtaget væksterklæringer, og man diskuterer konkrete tiltag mod ungdomsarbejdsløsheden. En ting har man dog ikke taget fat på: det er de makroøkonomiske ubalancer internt i eurozonen. Før man adresserer dem (forskelle i produktivitetsniveau, løn, eksport/import etc.) gennem tiltag som fx euroobligationer, reformer der styrker konkurrencedygtigheden i “periferi-landene”, relative lønstigninger og -sænkninger i hhv stærke og svage lande, ja, så bliver det vanskeligt for Eurozonen at komme op i gear.

7. PAGTEN SOM KULTURFORANDRING. Økonomi-og indenrigsminister Margrethe Vestager mener, at pagten virker efter hensigten – at den inddæmmer krisen, og at den har skabt en “kulturel forandring” blandt EU’s politikere: “Det betyder, at vi diskuterer overophedning, konkurrenceevne, betalingsbalanceproblemer og den type ting på en helt anderledes konkret måde, end det har været gjort før. Det er ikke kun en økonomisk forandring, men også en kulturel forandring”. Har hun ret?
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Jeg deltager jo ikke på finansministrenes møder eller på stats- og regeringschefernes møder. Men det er mit indtryk, at det fylder mere hos dem. I Europa-Parlamentet er der stor fokus på “det systemiske” ved krisen, og man diskuterer både helheden og de enkelte landes økonomiske position. Der er i hvert fald kommet en langt størrelse forståelse både blandt politikere, men også – er det mit klare indtryk – i befolkningen af, at EU-landene er kædet meget sammen, euro eller ej.

8. FINANSPAGTEN. Er pagten en fiasko eller en succes? Bør den ændres, suppleres (i givet fald: af hvad?) eller fastholdes?
■ EMILIE TURUNEN, MEP (SF): Det er alt for tidligt at spå om hvorvidt pagten er en fiasko eller succes. Men pagtens udfordring er grundlæggende, at den udelukkende forholder sig til den ene side af sagen, nemlig konsolidering af statsbudgetterne. Det vi på kort sigt har brug for er, at de lande, der har økonomisk råderum begynder at investere. Og at vi finansierer de investeringer, så de ikke leder til øget gæld og underskud, og så vi ikke afleverer regningen til kommende generationer. Hvis det private opsparingsoverskud (dvs. i virksomheder, private forbrugere og finansielle sektor) i lande med relativt sunde økonomier bliver kanaliseret over i investeringer, vil det skabe arbejdspladser i disse lande, men vil også smitte af på “Periferi-Europa”. På det længere stræk skal der sikres en stærkere økonomiske union, således at vi undgår situationer, som den nuværende, hvor Tysklands stærke konkurrenceevne betyder, at grækerne har svært ved at afsætte deres varer. Sideløbende skal vi så have styr på de finansielle markeder, der i de sidste 20 år frem til finanskrisen blev løbende dereguleret, men som ikke desto mindre er fuldstændigt sammenkoblet med vores nationale (og private) økonomier. Det er jo interessant, at et af de primære argumenter fra nedskærings-fortalerne er, at markederne risikerer at reagere negativt på vækstinitiativer. Det er jo en absurd situation. Vi politikere må generobre noget tabt terræn!