12.06.2012

De olieproducerende lande i Mellemøsten, Afrika og Latinamerika skærper miljøkravene og beholder en større del af profitten fra produktionen. Det får nu de amerikanske olieselskaber til at vende blikket mod USA og Canada.

Af Andreas Antoni Lund

LÆS OGSÅ:
– RÆSON spørger: Er Obama en succes?
– Valgkampsretorik: Sådan kan Obama vinde

Nordamerika er på vej til at blive verdens centrum for olieproduktion – igen. De olieproducerende lande i Mellemøsten, Afrika og Latinamerika stiller flere og flere miljøkrav og forlanger en stadig større andel af profitten fra oliesalget. Derfor er de store amerikanske olieselskaber på vej tilbage til USA og Canada, hvor de lettere kan influere beslutningstagere og få lempet miljørestriktionerne. Og det har de tilsyneladende gjort klogt i. De amerikanske og canadiske regeringer har i hvert fald allerede vist sig villige til at slække på en række restriktioner. Som det seneste har præsident Obama på trods af modstand fra lokalbefolkningen gjort det muligt for Shell at starte testboringer i det nordlige Alaska til juli. Professor ved Peace and World-Security Studies ved Hampshire College, Michael T. Klare, forklarer, at de nordamerikanske stater allerede vil være blandt de mest olieproducerende lande om 20 År:

”Ifølge det amerikanske energiministerium vil den samlede produktion af råolie, naturgasvæsker, biobrændsel og oliesand ligge på 19,4 mtd (millioner tønder om dagen, red) i 2035. Heraf vil USA stå for 12,8 og Canada for 6,6. Til sammenligning vil den estimerede produktion hos Saudi Arabien og Rusland, der er de øvrige to ledende producenter, ligge på henholdsvis 15,5 og 13,3 mtd,” siger han til RÆSON. Investeringsfirmaet Citi Investment Research and Analysis vurderer, at USA allerede vil producere mere olie end Saudi Arabien og Ruslands i løbet 2010’erne. Og nordamerikanske selskaber satser da også stort på at få hjemegnen i front igen, forklarer Bruce Wells, som er direktør for American Oil & Gas Historical Society:

“Store og små amerikanske olieselskaber producerer nu rekord store mængder naturgas fra olieskifer. Højere priser og ny teknologi har også pustet nyt liv i mange andre gamle felter. 3D- og senere endda 4D-seismiske målinger bliver brugt til at finde potentielle oliefelter. Horisontale boringer giver adgang til olie, man ikke kunne komme ned til tidligere. Op imod halvdelen af olien var engang utilgængelig og blev efterladt,” siger Bruce Wells.

Flugten fra restriktionerne
Den amerikanske oliedrøm har ellers ligget stille længe. Oliehistoriker og Pulitzer-pris-vinder Dr. Daniel Yergin beskriver i sin bog 'The Prize', hvordan USA var verdens førende olieproducent frem til 1950’erne, hvor verdens største oliefelt blev opdaget i Saudi Arabien. Siden blev olieproduktionen fordoblet og antallet af kortlagte oliefelter blev tredoblet i det mellemøstlige land. Det førte til, at de store amerikanske olieleverandører begyndte at udvinde olie her i stedet for i USA. Og de opdagede hurtigt, at Kuwait og ikke mindst Iran også bød på store oliefelter. Lige som de opdagede store olieresurser i dele af Sydamerika. Som modtræk til de udenlandske olieselskabers magt i regionerne, grundlagde Saudi Arabien, Iran, Irak, Kuwait og Venezuela The Organization of Petroleum Exporting Countries, OPEC, i 1960 for at kontrollere olieproduktionen og oliepriserne. Det var dog først med oliekriserne i 1970’erne, de fik indflydelse på de store olieselskaber. Men allerede før oliekriserne havde OPEC-landene sat sig på 55 procent af verdens produktion:

”Med lave oliepriser fra 1950 til OPEC-landenes olie-embargo i 1973 søgte de store olieselskaber oliefelter af stor volumen – såkaldte elefantoliefelter. De sydligste 48 stater var blevet udforsket og boret. Alaskas North Slope, der blev opdaget 12. marts 1968 af Atlantic Richfield Company, var det sidste gigantiske oliefelt i USA – indtil oliepriser og ny teknologi var med til skabe et boom i offshore-opdagelser. For mange olieselskaber, der drømte om nye opdagelser, drev jagten herpå dem mod Den Mexicanske Golf,” fortæller Bruce Wells til RÆSON.

I USA havde særligt en ulykke på Platform A i Union Oil Companys offshore olieplatforme i Californiens Santa Barbara Channel i 1969 fået olieselskaberne til at kigge efter nye jagtmarker. Et massivt olielæk forårsagede dengang store skader på det lokale dyreliv. I en tid med voksende miljøbekymringer førte ulykken til offentlig harme, der var med til at anspore en række love, der ikke huede olieproducenterne. For eksempel The National Environmental Policy Act i 1970, the Clean Water Act I 1972 og the Safe Drinking Water Act I 1974. De pålagde alle en række restriktioner mod olieboringer. Og som om det ikke skulle være nok, nedlagde den amerikanske kongres i samme periode forbud mod boringer i Atlanterhavet, Stillehavet og Den Mexicanske Golf nær Florida.

Nye stater byder amerikanerne velkommen
Olieboringer i Mellemøsten og Sydamerika bød i reglen ikke på lignende forhindringer. Tværtimod hilste regeringerne her ligefrem de amerikanske olieselskaber velkommen. Det forklarer amerikanske Peter Maass, der er journalist og forfatter til bogen 'Crude World' om regionens relationer til oliesektoren.

“De amerikanske selskaber havde de bedste teknologier overhovedet. Amerikanerne kunne tilbyde hele pakken til de lande, som var ved at åbne for eller udvide allerede eksisterende olieboringer, men ikke selv havde teknologien til det. De amerikanske olieselskaber var hurtigere, mere effektive og kunne operere offshore på måder, deres udenlandske konkurrenter endnu ikke var i stand til. Der var altså et interessesammenfald. Amerikanerne ledte efter nye markeder, og de nye markeder ledte efter nogen, som havde teknologierne til at udnytte deres ressourcer,” siger Peter Maass til RÆSON. Men de åbne arme gav dog også olieindehaverne i både Mellemøsten og Sydamerika en række problemer.

“Ecuador havde for eksempel ingen egen olieindustri. De vidste knapt nok, at de havde olie indtil 1960’erne. Landets regering endte med at indgå en stor kontrakt med Texaco. Ecuador kunne få udvundet deres olie og få indtægter heraf. Texaco fik omvendt et nyt stort marked for sig selv. Men Texaco udnyttede ecuadorianerne, som var relativt uerfarne med olieteknologi og international handel, og borede ikke med de samme miljøhensyn, som de havde gjort i USA. Konsekvensen blev, at områderne omkring boringerne i Ecuador blev voldsomt forurenede,” fortæller Peter Maass.

Mange lande har i dag imidlertid udviklet deres egne olieindustrier. Både Ecuador og Venezuela har for eksempel overtaget kontrollen med produktionen af deres egne ressourcer med statsejede firmaer. De er ikke foran amerikanske selskaber rent teknologisk, men de er i stand til at udvinde olien selv. Dermed er magtbalancen skiftet. Tidligere kontrollerede de private, især amerikanske, olieselskaber omkring 70 procent af verdens oliereserver. I dag sidder de kun på omkring 15-20 procent. Dertil kommer, at flere af landene i OPEC også er begyndt at skærpe deres miljøkrav og forlange en stadig større kontrol med landenes egne resurser. Eksempelvis idømte en ecuadoriansk domstol sidste år Chevron, der har opkøbt Texaco, en bøde på ni milliarder dollar for et olielæk fra Texacos boringerne i 1970'erne, ligesom en brasiliansk domstol inddrog 17 Chevron-medarbejders pas for at forhindre dem i at forlade landet efter et olielæk på over 400.000 liter olie 370 kilometer ud for Rio de Janeiro. Venezuelas præsident Hugo Chávez har pålagt udenlandske selskaber at overdrage aktiemajoriteter til Venezuela. Brasiliens præsident Lula da Silva har indført en regel, der foreskriver, at al olieboring i det område i Atlanterhavet, hvor man mener at have gjort det 21. århundredes største oliefund, skal varetages af det statskontrollerede brasilianske selskab Petrobras.

Oliegiganterne vender tilbage til Nordamerika
Det hele munder ud i, at de amerikanske og canadiske selskaber nu vender næsen hjem. Og selvom de nordamerikanske økonomier kan glæde sig over, at Chevron, BP, ExxonMobil, ConocoPhilips, Royal Dutch Shell og Total er på vej tilbage, så er alle ikke lige begejstret. Udvindingen af de sidste slatter fra de gamle oliefelter kræver nemlig nye teknologier. Og de gør muligvis stor skade på lokalmiljøerne omkring oliefelterne. Metoden hedder hydraulisk frakturering. Olien udvindes fra skiferlag med en væske, der under højt tryk danner sprækker eller udvider naturlige revner i skiferen. Processen kritiseres for at medføre giftigt spildevand, som hverken lader sig rense eller opbevare let. Mange af olieskiferreserverne ligger oven i købet nær ved tætbefolkede områder som New York, Texas, Arkansas, Ohio og Pennsylvania. I Canada har man ikke problemer med skiferreserver. Her består oliereserverne primært af oliesand, også kaldet tjæresand. Det er sandsten imprægneret med tung olie, der er for tyktflydende til at blive udvundet med traditionelle boreteknikker. Det er nødvendigt at grave store miner for at udvinde oliesand. Der bruges desuden store mængder vand på at udvinde og raffinere olien fra oliesandet. Processen kan vise sig at blive en stor belastning for naturen. I Crane Lake i Canada er eksempelvis der opstået et enormt vådeområde efter en oliesandmine.

Professor Michael T. Klare fra Peace and World-Security Studies tror ikke, at USA og Canada kan producere mere olie og naturgas, uden det kommer til at koste miljøet dyrt. Heller ikke de nyeste teknologier: “Metoderne, der anvendes – rensning af oliesand i Canada og hydraulisk frakturering i USA – overtræder for mange miljørestriktioner. For eksempel blev Canada nødt til at trække sig ud af Kyoto-protokollen sidste år, fordi protokollen kræver, at Canada begrænser sit output af oliesand, der nu er Canadas største kilde til udledningen af CO2. PÅ samme måde vil hydraulisk frakturering ikke være muligt i det omfang, det er, hvis ikke Bush-administrationen havde presset Kongressen til at fritage processen for the Clean Drinking Water Act, der lægger restriktioner på aktiviteter, der udgør en trussel mod drikkevandsforsyningerne,” vurderer Michael T. Klare. Han argumenterer for, at udviklingen gør USA’s og Canadas regeringer medgørlige og får dem til at tilpasse miljølovene oliebranchens interesser.

Direktør for American Oil & Gas Historical Society, Bruce Wells, deler ikke Michael T. Klares skepsis. Han henleder opmærksomheden på, at olieselskaberne arbejder tæt sammen med lovgiverne for at forhindre miljøskader, og at olieproduktionerne samtidigt bidrager på andre måder til samfundene, de foregår i:

“Hundredetusinder af boringer er blevet foretaget i 33 producerende stater med meget positive socioøkonomiske effekter,” forklarer Bruce Wells og uddyber: “Amerikanske olieselskaber er blandt de mest regulerede i landet. Selv samme selskaber betaler skat og royalties, der er med til at finansiere veje, hospitaler og anden offentlig infrastruktur.”

Million-dollar-kampagne skal vinde Kongressen
For at opnå sine mål forsøger oliebranchen at påvirke det kommende amerikanske præsidentvalg. The American Petroleum Institute, en brancheorganisation der repræsenterer 490 olieselskaber, har som led heri lanceret ’Vote 4 Energy’. En kampagne til millioner af dollar, som skal advokere for udbredelsen af nye boringer i USA.

“Der er to veje, vi kan tage. Den ene vej fører til flere job, højere statsindtægter og højere energisikkerhed for USA. Den vej er øget olie- og naturgasudviklingen herhjemme. Den anden vej vil skabe usikkerhed på arbejdsmarkedet, koste staten indtægter og forværre energisikkerheden,” hedder det på Vote 4 Energys hjemmeside.

Oliebranchens lobbyarbejde ser allerede nu ud til at have båret frugt. Branchen fik eksempelvis i 2005 presset den amerikanske kongres – efter omfattende lobbyarbejde fra daværende vicepræsident Dick Cheney – til at omstøde den lov fra 1974, som blev vedtaget for at sikre rent drikkevand. Kongressen ventes desuden at tillade boringer ud for Alaska på trods af de lokale bekymringer for, at det vil skade naturen. Dertil kommer intenst arbejde for opførelsen af en pipeline, der skal transportere olie fra Canadas oliesand til Texas og Louisiana. De nordamerikanske oliefirmaer er tydeligvis på vej tilbage til Nordamerika, hvor de kan påvirke beslutningstagerne, og de har allerede sat deres aftryk.

ANDREAS ANTONI LUND (f.1981) er cand. comm. i journalistik og cand. mag. i historie fra Roskilde Universitet. Han arbejder som journalist. ILLUSTRATION: Olieforurening (Foto: Think4photop / Shutterstock)