03.02.2012

Årsdagene for starten på de unge egypteres oprør på Tahrirpladsen giver anledning til at se tilbage på en politisk kultur i forandring og se frem mod et nyt Egypten.

Af Helle Asbjørn Sørensen

Læs også:
– Egypten: Det muslimske broderskabs planer for magten
– Valg i Egypten: Islamisterne lykkedes med at kvæle revolutionen
– Ambassadør i Egypten: På mange måder er det gamle regime stadig ved magten

Lars Løkke Rasmussens bilagsrod. Første vinder af X-faktor. Jordskælvet i Haiti. Listen af vigtige hændelser, som nu er begravet dybt i vores myopiske bevidsthed, er lang. Men de fleste danske ægtemænd kan sikkert nikke genkendende til, at nogle årsdage simpelthen ikke må glemmes. Den 25. januar 2011 er en af dem.

Den mest magtfulde person i verden
“Til slut var jeg meget bange. Jeg var meget træt. Jeg kunne dårligt se, fordi mine øjne løb i vand. Jeg faldt tre gange, fordi jeg ikke kunne se. Men det er den følelse, du får, når over 25.000 mennesker i én gade siger den samme ting: Du føler dig som den mest magtfulde person i verden,” fortæller 20-årige Karim. Sammen med titusindvis af egyptere gik han på Tahrirpladsen tirsdag den 25. januar. De havde et fælles ønske. Et ønske om frie valg og flere reformer. Senere forlangte de, at præsident Mubarak og hans regering skulle træde tilbage. Den 11. februar 2011 blev deres krav endelig indfriet.

Den politiske kultur er i forandring
Men i virkeligheden var det blot begyndelsen. For de unges oprør i fjor igangsatte en hastig kulturel forandring. I begyndelsen af oprøret blev styret stadig stiltiende accepteret af den oprørske befolkning. Folkemængden havde kun beskedne krav til magthaverne. Men regimets brutale strategi betød, at den politiske ligegyldighed udviklede sig til direkte opposition, der forstærkedes af en stigende, politisk kompetencefølelse. Karim fortæller, hvordan regimets drab af mennesker på pladsen gjorde det utænkeligt ikke at indlede oprøret –og hvordan folket og fællesskabsfølelsen gjorde det umuligt ikke at fortsætte:

”Jeg blev slået på ryggen af politiet. Jeg blev nærved kvalt af røggranaterne. Hvis jeg kiggede op i luften, ville mindst fem eller seks granater være på vej mod mig. Hver gang du kiggede op, troede du ikke dine egne øjne. Men folket fik mig til at fortsætte,” siger han.

Med den følelse blev kimen til kulturel forandring lagt. I disse dage ser vi, hvordan en ny og anderledes deltagerkultur blomstrer op blandt de unge. De har klare visioner om et nyt Egypten, og henviser gerne til de europæiske og amerikanske modeller i deres beskrivelser. De tilstræber demokrati i bred forstand, navnlig gennem frie valg, gennemsigtighed, ansvarlighed og kontrol mellem magtinstanserne. De ønsker politiske frihedsrettigheder, som presse- og ytringsfrihed, og civile frihedsrettigheder, som lighed, rettigheder til kvinderne, menneskerettigheder og privat ejendomsret. De ønsker sekularisme og pluralisme. De tager afstand fra en islamisk stat og shari’a i form af en positiv lov og et moralsk kodeks, der vil skorte på det kristne mindretals rettigheder. Shari’a forstås som en personlig etik, hvor muslimske værdier som ydmyghed, disciplin, medmenneskelig omsorg, den store jihad (personlig anstrengelse) og social ansvarlighed sætter individet udover sig selv og ind i den sociale sfære. De søger altså ikke religiøs indflydelse på statsniveau. Man samler sig om en islamisk vision om det gode liv udtrykt gennem sociale aktiviteter i hverdagen. Den vestlige kultur giver de unge en ideologi, mens islam giver dem et moralsk standpunkt.

De tre præsidenters vælde
For at forstå de unges nye politiske kultur, må man forstå, hvilken politisk baggrund den vokser ud af. De unge egyptere fra Tahrirpladsen er i 20’erne eller 30’erne. De bor i Cairo og omegn. Overordnet tilhører de middelklassen og bekender sig til islam, selvom landets kristne minoritet også var repræsenteret på pladsen. De kender kun til én præsident siden 1981: Hosni Mubarak. Men de bærer på en politisk arv, der går helt tilbage til Gamal Nassers præsidentperiode i 1956-1970 og følgelig Anwar Sadats i 1970-1981.

Nasser trak landet i nationalsocialistisk retning ved blandt andet at demokratisere den offentlige uddannelse og tilbyde arbejde inden for staten. Udviklingen skabte en stor urban middelklasse, fordi mange fik mulighed for uddannelse og rimeligt betalt arbejde.

Med Sadat kom omfattende ændringer. Hans politiske linje, kendt som infitah (åben dør), trak staten ud af økonomien. I stedet åbnede Sadat op og tillod import af udenlandske varer, kapital og investering i lokale virksomheder. De klassiske kanaler til social mobilisering, navnlig uddannelsesinstitutionerne og militæret, var fortsat i kraftig vækst. Men adgangen til den vestlige civilisation begyndte også at sætte sine spor. Det blev statusmarkører at være ansat i en udenlandsk virksomhed eller at tale et fremmedsprog. Selv folk fra de lavere klasser fik mulighed for at stige i de sociale lag, i takt med at turistsektoren blomstrede op, og flere internationale virksomheder gjorde deres indtog i landet. En stor del af den lavere klasse blev skubbet opad, hvilket devaluerede middelklassens status. De måtte nu konkurrere nedad. Det var dog et fåtal, der kunne få arbejde i den prestigefyldte private sektor, og et stort flertal var fortsat enten arbejdsløse eller ansat i det offentlige til en lav løn. Derfor består Egypten i dag af en bred middelklasse med stor afstand til både den meget fattige underklasse på gaden og den meget rige overklasse, der lever i lukkede, luksuriøse parallelsamfund.

De fremadstormende, forvirrede oprørere
De tre præsidenter var alle tiltrukket af vesten. Økonomisk udvikling gik forud for innovation, kreativitet og Egyptens egen kultur. Politikken var i høj grad at kopiere, frem for at inkorporere, den vestlige kultur. Egyptere fra middel- og overklassen begyndte at anse det lokale for lavkulturelt og afskyvækkende. De unge på Tahrirpladsen har haft adgang til høj uddannelse, deres forældre har arbejde. De er født ind i middelklassen, og de er ressourcestærke. De er urbane og orienteret mod den vestlige modernitet. Men de lider under enorme klasseforskelle, høj arbejdsløshed og fremmedgjorthed i forhold til deres egen kultur.

Et opgør med politisk afmagt
Det er derfor ikke overraskende, at de unge havde et anstrengt forhold til politisk deltagelse før oprøret. Karim fortæller, at interessen for politik var der inderst inde, men sjældent blev udlevet, fordi man ikke ville udsætte sig for nyhedernes skræmmebilleder eller politiets og bureaukratiets sanktioner. Trods høj politisk viden og udblik til andre landes liberale værdier og demokratiske styreformer – enten via sociale medier, familie, studiet eller rejser – følte Karim afmagt. Han fortæller, hvordan hans far efter 27 års hårdt arbejde gik glip en forfremmelse, da en 10 år yngre mand bestak sig til stillingen. Det påvirkede familien dybt, men Karim havde intet andet valg end at se til. Han diskuterede ikke politik, han deltog ikke i demonstrationer, og når snakken falder på valgene, omtaler han dem på sarkastisk vis som: ”de demokratiske valg – som de plejede at sige”. Han gjorde med andre ord sit bedste for at holde snuden for sig selv. Alligevel blev han stoppet af politiet på åben gade, hvor de tvang ham til at tage sit tøj af, lod ham betale 500 pund for ikke at komme i fængsel og til sidst udsatte ham for vold. En anden gang måtte han vente tre uger på at få sit valgkort. Da han endelig kunne hente det, fik han at vide, at der var blevet stemt for ham ”om han så kunne lide det eller ej”, alt i mens politiet grinede og gjorde nar ad ham.

Historierne om systemets brutalitet florerer
Karim står ikke alene med sine oplevelser. Når snakken med de unge egyptere falder på politiet og bureaukratiet, står de skræmmende fortællinger i kø. Det er historien om, hvordan en ung mand engang spurgte ind til sine rettigheder efter lang tids venten på studieoptagelse, og derfor måtte se sin familie truet af politiet, som beder dem holde sig for sig selv: ”Du bør ikke spørge ind til dine rettigheder. Du har ingen rettigheder. Du bør holde dig for dig selv”, får han at vide.

Det er også fortællingen om venneflokken, der ganske uanfægtet blev opsøgt, ransaget og fik konfiskeret ejendele af et fuldt udrustet politi. Det er overordnet fortællingen om et regime, der gennem mangeårig undertrykkelse har gjort de unge egyptere til undersåtter i deres eget land – unge mennesker, der ser deres land forfalde, men lader stå til, fordi de ikke kan se nogen udvej.

Sagt på en anden måde, herskede der i udbredt grad en politisk undersåtkultur blandt de unge. Alle de skuffende, angstprovokerende og brutale møder med systemet påvirkede de unges tilgang til politik. Trods en stor utilfredshed med det daværende politiske system, havde den gennemgående følelse af desperation, afmagt og lav politisk kompetence skabt en norm om politisk passivitet.

Revolutionen vil forandre Egypten for altid
De unge har altså først og fremmest brudt med deres politiske kultur under revolutionen. Det bringer ny indsigt til de mange analyser, der kom i kølvandet på den politiske omvæltning. Kommentatorer og iagttagere så overvejende to udsigter for Egyptens fremtid: Man spåede, at enten militæret eller det Muslimske Broderskab ville vinde magten. Men nu har de unge for alvor meldt sig på banen. Og de sigter mod demokrati.

Militæret beholder magten
I starten lød de mere pessimistiske vurderinger på politisk kontinuitet. De økonomiske strukturer ville holde det nuværende militærstyre ved magten. Argumentet lød, at militærets mange virksomheder, der lønner et stort antal egyptere, tabuiserede anfægtelsen af deres magtposition. Samtidig ville den økonomiske elite modarbejde ændringer i de økonomiske strukturer, og bestikkelse ville fortsat være nødvendigt for at opretholde et rimeligt lønniveau i den offentlige sektor.

Broderskabet overtager styringen
Andre fremstående spåmænd forudså derimod politiske forandringer. Militærregimet ville miste magten til et autokratisk styre under islamisterne i det Muslimske Broderskabs ledelse. Stemmesystemet og det religiøse flertal på landet ville begunstige Broderskabet ved et fremtidigt valg. Men Broderskabet vil ikke fralægge sig magten igen. Egypten kunne altså se frem til et nyt, autokratisk styre efter parolen ”one man, one vote, one time”.

På nuværende tidspunkt ser det ud til, at de to kortsigtede forudsigelser begge har noget på sig. Kigger man på de formelle strukturer i Egyptens politik, står det klart, at Broderskabet har bred opbakning i befolkningen, mens militæret formentlig bibeholder sin privilegerede position i økonomien. Den reformistiske del af den ældre generations politiske aktører anerkender, at ændringer må ske inden for systemets rammebetingelser. Det sandsynliggør en fare for, at Broderskabet og militæret i mange årtier frem vil fastholde Egypten i et liberaliserende autokrati. De vil opretholde den moderne facade og den evige proklamation af mindre reformer udadtil, for fortsat blot at foregive bevægelsen mod en mere liberal styreform indadtil.

De unge egyptere bryder med autokratiet
Vender man nu blikket mod Karim og hans cairenske ungdomsfæller, udfolder der sig en tredje, langsigtet og langt mere optimistisk forudsigelse: den nye islamiske, politiske bevidsthed, der i de senere år er opblomstret via sociale medier og satellit-tv, cementerer et markant skridt mod demokrati. Med oprøret i foråret som kulminationen. Med fokus på de unge caireneres politiske kultur kan man argumentere for et definitivt og uomgængeligt brud med autokratiet. De unges politiske kultur er i forandring og potentielt i spredning.

Karim har allerede fået en smagsprøve på, hvordan det føles, når folket har magten. En dag efter oprøret kommer han hjem efter udgangsforbuddet og bliver mødt af ti militærmænd. De ransager hans bil og undersøger hans kørekort, men de kropsvisiterer ikke ham.

”Jeg spurgte politiet: ’undskyld mig – jeg ved godt, jeg frit kan gå nu – men jeg vil bare gerne spørge jer om én ting: hvorfor undersøgte I ikke mig?’ Og politimanden svarede: ’du har dine rettigheder nu, og jeg kan ikke kropsvisitere dig uden en kendelse’. Dét alene gjorde mig så glad,” fortæller Karim med fornyet optimisme.

De unge vil ikke stille sig tilfredse med, at militæret og det Muslimske Broderskab er ved magten. De forventer en responsiv og respektfuld behandling fra militæret, statsapparatet og den kommende regering, Og de synes villige til at genopfriske hele omverdenens hukommelse, hvis resultaterne udebliver.

Helle Asbjørn Sørensen er bachelor i Statskundskab fra Aarhus Universitet. Artiklen er skrevet på baggrund af indgående interviews med seks egyptere som led i hendes bacheloropgave om de unge egypteres oprør i fjor. ILLUSTRATION: (foto, Maggie Osama via flickr)