20.02.2012

Usynlige er de egyptiske fagbevægelser ikke, men deres rolle i revolutionen og deres potentielle betydning for demokratisk bæredygtighed og rettigheder i Egypten er blevet overset i den voldelig revolution. Nu kæmper fagforeningerne for at vinde deres uafhængighed i det unge folkestyre. Men det er svært at se, hvor de skal finde politisk opbakning.

Af Bogdan Vasii og Sarah Borger

Læs også:
– Gadekunst i Kairo: Vores gader, vores fremtid
– Analyse: Giv demokrati i Nordafrika og Mellemøsten en chance
– Egypten: Tillykke med revolutionen, unge egyptere

”Kamal Abu Eita er manden, der har gjort for den egyptiske fagbevægelse, hvad Gamal Abdel Nasser gjorde for den arabiske nationalisme.” Det var ganske vist den mest grandiose lykønskning til formanden ved den første og nyligt afholdte generalforsamling for EFITU (Egyptian Federetion of Independent Trade Unions), men det det var langt fra den eneste. Og til dem der skulle være i tvivl, så findes der næppe et større kompliment for den politisk aktive i Egypten end at blive sammenlignet med helten over alle helte, Gamal Abdel Nasser. Det er dog bemærkelsesværdigt, at Kamal Abu Eita – en travl og beskeden mand med et bastant sort overskæg og en six pence, der synes at være smeltet fast – skulle have haft så stor betydning i disse tider, uden at hverken hans person eller organisation har fået særlig meget opmærksomhed.

Revolutionens mænd i stiveste puds
Historien om EFITU er ukendt for de flest. Organisatoinen blev dannet på Tahrir pladsen den 30. januar 2011 af de få uafhængige fagforeninger, der eksisterede i landet på daværende tidspunkt. På den måde var den uafhængige egyptiske fagbevægelse i høj grad med til at støtte op omkring de revolutionære kræfter, der i sidste ende drev Hosni Mubarak fra magten. Kampen er sidenhen fortsat på Tahrir, på arbejdsplader, og hvor end man har øjnet en mulighed for at forbedre arbejderes vilkår og rettigheder. Organisationen oplyser, at den har tiltrukket op mod to millioner medlemmer fordelt på mere end 200 lokalafdelinger. Eller som Ahmed Al-Debeky, bestyrelsesmedlem og medstifter af EFITU, fortalte på sit beskedne kontor få hundrede meter fra Tahrir pladsen: ”Vi har i høj grad fokuseret al vores indsats på at få revolutionen til at fortsætte. På at få gennemført en lovændring, der tillader frie og uafhængige fagforeninger og en tilbagekaldelse af SCAF´s lov fra april 2011, der forbyder strejker og protester.” Lovændringen er afgørende for, at frie og uafhængige fagbevægelser på sigt kan rodfæste sig i det egyptiske samfund, forklarer Ahmed Al-Debeky. Fagbevægelserne må vinde politisk legitimitet, før de kan være med til at sikre, at politikerne ikke kun fokuserer på økonomisk fremgang og stabilitet, men også på rettigheder, uddannelse og arbejdsvilkår.

50 års kampe for bedre forhold og rettigheder
Kampen for bedre arbejdsforhold og -rettigheder går helt tilbage til 1962, hvor ETUF (Egyptian Trade Union Federation) blev etableret. Skiftende egyptiske præsidenter gav ETUF forskellige roller og beføjelser, men der herskede ingen tvivl om, at organisationen fra starten fungerede som regimets forlængede arm. Et nyere eksempel på sammenfletningen var, da ETUF´s accepterede lov nr. 12 fra 2003. Den tillader blandt andet arbejdsgivere at kontraktansætte arbejdere på ubestemt tid. Det afskærer dem fra at kunne organisere sig, da retten til faglig organisering ifølge egyptisk lov kræver fastansættelse. Udover at fungere undergravende for ETUFs medlemstilslutning, og dermed den politiske indflydelse antallet af medlemmer giver en uafhængig fagbevægelse, blev det nærmest umuligt for mange mennesker at organisere sig lovligt. De seneste 15 år er de egyptiske arbejderes utilfredshed med den økonomiske og sociale situation da også blevet tydeligere. I 2010 dokumenterede en udgivelse fra Center for Solidarity i Kairo, at antallet antallet af årlige demonstrationer, strejker og sit-ins var seksdoblet fra 1998 til 2008. I det lys var dannelsen af IGURETA (Independent General Union of Real Estate Tax Authority workers) i 2008 med Kamal Abu Eita i spidsen på mange måder en historisk begivenhed. Her var tale om den første uafhængige fagforening i Egypten siden 1952 og første skridt mod EFITU. Kampene er imidlertid fortsat, og i løbet det seneste år har Egypten oplevet et hav af nye strejker og dannelsen af en ny faglig organisation, EDLC (Egyptian Democratic Labour Congress), som er et resultat af interne stridigheder i EFITU.

Grund til optimisme trods problemer til halsen
EFITU kæmper samtidigt med at skabe en økonomisk bæredygtig og demokratisk organisation uden at skabe flere interne uenigheder. Wafaa Osama bidrager sammen med Helen Hajaj til en udgivelse om den egyptiske fagbevægelse, der udkommer i Danmark i løbet af foråret med støtte fra Ulandssekretariatet. Hun forklarer, at fagforeningerne trods hastig vækst står over for en række udfordringer fremadrettet: ”Ud over at EFITU fortsat er ulovlig, har organisationen et enormt økonomisk problem. Samtidig er der fortsat ikke er udarbejdet procedurer for fagforeninger, der vil forlade ETUF. Det betyder blandt andet, at de ikke kan medbringe de enorme opsparede summer, i form af eksempelvis de fagforeningsudbetalte pensioner, med til EFITU. Derfor er det kun nogle særlige fagforeninger med særlige medlemmer, der overhovedet kan tillade sig at skifte,” siger Wafaa Osama til RÆSON. I lyset af at EFITU fortsat er en ung organisation, står den fortsat over for nogle store administrative og demokratiske problemer, som ofte bliver løst ved tidskrævende learning-by-doing. Sidst men ikke mindst skal de store videns- og kommunikationsproblemer også løses. Ifølge Wafaa Osama er det afgørende, at organisationerne får en bedre forståelse for deres medlemmers behov og forventninger. Et professionelt kommunikationshold kunne fungere som en kilde til information om bevægelserne. Men de kunne også udbrede forståelse og empati med strejkende arbejdere, som de egyptiske medier ofte stempler som hyklere og opportunister, der vil sætte landet i stå.

Tovtrækkeri om fagbevægelsernes fremtidige rolle i samfundet
Den 4. august 2011 meddelte daværende Arbejdskraftsminister Ahmed El-Boraei til manges store overraskelse og glæde, at han ville opløse ETUF. Et halvt år og en del politiske tovtrækkerier senere er de politiske partier uformelt blevet enige om, at ETUF blot skal omstruktureres. Den politiske situation er uforudsigelig og ugennemskuelig, fortæller ETUFs talsperson Abdel Monem RÆSON over en kop arabisk kaffe. Ingen politiske partier har meldt ud, hvad de egentlig mener om den nuværende situation, forklarer han. Det eneste man ved er, at FJP (Freedom and Justice Party, det Muslimske Broderskabs parti, red) støtter ETUF. Alle venter derfor spændt på, at SCAF eller de nyvalgte politikere færdigbehandler forslaget om at ændre fagforeningsloven. Dermed er det, ifølge Kamel Abbas, som er formand for EDLC, også svært at gennemskue, hvor de uafhængige fagforeninger kan hente den fornødne politiske opbakning, før de politiske partier bekender kulør. Men med den ukuelige vilje som EFITU hidtil har udvist i at forme organisationen på demokratisk vis, er der måske håb alligevel. En dedikation til demokratisk beslutningstagning, som måske bedst illustreres ved den møjsommelige afstemning på konferencens tredje dag. Her stemte 264 delegater efter sigende enkeltvist på konferencesalens scene i en seance, der strakte sig over mange time.

Den danske blinde vinkel
Historien om de sociale mediers rolle i det arabiske forår er blevet fortalt og genfortalt utallige gange. Til gengæld viser en simpel og muligvis overfladisk research en eklatant mangel på dækning af de egyptiske fagbevægelser. Den 25. januar 2012 gav Infomedia 44.000 hits, når man søgte på Egypten. Når man derimod søgte på EFITU og de danske oversættelser EFUF eller EFUFF dukkede kun fire historier op. Hvoraf tre af dem teknisk set var ens. Den egyptiske fagbevægelse har haft svært ved at tiltrække opmærksomhed og sætte sin politik på dagsordenen både nationalt og internationalt. Det er måske årsagen til, at undertegnede tilsyneladende var den eneste udlænding uden tilknytning til fagbevægelserne ved konferencen. I et land som Danmark har fagbevægelsen i den grad spillet og spiller fortsat en enorm rolle. Den nye udviklingsminister er en selverklæret ”rettighedsminister”. Til trods for fokusset på rettigheder og organisationsfrihed, lader Danmark ikke til at se de bevægelser, der kæmper for sagen i det nye demokrati i Egypten.

BOGDAN VASII er cand.scient.soc. i geografi og antropologi, bosat i Kairo, og arbejder med projekter, der blandt andet skal undersøge de egyptiske fagbevægelsers demokratiforståelse og anvendelse og støtte skabelsen af social dialog og erfaringsudveksling med danske fagforeninger. SARAH BORGER er BA i arabisk og kommunikation, stud. cand.com, og arbejder bl.a. med interkulturel kommunikation. Illustration: EFITU via flickr

Overblik: forkortelser i artiklen
EDLC – Egyptian Democratic Labour Conference
EFITU – Egyptian Federation of Independent Trade Unions
ETUF – Egyptian Trade Union Federation
FJP – Freedom and Justice Party
IGURETA – Independent General Union of Real Estate Tax Authority workers
SCAF – Supreme Council of the Armed Forces