27.11.2012

Israels afgående forsvarsminister forhindrede en landoffensiven på Gazastriben, men sendte samtidig landet længere til højre før parlamentsvalget i januar

ANALYSE af Hans Henrik Fafner, Tel Aviv

LÆS OGSÅ:
– Konflikten i Gaza: Israelerne er blevet deres egen værste fjende
– Israel tog fejl: De nye arabiske demokratier bliver et kæmpe politisk problem

Det kom som noget af en bombe, da Israels forsvarsminister Ehud Barak den 26. november meddelte, at han træder tilbage efter Knesset-valget den 22. januar næste år. Barak gjorde, som han gør bedst: Han trak sig på et tidspunkt, hvor ingen var forberedt på det. Det kom som et kølleslag, og alle stod tilbage med spørgsmålet, om han overhovedet mente det. For på mange måder gav det ikke mening. Hans lille parti, Atzmaut (Uafhængighed), har godt nok længe stået til at ryge under spærregrænsen. Men efter Israels seneste konflikt med Hamas på Gazastriben er vælgertilslutningen vendt tilbage. Atzmaut står til en respektabel fremgang, der ville være nok til at sikre Baraks politiske karriere de næste fire år. Svaret på spørgsmålet skal derfor ikke findes her. Det skal derimod findes i politiske efterdønninger af Operation Skystøtte, som var kodenavnet på Gaza-offensiven.


Provokerende flødekarameller

Baraks pludselige popularitet i meningsmålingerne skyldes uden tvivl, at han personligt stillede sig i vejen for den landoffensiv, alle havde ventet på Gazastriben. På den måde sparede han den israelske befolkning for synet af soldater i sorte plastiksække, hvilket ville have været en næsten uundgåelig følge af landoffensiven. Det fik mange israelere til at se med mildere øjne på Barak, der ellers gentagne gange er blevet betegnet som landets mest upopulære politiker.

Det er dog langt fra alle, der mener, at forsvarsministeren traf den rigtige beslutning. Mange hæfter sig ved, at Operation Skystøtte ikke opfyldte sine to erklærede hovedmål. Det ene var at udslette de palæstinensiske raketlagre på Gazastriben. Det ved ingen om lykkedes. Det andet var at ødelægge eller decimere Hamas. Det har langt fra været resultatet. For mens de israelske ledere – Ehud Barak, ministerpræsident Benyamin Netanyahu og udenrigsminister Avigdor Lieberman – meddelte våbenhvilen i meget afdæmpede vendinger, markerede Hamas afslutningen på kamphandlingerne med en folkefest. Torsdagen – den første dag med ro i området – skulle være ”national festdag”, og Hamas-aktivister delte flødekarameller ud til børnene i Gazastriben. Det ser den israelske højrefløj som en provokation. Derfor mener mange, at våbenhvilen kun er en stakket frist. Og her ligger den egentlige grund til, at Ehud Barak formelt trækker sig ud af israelsk politik.


Feiglin er inde i varmen

Det er almindeligt kendt, at Netanyahu beundrer Barak. Og det var også antagelsen, at Netanyahu ville have ladet Barak fortsætte som forsvarsminister. Også hvis han efter valget skulle have siddet tilbage med et parti med blot et par eller tre mandater. Men det er ikke længere givet, Netanyahu kommer til at sidde med magten til selv at kunne udpege ministre, og den mulige tort ville Barak ikke lide.

Skuffelsen over udfaldet af Gaza-konflikten har nemlig forstærket den israelske højredrejning, og det vil præge dagsordenen op til og efter valget den 22. januar. Det fik vi en forsmag på, da Likud holdt primærvalg den 26. november.

Primærvalget blev en skuffelse for Netanyahu. Han havde gerne set, at Likud-partiets moderate fløj kom styrket ud af valget, men det stik modsatte blev tilfældet. Moderate politikere som Benny Begin, Dan Meridor og Michael Eitan er henholdsvis endt som nummer 20, 28 og 30 på partiets opstillingsliste, mens de 10 øverste på listen er hardlinere, der opponerer mod Netanyahus ”bløde” stil. Det bedste billede på partiets nye højresving er ultranationalisten Moshe Feiglin. Indtil nu er lykkedes Netanyahu at holde ham væk fra en reel chance for at blive valgt til Knesset, men de nye vinde bar ham ind på en 15. plads og sikrede ham dermed en fremtid som parlamentariker.


At standse i tide

Det er sandsynligt, at Netanyahu kommer til at fortsætte som ministerpræsident efter valget, og at han vil stå i spidsen for en ny regeringskoalition, der nu blot er rykket flere grader mod højre. Ehud Barak har på mange måder fungeret som det moderate element, som vi så det under konflikten i Gaza. Det kommer til at mangle, hvis det ikke lykkes Netanyahu at få et af centrumpartierne med i den kommende regering. Og det gør det sandsynligvis ikke.

Både israelerne og palæstinenserne kan derfor se frem til en mere håndfast israelsk regering. Og det betyder, at der næppe kommer til at gå fire år igen, før det atter brager løs omkring Gazastriben. Den højrefløj, som nu har magten i Likud, er utilfreds med, at Hamas har kunnet betragte seneste runde som en sejr. Den vil ikke tøve med en ny militær operation, hvad enten Netantyahu ønsker det eller ej.

Dermed ikke sagt, at udviklingen kunne have været undgået ved at sætte landoffensiven i gang. Som flere israelske analytikere udtrykker det, kunne man derimod have undgået radikaliseringen ved at standse Operation Skystøtte endnu tidligere, end det blev tilfældet. På femte dagen viste en meningsmåling, at 94 procent af Israels jødiske befolkning bakkede op om bombeangrebene på Gazastriben. Men endnu vigtigere var det, at store dele af verdenssamfundet også på det tidspunkt stod bag Israel – USA støttede, EU accepterede og Egypten var villig til at fortsætte i mæglerrollen. Israelerne og verdenssamfundet er til en vis grad stadig på Israels side, men fejlbombningen af en hel familie på Gazastriben og andre operative fejl har slået skår i billedet. Og det har gjort forholdet mellem Israel og resten af verden kantet, hvilket er i højrefløjens favør.


Venstrefløjen på sidesporet

Nu håber mange af de israelere, der vil det anderledes, på en modvægt fra de forskellige centrumpartier. Det var da også alt andet end tilfældigt, at den detroniserede forkvinde for centrumpartiet Kadima, Tzipi Livni, valgte at træde frem og bebude en ny politisk bevægelse dagen efter primærvalget i Likud. Kadima, som er det største parti i Knesset lige nu, står til at ryge ud af Knesset ved valget i januar, og Livni vil kunne samle mange af partiets vælgere i en ny midterblok.

Der er gået rygter om, at Ehud Barak kunne vælge at slutte sig til Livni, og det kan slet ikke udelukkes efter hans pludselige exit. Et andet centrumparti under ledelse af den tidligere tv-journalist, Yair Lapid, ser også ud til at kunne trække stemmer, ligesom det hensygnende israelske Arbejderparti har fået vind under vingerne. Tilsammen kan de moderate partier danne en midterblok. Deres nuværende vælgertække har de skaffet sig ved at gå sammen om klare synspunkter om de sociale reformer, mange israelere ønsker.

Det mest interessante er, at ingen fra den nye opposition taler om fredsproces og to-statsløsninger, som Israels klassiske venstrefløj ellers altid har gjort det. Sikkerhedspolitisk ligger de tæt på Netanyahus synspunkter. Derfor kommer de til at udgøre et reelt alternativ til den højrefløj, der nu er ved at sætte sig solidt til rette i Likud.

De seneste stridigheder har altså igen defineret en afgørende brudflade i israelsk politik. På den ene side står de, der vil sende militæret tilbage til Gaza ved først kommende lejlighed. På den ene side de, der går ind for en mere moderat linje, men fortsat taler for at opretholde blokaden mod Hamas og palæstinenserne på Gazastriben. Den klassiske venstrefløj, der taler om dialog og en to-statsløsning, er blevet kørt endnu længere ud på sidesporet.

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er Weekendavisens korrespondent i Mellemøsten. Skriver desuden bl.a. til Morgenbladet i Oslo og freelancer for DR. Han har tidligere skrevet i RÆSON.