15.10.2012

Militæret bryster sig af at have givet Egypten folkestyre, og Mursi er den første præsident, folket selv har valgt. Men meget tyder på, at revolutionen kan ende som et autoritært regimeskifte i demokratiske fåreklæder.

ANALYSE af Astrid Helene Washington

LÆS OGSÅ:
– Skovgaard-Petersen om Egypten: Mursi viser autoritære træk
– Egypten: Broderskabet vandt præsidentposten. Militæret har magten

Egypten har fået demokrati. I hvert fald på papiret. Men kun få måneder efter landets første demokratisk valgte præsident, Mohamed Mursi, kunne fejre sin sejr, begyndte han at vise autoritære træk. Det sagde Jakob Skovgaard-Petersen til RÆSON i september. Præsidenten begyndte hurtigt at samle magten omkring sig selv og sin inderkreds. I starten af august 2012 sendte han den magtfulde feltmarskal Mohamed Tantawi og en håndfuld af hærens topfolk på pension og erstattede dem med yngre officerer. Samtidig konsoliderede Mursi sit partis magt med beføjelser til personligt at kunne udpege en lovgivende forsamling. Militæret, som tog en stor del af æren for at hjælpe demokratiet, står nu ikke længere som garanter for folkestyrets udvikling. Det arbejder i stedet for at beholde sine privilegier og sin magt.


Penge vejer tungere end stemmesedler

Professor Holger Albrecht fra det amerikanske universitet i Kairo analyserede allerede i 2011 situationen: “Det er generelt tvivlsomt, om generalerne i SCAF vil overdrage magten helt og aldeles i nær fremtid. I stedet vil de – i det mindste – tilstræbe at bruge vetoret i den politiske proces og nyde autonomi i forhold til de civile politiske institutioner for at beskytte deres økonomiske privilegier og deres opfattede rolle som vogtere af den moderne egyptiske stat.” Økonomien er altså ikke nogen grund til, at militæret skal arbejde for et demokratisk Egypten.

Ifølge Forsvarsakademiet oplyser det egyptiske militær ”ikke nøgletal for sine egne ressourcer eller sin rolle i den egyptiske økonomi i det hele taget.” Men Forsvarsakademiet anslår i en rapport fra 2011, at det militære forbrug udgør 3,4 procent af BNP. Det løber op i 515.4 milliarder dollars, vurderede CIA i 2011. Landet har med andre ord det 35. største militære forbrug i verden. Til sammenligning ligger USA på en 24. plads, og Danmark på en 110. plads. Men det egyptiske militær overlever ikke bare på midlerne på staten. Det tjener også penge på ”det private marked med egne virksomheder”, noterer Forsvarsakademiet: ”Disse virksomheder findes især i brancher med relation til forsvarsrelateret produktion (fx våben), men arbejder i øvrigt i en bred vifte af brancher rækkende fra levnedsmidler og beklædning over bygge- og anlæg til turisme”.


Militærets forretningsimperium

Militærets indtægter er altså ikke styret af politikere, og det giver ifølge Forsvarsakademiet det egyptiske militær en ”ret høj grad af autonomi”. I The New York Review of Books sammenligner professor i nationale sikkerhedsanliggende ved The Naval Postgraduate School i Monterey, USA, Robert Springborg, det egyptiske militær med ”et forretningsimperium som General Electric.” Publikationen anslår, at militærets samlede andel i den egyptiske økonomi udgør op mod 40 procent.

Så da Mubaraks søn og forventede efterfølger, forretningsmanden Gamal, begyndte at privatisere statsejede virksomheder, som fx stålproduktionen, blev det ifølge The New York Review of Books set som en direkte trussel mod militærets enorme forretninger, indtjening og magt. Og med demonstrationerne stod det klart for militæret, at der var ”mere at tabe ved at holde sig til Mubarak’erne, end ved at vælte dem”, vurderer publikationen.

I Forsvarsakademiets rapport fra 2011 forlyder det derfor, at det egyptiske militær har meget at vinde ved at hjælpe landet til demokrati: Militæret kan beholde sin centrale position i samfundet, forholdet til USA bliver bedre og Egypten og Mellemøsten bliver mere stabilt. Derfor bevæger Egypten sig mod et demokratisk samfund, ”hvor der er plads til, at partier, der accepterer det liberale demokrati, vil kunne kæmpe åbent og i den forstand uden indblanding fra militære særinteresser,” hedder det i rapporten.


Uofficiel reel magt

Men mens rapporten nævner militærets særinteresser og specifikt militærets forretningsimperium, kan man argumentere for, militæret skal have overordentlig stor viljestyrke for at støtte et liberalt demokrati uden at tage hensyn til netop sig selv og sit forretningsimperium.

Det amerikanske magasin Foreign Affairs tager begge indgangsvinkler i betragtning i artiklen ‘Commanding Democracy in Egypt’ fra 2011. Den skitserer, hvordan militæret på den ene side giver løfter om demokratisering, og på den anden side slår hårdt ned på et spirende pluralistisk samfund og de demokratiske processer. Magasinet mener ikke, at militæret er villig til at risikere sine interesser: ”Frem for alt er generalerne fast besluttet på at bevare stabilitet og beskytte deres privilegerede position,” lyder analysen. Men til gengæld ønsker militæret heller ikke at holde fast på magten officielt:

“De erkender, at hvis de regerer landet direkte, truer det deres position ved potentielt at fremprovokere ustabilitet, udsætte dem selv for offentlig kritik og splitte dem. Og de vil undgå at blive beskyldt for Egyptens voksende økonomiske og sociale problemer, såsom tocifret inflation og arbejdsløshed, fortsat arbejdsuro og en stigning i kriminalitet. Derfor er SCAF ivrig for at overlade magten til en folkevalgt regering – men kun for at bevare magten og goderne, ikke ud fra nogen dybereliggende tro på demokratiet.”

SCAF vil altså af med regeringsmagten, så længe det ikke volder dem besvær. Og Foreign Affairs argumenterer for, at vi netop nu kan være vidner til et smidigt autoritært regimeskifte kamufleret som demokratiseringsproces: ”Generalerne håber nu at skabe et system af omhyggeligt formede demokratiske institutioner, som vil bevare deres magt og formindske risikoen for, at nogen enkelt politisk gruppe kan udfordre dem. SCAFs beslutning om at legalisere forbudte politiske partier og tillade dannelse af nye kan til en vis grad forstås i det lys. Selvom trækket ligner en indrømmelse over for folkelige krav, spredte det også den politiske magt – noget som tydeligvis gavner militæret.”


En uhellig alliance

Nogle analytikere argumenterer for, at militæret og Det Muslimske Broderskab ligefrem har indgået en egentlig alliance for at holde på magten. De egyptiske politiske partier ”frygter, at det Muslimske Broderskab vil sælge sig til militæret i en eller anden pagt, som kompromitterer revolutionen og partiernes evne til at benytte demokratiske spilleregler til at begrænse det Muslimske Broderskab og holde militæret ansvarligt”, vurderer tænketanken Brookings op til valget i 2012.

Og ideen om en alliance er langt fra ny. Allerede inden for de første seks måneder af revolutionen i Egypten, understregede en journalist i The New York Review of Books, at ”hæren har faret med lempe over for islamisterne og bevæget sig fremad i takt med det Muslimske Broderskab, med hvilken den har lavet aftaler. Som regimets mangeårige rygrad og med egne overordnede økonomiske interesser at opretholde, ønsker hæren – det er en udbredt opfattelse – at konsolidere et status quo, som vil dominere i årevis fremover. Det vil den delvis gøre ved at manipulere et parlament, som er parat til at samarbejde. En pensioneret general gentog for nyligt over for mig, hvad han har sagt gennem de seneste måneder: ’Med Broderskabet ved militæret, hvad de får; med resterne af det gamle regime ved de, hvad de får; men med de revolutionære og de liberale ved de det ikke. Broderskabet har brug for deres godkendelse, ligesom hæren har brug for Broderskabet lige nu’”.


Astrid Helene Washington har været udstationeret for FN og FNorganisationer i bl.a. Liberia, Pakistan og Afghanistan, og hun har arbejdet med de første afghanske og irakiske demokratiske valg. Nu skriver hun speciale om fjendebilleder og nationalisme i Pakistan.