16.02.2012

Kinas udenrigspolitik har udviklet sig til et stort ukoordineret rod. Et miskmask af statsstyrede myndigheder og civile aktører kæmper om at lægge den politiske linje, mens verden i højere og højere grad oplever Kina som en konfrontativ konfliktmager i det Sydkinesiske hav. Det kan få vidtrækkende konsekvenser.

Af Andreas Andersen

Læs også:
– USA-Kina: En ny kineser på præsidenttaburetten spiller ingen rolle
– Kina: Hvem bliver verdens (næst?)mægtigste mand i 2012?

Hør også:
– RÆSONs USA-redaktør Martin Wøldike om Xi Junpings besøg i Radio 24syv.

I disse dage er Kinas vicepræsident og formentlig kommende præsident Xi Jinping i Washington for blandt andet at diskutere et forbedret militært samarbejde mellem Kina og USA. En kærkommen mulighed for Obama, som får lejlighed til at hitte redde i den Kinas udenrigspolitiske linje. Det kan dog vise sig at blive en større udfordring. Landets udenrigspolitik er nemlig ganske ukoordineret og præget af modsatrettede interesser og påvirkninger. Tendensen ser vi i det Sydkinesiske hav, hvor flåden, kystvagten, fiskerimyndigheder og andre maritime aktører sætter deres egne sømærker, tilbageholder skibe og chikanerer andre lande. Det afstedkommer konflikter og konfrontationer, som er med til at forme og udfordre den kinesiske udenrigspolitik. Det ukoordinerede Kina øger risikoen for tilfældige sammenstød.

Romney varsler handelskrig
USA’s nye militærstrategi og den republikanske primærvalgkamp har igen bragt forholdet mellem USA og Kina i fokus. Kina har været omdrejningspunkt for stor debat under det republikanske primærvalg. Favoritten Mitt Romney bebuder en hård kurs over for Beijing og varsler en potentiel handelskrig, hvis ikke Kina revaluerer sin valuta. I forlængelse af debatten offentliggjorde USA’s præsident Barack Obama i januar 2012 en ny amerikansk militærstrategi. Den lægger op til, at USA vil konsolidere og styrke sine alliancer og militære tilstedeværelse i Stillehavsregionen. Samtidig udvider Kina sine militære, økonomiske og politiske interesser i området. Resultatet er øget risiko for militære og diplomatiske sammenstød mellem Kina og USA og deres allierede i det Sydkinesiske hav.

I lyset af de seneste måneders udvikling, er det interessant at se på den forandring, der er sket i kinesisk udenrigspolitik. Den øgede interaktion mellem Kina og resten af verden har medført en institutionalisering og pluralisering af den kinesiske udenrigspolitik. Flere aktører forsøger nu at påvirke den udenrigspolitiske linje i forskellige – og i nogle tilfælde modstridende – retninger.

De ni medlemmer af Kommunistpartiets Stående Komite, som fortsat udgør Kommunistpartiets ubestridte magtelite, formulerer de overordnede principper for landets udenrigspolitik. På det lavere statslige og militære niveau, hvor politikken implementeres og effektueres, tegner der sig imidlertid et mere mudret billede. Her forsøger det kinesiske militær, statskontrollerede medier, institutioner og virksomheder samt nationalistiske internetbloggere at påvirke og forme politikken. Det udfordrer Kommunistpartiets evne til at kontrollere og styre udenrigspolitikken. Indtil videre har flere begivenheder udstillet den ukoordinerede indsats.

Flere eksempler på ukoordinerede aktioner de seneste år
I marts 2009 blev det amerikanske overvågningsskib Impeccable tilbageholdt af hele fem kinesiske skibe. To trawlere, to patruljebåde fra fiskeriadministrationen og et militært overvågningsskib. Tilbageholdelsen skete i internationalt farvand cirka 40 sømil syd for den kinesiske ø Hainan. Den amerikanske ambassade i Beijing protesterede efterfølgende over episoden, men fra kinesisk side blev det fastholdt, at det amerikanske overvågningsfartøj spionerede i kinesisk farvand, hvilket er i strid med internationale regler. Konfrontationen skete kun få dage efter, Kina og USA havde underskrevet en aftale om øget militærdialog, og kort tid inden den kinesiske udenrigsminister Yang Jieshi skulle besøge Washington. Dårlig timing, der er et godt men langt fra enestående eksempel på manglende koordination mellem de kinesiske maritime aktører og ledelsen i Beijing. I juni 2011 var den så gal igen. Vietnam og Indien beskyldte kinesiske skibe for at sabotere og chikanere arbejdet med vietnamesiske og indiske seismiske undersøgelser af olieforekomster omkring øgruppen Nansha. Bag chikanen stod den statslige Marine Organisation, der primært har ansvaret for at beskytte det kinesiske havmiljø, men som i stigende grad er blevet involveret i arbejdet med at opretholde Kinas territoriale suverænitet. I kølvandet på episoden kom der flere modstridende udmeldinger fra kinesisk side. Flere nationalistiske artikler og militære udmeldinger kritiserede Vietnam og Indien. De opfordrede den kinesiske ledelse til at bruge alle midler for at straffe landenes provokationer. Samtidig forsøgte det kinesiske udenrigsministerium at nedtone episoden ved kun at omtale, at de vietnamesiske fartøjer opererede ulovligt i kinesisk farvand og uden at nævne, at Indien var involveret.

Magtkampene skader Kinas omdømme
Episoderne er kun et lille udsnit af de utallige konfrontationer, der har fundet sted mellem kinesiske maritime myndigheder og andre lande i det Sydkinesiske hav. Der føres ikke officiel statistik på området, men antallet er steget siden 2007, hvor mindst 10 konfrontationer har medført diplomatiske problemer mellem Kina og lande som Vietnam, Filippinerne, Indonesien, Indien og USA. I nogle tilfælde har magthaverne i Beijing utvivlsomt kendt til aktionerne. Men antallet af episoder og diplomatiske efterdønninger, som konfrontationerne har skabt, er med til at så tvivl om, hvorvidt Kommunistpartiet har styr på de mange maritime aktører i det Sydkinesiske hav. Flere af konfrontationerne har skadet Kinas omdømme og undergravet landets troværdighed i forhold til forhandlingerne i den Sydøstasiatiske handelsorganisation ASEAN. Her samarbejder Kina med de øvrige kyststater i det Sydkinesiske hav om at løse deres territorial- og suverænitetsstridigheder. De øvrige medlemmer af ASEAN var af gode grunde skeptiske, da den kinesiske forsvarsminister General Liang Guanglie i en tale forud for ASEAN topmødet på Bali i 2011 understregede, at Kina fortsat er dedikeret til at opretholde fred og stabilitet i det Sydkinesiske Hav. Samtidig rapporterede flere nyhedsmedier nemlig, at en kinesisk patruljebåd havde chikaneret et vietnamesisk forskningsskib. Episoden skabte diplomatiske problemer for Kina og rejste tvivl om Beijings vilje og intentioner i forhold til at løse territorialstridighederne igennem forhandlinger i ASEAN.

Vesten overtræder ASEANs aftaler og doktriner
Billedet af en aggressiv kinesisk drage i det Sydkinesiske hav bliver ofte viderebragt i vestlige medier. Nuancerne kommer dog sjældent frem. Ofte er andre stater selv skyld i konfrontationerne. Lande som Vietnam, Filippinerne og USA overtræder fra tid til anden eksisterende ASEAN aftaler og doktriner, ligesom landende udfordrer de kinesiske suverænitetskrav.
Den kinesiske flådes dobbeltrolle
Udover de mange civile maritime aktører, spiller den kinesiske flåde en afgørende rolle i det Sydkinesiske hav. I de sidste ti år har Kinas økonomiske vækst gjort det muligt at gennemføre en massiv modernisering og opgradering af flåden. I samme periode har Kommunistpartiet gennemført en række politiske reformer med det formål at adskille det kinesiske militær fra den politiske beslutningsproces. Det har givet den kinesiske flåde en ny rolle. Flåden forsøger at finde sig til rette i sin nye rolle, hvor den på den ene side vil forblive loyal overfor Kommunistpartiet, mens den på den anden side vil blande sig i Kinas udenrigspolitik med hårde retoriske udmeldinger og planer om øget patruljering i det Sydkinesiske hav. Den kinesiske flåde er vigtig i forhold til den fremtidige sikkerhedssituation i det Sydkinesiske hav.

USA’s præsident Barack Obama synes at være opmærksom på udviklingen. I sin tale til det australske parlament i 2011 understregede han vigtigheden af bedre kommunikation og koordinering mellem det amerikanske og kinesiske militær for at undgå misforståelser. I de kommende år vil intentionerne om bedre kommunikation og færre spændinger mellem Kina og USA blive udfordret gentagne gange. Første test vil formentlig udspille sig i marts, hvor USA og Filippinerne har planlagt en storstilet flådeøvelse i det Sydkinesiske hav. Kinesiske nationalistiske og statskontrollerede aviser udtrykker allerede nu bekymring over og utilfredshed med den fælles øvelse. Medierne ser manøvren som et tydeligt tegn på, at USA’s nye militærstrategi er rettet mod Kina. En ting er sikkert: Uanset hvem der indtager Det Hvide Hus efter det amerikanske præsidentvalg i november i år, skal USA træde varsomt for ikke at fremprovokere en ukoordineret kinesisk reaktion.

Andreas Andersen (f. 1983) er cand.scient.pol fra Syddansk Universitet og var i 2011 i praktik på Den Danske Ambassade i Beijing. Han skrev i 2012 speciale om Kinas institutionelle forudsætninger for at føre udenrigspolitik. ILLUSTRATION: Pressefoto, The White House