14.05.2012

Tre måneder efter årsdagen for oprøret mod regimet fortsætter urolighederne i Bahrain. Shiamuslimerne kæmper for at undslippe regimets jerngreb, men de kommer ingen vegne. Det er der fire tungtvejende grunde til.

ANALYSE af Louise Boo Jespersen

#1: Regeringen diskriminerer for at beholde magten
Det er ikke kun i løbet af det seneste års oprør, at shiaerne har været udsat for politisk, økonomisk og social diskrimination. De har levet under dårlige vilkår i årtier, men der er alligevel opstået nye niveauer af fjendtlighed, intolerance og vold mod shiabefolkningen. Kongefamilien, som sidder på den reelle magt i landet, skyr ingen midler for at få konflikten vendt til egen fordel. Og på mange måder er den royale familie lykkedes med at få konflikten til at handle om sunnier versus shiaer. I dag har kongefamilien næsten fuld opbakning fra den sunnimuslimske minoritet i landet. Styret har fået sunnierne til at stå sammen ved at opbygge en dem-mod-os-mentalitet.

”Det er vigtig at holde sig for øje, at det er regeringen, ikke oppositionen, der er sekterisk. De kan uden bevis hævde, at en shiastat i Bahrain er uundgåelig, hvis oppositionen kommer til magten.” Det siger Mellemøstekspert, Toby Jones, fra Rutgers University i USA. Han har i en årrække boet i Bahrain, hvor han har gennemlevet den politiske og sociale udvikling i landet. Som et led i regeringens strategi, mener han, at Iran gang på gang bliver kørt i stilling som frontfigur for Bahrains shiabefolkning. På den måde bruger kongefamilien iranerne som et sekterisk redskab til at miskreditere de lokale protestbevægelser mod styret. På den måde vinder styret opbakningen i regionen, hvor mange arabiske stater frygter en decideret shiastat. Styrets propaganda har altså både vundet støtte regional støtte og hjulpet til med at holde shiaerne nede. Men trods de mange påstande om Irans indblanding, er der ingen indikationer på, at Iran spiller en rolle i Bahrain.

”Shiaerne i Bahrain er mobiliseret gennem interne politiske anliggender. Der er absolut intet bevis for, at Iran er repræsenteret i landet eller trækker i trådende fra et hemmeligt sted,” siger Toby Jones.

2. Saudi Arabien dikterer rytmen
Til gengæld er Saudi Arabien godt og grundigt til stede i Bahrain. Som en vigtig allieret siden sin selvstændighed i begyndelsen af 1970’erne, indgår Bahrain i Saudi Arabiens regionale beregninger. Og da østaten kun ligger små 25 kilomenter fra det saudiske fastland, ser saudiere ikke gennem fingre med en shiarevolutionær mobilisering i Bahrain.

”En vedvarende bølge af folk, der kræver større politiske rettigheder, kan smitte af på Saudi Arabiens egen shiamuslimske befolkning i den østlige del af landet. Det vil det saudiske regime gå langt for at undgå,” siger Toby Jones.

Det fik Bahrains shiabefolkning og andre prodemokratiske grupper at føle sidste år, da kongefamilien med hjælp fra saudiske styrker rømmede Perlepladsen med vold og magt. Perlepladsen er stedet, hvor oprøret startede for et år og tre måneder siden: den 14. februar 2011. De mange importerede saudiske styrker gik hårdhændet til værks på tusindvis af fredelige demonstranter. Aktionen er det mest åbenlyse eksempel på Saudi Arabiens aktive indblanding. Men styret lægger også bånd på protesterne ved at lægge pres på kongefamilien om at afvise politiske reformer i Bahrain.

”Kongen skal honorere Saudi Arabiens krav og få ro på bagsmækken. Det betyder, at man ikke skal give alt for store åbninger til oppositionen og undlade at forhandle.” Det vurderer Lars Erslev Andersen, der er se-niorlektor ved Dansk Institut for Internationale studier, DIIS. Han betegner situationen som en krydsild, hvor kongen får tilfredsstillet sine tætte forhold til Saudi Arabien, men samtidig støder hovedet mod muren i forhold til omverdenen. I forsøget på at tiltrække udenlandske investorer, bliver Bahrain nødt til at have styr på tingene og køre efter moderne spilleregler. I den sammenhæng kan afviklingen af årets Formel 1 Grand Prix ses som et forsøg på at genskabe normale tilstande, så investorer føler, de trygt kan slå sig ned. Saudi Arabien synes dog fortsat at veje tungest for kongefamiliens prioriteringer. Bahrains giver gang på gang efter for den store nabos krav. Og det udstiller Bahrains dobbeltspil:

”Så længe oppositionen ikke kan komme igennem med en reformproces, vil den blive ved med at demon-strere. Og hvis kongen bliver ved med at slå hårdere ned på oprøret for at holde sig på god fod med Saudi Ara-bien, bliver billedet af Bahrain som en moderne stat endnu dårligere”, siger Lars Erslev Andersen.

3. Geopolitik og stormagtsinteresser vejer tungere end en undertrykt befolkning
Det er ikke kun Saudi Arabien, som har stor interesse i at opretholde stabile og rolige forhold i Bahrain. Også USA nyder godt af status quo. Gennem et godt forhold til Bahrain kan USA operere i den centrale Golf, beskytte oliestrømmen ind og ud af området samt holde styr distributionen af olien. Bahrain er den samarbejdsvillige stat, der lader amerikanerne benytte territoriet til at beskytte forhold, som amerikanerne ser som vitale for den nationale sikkerhed. Ifølge Toby Jones fra Rutgers University fungerer Bahrain dermed som et instrument. Landet er vigtigt på grund af sin beliggenhed og sine indflydelsesrige venner.

”Bahrain er vigtig for USA. Bahrain er vigtig for Saudi Arabien. Bahrain er landet, de agerer fra. De bruger Bahrain til at beskytte deres magt og til at tjene deres egeninteresse,” siger han.

Jones påpeger, at amerikanerne har en flådebase i landet for at beskytte deres interesser til vands, mens saudierne har militære styrker på landjorden for at tage vare deres indenrigspolitiske sikkerhed. Midt i magtspillet sidder landets shiaer uden mulighed for at påvirke situationen eller selv få gavn af olien eller de mange sikkerhedsforanstaltninger. Hos Bahrain Center for Human Rights er den geopolitiske kontekst ikke gået ubemærket forbi. Ifølge leder for centeret, Nabeel Rajab, er stormagtsinteresserne en væsentlig årsag til den politiske hårdknude, som Bahrain og landets shiamuslimer befinder sig i.

”Det internationale samfund er stille, og vestlige regeringer ignorerer, hvad der sker i Bahrain på grund af deres økonomiske engagement i regionen,” siger Nabeel Rajab. For ham og tusinder af andre shiamuslimer i forstæderne til og i Bahrains hovedstad, Manama, er de daglige uroligheder, protester og arrestationer blevet hverdagskost. I den kritiske situation ser Nabeel Rajab den manglende støtte som det tydeligste eksempel på, at især USA’s olieinteresser og bekvemmelighed dominerer.

”De har taget til takke med et styre, de kender til, på bekostning af menneskerettigheder og den shiamuslimske befolkning”, siger han.

4. Medierne kigger den anden vej
Midt i arenaen af stormagtspolitik og interne civile uroligheder indtager medierne en stiltiende rolle. Selvom årets Grand Prix tiltrak sig en del opmærksomhed, har dækningen samlet set ikke hjulpet shiaernes sag i Bahrain. Mediebevågenheden har været minimal sammenlignet med andre lande i regionen. Det skyldes først og fremmest, at journalisternes adgang er begrænset. Ifølge udenlandske kilder blev blandt andet Al Jazera English, New York Times og Amnesty International nægtet adgang i forbindelse med etårsdagen for oprøret mod styret. I realiteten har regeringen dermed gjort det umuligt for udenlandske medier at udføre deres arbejde. Mellemøstekspert Toby Jones henleder dog også opmærksomheden på en skjult dagsorden, hvor Saudi Arabien står i kulissen og trækker i trådene.

”Regionale medier som Al Jaazera og Al Arabiya er påvirket af den saudiske regering og ikke mindst saudiske penge,” siger Toby Jones. Det har været med til at nedtone dækningen af begivenheder i Bahrain, hvilket har været et stort tab for oprørerne. De har brug for medierne til at dokumentere regimets systematiske strategi om at besejre demonstranterne ved at opildne til sekterisk vold. Ifølge Bahrain Center for Human Rights er der tale om en klar forværring af situationen. Nabeel Rajab henviser til revolutionens sørgelige statistik. I alt har mere end 80 personer måttet lade livet siden 14. februar sidste år, og antallet af dræbte i år er højere sammenlignet med samme periode sidste år.

“Jo mere uretfærdighed vi oplever, jo mere bliver vi nødt til at kæmpe. Vi bliver ved med at minde magthaverne om vores legitime ret til frihed og retfærdighed. Vi kræver demokrati og lige rettigheder,” siger Nabeel Rajab.

Louise Boo Jespersen (f. 1983) er journalist ved Palestine Monitor og politisk medarbejder for “Arab World Democracy and Electoral Monitor”, Al Marsad. Hun har en BA i statskundskab og en MA i analytisk journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere arbejdet på presseinstituttet i Ulaanbaatar i Mongoliet i 8 måneder og bor nu i Ramallah. ILLUSTRATION: Demonstranter i Bahrain (Foto: Malyousif / Flickr)