11.12.2012

“Klimadebatten er ikke en nyhed længere. Derfor er den forduftet fra medierne.” Sådan siger klimaforsker ved Københavns Universitet og tidligere formand for Klimakommissionen Katherine Richardson til RÆSON.

INTERVIEW af Anne Lavendt

RÆSON: Hvad er de største udfordringer for dansk klimapolitik i 2013
Kathrine Richardson: Den ene er, at gas og kul er billigt lige nu. Derfor er det økonomiske argument for at skifte til vedvarende energi ikke er så stærkt, som det var for et par år siden. Derudover er meget af hypen omkring klimapolitik forsvundet. Og når der ikke er så meget fokus på klimaet i den offentlige debat, bliver motivationen for at få gjort noget ved problemerne endnu mindre. Derfor er det heller ikke gået ret godt med klimadiskussionerne på COP‐møderne på det seneste.
RÆSON: Hvorfor er debatten forduftet?
Kathrine Richardson: Debatten er IKKE forduftet i samfundet. Men den ER forduftet i medierne. Jeg har aldrig mødt så mange virksomheder eller for den sags skyld folk på gaden, som går op i klimaproblematikkerne. Men debatten findes ikke længere i medierne. Den er jo ikke en nyhed længere. Vi ved alle sammen, at den er der.


I 2013 venter vi på 2014

RÆSON: Er der nogle krydser i den danske klimakalender, som vi skal holde øje med i 2013?
Kathrine Richardson: Jeg ser mere frem til 2014, hvor FN’s Klimapanel (IPCC) kommer til
København for at præsentere sin næste rapport. Rapporten handler om den videnskabelige forståelse af menneskelige interaktioner med klimaet. Og så redegør den for, hvad vi kan forvente i forhold til udviklingen på området.
RÆSON: Så den næste store klimabegivenhed er først i 2014. Hvad skal klima‐ og
energiministeren så fokusere på i 2013?
Kathrine Richardson: Han er nødt til at klø på for at holde fast i de målsætninger, der er sat for at få fossile brændsler fjernet fra vores energisystem. Han har ret travlt, for han har lavet
nogle meget ambitiøse lovgivninger og planer. Men planer gør det ikke alene.
RÆSON: Er hans planer realistiske?
Kathrine Richardson: Jeg synes, de lyder realistiske, men på den anden side er der også stærke kræfter i samfundet, der ikke ønsker, at det skal gå så stærkt, og som derfor modarbejder udviklingen. At det er realistisk betyder ikke, at det kommer til at ske. Det kræver, at man smøger ærmerne op og bruger knofedt.


Behold den aggressive energipolitik

RÆSON: Hvad kendetegner dansk klimapolitik?
Kathrine Richardson: Vi tænker vores klimapolitik godt sammen med vores energipolitik. De fleste andre landes klimapolitik går ud på at lave kortsigtede målsætninger for mængden af vedvarende energi.
Problemet med at gøre det på den måde er, at man så laver nogle satsninger for at nå et kortsigtet mål, som ikke kan bære i det lange løb. Så ved at blande klimapolitik med en meget aggressiv energipolitik, går det bedre i Danmark, fordi det hele handler om et langsigtede mål om at blive fri for fossile brændsler i 2050.
RÆSON: Danmark blev kaldt verdens førende inden for grøn omstilling under klimatopmødet i Doha. Hvis vi er foran, kan vi vel godt læne os tilbage og bruge færre ressourcer på klimapolitikken i 2013?
Kathrine Richardson: Danmark er et foregangsland i forhold til vedvarende energi og alternative energisystemer. Vi har for eksempel en målsætning om, at halvdelen af vores strøm skal komme fra vindenergi i 2020. Af samme grund skal vi IKKE læne os tilbage nu. Verden får brug for vedvarende energi, og hvis vi er de første, der finder ud, hvordan vi gør vedvarende energi effektivt, har vi noget, vi kan sælge til de andre. Vi har en begrundet forventning om, at Danmark kan leve godt af vedvarende energi i fremtiden.


Alle vil videre

RÆSON: Hvad skal vi bidrage med til COP19 i Polen næste år?
Kathrine Richardson: Det samme som de sidste par år. Men der kommer ikke til at ske ret meget i Polen. Alle venter på rapporten fra FN’s klimapanel i 2014. Det er lidt forkert, at medier har skabt en forventning blandt befolkningen om, at der skal gives karakterer til de forskellige klimatopmøder. Det er en
langvarig proces, der skal lede os frem til en beslutning, og COP19 i Polen vil ikke rykke særlig meget.
RÆSON: Men bliver 2013 så et år, hvor klimapolitikken i bund og grund kommer til at stå stille?
Kathrine Richardson: Jeg tror, mange glemmer, at der er byer og lande, der er ved at undersøge, hvad de selv kan gøre. Kina er for eksempel i gang med nogle pilotprojekter omkring indførelsen af kulafgifter i sine syv største byer. Japan, Korea og Australien er også i gang med lignende projekter. Så på lokalt og nationalt niveau er der en kæmpe aktivitet i øjeblikket – og den fortsætter i 2013. ALLE lande og virksomheder er klar til at levere mere og komme længere i forhold til deres klimamål. Men på et klimatopmøde vil landene aldrig love mere, end de ved, de kan holde. Så lige nu er de forskellige lande ved at finde ud af, hvor meget de kan love. Og det tager tid.


Anne Lavendt studerer journalistik på Syddansk Universitet