07.01.2012

”Lige nu er der behov for stabilitet. Det har været nogle rodede økonomiske år. Og at begynde at tale om øget demokratisering af EU-institutionerne og øget folkelig forankring er ikke udtryk for god timing,” siger ph.d.-studerende Julie Hassing Nielsen, der sammen med Mads Dagnis Jensen, post doc., er bogaktuel med EUropa på vej.

Udvalgte pointer:
– Det er udtryk for dårlig timing, når Asger Aamund, Morten Løkkegaard m.fl. midt i en krise begynder at tale om en demokratiseringsproces af EU: EU har brug for handlekraftige politikere, og der er ikke noget demokratisk problem ved, at Merkel og Sarkozy, der er folkevalgte, leder krisestyringen.
– EU-præsident, van Rompuy, som leder af forhandlingerne i stedet for Merkel og Sarkozy ville næppe skabe mere legitimitet.
– En kommende traktatændring bliver ikke nødvendigvis mere demokratisk eller legitim ved at blive forankret i et konvent.
– ”Aamunds forslag om et fuldt ”parlamenteriseret” EU med et parlament med to kamre er en mærkelig hybrid, som ikke er set før. Det ville være en form for demokratisk eksperiment, som jeg ikke er sikker på, ville have positive effekter” (Dagnis)

INTERVIEW af Lasse Marker, medlem af RÆSONs chefredaktion

ARTIKELOVERBLIK – Demokratiernes ledelseskrise

RÆSON: Morten Løkkegaard (MEP for V) siger i et interview med RÆSON, at EU står over for to problemer: På kort sigt har markedet brug for handling her og nu. Men jo hurtigere og jo mere effektiv løsning, desto mindre demokratisk bliver den. Og det er EU’s andet problem, nemlig den manglende folkelige forankring. Løkkegaard kritiserer Merkel og Sarkozy for med Europagten i for høj grad at prioritere markedet over demokratiet. Er I enige?
MDJ og JHN: Valget mellem en hurtig og effektiv løsning på den ene side og demokrati på den anden er en falsk modstilling. Det er folkevalgte politikere, der står bag de beslutninger, der bliver truffet, og der er ikke noget udemokratisk ved at lade det repræsentative demokrati fungere. Ser man på domstole og nationalbanker, har de generelt en høj grad af tillid i befolkningerne, netop fordi de ikke er under politisk kontrol og anses for at træffe retfærdige beslutninger. Det giver mulighed for hurtigere løsninger: Men altså løsninger, som befolkningerne generelt set synes at have tillid til – i hvert fald ifølge meningsmålingerne.
RÆSON: I ser ingen modstilling mellem en hurtig løsning og en demokratisk proces. Hvor ser I det demokratiske ved den indgåede Europagt?
JHN: EU er i vidt omfang et repræsentativt demokrati, og en af tankerne bag et repræsentativt demokrati er at vælge ledere, der er handlekraftige i krisesituationer. I en krisesituation, hvor der er behov for at udvise handlekraft i forhold til markederne, som vi har set det senest i dette efterår, er der ikke altid tid til at lave konventer og inddrage befolkningerne. Hvis alle EU’s 27 medlemslande skal hjem og spørge deres befolkninger, hver gang en beslutning bliver truffet, vil EU ganske simpelt ikke kunne handle på de udfordringer, det møder. Og det er ikke til fordel for nogen.
RÆSON: Så I ser ikke noget demokratisk problem ved, at Merkel og Sarkozy har sat sig i spidsen for Europagten?
JHN: Nej. Jeg ser ikke noget umiddelbart demokratisk problem ved, at politikerne laver en aftale om, at medlemslandene skal forsøge at styre krisesituationen, og så vender tilbage til deres medlemslande med et dokument, som parlamenterne – og evt. befolkningen igennem en folkeafstemning – så skal forholde sig til.
MDJ: Det er vanskeligt allerede nu at udtale sig om processen, som først er færdig i det nye år. Vi ved, at der er politisk vilje til at gøre noget, men vi kender ikke det konkrete indhold endnu. Det er derfor svært at se de demokratiske implikationer af det.
RÆSON: I siger, at der ikke er tid til at nedsætte et konvent. Men vil en traktatændring ikke være mere legitim, hvis den er forankret i et konvent?
JHN og MDJ: Vi har før set konventer med ringe succes, og der er også problemer ved repræsentativiteten ved et konvent. Ved tidligere konventer har det ikke været den brede befolkning, men den sædvanlige politiske elite, der har formuleret nogle kriterier for en traktat. Så der er ikke nødvendigvis noget mere demokratisk ved et konvent end ved en mellemstatlig aftale, hvor regeringerne står til ansvar over for deres befolkninger. Et konvent vil desuden være en for langstrakt, forvirret og utransparent proces, og det giver næppe en traktatændring mere legitimitet. Det er nødvendigt at udvise handlekraft nu, og med Europagten har man gjort det. EU-præsidenten, van Rompuy, der blev installeret med Lissabon-traktaten i 2009, har ikke haft den pondus og opbakning blandt medlemslandene, der skulle til for at stå i spidsen for forhandlingerne. I stedet for har vi set, at magten er gledet tilbage til de store medlemslande, hvor Merkel og Sarkozy har sat sig i førersædet.
RÆSON: Ville det have været mere demokratisk, hvis det havde været van Rompuy, som EU’s præsident, der havde ledet forhandlingerne?
JHN: EU-præsidenten er ikke folkevalgt, og hvis man endelig taler om folkelig legitimitet, tror jeg næppe en forhandling ledet af van Rompuy – i stedet for Merkel og Sarkozy – ville have skabt mere legitimitet.
MDJ: Van Rompuy er kun præsident af navn. De facto er han en dygtig mødeleder, der forsøger at finde kompromiser blandt medlemslandene inden for det muliges kunst. Derfor mener jeg ikke, at EU-præsidenten behøver at være folkevalgt. Men han skal besidde kvaliteter som mødeleder.

RÆSON: Merkel og Sarkozy har presset den græske premierminister, Papandreou, og den italienske ministerpræsident, Berlusconi, til at gå af. Er der ikke et demokratisk problem heri?
MDJ: Papandreou og Berlusconis afgang er dikteret af markederne og interne politiske dynamikker i landene. De – eller landets tidligere regeringer – har selv bragt landene i en økonomisk situation, som har krævet ekstern indgriben. I Italien har der yderligere været et internt pres i Berlusconis regering, hvor man var begyndt at trække støtten til ham. Selvfølgelig har der været et politisk pres fra Bruxelles, men det er i sidste ende det politiske spil internt i landene og ikke Merkel og Sarkozy, der har tvunget Papandreou og Berlusconi til at gå af.

RÆSON: Aamund siger i et interview med RÆSON, at kun en demokratiseringsproces, kan redde EU ud af krisen. Er I enige i det?
MDJ: Nej. Debatten om en demokratisering af EU er alt for ukonkret. For hvad mener man med øget demokratisering af EU? Der eksisterer mange og meget forskellige idéer og strategier. Man kan styrke demokratier på EU-plan ved at give Europa-Parlamentet mere magt, og det er klart en svaghed ved Europagten, at man har ladet Europa-Parlamentet stå på sidelinjen. Man kan også styrke demokratiet på det nationale niveau ved at give nationale parlamenter mere magt. Det er ikke det samme. Og i mange tilfælde er de forskellige demokratiseringsstrategier modstridende – dvs. at hvad den ene demokratiforståelse ser som en demokratisk styrkelse, ser en anden demokratiforståelse som et tab af demokrati.
RÆSON: Aamunds forslag er et fuldt ”parlamenteriseret” EU med et parlament med to kamre.
JHN: Aamunds forslag grænser op til en føderal tanke, hvor man vælger sin regering direkte til Bruxelles. Det er en fin tanke, men jeg kan ikke se det realistiske i det. Slet ikke lige nu.
MDJ: Vi har allerede noget, der ligner et to-kammersystem i EU, hvor Ministerrådet er territorielt organiseret som f.eks. det tyske forbundsråd, og hvor Parlamentet repræsenterer borgernes politiske holdninger, som den tyske forbundsdag. Kigger man nærmere på Aamunds model er det en mærkelig hybrid, som ikke er set før. Det ville være en form for demokratisk eksperiment, som jeg ikke er sikker på, ville have positive effekter.

RÆSON: Vi begynder at se øget folkelig modstand mod EU rundt om i en række medlemsstater. Aamund og Løkkegaard siger til RÆSON, at EU på lang sigt kun kan overleve ved en øget folkelig forankring. Er I enige?
MDJ: Der er et faremoment for EU, at der bliver øget folkelig modstand pga. af krisen. Særligt i de sydeuropæiske lande, hvor der tidligere har været stor opbakning til EU, kan samarbejdet komme til at fremstå som det store dyr, der tvinger regeringerne til at skære i velfærdsydelser.
RÆSON: Så EU har behov for folkelig opbakning?
JHN og MDJ: Selvfølgelig. Ellers kan EU-institutionerne – ligesom andre demokratiske institutioner – ikke overleve.
RÆSON: Har Løkkegaard så ikke en pointe i, at man bør lægge en traktatændring ud til folkeafstemning, for at få en folkelig forankring i EU?
JHN: Der er flere dimensioner af folkeafstemninger, som man bør tage i betragtning. For det første har tidligere forskning vist, at udfaldet af EU-folkeafstemninger ofte er udtryk for alt muligt andet end for befolkningens holdning til det konkrete lovforslag. For det andet indeholder en traktat mange spørgsmål og ikke bare ét. Spørgsmålet er, om de fyldestgørende kan besvares med én folkeafstemning?
MDJ: Folkeafstemninger skal afholdes, hvor det kræves, men hvor det ikke kræves, må nationale parlamentsmedlemmerne stå til ansvar på valgdagen over for vælgerne. Sådan fungerer det repræsentative demokrati.
RÆSON: Så I deler ikke Løkkegaards opfattelse af, at øget folkelig forankring skal opnås gennem folkeafstemninger?
JHN og MDJ: Nej, ikke nødvendigvis.
RÆSON: Hvordan så?
JHN: I debatten om demokratisering af EU, synes jeg, at man bør re-orientere sig og fokusere på EU’s institutioner i stedet for entydigt at dyrke ideen om folkelig forankring. Folkelig forankring er et forvirrende koncept, som mange politikere bruger uden større vejledning i, hvor man egentlig skal sætte ind. Og så begynder man at foreslå øget deliberation [overvejelse, refleksion, diskussion. red.] og konventer, men der er ingen, der reelt ved, om det virker. Hvis man skal diskutere øget demokratisering af EU, bør man snarere fokusere på EU-institutionerne som Kommissionen og Europa-Parlamentet.
RÆSON: Er der behov for demokratisering af Kommissionen?
MDJ: Man skal passe på med at fremstille Kommissionen, som det store dyr i åbenbaringen. Kommissionen består af kommissærer, der er udpeget af deres nationale regeringer, som er folkevalgte, og på den måde adskiller Kommissionen sig ikke meget fra den danske regering, hvor ministre ikke behøver at være folkeligt valgt, men kan være direkte udpeget af statsministeren. Embedsmændene i Kommissionen er i de fleste tilfælde ansat på baggrund af deres meritter, ligesom danske embedsmænd er, og undersøgelser har vist, at de ikke er super-europæere. Når det så er sagt, så mener jeg dog, at en folkevalgt Kommissionsformand ville være en god måde at få øget folkelig forankring.
JHN: Man skal passe på med, hvornår man tager denne type debatter. Lige nu er der behov for stabilitet. Det har været nogle rodede økonomiske år. Og at begynde at tale om øget demokratisering af EU-institutionerne og øget folkelig forankring er ikke udtryk for god timing. Det vigtige lige nu er at få EU til at fungere igen, samt at give omverdenen den fornødne tillid til, at euroen kan klare sin første store krise.
RÆSON: Så dem, der nu taler om øget demokratisering af EU har ikke forstået, hvad det handler om?
JHN: Diskussionen om demokrati skal naturligvis altid være åben. Men lige pt. bør fokus være på krisestyring og handling. Ellers mister omverdenen den altafgørende tillid.
RÆSON: Jeres nye bog hedder EUropa på vej. I skriver selv, at det europæiske samarbejde ikke har en fastlagt endestation. Aamund siger, at det netop er hele problemet ved EU, at der ikke er nogen langsigtet plan for, hvor EU skal ende. Har han ret i det?
JHN: Nej, det har han ikke. Der er heller ikke noget formål som sådan med det nationale demokrati. Man skal passe på med at diskutere EU i rendyrkede føderale vendinger, som Aamund og andre gør. For mig er EU en meget konkret samarbejdsinstitution skabt med det formål at løse de konkrete problemer, som de europæiske lande står overfor.
MDJ: Jeg er enig. Man skal passe på med at gøre EU til et dyr med dets egen sjæl, vilje og fremdrift. EU er ”bare” en beslutningsmaskine, hvor man træffer de beslutninger, som man kan blive enige om.

RÆSON: Den nye Europagt har delt EU i de 17 eurolande, der i realiteten nu får fælles finanspolitik, og så de øvrige 9 ikke-Eurolande, der risikerer at blive efterladt på et sidespor, samt Storbritannien, der har meldt ud, at de overhovedet ikke vil være med. Er EU i forskellige hastigheder en god eller dårlig ting?
JHN: Et EU i forskellige hastigheder kan være en god ting, fordi medlemslandene jo er ganske forskellige. Derfor er det ikke nødvendigvis en svaghed – det kan også være en styrke, at fleksibilitet er mulig. Men det er naturligvis vigtigt, at spændingen mellem hastighederne ikke er for stor.
MDJ: Van Rompuy og Barroso er parat til at strække sig langt for at få så mange med om bord som muligt, så der er en betydelig grad af fleksibilitet. Det er ikke ”får og bukke”. Der er villighed til at lytte til de forskellige medlemslandes holdninger.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: Barroso, van Rompuy og Merkel (foto: europeanpeoplesparty via flickr)