01.07.2012

SPÅDOM: Embedsmændene afslører politikerne
HISTORIE: Politikerne er blevet mere tilgængelige og bliver bedre rådgivet
HELTENE: Weekendavisen
RÅD: Pressen skal ikke præsentere små nyheder som store paradigmeskift

Christian Jensen er ansvarshavende chefredaktør for Dagbladet Information.
– og deltager på RÆSONs ugekursus Magt & Medier på Rødding Højskole 1.-7.juli.

INTERVIEW af Maria Arcel

Mest markante positive forandring de seneste 10 år i forholdet mellem politikerne og pressen?
Politikerne er blevet mere tilgængelige de seneste år. Det er den positive side af, at rådgivningen er blevet styrket. Der er ikke længere langt mellem journalisten og politikeren. Mange rådgivere forstår, hvordan pressen arbejder, og har selv tidligere arbejdet som journalister. De har ikke onde hensigter, men forsøger faktisk at få deres ministre til at udtale sig.
Mest markante negative forandring de seneste 10 år i forholdet mellem politikerne og pressen?
Det er filteret, der er kommet mellem pressen og politikere. Det slører historierne, så selv gode historier ligner ikke-historier. De seneste ti år har dog gjort journalisterne skarpere til at se de små finter, rådgiverne bruger. Men jeg begræder ikke situationen i dag. Jeg mener, at de politiske journalister er kompetente og gode til at se igennem de tågeslør, der bliver lagt ud. De seneste år er rådgiverne dog også blevet bedre til at styre historierne.
Er det medierne skyld?
Til en hver tid er det mediernes skyld. Vi kan ikke stille os op på række og græde over, at der er kommet bedre og mere kommunikation, så vi ikke kan udføre vores arbejde. Det er en falliterklæring. Hvis de professionaliserer sig, så må vi jo også bare blive skarpere på vores journalistiske research.
Hvad vil vi om 10 år se tilbage på som det mest overraskende i mediebilledet?
Politikerne vil ikke længere kunne holde oplysninger for sig selv, som de ikke ønsker befolkningen delagtiggjort i. Der vil på den måde opstå en mere åben kultur mellem journalister og embedsmænd og ansatte i centraladministrationen, fordi det bliver muligt at aflevere oplysninger indefra, uden at det kan spores.
Hvilken motivation skulle embedsmændene have til at gøre dét?
Jeg tror, at mange embedsmænd ser noget, de ikke kan lide at se på, men de tør ikke risikere deres job. Med den nye teknik, som bliver lavet nu, og som vi har set i forbindelse med Wikileaks, kan man faktisk sende elektronisk dokumentation, uden at det kan spores tilbage til afsenderen.
Har du eksempler, hvor kilder vil fortælle, men ikke tør?
Ja, i statsløsesagen, som førte til Birthe Rønn Hornbæks fald. Der var kilder i Integrationsministeriet, som havde en viden, de havde samvittighedskvaler med at holde tilbage. Men de turde ikke stå frem, fordi de frygtede for deres job.

Den største politiske/journalistiske stjerne lige nu? (Person, koncept, program, tendens etc.)
Weekendavisen. De bruger klassiske journalistiske metoder til at fortælle sammenhænge i dansk politik på en måde, der gør læserne mere indsigtsfulde. Problemet er ofte, at vi journalister jagter nyheder og brudstykker af virkeligheden og også fremstiller virkeligheden som brudstykker. Jeg tror, læserne er bedre tjent med at høre i helheder, og det synes jeg, Weekendavisen lykkes godt med.
Bliver I inspireret af Weekendavisen?
Helt bestemt. Det er også vores ambition at afkode, hvad der ligger bagved de politiske forhandlinger og de overordnede bevægelser. Og så oversætte det for læserne, så de får indsigt i agtspillet og ikke bare hører en masse brøker og mellemregninger. Vi prøver at fortælle historier i helheder, mere end i nyheder. Det lykkes nogle gange.
Hvilken politiker har mest at være stolt over siden valget?
Anders Samuelsen. Partiet, som de fleste før sagde var en døgnflue, har konsolideret sig som en velfungerende parti. Det er etableret fint, og det er godt gået.

Giv et godt råd til pressen.
Hvis vi skal bevare vores legitimitet, skal vi evne at forklare dansk politik i nogle sammenhænge, som efterlader et helt billede af den politiske situation. Vi skal ikke præsentere små nyheder som store paradigmeskift. Vi er altid opsatte på at give nye oplysninger, og det er godt, men de bør også sættes i den rette sammenhæng. Vi skal redefinere nyhedsbegrebet. I en situation med gratis netmedier, som har kort responstid, er oplysninger, som før var penge værd, ikke længere penge værd. Vi skal finde forretningsmodeller og journalistiske modeller, som gør, at vores indhold er noget, folk vi betale penge for.
Hvordan skal det så redefineres?
Det er det, vi arbejder med. For det første skal ethvert medie, der tager penge for sit stof, finde hen i en niche, der har et godt læsergrundlag. Og så skal de give læserne information præcis på det område. For vores vedkommende er vækst, klima og uddannelse utroligt vigtige. Det er der, vi skal være bedst. Det er vores ambition. Derfor kan man sige: en øget grad af specialisering, i retning af nicher og så sørge for at aflevere et produkt og en journalistik, som man ikke bare kan planke ved at tage en telegramsætning og sende i rundfart på alle gratis netmedier. Det er selvsagt vanskeligt at få folk til at betale for at læse noget, de kan læse gratis andre steder.
Handler det i virkeligheden om, at nyheder på længere sigt kun bliver på nettet?
En baggrundsartikel kan godt være nyhedsbåren. Det er ikke nødvendigvis en modsætning, men det er helheden, vi skal have fat i igen. Jeg tror, nyheder eller hændelser, der passerer, vil blive bragt fra minut til minut på nettet. Det kan man måske komme til at tjene penge på, hvis man gør det på den rigtige måde.
Giv et godt råd til politikerne.
Nej, de har rådgivere nok.

Hvad gør du for at holde Information kreativt og kritisk?
Hele grundlaget for Information er, at vi er kritiske og konstruktive. Vi er en modstandsavis baseret på at gå op imod en overmagt. Det er der ikke behov for nu, men der er behov for at kontrollere magthaverne og måle afstanden mellem dét, politikerne siger, og det, de reelt gør. Det er grundsætningen for Dagbladet Information, og det er grundsætningen, vi redigerer avisen ud fra. I hele det opdrag ligger, at vi skal kontrollere dem, der er blevet betroet magt. Det gør vi ved at fremelske en kultur for den undersøgende journalistik. Vi skal både være en knyttet næve og have et glimt i øjet. Så vi skal meget gerne præsentere vores journalistik på en måde, så man også trækker på smilebåndet. For eksempel da Birthe Rønn Hornbæk satte hele ministeriet i gang for finde ud af, hvordan andre lande forholder sig til konventionen omkring statsløse børn. Vi lavede en forside, hvor vi skrev, ”Birthe Rønn, du ku’ bare have ringet”, og så telefonnumrene på de tre internationale instanser, hun kunne have ringet til for at få de oplysninger, hun nu har sat et meget stort udredningsabejde i gang for at undersøge. Det er en klar afsløring, men også et forsøg på at præsentere det med at glimt i øjet.
Er det en måde for papiraviserne at overleve på – at have humor med i det?
Ja, det er jeg helt overbevist om. Vi skal være alvorlige og humoristiske på samme tid. Det er enormt sjovt at arbejde med, og alvor er et godt grundlag for humor.
Hvordan lykkes det?
Nogle dage lykkes det rigtig godt. Vi er kun begrænsede af vores eget talent.
Er det noget I konceptudvikler på?
Vi kigger en uge frem, så vi kan nå at få tænkt den kreative tanke igennem og få nogle grafikere ind over. Det er jo en måde at få udtømt det potentiale, der kan være for den elegante aflevering. Så vi ikke bliver en slave af deadline og siger: ”Vi havde mange gode ideer, vi kunne bare ikke realisere dem – for klokken 21.30 skal avisen jo sendes til trykkeriet i Ringsted”.
Oplever I ikke, at aktualitet kommer i vejen for det?
Gårsdagens begivenheder har ikke i sig selv nogen plads i Information. Selv ikke hvis de er store. Hvis vi ikke kan flytte dem fra det udgangspunkt, de havde i forvejen til en ny erkendelse, så kører vi et telegram på det, og det er fint.


Har du magt over, hvordan forholdet mellem pressen og politikerne udvikler sig?
Jeg og medarbejderne har et ansvar for at give politikerne en kritisk og fair behandling. En forpligtelse til at fortælle i helheder i stedet for brudstykker. Vi kommer alle til at lave fejl, men vi skal rette dem. Det kan jeg bidrage med.
Hvornår gik I sidst foran med noget?
Da vi skrev på forsiden, at det koster 375 millioner kroner at have danske jægersoldater og frømænd i Afghanistan. Det passede ikke. Det koster 125 millioner. Den fejl var så stor, at vi også rettede den på forsiden. Der synes jeg, at der var en fin proportionalitet i tingene. Jeg forstår godt de kritikere, som siger: ”I er rigtig gode til at hænge folk ud på forsiden, når de har lavet fejl, men når I selv laver fejl, står det på side 17”. Det synes jeg er en reel debat. At vi skal rette vores fejl i rette proportionsforhold med fejlens karakter.
Læserne værdsætter, når fejl bliver rettet, så hvorfor er det så svært for pressen at gøre det?
Fordi det ikke er sjovt at lave fejl. Det er ikke sjovt, når vi bringer fejlen, og det er heller ikke sjovt, når vi bringer berigtigelsen på forsiden. Men jeg tror godt, læserne kan forstå, at man kan komme til at lave fejl. Men de kan ikke forstå, hvis man ikke retter sine fejl.

Hvordan burde forholdet mellem politikere og medier være?
Hvis det skulle være ideelt, skulle den danske offentlighedslov laves tidsvarende. Pressens mulighed for at få indsigt i centraladministrationens og andre styrelsers og nævns arbejde er ikke optimale. Dér er vi simpelthen for begrænsede af en offentlighedslov, der er utidssvarende. Skal vi have forbedret forholdene, så kræver det, at vi i pressen behandler de oplysninger, vi får, med ordentlighed, fasthed og fortæller ting i rette perspektiv og proportioner. Det kræver så til gengæld også for politikernes side, at de viser, at der er handling bag, når de siger, at de gerne vil have større åbenhed. Jeg har bare at sige til dem: I har alle muligheder. Se nu at få lavet den offentlighedslov om, så vi kan få reel indsigt i, hvad der foregår. Politikerne står nu med et valg. Enten giver de større åbenhed, eller også bliver større åbenhed en tvungen sag for dem. For som jeg sagde, tror jeg, at antallet af læk og lækager fra de store administrationer er steget væsentligt om 10 år. Når det bliver muligt at aflevere sine oplysninger uden at kunne spore, hvor de kommer fra.

Maria Arcel (f. 1990) studerer journalistik på Syddansk Universitet og er redaktør på Lixen – avisen for yngre journalister. ILLUSTRATION: Christian Jensen (Foto: presse)