10.04.2012

Politisk stabilitet og hårde indgreb leder langsomt Portugal ud af krisen. Men ifølge chefen for det Portugisiske Institut for Internationale Relationer, Carlos Gaspar, må EU stå sammen om at løse krisen på europæisk niveau, hvis landet skal nå helskindet igennem.

INTERVIEW af Helle Asbjørn Sørensen

LÆS OGSÅ:
– Anastasakis: EU’s indgreb har medført massiv arbejdsløshed i Grækenland
– Silvia Francescon:Monti har reddet Italiens økonomi, men italienerne lider stadig
– Ulrich Beck: Eurokrisen har skabt monsteret Det Tyske Europa

RÆSON: Hvad har man gjort i Portugal for at bedre den økonomiske krise?

Gaspar: Portugal har været i dyb krise i mange måneder, og det står endnu ikke klart, hvornår landet vil komme sig. Man forhandlede en hjælpepakke (på 78 milliarder euro, red.) med den Europæiske Kommission, den Europæiske Centralbank og den Internationale Monetære Fond. Det kostede hårde indgreb i portugisisk økonomi. Det har bremset økonomien, og landet er nu i recession. I begyndelsen af i år, steg i arbejdsløsheden også. Tallet er nu omkring 14,5 procent og dermed på sit højeste niveau i det portugisiske demokratis levetid. Så såvel økonomiske som sociale konsekvenser af krisen rammer portugiserne hårdt for øjeblikket – og sådan fortsætter det i de kommende måneder.

Men Trojkaen (den Europæiske Kommission, ECB og IMF, red.) har rost den portugisiske regerings implementering af indgrebene. Den har forpligtet sig til at yde sit ypperste for at få tiltagene på plads inden for den fastlagte – og temmelig rigide – tidsramme. Samtidig gør man en indsats for at reformere arbejdsmarkedet og indføre flexicurity-modellen. Planen er stadig til diskussionen i parlamentet, men der er enighed blandt partierne og fagforeningerne om, at øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet og bedre understøttelse for arbejdsløse er den bedste model. Det er positivt, at landet tilsyneladende er på rette spor.

Samtidig er det positivt at observere den politiske dimension af krisen. I Portugal er krisen blevet håndteret inden for demokratiets rammer. Man forhandlede med Trojkaen inden parlamentsvalget, og siden kom et nyt flertal til; den socialistiske regering blev erstattet af en koalitionsregering med partierne på midten og til højre for midten. Men begge blokke støtter hjælpepakken, og det sikrer en bredt, parlamentarisk konsensus om tiltagene. Det har på intet tidspunkt været nødvendigt at indsætte teknokratiske regeringer som i Grækenland og Italien. Det ser jeg som en sejr for det portugisiske demokrati.

RÆSON: Nogle analytikere har påpeget, at Portugal ligesom Grækenland kan få brug for en ny redningspakke. Arbejdsløsheden stiger. Gælden var på 110 procent af BNP i 2011. Det offentlige underskud er tredoblet i de første to måneder af 2012: fra 274 millioner euro sidste år til 799 millioner euro i år. Hvis man kigger på de nøgletal, er det så ikke et sandsynligt, at en ny redningspakke blive nødvendig?

Gaspar: Jeg tror det ikke, for situationerne er vidt forskellige. I Portugal er der politisk stabilitet. Der er hverken social konflikt eller vold. Det er meget vigtige forskelle. Samfundet har ikke reageret som i Grækenland, og derfor evnede regeringen at implementere de nødvendige tiltag. Det er klart, at Portugal ikke kan værge sig mod, at EU’s økonomiske situation ændrer sig drastisk. Problemerne kan eskalere i Spanien eller Grækenland, hvilket vil påvirke Portugal. Men det mest plausible er, at landet bliver på sporet og ikke får brug for en hjælpepakke.

RÆSON: I Grækenland eskalerede samfundets vrede først, efter man for alvor mærkede besparelserne. Kan man forestille sig, at den portugisiske befolkning reagerer med vrede, frustration og sågar vold, når de begynder at kunne mærke indgrebene?

Gaspar: Ja, det er en mulighed. Folk har grund til at være vrede på deres regering. Ikke mindst på grund af arbejdsløsheden. Det er hårde tider nærmest overalt i Portugal. Men jeg mener, det er vigtigt at understrege, at vi indtil nu har set en situation med politisk stabilitet uden vold eller konflikt. Det er svært at vide, om de sociale betingelser er forværret i morgen, men landet står stærkt i forhold til at undgå social splittelse.

RÆSON: Er du ikke bange for, at den recession, vi ser i Portugal i dag, vil forværres af de meget strenge krav og lede landet tættere på sammenbrud som i Grækenland?

Gaspar: Der er ikke alternativer til at følge kravene. I min optik ville en undvigelse netop føre til, at Portugal langsomt bevæger sig mod scenariet i Grækenland. Det skal regeringen for alt i verden undgå. Derfor må Portugal, og portugiserne betale den høje pris, der hedder recession. I år er økonomien skrumpet med 3 procent af BNP og – værre endnu – har landet det høje arbejdsløshedsniveau. Men der er intet alternativ. Partierne har forpligtet sig til at give planen tid til at få effekt. De har sat deres lid til den europæiske løsningsmodel. Det er afgørende, at man anerkender dybden i krisen. For den økonomiske krise er national, men den er også europæisk. Portugal kan gøre sit for at holde krisen i skak, men det er ikke bare en portugisisk, græsk eller irsk krise. Det er en europæisk krise, der kalder på en europæisk løsning. Så planen med streng nøjsomhed og tunge besparelser i Portugal er blot en lille del af løsningen. Det giver landene tid, mens vi venter på de nødvendige, politiske betingelser for at drive den Europæiske Union fremad og løse krisen på europæisk niveau.

RÆSON: Hvad er de ”nødvendige, politiske betingelser”?

Gaspar: I de seneste 12 måneder er der sket en evolution i den europæiske konsensus. For et år siden havde man en rimelig fastlåst, europæisk politik. Der var en grundlæggende modstand mod at øge den økonomiske styring af euroen ved eksempelvis at indføre fælles finanspolitik. I dag har man en ny traktat, der netop øger styringen. Den fiskale pagt er et udtryk for, at vi bevæger os tættere på en fælles fiskal union, og det er i min optik det rette spor. EU skal integrere dybere. Det er en langsom proces, men krisen har tvunget lande som Portugal til at indføre de nødvendige reformer. Det er strenge indgreb, såvel økonomisk som socialt, og de var nok ikke blevet gennemført, hvis situationen ikke havde været så kritisk. Portugal er ikke alene om at bestræbe sig på nye løsninger – krisen har også tvunget det Europæiske Råd og de enkelte medlemsstater til at bevæge sig mod dybere integration.

RÆSON: Andre ville indvende, at krisen tværtimod har fragmenteret EU. For mindre end en måned siden talte man eksempelvis om at ekskludere Grækenland fra eurozonen. Men du mener snarere, at landene integreres yderligere i en ny traktat?

Gaspar: I dag har EU allerede en ny traktat; den fiskale pagt. Det er et skridt i den rigtige retning, men jeg siger ikke, det er tilstrækkeligt. Vi skal udvikle en teknisk, økonomisk styring i unionen. Den findes ikke i dag. EU er nødsaget til at integrere dybere mod en fiskal union – og det er krisen, der skal lede den proces.

RÆSON: Så krisen er katalysator for dybere integration?

Gaspar: Jeg tror, der er to vigtige faktorer, der driver EU mod dybere integration. Den mest vigtige er krisen i sig selv. Man skal anerkende, at krisen ikke blot er national – den er europæisk. Og man skal anerkende, at krisen ikke blot er økonomisk – den er politisk. Det er en krise, der skyldes manglende integration og koordination i EU. Hvis man anerkender det, kan man løse krisen. Hvis ikke man anerkender det, så vil det lede til fragmentation og desintegration i unionen. Jeg er overbevist om, at de store magter i EU, herunder også Tyskland, anerkender det scenarium. Så krisens natur vil langsomt bevæge unionen fremad. Den anden faktor er, at landene har en fælles interesse i at genvinde unionens konkurrenceevne i det internationale, økonomiske system. Det kræver politisk stabilitet, men også tættere koordination af den økonomiske politik. Det er ikke noget, man fokuserer så meget på i øjeblikket, men det vil blive vigtigtere over de næste par måneder. EU skal definere en international, europæisk strategi. I dag har EU ikke den fælles strategi, der kan imødekomme forandringerne i det internationale, politiske system. EU aner eksempelvis ikke, hvordan den forholder sig til nye atommagter.

RÆSON: Man kan argumentere for, at EU lige nu er meget langt fra det scenarium?

Gaspar: Det er også rigtigt, hvis man så på EU for et år siden. Men jeg tror, at betingelserne for krisen har vækket folk. For 12 måneder siden anskuede alle krisen som problemer i de enkelte lande. Og det er det så sandelig også. Men da krisen ramte Italien for seks måneder siden, ændrede folk indstilling. Man indså, at krisen er europæisk. Med det viste muligheden for en ny traktat sig. Man begyndte at finde en europæisk enighed og løsning på krisen. Den fiskale pagt var oprindeligt kun målrettet eurozonens 17 lande, men endte med at blive underskrevet af alle medlemsstater med undtagelse af Tjekkiet og England. Det signalerer en anerkendelse og bevidsthed om, at krisen er europæisk og kræver en europæisk løsning. For 12 måneder siden var EU bestemt på det forkerte spor mod desintegration og splittelse. Men jeg mener ikke, det er tilfældet nu.

RÆSON: Hvordan ser du Portugals rolle i det fremtidige EU?

Gaspar: I øjeblikket er Portugals anseelse i EU meget lav. Portugal skal først langsomt komme sig over krisen og genvinde sin økonomiske stabilitet og troværdighed i europæisk regi. Det tager tid. Men Portugal skal efterstræbe mere end det. Portugal kan blive en vigtig spiller i EU. Unionen skal finde en fælles strategi, herunder også en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Og Portugal har et godt resumé, når det kommer til diplomatiske og militære sikkerhedsstrategier. Portugal er en udadvendt nation med stærke diplomatiske bånd til vigtige allierede for Europa. Landet har deltaget betydeligt i alle stabiliserende missioner både i EU og NATO i de seneste 20 år. I øjeblikket afhænger europæisk politik meget af Tyskland, og det vil fortsætte sådan de næste måneder. Men derefter skal Portugal også kigge mod nye alliancer. Mod Danmark, England og Frankrig, der har vist sig villige til at engagere sig i sikkerhedsspørgsmål og internationale fredsoperationer. Eller mod Italien, Frankrig og Polen, der ønsker at udvikle den økonomiske styring i EU. Så hvis EU kan finde enighed om en øget økonomisk styring og øget aktivisme i internationale relationer, så har Portugal en oplagt mulighed for at styrke sin position i EU.

Helle Asbjørn Sørensen er bachelor i Statskundskab fra Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Den portugisiske præsident, Aníbal Cavaco Silva, møder journalister (Foto: PSD via flickr )