28.02.2012

USA udnævnte Burma til Tyranniets Udpost i 2002. Ti år senere er den gamle general og nuværende præsident, Thein Seins, i gang med større reformer, end nogen troede muligt. Men et militærkup lurer måske lige om hjørnet.

ANALYSE af Christina Lund, YANGON, Burma/Myanmar

– Burmesisk Forår: Hillary Clinton vil hjælpe det på vej

På en togstation i Hsipaw i Burmas Shanstat står en buddhistisk nonne klædt i den karakteristiske lyserøde, næsten pink dragt, som nonnerne bærer. Hendes hoved er kronraget, præcis som munkenes er det, og hendes ansigt er stærkt med høje kindben og store, brune øjne. Hun taler med en fransk kvinde.

”Aung San Suu Kyi er vores leder. Aung San Suu Kyi er vores eneste håb,” siger hun så højt, at alle omkring hende kan høre det. Og selvom de omkringstående ikke forstår engelsk, så kender de alle navnet på Burmas systemkritiker nummer et.

For blot syv måneder siden var jeg i Burma for at researche til en kommende bog om landet og for at interviewe netop Aung San Suu Kyi. Dengang var det ganske utænkeligt, at nogen ville tale om hende offentligt. Og hvis de gjorde, ville de bestemt ikke have brugt hendes navn. De ville have kaldt hende ‘The Lady’, som i princippet kunne være hvem som helst.

Overalt i Burma er der en stemning af, at noget er anderledes. På den gode måde forstås. I Hsipaw i Shanstaten tør de lokale nu at have billeder af Aung San Suu Kyi hængende på deres vægge. Ofte er det et billede af hende fra slutningen af 1980’erne, og det hænger typisk side om side med et sort-hvid fotografi af hendes far i militæruniform. Han blev myrdet af fjender i militæret, da Suu Kyi var to år. Inden da havde han forhandlet Burmas uafhængighed fra den britiske kolonimagt på plads. Både far og datter bliver tilbedt og elsket i et omfang, der for udenforstående kan være svært helt at forstå. Og endelig kan burmeserne vise den kærlighed til hende og hendes far, der i begge tilfælde er forbundet med ønsket om frihed. Hvad end det er frihed fra britiske koloniherrer eller magthavere i uniformer og medaljer på jakken.

Burmas nye reformator: Thein Sein
I marts 2011 overtog en civil regering, ledet af præsident Thein Sein, magten i Burma. Blot få måneder forinden havde Thein Sein været næstkommanderende under diktator og seniorgeneral, Than Shwe, der havde regeret Burma siden 1992 (forinden var landet regeret af en anden diktator – General Ne Win, der kuppede sig til magten i 1962). Hverken i Burma eller det internationale samfund var der megen tiltro til, at skiftet fra en militærregering til en civil regering med den tidligere general Thein Sein i spidsen ville føre megen forandring med sig. Men i sommeren 2011, et lille halvt år efter sin tiltræden, mødtes præsident Thein Sein første gang med Aung San Suu Kyi, og siden da er det gået stærkt med reformerne. Meget stærkt. Det er måske nok ”de samme folk, i nye uniformer”, der sidder på magten, som mine venner i Burma plejer at sige, men Thein Seins regering virker indstillede på, at der skal ske store politiske reformer. Og nogle af dem har allerede fundet sted. Selv Aung San Suu Kyi var ude offentligt og udtrykke sin beundring for Thein Seins reformvilje og hans ”gode hjerte”, som hun udtrykte det i januar måned.

På gaden i Burmas kommercielle centrum og største by, Yangon (tidligere Rangoon), bliver turister nu spurgt, om de vil købe nøgleringe eller postkort med portrætter af Aung San Suu Kyi. Hendes billede pryder alle avisforsider i landet, og folk tør tale mere frit og åbent, end de har gjort i årtier – måske nogensinde. Og selv det burmesiske eksilmagasin Irrawaddy Magazine har i en stor portrætserie af præsidenten anerkendt, at reformerne i høj grad er Thein Seins fortjeneste.

”Burma er blevet et langt mere åbent land, når det angår pressefrihed. Og i forhold til hvad demokratibevægelsen (Suu Kyi og co.) og den generelle offentlighed kan gøre og sige,” skriver magasinet.

Loyalitet ligger hos hæren
Irrawaddy Magazine understreger dog, at Thein Sein først og fremmest er militærmand. Det er i hæren, han har tilbragt det meste af sit snart 67-årige liv efter en opvækst som fattig bondedreng i Irrawaddy Deltaet. Og det er derfor hos hæren hans loyalitet ligger. I særdeleshed hos den mand, der har skabt ham: den tidligere diktator, Than Shwe.

Thein Sein har aldrig været en af de såkaldte hardliners i det burmesiske militærs top. Han har ry for at være pragmatisk og lytte til flere sider af en problemstilling. I 1988 da massive, nationale protester mod det daværende Ne Win-regime brød ud, var Thein Sein øverstkommanderende i Saigaing, tæt på Mandalay. Modsat andre militære ledere smed han hverken demonstranter i fængsel, dræbte eller mishandlede dem. Han løslod dem, eller overgav dem til lokale myndigheder, der som regel var mildere mod dissidenter end militæret. Men det er først og fremmest, siden reformerne i Burma tog fart, at hans navn nu også nævnes uden for Burma. Og det ikke uden beundring. Som en journalistkollega tørt bemærkede efter den burmesiske regering havde løsladt cirka 300 politiske fanger den 13 januar:

”Hvis han (Thein Sein) fortsætter i det her tempo, så ender han sikkert med at få Nobels Fredspris”

Så vidt går det formentlig næppe lige med det første. Thein Sein har stadig mange udfordringer foran sig. Ikke mindst blandt militærets rækker.

Muligt kup og fremtiden
Thein Seins vilje til reformer og hans mere bløde linje i forhold til landets to seneste ledere kan gå hen og blive en af hans største udfordringer. Samtidig med at Thein Sein skal reformere Burma for igen at komme i kridthuset hos USA og EU, skal han mestre linedansens kunst. Han ikke skal træde netop såkaldte ”hardliners” over deres skinnende sorte militærstøvler. Som en chefredaktør på en avis i Yangon sagde til mig:

”Vi er nødt til at frygte et kup, fordi det er en reel trussel nu, hvor alt på en eller anden måde er spil”

Den ubekendte i ligningen vil i mange år fremover være, om militæret vil kuppe sig til magten, hvis Thein Sein ikke formår at balancere på knivsægget. Risikoen er der, men fordi militæret i forfatningen, der blev ændret i 2008, er sikret 25 procent af sæderne i parlamentet, Hlutaw, er risikoen måske mindre end i for eksempel nabolandet Thailand, hvor militæret er notorisk kendt for at kuppe efter behag. Skulle et militærkup ske, er det ikke kun Aung San Suu Kyi, der – måske – ryger tilbage i husarrest, men formentlig også Thein Sein. Ligesom Thailand er kendt for militærkup, er Burma nemlig kendt for at smide ledere i husarrest, som det skete med General Ne Win og hele hans familie.

Det er ikke utænkeligt, at Burma går hen og udvikler sig til at have et styre, der ligner Thailands – uden dog at have et magtfuldt monarki – hvor der officielt er et parlament, der på fjerde eller femte år er på valg. Men som reelt er en de facto militærregering. Og selvom det godt kan skurre i en vesteuropæisk demokrats ører, så er det måske slet ikke så skidt endda. For selvom Thailand ikke er nogen ønskværdig, demokratisk rollemodel, så nyder thailandske borgere dog større personlig, økonomisk og politisk frihed, end burmeserne har oplevet i årtier.

Næste milepæl i reformprocessen i Burma er suppleringsvalget 1. april. EU, herunder også Danmark, og USA har opfordret regeringen til at sikre, at det bliver et frit og fair valg. Ikke mindst så befolkningen bare får en smule tillid til Thein Seins regering. For risikoen for Thein Sein er ikke kun at gøre sig upopulær blandt militærets øverste, men også blandt befolkningen, der via hans egne reformer gradvist får større frihed til at demonstrere og protestere. Og en ting er sikker – burmeserne har fået smag for deres nyvundne ”frihed”, og den har de ikke tænkt sig at opgive uden kamp.

Christina Lund er journalist med speciale i Sydøstasien og menneskerettigheder. Hun arbejder i øjeblikket på en dokumentarisk bog fra Burma. Illustration: Thein Sein via flickr