22.09.2012

Finance Watch skal være modstykket til finansindustrien i spillet om reguleringen af bankerne i EU. Den nye lobby har et årligt budget på 2 millioner euro og syv ansatte. Finanslobbyerne har 350 millioner euro om året og 700 lobbyister i Bruxelles. Så der er lang vej igen, vurderer eksperter.

Af Steffen McGhie

LÆS OGSÅ:
– Marlene Wind om det spaltede EU: Sådan kan Eurozonen få sin egen union
– Krisens konsekvenser: Teknokrater trumfer vores folkevalgte
– Krisens konsekvenser: Mere magtfulde vismænd fører snæversynet finanspolitik videre

Da den globale finanskrise brød ud i 2008, sprang champagnepropperne på kontorerne i finansverdenens lobbyorganisationer. En byge af nye regler og lovforslag skyllede ind over finanssektoren fra Bruxelles, og hver af dem blev til en ny sag, lobbyisterne skulle tage sig af på deres velbetalende klienters vegne.

Resultatet var en hidtil uset jagt på Europa-Parlamentets medlemmer. I sommeren 2010 klagede 22 af dem over, at den overvældende mængde anmodninger om at mødes med repræsentanter for den finansielle sektor forhindrede dem i at passe deres arbejde. Parlamentsmedlemmerne pegede samtidig på risikoen for, at den massive, ensporede lobbyvirksomhed ville betyde, at mange fælles europæiske reformforslag ville blive ændret til ukendelighed på deres vej til at blive lov. De foreslog derfor at oprette en uafhængig kontralobby. Forslaget blev omsat til Finance Watch, der i april i år kunne fejre etårs jubilæum.

Hård konkurrence
Grundtanken bag den uafhængige lobby er, at den finansielle sektor med sin vitale betydning for økonomien skal spille en konstruktiv rolle for det omgivende samfund. For at sektoren kan komme til det, må politikerne regulere den mere, end de gør i dag. Det forklarer Greg Ford, der er talsmand for Finance Watch:

”Logikken i en markedsøkonomi er at tøjle og omdanne den enkeltes egennytte til det fælles bedste. Alle markeder kræver regler for at gøre dette, så det er reglernes effektivitet, der giver et marked og dets aktører legitimitet. De finansielle markeder har brug for flere regler end andre typer af markeder, fordi de involverer flere mellemmænd, og fordi konsekvenserne af finansielle handlinger ofte er mere komplekse og vidtrækkende,” siger han til RÆSON.

Men flotte ord og gode intentioner rykker ikke ved politikernes holdning til spørgsmålet om øget regulering. Det gør lobbyarbejde til gengæld. Og her kan Finance Watch få problemer. Organisationen har et årligt budget på 2 millioner euro og syv ansatte. Finansindustriens lobbyorganisationer har et samlet budget på 350 millioner euro og 700 lobbyister på lønningslisten i Bruxelles alene.

De syv ansatte får med andre ord travlt, hvis de skal være et reelt alternativ til finanssektorens lobbyister. Banklobbyerne har flere gange i år markeret, hvor højt op i EU deres indflydelse rækker. Mario Draghi, præsident for Den Europæiske Centralbank, er i øjeblikket under efterforskning af EU’s ombudsmand på grund af en mulig interessekonflikt. Det skyldes, at Mario Draghi er medlem af banklobbyen Group of Thirty; en eksklusiv forening af højtstående bankfolk med en formuleret målsætning om at influere offentlig og privat bankvirksomhed.

Blandt de seneste eksempler på højtprofilerede sager for finanslobbyerne er også de politiske forhandlinger om et EU-reguleret loft for bonusser i bankverdenen. Siden finanskrisens brød ud, har der floreret flere historier i pressen om bankfolk, der modtager bonusser, som overstiger deres årslønninger mangefold, mens bankerne bliver holdt i live af offentlige midler. I maj godkendte EU-Parlamentet et forslag om at begrænse bonusserne til samme niveau som årsindtægterne. Forslaget har mødt massiv modstand fra store banklobbyer som Association for Financial Markets in Europe (AFME). Den har sendt breve til medlemmerne af Europa-Parlamentet og advaret om nedsat konkurrenceevne og bankflugt fra Europa. Europa-Parlamentets forslag blev siden afvist af Europa-Kommissionen, og i august foreslog EU’s kommissær for det indre marked, Michel Barnier, i stedet en – efter mange parlamentsmedlemmers opfattelse – noget udvandet løsning, der lader bankernes aktieholdere bestemme loftet for bonusser.

Naturligt med tæt forhold
Nogle gange er banklobbyernes arbejde let at få øje på, siger Greg Ford. Det kan være, når de åbenlyst peger på de problemer, et forslag vil give finanssektoren. For eksempel om faren for, at banker mister indtjening eller arbejdspladser. Men andre gange er metoderne sværere at få øje på, forklarer han:

”De maskerer private interesser som offentlige interesser, bruger tal og statistik selektivt, påvirker meningsdannere og sponsorerer venligtsindet forskning. Det hele med det formål at begrænse reglerne for sektoren. Dertil kommer brugen af kompleksitet og mikrodetaljer for at aflede opmærksomheden fra større emner. Branchens almindeligste argumenter handler om trusler mod konkurrenceevnen, skatteindtægterne, økonomien og beskæftigelsen,” siger Greg Ford.

Ifølge Cornelia Woll, der er professor ved Institut for Politiske Studier i Paris (Sciences Po), er det selvfølgeligt, at finansielle institutioner er meget indflydelsesrige på grund af deres betydning for finansieringen af økonomien. Det betyder, at forholdet mellem lederne i finanssektoren og politikere i Europa uvægerligt er tæt. Både nationalt og i EU. Det kommer til udtryk i organiseret form gennem tænketanke som Eurofi, der regelmæssigt samler repræsentanter for finansverdenen og politikere fra Europa. Med ved bordet sidder store finansvirksomheder som britiske Barclays, amerikanske Goldman Sachs, svenske Nordea og Danske Bank.

”Spørgsmålet er, om disse forbindelser fører til partisk information om ulemper og fordele ved den finansielle sektor, og hvorvidt de politiske beslutningstagere har andre kilder til ekspertise end lobbyisterne i finanssektoren. Man kan argumentere for, at det ikke var tilfældet før finanskrisen, hvor finansiel innovation og udvikling blev anset som en fordel af de fleste, uden at nogen stillede kritiske spørgsmål,” siger Cornelia Woll til RÆSON.

Vigtigt demokratisk initiativ
Heldigvis bliver der stillet flere kritiske spørgsmål i dag, mener Cornelia Woll. Men politiske beslutningstagere har stadig ikke tilstrækkelig adgang til den tekniske ekspertise, der er nødvendig for at forstå og regulere den finansielle sektor.

”Det var argumentet bag initiativet til at skabe Finance Watch, som har til formål at yde kontra-ekspertise og stille spørgsmål ved nogle af de grundlæggende påstande i den finansielle sektor, der tidligere stod uantastet. Fra et demokratisk synspunkt er den slags initiativer meget vigtige for at sikre, at flere vurderinger kommer til udtryk,” siger Cornelia Woll.

”Desværre ved vi også fra samfundsvidenskaberne, at de grupper, der har så mest på spil, også har mest incitament til at lobbye og argumentere effektivt. For eksempel en finansiel institution, der potentielt kan se hele sin forretningsmodel blive ødelagt af ny lovgivning. Vi må vente og se, hvordan Finance Watch over tid vil klare at imødegå lobbyarbejdet fra den finansielle sektor,” siger hun.

Professor Leonard Seabrooke fra Copenhagen Business School (CBS) spår Finance Watch væsentlig indflydelse i den offentlige debat. Han efterlyser samtidig flere organisationer, der taler offentlighedernes interesser i finanssektoren. Som tilfældet er i USA, hvor flere små græsrodsorganisationer monitorerer mindre dele af den finansielle sektor.

”Finance Watch har været ekstremt aktiv og har tydeligvis gode forbindelser. Jeg tror på, at den kan have en positiv indvirkning og informere politikere og den brede offentlighed om sager som shadow banking (finansielle transaktioner uden for statslig monitorering, red.) og negative effekter af ny bankregulering,” siger han. Professoren påpeger, at modstandere mod finanslobbyisme ikke i sig selv er en ny ting. Det nye ved Finance Watch er deres indflydelse:

”Finance Watch er anderledes på grund af omfanget og dybden af dens politiske forbindelser. Organisationen udgør en positiv udvikling. Den eneste potentielle ulempe er, at den kommer til at dominere som stemme mod ’storfinansen’ og overdøve andre grupper, der også søger at fremhæve legitime bekymringer,” siger Leonard Seabrooke.

En del af Finance Watchs succes kan måske forklares ved, at organisationen spejler finanslobbyernes arbejdsmetoder. Organisationen holder møder med politikere, arbejder for at danne alliancer til støtte for lovforslag, udgiver forskning og taler med pressen. Organisationen har en erklæret politik om at afstå fra såkaldt bank bashing. Udtrykket dækker over skingre udfald mod bankverdenen, og disciplinen blev i 2008 hurtigt populær nok til at få sit eget idiom.

En lobby af afhoppere
Organisationen leverer også input til omkring 40 fagforeninger og NGO’er, som skal klædes på til den tekniske debat om finansielle reformer. Målet er at udruste et kor af debattører, der kan formulere offentlige interesser lige så klart, som den finansielle sektor formulerer sine interesser. Organisationen rekrutterer i vidt omfang sine ansatte blandt finansverdenens afhoppere:

”Vi henter folk ind, som deler vores ambition om, at finanssektoren skal tjene samfundet, og som har de tekniske forudsætninger for at udfylde deres funktion. For nogle funktioner er en baggrund i finanssektoren absolut en fordel. Og når vi rekrutterer, bliver vi altid forbløffede over, hvor mange finansfolk der faktisk deler vores mål på det personlige plan,” siger Greg Ford.

Gode resultater indtil videre
Finance Watchs største udfordring er ifølge Greg Ford, at de underliggende overbevisninger i finansverdenen er svære at vende på trods af de seneste års erfaringer. Som grundtankerne om, at statsgæld er risikofri, eller at selvregulering skaber mere effektive finansielle markeder. En anden udfordring er, at finansverdenen efterhånden er så kompleks, at det kræver en hær af specialister for at forstå den. Dermed ekskluderes store dele af offentligheden fra debatten.

Det har samtidig bidraget til en offentlig efterspørgsel på eksperter uden for finansindustrien. Så når Finance Watch på trods af sit begrænsede budget har haft nogen gennemslagskraft, skyldes det dels en knaphedsværdi. Det hjælper også, at organisationens budskaber resonerer med en offentlig harme over finanskrisen, som politikere er meget opmærksomme på.

”Vores vigtigste resultater er, at vi er blevet anerkendt af politikere som en effektiv fortaler for den offentlige interesse i finansiel regulering, og at vi har øget den offentlige bevidsthed om den enorme ubalance i lobbyvirksomheden mellem den finansielle sektor og interesser i civilsamfundet,” siger han.

Indtil videre er en række anbefalinger fra Finance Watch blevet omsat til konkrete lovforslag. Blandt andet i den aftale mellem EU-landene om et nyt kapitalkravsdirektiv, som økonomiminister Margrethe Vestager (R) præsenterede under det danske EU-formandskab i maj.

Steffen McGhie (f. 1982) er specialestuderende i journalistik og dansk sprog ved Roskilde Universitet. Han skriver speciale om gennemsigtighed i det danske asylsystem og er freelancejournalist for blandt andre Kristeligt Dagblad. Tidligere praktikant på Kristeligt Dagblad. ILLUSTRATION: Europa Parlamentet formandskonference i København i december sidste år (Foto: Udenrigsministeriet/presse)