23.03.2012

Al Jazeera er tilsyneladende det frie, uafhængige medie, som giver Mellemøsten den kritiske journalistik, regionen ellers ikke er kendt for. Men bag pressefrihedens slør bruger styret i Qatar mediekoncernen til at dække over intern kritik i værtslandet ved at skyde med skarpt på nabolandene.

ANALYSE af Anne Troldtoft Hjorth

De arabiske oprør mod autoritære styrer, undertrykkelse og korruption blev nyhedsmediet Al Jazeeras chance for at få verdensomspændende opmærksomhed. Al Jazeera var på pletten fra dag ét, da den 26-årige tuneser Mohammed Bouazizi satte ild til sig selv i den tunesiske by Sidi Bouzid den 17. december 2010. Da ilden spredte sig til nabolandet, og demonstranter begyndte at campere på Tahrir-pladsen i den egyptiske hovedstad Cairo, gjorde Al Jazeera det samme. Medieplatformen har siden forsynet verden med nyheder, der til dags dato ikke er set i samme mængde og variationer – alt sammen på arabisk for regionen og på engelsk for resten af verden.

Den omfattende dækning af det arabiske forår understreger Al Jazeeras spirende rolle som en stadig vigtigere aktør. Men kontroverserne fortsætter med at hvirvle omkring mediekoncernens forhold til værtslandet Qatar og nyhedskanalernes dækning.

Politisk og økonomisk afhængig af værtslandet
Al Jazeera blev lanceret i 1996 i det lille golfland Qatar. Ønsket var en fri kanal i en region, der ellers ikke er tilbøjelig til at praktisere ytringsfrihed. Initiativet kom fra emiren af Qatar, som gjorde Al Jazeera mulig. Men mediekoncernen har siden da også været økonomisk og politisk afhængig af emiren. Kritiske røster hævder, at Al Jazeera i realiteten er endnu en en-mands vision i et lille mellemøstligt land. Platformen går da også meget stille med dørene, når der kommer til Qatars interne problemer og er omhyggelig med ikke at kritisere sit værtsland. Al Jazeeras enorme fokus på at dække andre af regionens nationer skal distrahere qatarerne fra interne anliggende og arrangementer med omverdenen. Spørgsmålet er, hvem der reelt set bestemmer, hvad der skal rulle over skærmen i Doha og resten af verdens dagligstuer?

En ting er sikkert. Koncernens øverste ledelse har et tæt og godt forhold til styret i Qatar. Da emiren lukkede informationsministeriet ned i 1998, udnævnte han samtidig den tidligere informationsminister sheik Hamad bin Thamir Al Thani til formand for Al Jazeera. Kanalen passer altså ind i den dybtliggende regionale tradition for, at medierne generelt opererer under en kransekagefigur, der højest sandsynligt står i ledtog med en landets magthavere.

Ambitionerne i Qatar
Hvis man kigger med udefra, ser billedet ellers anderledes frit ud. Al Jazeera har vundet publikums gunst og politisk indflydelse på grund af en tilsyneladende større frihed end andre arabiske landes medier, og fordi kanalen åbent diskuterer følsomme emner. Eftersom den politiske pluralisme i den arabiske verden har tradition for at være ganske fraværende, har Al Jazeera fungeret som en modstandsplatform og en panarabisk opposition, der formidler en hidtil manglende samlet arabisk identitet. Som flere fortalere for kanalen har udtryk det, tager Al Jazeera over, hvor egyptiske Gamal Abdel Nassers ønske om et fælles panarabisk projekt faldt.

Det er blevet Al Jazeeras varemærke at stille kritiske spørgsmål og vise de skeletter, som andre ville ønske blev i skabet. Kanalen stiller frontfigurer og politiske beslutningstagere i den arabiske verden til ansvar over for deres befolkninger. Den tidligere administrerende direktør Mohammad Jassim Al Ali har udtalt, at årsagen til Al Jazeeras popularitet er, at den tager sine seere alvorligt. Han nævner, at kanalens formål er at vinde det arabiske publikums tillid til de arabiske medier tilbage. Al Jazeera behandler sin seere som et intelligent publikum i stedet for at tro, at de ukritisk fortærer alt, hvad man serverer for dem. Men netop fordi Al Jazeera er kontroversiel, bliver netværket betragtet med skeptiske miner både inden for og uden for den arabiske verden. I nogle tilfælde har det ligefrem ledt til diplomatiske kriser.

Rører i Mellemøsten
I forbindelse med et topmøde i GCC (samarbejdsrådet for de arabiske stater i Golfen, red), der blev afholdt i Omans hovedstad Muscat i 2001, kritiserede Saudi Arabiens kronprins Abdullah Al Jazeera i stærke vendinger. Han anklagede kanalen for at ”vanære medlemslandene i GCC, bagtale den saudiarabiske kongefamilie, være en trussel mod stabiliteten i den arabiske verden og for at opildne til terror.” I 1998 lukkede Jordan Al Jazeeras hovedkontor i Amman, som det også er sket i Egypten, Algeriet og Kuwait. Tilbage i 2002 trak Saudi Arabien sin ambassadør i Qatar tilbage på grund af Al Jazeeras kritiske dækning. Næsten alle arabiske lande har på et eller andet tidspunkt klaget over Al Jazeera og kritiseret emiren for hans selvtilfredshed og manglende respekt for den arabiske verden. Men trods den massive modstand fra regimer i Mellemøstregionen holder Al Jazeeras ledelse ud.

Det er derfor ikke svært at forstå, hvor Doha har hentet sin popularitet og hvorfor. Men mens mange takker Al Jazeera for det enorme bidrag til de arabiske befolkningers „vej mod demokrati‟, skal man dog huske på, at den demokratiske vej kan være brolagt med en dagsorden, der er lige så kompleks og uigennemtrængelig som dagsordenen for de forskellige regimer i regionen.

Kanalens store interesse for USA
For fuldt ud at forstå Al Jazeeras indflydelse er det vigtigt at se på det komplekse forhold mellem det arabiske publikum, behovet for en regionsbaseret kanal og emiren af Qatars forhold til USA. Når man kigger nærmere på dækningen af de arabiske oprør, er det værd at bemærke, at der er en slående forskel på, hvordan Al Jazeera dækker oprørene i de forskellige lande. Oprøret startede i Tunesien, men netop det lille land i det nordlige Afrika fik gradvis en mindre og mindre farverig og detaljeret dækning, i takt med oprørene tog om sig i nabolandene. Svaret kan måske findes mellem linjerne på Al Jazeeras liveblogs, hvor der dagligt rapporteres fra oprørene af stationens udsendte i brændpunkterne. Blandt blod, sved og tårer finder man her en overdosis af amerikanske citater og en indlysende interesse i de forenede staters reaktion på udviklingen.

På Al Jazeera Egyptens liveblog den 28. januar i dagene omkring Mubaraks fald hedder det: ”Vi har hørt fra udenrigsministre i Europa og den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, men vi har ikke hørt fra de to vigtigste personer – præsident Hosni Mubarak og præsident Barack Obama.” Det rejser naturligvis spørgsmålet: Er der skjulte interesser på spil? For hvorfor fokuserer kanalen så meget på, hvad Obama mener om udviklingen?

Godt forhold til amerikanerne i højsædet
Svaret skal findes i Qatars udenrigspolitiske anliggender. Det lille mellemøstlige land på blot to millioner indbyggere er nemlig ikke blot vært for Al Jazeera, men også for regionens største amerikanske militærbase. Qatars regering og USA har længe haft et godt forhold. For fuldt ud at forstå Qatars relationer til USA er det væsentligt at overveje omstændigheder omkring det statskup, der bragte sheik Hamad bin Khalifa Al Thani til tronen i juni 1995. Eksperter i regionen spekulerer i, at de amerikanske myndigheder har givet deres velsignelse til den ikke-voldelige magtovertagelse. Al Jazeera kan også ses som en opkridtet vej til den arabiske offentlighed. Kanalen har da også sendt interviews med figurer som Condoleezza Rice, Colin Powell og Tony Blair. Washington har altså intet at klage over, når det kommer til Doha, og resultatet er stabilitet i det lille emirat. Emirens strategi har været at beskytte sig selv og holde eventuelle regionale trusler som Saudi Arabien ude i kulden. Al Jazeera tjener ikke kun den arabiske offentlighed. Kanalen tjener i lige så høj grad Qatar i en urolig region.

Anne Troldtoft Hjorth (f.1982) studerer journalistisk på Roskilde Universitet og Mellemøststudier på Københavns Universitet. Hun har rejst i Mellemøsten af flere omgange. Det seneste halve år har hun boet i Beirut og Libanon. ILLUSTRATION: Al Jazeeras journalist Abdel-Hamid interviewer Al-Hajj, Al Jazeeras korrespondent i Afghanistan i Doha lufthavn i 2008 (Foto: Omar Chatr via flickr)