30.07.2012

Bashar al-Assad er blot en kransekagefigur i toppen af det syriske regime. Seks nøglefigurer har kontrol med regeringen, administrationen, medierne og militæret. De er tæt på al-Assad, men handler til tider uden hans samtykke eller direkte imod hans ordrer.

ANALYSE af Zenia Ab Yonus

1. Mahir al-Assad: Bashar al-Assads bror, sidder på en kolossal militær magt. Han er øverstkommanderende i Den Republikanske Garde samt Fjerde Division, som er de to mest betydningsfulde afdelinger i den syriske hær. Hans Fjerde Division er den, der rykker først ind i oprørsbyer, da den er mere veltrænet og bedre udstyret end andre afdelinger af militæret. Den adlyder kun Mahir al-Assad. For eksempel indtog Fjerde Division Deraa, Hama og Homs. Når et område er indtaget af regeringstropper, rykker den videre til de næste oprørsbetændte byer for at dræbe “bakterierne”, som regeringen kalder demonstranterne. Mahir al-Assad har modsat sig ordrer fra præsidenten i forbindelse med beskydning af demonstranter i Deraa.

2. Rami Makhlouf: Fætter til Bashar al-Assad og præsidentens økonomiske rådgiver. Han har en finger med i samtlige handelsaftaler, der indgås i landet, og han er partner i flere firmaer i Golflandene. Han er også ejer af de to eneste teleselskaber i Syrien, SyriaTel og MTN. Udenlandske investeringer i Syrien kan kun lade sig gøre med Rami Makhloufs accept. Han omrokerer nu penge fra alle de store firmaer, som han ejer, til Den Syriske Centralbank og til finansiering af Shabiha-bevægelsen. At han poster penge i Centralbanken betyder, at dollarkursen holdes nede. Shabiha er afledt af det arabiske ord for spøgelse og består af organiserede bander, hvis formål er at slå demonstrationer ned og at afholde pro-demonstrationer. De er ikke en officiel del af regimet, men er ansat til det beskidte arbejde. De kan slå ihjel uden at blive straffet, fordi de er sendt af regeringens Mukhabarat. Rami Makhlouf gør, hvad han finder bedst. Han er præsidentens rådgiver, men nogle gange handler han uden Bashar al-Assads vidne. For eksempel ved at give penge til Shabiha.

3. Hafez Makhlouf: Bror til Rami Makhlouf og fætter til Bashar al-Assad. Han er leder af Mukharabat-afdelingen i Damaskus og omegn. Han er således i spidsen for Shabiha og Amn al-Dawla, efterretningstjenestens afdeling for statssikkerhed. Han sørger for at slå demonstrationer ned i Damaskus og i forstæderne, såsom Duma og Harasta. Han sørger også for at få folk arresteret, tortureret eller dræbt. Hafez Makhlouf har i Damaskus-området mere magt end Bashar al-Assad, da han styrer efterretningstjenesten. Han har direkte modsat sig præsidenten ved at beskyde folk i hovedstaden. Han og Bashar al-Assad samarbejder, men Hafez Makhlouf gør, hvad der passer ham i sidste ende.

4. Ali Mamlouk: Leder af Amn al-Dawla uden for hovedstaden. Han er altså chef for statssikkerheden i hele landet. Det er ham, der sørger for spioner og afstraffelse i dele af landet som Syriens største by i nord, Aleppo, hvor det største slag mellem oprørerne og regeringstropperne står netop nu.

5. Walid al-Mu’allem: Udenrigsminister siden 2006. Han startede sit arbejde i udenrigsministeriet allerede i 1964 som diplomat. Han har tidligere været Syriens ambassadør i både Rumænien og i USA. Walid al-Mu’allem er ansvarlig for mediekommunikationen til omverdenen. Han taler på vegne af regeringen til internationale konferencer og tager officielt beslutninger om eksempelvis observatørerne i Syrien.

6. Abdallah al-Ahmar: Leder af Ba'ath-partiet og har arbejdet for partiet siden 1970. Før var han guvernør i Hama og Idlib. Han blev valgt ind i partiet sammen med Hafez al-Assad, og blev hans stedfortræder i partiet, da al-Assad blev generalsekretær. Han rådgiver præsidenten i nærmest alle henseender.

Magten er i dukkeførernes hænder
Det er disse mænd, der bestemmer i Syrien. De er dukkeførerne, og Bashar al-Assad er marionetten. De sætter dagsordenen, hvad angår politik, økonomi og militære operationer. Det er dem, der i praksis har både den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Styrets legitimitet over for befolkningen er i høj grad blevet etableret gennem demokratiske virkemidler, social kontrol samt et kæmpestort netværk af spioner i Mukhabarat, efterretningstjenesten. Officielt blev der afholdt valg, da Bashar al-Assad blev præsident, og der blev skabt en ny moderniseringspolitik under banneret ”modernisering under kontinuitet”. Modernisering i form af teknologiske tiltag, slankning af bureaukratiet og bekæmpelse af korruption. Kontinuitet i form af konstitutionen af 1973, som erklærede, at Ba'ath-partiet havde den ledende rolle i det, der kaldes en republik. Magten er blandt andet blevet opretholdt ved formelt at have demokratiske politiske institutioner. For eksempel valg, folkelige organisationer og tilladelse af flere partier. Det hele dækker over den autoritære styreform, som i virkeligheden har straffet oppositionel politisk aktivitet hårdt. Systemet kan sammenlignes med Sovjetunion inden 1989: skarp kontrol, fængsel, tortur og propaganda.

Den sociale kontrol opretholdes af befolkningen
Som et billede på det demokratiske vakuum kan man bruge National Progressive Front. Det er en lovlig sammenslutning af partier. Partierne bruges i statsretorikken som bevis på et flerpartisystem. Men partierne har ikke kunnet eksistere eller trykke aviser uden tilladelse fra lederen af National Progressiv Front, som er Bashar al-Assad selv. I Syrien kan man tale om, hvad antropologen Lisa Weeden kalder ”acting as if”. Staten har ikke kun været magtfuld på grund af fysisk afstraffelse og censur. Den har også disciplineret sit folk til i det mindste at ”lade som om”, det støtter op om systemet. Det betyder, at folket lader som om, det tror på regimets demokratiske karakter. Det lader som om, præsidenten er dets almægtige og kærlige fader, der kun handler ud fra befolkningens interesser. Det syriske folk har længe set propaganda på tv og i aviserne, ligesom man også kan se det i det offentlige rum. Der hang billeder af Bashar al-Assad på alle gadehjørner, i butiksvinduer og selv i private hjem. Den offentlige retorik skaber et følelsesmæssigt bånd mellem lederen og hans folk. Symbolerne omkring præsidentens person producerer en dominerende forståelse af virkeligheden for Syriens befolkning. Derved klassificeres verden ud fra præsidenten og retorikken omkring ham. Det betyder, at syrerne taler retorikkens sprog flydende, og stort set alle har memoreret utallige slogans og nationalistiske sange. Det hele for at kunne vise sin støtte eller i det mindste lade som om, man støtter op om styret. Og da ingen ved, hvem der er for eller imod, tør få gå imod styret. Folk tvinger hinanden til lydighed uden selv at tro på, hvad de siger. Med andre ord er folket med til at understøtte og opretholde systemet. Og hvis ikke syrerne sørger for at holde hinanden i snor, har Syrien en stor efterretningstjeneste med meget lange ører. Den er med til at sørge for, at folk ikke ytrer sig, hvis de nægter at lade som om. Hovedværktøjet til at sikre ro og orden er efterretningstjenesten Mukhbarat.

Regimets ser alt, hører alt og tolerer intet
Mukhabarat har i mange år fungeret som vagthund for regimet. De har aflyttet, overvåget, fængslet og tortureret utallige mennesker i årenes løb. Grundet undtagelsestilstanden, som formelt er ophævet, har de fængslet folk uden rettergang. Ansatte i Mukhabarat, som oftest er alawitter eller folk fra fattige kår, er ligeglade med domstolene, da lovene alligevel ikke håndhæves. Der findes mellem 12 og 18 efterretningstjenester. De samarbejder ikke og deler ikke informationer. Foruden Mukhabarat findes der Mukhabirin, som er almindelige borgere, der overvåger andre for deres egen sikkerheds skyld eller mod betaling. Det er eksempelvis alment kendt, at grøntsagssælgerne ved Bab Touma i det centrale Damaskus rapporterer til Mukhabarat. Folk, som er Mukhabirin, er typisk folk, som har været fængslet, har fortalt alt under torturen og derefter er blevet løsladt. Disse mennesker spreder frygt og mistillid folk imellem og medvirker i høj grad til at opretholde hele systemet af social kontrol. Den sociale kontrol har spillet en stor rolle i forbindelse med at opretholde det kransekagesystem, som den politiske elite har skabt gennem årtier, og som Bashar al-Assad er blevet placeret på toppen af. Under opstanden har der været en del pro-demonstrationer, men noget tyder på, at regimets hårde metoder over for befolkningen får flere til at demonstrere imod. Krisen får flere hundrede tusinde syrere til at følge med i politik. Opstanden kan ses som et billede på, at syrere vil have reel politisk medbestemmelse, hvor de ikke kun lader som om.

Zenia Ab Yonus (f.1987) er kandidatstuderende på Mellemøststudier ved Københavns Universitet. Hun specialiserer sig i moderne historie, politik, sociologi og medier. Hun er BA i Arabisk- og Islamstudier og Journalistisk Formidling fra Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Dukkeførerne bag Assad (Foto: Free Syria)