24.05.2012

Efter 43 år med Moammar Gaddafis betændte one-manshow, skal de demokratiske principper trænes med omhu, før mændene kan slippes ud på græs.

Af Jens Nauntofte, Benghazi

DENNE ARTIKEL ER FRA RÆSON11, DER UDKOMMER 28/5. Adgang kræver abonnement: 250 kr./året (200 for studerende)
Læs også: Lykke Friis: Merkel og Europa

Etårsdagen for Libyens revolution, 17. februar, 2012, vil blive husket i Benghazi. Trods silende regn gik ingen tidligt hjem den aften. I 43 år havde al fest været bandlyst under Oberst Gaddafis rædselsregime, så den aften blev der taget revanche. Med paraplyerne slået op stod man skulder ved skulder på Frihedspladsen og I tilstødende gader ud til havet. Der var en intens glad stemning, for det var den første lejlighed for libyerne til at markere revolutionen sammen.

“Det er mit livs aften,“ sagde den 32-årige rørlægger Mohammed med et grin. “Jeg var med i de hårdeste af kampene på frontlinjen her uden for byen. Jeg oplevede personligt, hvor tæt vi var på en katastrofe, så nu skal vi fejre, at Gaddafi er væk!“ At Libyen befinder sig i et økonomisk morads, vil han blæse på. „Vent tre måneder, så begynder olieindtægterne at vælte ind igen. Vi skal ikke købe flere kanoner og kampvogne, som under Gaddafi. Nu skal Libyen gøres til et moderne land. Lige som Qatar,“ bemærker Mohammed. Allerede på etårsaftenen i Benghazi kunne man dog registrere en betydelig utilfredshed med Det Nationale Overgangsråd, NTC, og den måde, det regere landet efter Moammar Gaddafis fald. Mange havde tydeligt nok ventet, at NTC’s formand, Mustafa Abdel Jalil, selv var kommet til Benghazi for at holde den store festtale. Derfor hørte man tidligt på aftenen folk i mængden råbe i kor ‟ Jalil, forsvind!“ og „Mr. Jalil, vi kan fyre dig når det passer os.“

Vi ønsker at blive gift
Men ingen kunne få øje på Mustafa Abdel Jalil, for han var der slet ikke. Han var blevet hjemme i Tripoli. Han vidste udmærket, at han ikke ville blive godt modtaget af Benghazis borgere, så han havde i stedet sendt premierministeren. Nogle uger tidligere havde Jalil i Benghazi haft den ubehagelige oplevelse at blive trængt op i hjørnet i en regeringsbygning af ophidsede libyere, der ville banke ham. Først da de uopmærksomme bodyguards opdagede, hvad der skete, fik de hjulpet Jalil fri og bragt ham tilbage til lufthavnen. Efter det optrin hastede det ikke med at vende tilbage til Benghazi for formanden for NTC. Da premierminister Abdul al-Reheem al-Keib går på talerstolen for at holde festtalen, åbner han med et løfte: „Vi lover jer, at vi nok skal finde de medløbere, som Gaddafi havde placeret i udlandet, og som var involveret i drab og tyveri af libyske penge.“ Men mængden vil høre noget andet og råber: „Giv os gratis mobiltelefoner.“ Andre råber: „Vi ønsker at blive gift!“ Siden krigen har der kun været udbetalt ganske få lønninger, og uden penge kan man ikke blive gift.

al-Keib lader sig ikke slå ud af de kritiske tilråb, men fortsætter til lyden af tusinder af bilhorn i sidegaderne: „Vi lover jer at genopbygge vor nationale hær. Lad os stå sammen, så skal det nok lykkes“. al- Keibs bemærkninger er udløst efter kritik af hans styre for at være for passivt. Man klager over, at der ikke bliver regeret. Der er ikke blevet fundet jobs til de arbejdsløse, og det går tungt med at få afvæbnet militserne. Det er meningen, at de skal sluses ind i den ny libyske hær. Men til juni kommer de første frie valg, og inden da skal Rådet ikke nyde noget af at overskride sit mandat ved at træffe bindende beslutninger. Det betyder nye angreb på NTC, da både øst- og vestprovinserne er præget af de over hundrede løsgående militser, der opererer som små stater i staten. „Er NTC overhovedet i stand til at holde Libyen sammen?“ bemærker en vestlig diplomat til mig i Benghazi. „Vi vil have vores del af indtægterne,“ lød et andet krav på Frihedspladsen den aften. Problemet er, at NTC ikke har fået organiseret lønudbetalingerne. Derfor mangler der rede penge både i libyernes lommer og i banksystemet. Folk kan ikke hæve penge på deres egne bankkonti. „Det var Benghazi, der sparkede revolutionen i gang. Har I glemt det?“ lyder det op mod premierministeren på tribunen. Det er svært for al-Keib at få ørenlyd, fordi der nu er råbekor: „Ikke flere prædikener. Giv os musik!“

Stadig spændinger mellem Tripoli og Benghazi
Hvad, al-Keib udmærket ved er, at Benghazi-borgerne i 2011 havde forestillet sig, at NTC kun skulle fungere kort tid og derefter ville blive opløst. Især fordi det ikke var formelt valgt, men har udpeget sig selv. De dårlige vibrationer fra Gaddafi-tiden betyder, at befolkningen er kritisk over for et nyt centralstyre med base i Tripoli. Især hvis styret ikke kan administrere udbetaling af lønninger. Mange borgere har ikke fået løn siden revolutionen i februar 2011. Så nu vil man se penge I hånden. Men dem havde al-Keib ikke taget med – og heller ikke løfter om, at de skulle være på vej. Tiden er inde, til at al-Keib hastigt forlader sin udsatte post på talerpodiet. Han slår over i fællesbøn med ordene „Allah o- Akhbar“, Gud er stor, og mens folk gør bønnen færdig, lusker han ned ad bagtrappen. Benghazi har igen dokumenteret, at her I østprovinsen Cyrenaica skal regeringsrepræsentanter fra Tripoli træde varsomt.

Til gengæld er Benghazi for gæster udefra lettere at overskue end Tripoli, for her kommer alt tydeligt frem. På festaftenen ses det håndbårne skilt på Frihedspladsen med ordene: „Velkommen, NATO!“ Hvor ellers ser man den hilsen? Man kunne tælle de udenlandske lykønskningsflag i de fremmødtes hænder. Der var tre Union Jack, to franske og ét amerikansk flag. Men ingen danske. Da den britiske premierminister David Cameron i 2011 besøgte Benghazi sammen med Nicolas Sarkozy, var han så benovet over den glædestrålende modtagelse, at han skal have sagt bagefter: „Det er første gang, jeg er blevet offentligt tiljublet af folk, der mener det med hjertet.“

Tilhængere af sekularisering
Besøget i Benghazi viste overraskende, at der i denne hovedby i østprovinsen Cyrenaica er en del tilhængere af sekularisering. Det er blandt andet fremført af kvinder, som frygter en dominerende islamisering af undervisning og social adfærd. Dresscode har kvinderne ikke specielt noget problem med, da de fleste i forvejen bærer tørklæde. Men de bryder sig ikke om formaninger om at klæde sig ærbart, da de ser det som en krybende islamisering. Under Moammar Gaddafi var alle udtryk for religion bandlyst. Libyerne har generelt et ukompliceret forhold til islam, da de stort set alle er muslimer. Også tilhængerne af sekularisering er muslimer og kan efter egne udtalelser udmærket forene de to ting. Men salafisterne, de ortodokse muslimer, fylder meget. De kræver albuerum og en stærk offentlig islamistisk profil. I februar blev en statue af den egyptiske præsident Gamal Abdul Nasser, der stod på torvet i Benghazi, knust af islamistiske tilhængere, der ikke ville acceptere „idoldyrkelse“. Salafisterne gør sig i stigende grad bemærket i hele bæltet fra Tunesien i vest over til Egypten i øst – i konkurrence med Det muslimske Broderskab. Salafisterne forsøger åbenlyst at provokere – eller udmanøvrere– de muslimske brødre. Salafisterne er ortodokse islamister, der følger sharia i alle enkeltheder, mens Det Muslimske Broderskab er mere fleksibelt og villig til at finde praktiske omveje i forhold til sharia. Det libyske valg i juni vil afsløre, hvor meget held de har haft med det. De oprindelige salafister var profeten Muhameds første tilhængere, der bestræbte sig på at leve „rent“, deraf kommer ordet „salaf“ [de rene, red.].

Forslag om forbud mod religiøse partier
Det var overraskende, at NTC i april 2012 offentliggjorde en ny lov, der forbyder partier, der er baseret på religiøse principper. Loven blev vedtaget 25. april, altså to måneder før valget. “Partier bør ikke baseres på etniske eller religiøse ideologier,” udtalte NTC’s talsmand, Mohamed al- Hareizi: „Vi ønsker ikke, at regeringen bliver splittet af disse ideologiske forskelle.“ Hvis beslutningen skulle blive gennemtrumfet, ville det være højst ubehageligt for Det Muslimske Broderskab. Det ville fjerne deres mulighed for at gøre sig gældende med den særlige religiøse tænkning, der ligger til grund for bevægelsen. Det hedder i meddelelsen, citeret af BBC og Al-Jazeera, at „tro, stammetilhørsforhold og etnisk oprindelse“ ikke må danne basis for politiske partier, og at det sker for at beskytte den „nationale identitet“. Lederen af Broderskabets “Friheds- og Udviklingsparti” Mohammed Sawan afviste straks forbuddet med ordene: “Den slags klausuler er kun berettiget i lande, hvor der eksisterer flere religioner. Ikke I Libyen, hvor det store flertal er religiøse muslimer.”

Men én ting er dette dekret. Noget andet er, at alle vil afvente valget, før man tager så drastiske skridt som at forbyde religiøse partier. Spørgsmålet kan til dels også være af semantisk karakter, da brødrenes formelle parti måske vil påstå, at det slet ikke ser sig som religiøst baseret. Friheds- og Udviklingspartiets opstilling til det kommende valg følges med speciel interesse i Nordafrika, fordi dets broderparti i Egypten fik et kanonvalg i januar med omkring 46 procent af stemmerne, lige som det islamistiske En Nahda-parti i Tunesien fik godt 40 procent ved det første frie valg i oktober 2011. Med en så overbevisende track record for de islamistiske partier i Nordafrika efter oprørsbølgen i fjor, var der lagt op til, at Det Muslimske Broderskab i Libyen til juni også skulle få et godt valg. Men det er nu uvist i lyset af det nye forbud mod religiøse partier. Under de 43 år med Moammar Gaddafis ledelse har Det muslimske Broderskab været stærkt undertrykt, lige som alle andre religiøse grupperinger (f.eks. sufi-muslimske kræfter).

Mange beslutninger, få handlinger
Mange beslutninger udskydes for øjeblikket af NTC. Det betyder, at det er ganske uklart, hvor mange af de nye partier og koalitioner, der faktisk bliver godkendt til at komme på de endelige valglister. Beslutninger træffes der mange af, men gennemførelse af beslutningerne er ganske få. Som et eksempel er der nu formodninger om, at man ikke får færdiggjort valgsystemet til juni måned, som det var meningen. Der tales om, at det kan blive nødvendigt at udsætte det til september 2012. Det er ganske afgørende for Det Nationale Overgangsråd, at valget bagefter bliver vurderet som fair og demokratisk transparent. Det er det første frie valg i 43 år, og det må ikke få lov at gå galt, er vurderingen hos NTC. Derfor er det nødvendigt at skabe et troværdigt specialkorps af tidligere militssoldater, som for tiden bliver hyret, så de på valgdagen kan sikre, at såvel libyske vælgere som udenlandske observatører siger god for resultatet. Når man må betegne Libyen som et land, der er „lost in transition“, er det, fordi der virkelig er mange irrationelle ting, som får lov at stå i vejen for en hurtig omstilling til et effektivt nyt styre. For nylig, i begyndelsen af april, angreb libyske militsfolk Overgangsregeringens hovedbygning I Tripoli. Ingen kom til skade. Det var heller ikke meningen. Militsgrupperne ville blot straffe NTC for at have tilbageholdt deres månedlige bonusudbetalinger. De var blevet standset på grund af et særdeles stort svindelnummer, hvor militserne på falsk grundlag havde snydt styret for millioner af dinarer. Helt forudsigeligt kom de sædvanlige formaninger om, at nu må NTC virkelig tage sig sammen for at få militssoldaterne afvæbnet. Der var angiveligt i det tidlige forår 2012 op mod 200.000 unge rebeller med skydevåben, fordelt på de militser, som opstod under krigen mod Gaddafi-styret. Ingen har talt dem, så det er et estimat, man bør tage med stort forbehold.

Staten i staten
At militserne ikke øjeblikkeligt blev afvæbnet efter krigens afslutning, skyldes primært, at der ikke var nogen myndighed til at gøre det; ingen hær og intet politi. Nu er begge ved at blive etableret. 70.000 unge er foreløbigt blevet sluset ind i den gryende nationalhær. Nogle af dem på specialuddannelse i Jordan. De, der ikke har ladet sig lokke over i hæren, modtager bedre betaling som freelance militsfolk, end de vil kunne få i hæren. De udgør et ægte problem, fordi de med deres fandenivoldske optræden er umulige at styre. De kan især blive et problem, hvis spaltningen af Libyen i to stater seriøst kommer på dagsordenen. Indtil da lever de som et restfænomen fra Gaddafi-tiden, som er hinsides demokratisk kontrol, og som sammen med deres militsleder sætter en helt egen dagsorden. Adskillige af militslederne er i færd med at oprette egne partier med henblik på junivalget. I mange situationer må man forvente, at de nye partiledere fristes til at dukke op til valgmøder med væbnede vagter. Man kunne opleve det i februar på det store Radisson Hotel i Tripoli. Her holdt tidligere premierminister i NTC, Mahmoud Jibril, hof med sine tilhængere. For at komme ind til Jibril i den sal, han havde lejet, skulle man forbi hans hærdebrede militsfolk. De afgjorde arbitrært, hvem der kunne komme ind og tale med ham. Militsernes egenrådige optræden har afsløret overgangsstyrets stadig løse greb om situationen, kun få måneder efter, Gaddafi-styret blev væltet.

I Tripoli kan man opleve byens folketribun [i Romerriget, en repræsentant for folket over for magthaverne, red.]: Abdul Hakim Belhadj, den farverige militsboss, der siges at råde over en bevæbnet hird på 1200 mand. Det nye er, at han har skiftet den krøllede khakiuniform ud med nyanskaffet jakkesæt og slips. Belhadj udstråler begavet magt, og han har ikke behov for at omgive sig med sine bevæbnede militsfolk. Men det skader på den anden side heller ikke. Efter 43 år med Moammar Gaddafis betændte onemanshow, skal de demokratiske principper trænes med omhu, før mændene kan slippes ud på græs. Længslen efter den stærke leder er alt andet end fjernet fra libyernes nationale DNA, ligesom muligheden for en borgerkrig som i Libanon i 1980’erne heller ikke er det. Det ved Abdul Hakim Belhadj, og han handler derefter. Men nu er han altså ved at danne sit eget parti og lade sig skrive på valglisterne. Det er tydeligt, at NTC ikke agter at gøre andet end formelt at skubbe rundt med papirbunkerne, til resultatet af junivalget er kendt. De skal ikke have noget I klemme. Tværtom håber de ved de senere valg at få stadfæstet, at de har skaffet sig en politisk erfaring, der kan bringe dem med videre i Libyens nye historie.

Paradigmeskiftet
De arabiske revolter i foråret 2011 har skabt et afgørende paradigmeskift i de politiske systemer i Libyen, Tunesien og Egypten. De tre diktatorer er væk, og der arbejdes i alle tre lande på forfatninger, der vil afklare, præcis hvilken rolle islam skal have lov at spille i den politiske process fremover. Tunesien er mest afklaret, da det islamiske En Nahda-parti har garanteret vælgerne, at landet på afgørende punkter ikke vil blive lagt i et stramt greb, hvor sharia skal håndhæves. I Egypten må man afvente forfatningsrådets sammensætning og afgørelse, af hvem der er valgbar til præsidentembedet. Det bliver den afgørende strømpil, der vil vise, hvor stærk præsidentens rolle bliver i forhold til bade parlamentet og militærets øverste råd, SCAF. I Libyen begynder man helt fra bunden med at skulle opbygge en centraladministration. Moammar Gaddafi tolererede ikke nogen form for administrativ overbygning på samfundet, der kunne ses som konkurrence over for hans beslutninger. Libyen havde en uoverskuelig og til dels anarkistisk beslutningsproces, hvormed Gaddafi opnåede, at ingen følte sig sikker på forretningsgangen i officielle beslutninger, eller hvordan de kunne påvirke dem, uden at pådrage sig hans vrede. I den forstand er den libyske revolution antageligt begyndelsen til ikke blot et regimeskifte, men et egentlig systemskifte. Statens karakter og flag er allerede udskiftet. Et totalt brud med Gaddafi-årene er på vej, og da der ikke har været andre til at styre den ny proces end NTC, så følger transitionen et narrativ, hvor man må føle sig frem og være villig til eksperimenter, for at se hvor langt processen kan bære.

DENNE ARTIKEL ER FRA RÆSON11, DER UDKOMMER 28/5. Adgang kræver abonnement: 250 kr./året (200 for studerende)

Jens Nauntofte (f. 1938) er en af de mellemøsteksperter, der har haft det længstvarende kendskab til Libyen, som han besøgte første gang i 1962. Han har skrevet bøgerne „Kaddafi – Libyens Godfather“ (1987) og „Libyen“ (1988) til Munksgaards Afrikabibliotek. Han udgiver til efteråret 2012 bogen „Det Arabiske Forår – Stemmer fra et arabisk oprør“. ILLUSTRATION: Gaddafi (Foto: New arab voices via flickr