25.10.2012

”Oppositionen har siden valget besværliggjort regeringens arbejde og brugt enhver lille anledning til at kritisere regeringen og kræve dens afgang.” Sådan siger Rikke Hostrup Haugbølle, der er PhD-studerende ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

INTERVIEW af Nicolai Trudsøe Trock

LÆS OGSÅ:
Årsdag i Tunesien: Overgangsforsamling udskyder forfatning gang på gang

RÆSON: Hvad er det største problem i Tunesien lige nu?
HAUGBØLLE: Det er helt afgørende, at man kommer i mål med arbejdet med grundloven, så der er en juridisk ramme for at afholde valg, og så en blivende regering får mandat til for alvor at iværksætte de mange nødvendige reformer. Så et af de helt centrale problemer er de begivenheder, der stikker kæppe i hjulet for grundlovsarbejdet. Oppositionen har siden valget besværliggjort regeringens arbejde og brugt enhver lille anledning til at kritisere regeringen og kræve dens afgang. Lige nu slår oppositionen på, at regeringens 1-årige mandat tæller fra valgdatoen sidste år, og mener derfor, at der nu må laves en bred national union, der skal lede landet. Unionen skal udgøres af alle politiske kræfter, dermed også dem selv. En smart genvej til magten, og de tre regeringspartier har blankt afvist kravet. I stedet har de meldt ud, at de forventer at afholde parlaments- og præsidentvalg den 23. juni 2013. Det kan blive afgørende for processen, om oppositionen fastholder sit krav, for det kan forstyrre og forsinke arbejdet med grundloven.
RÆSON: Og hvad er det bedste, der er sket i Tunesien siden valget?
HAUGBØLLE: Ytringsfriheden. Selvom der er masser af uro og usikkerhed om, hvilken vej det hele går, glædes man over, at der på alle niveauer og på gader og stræder diskuteres og tales som aldrig før. Alle har en mening om det, der sker og om politik, og det er opløftende at opleve, at der trods regimets jernhånd er så mange tunesere, der har en mening og ønsker at være en del af debatten. Den store udfordring er dog også at lære at lytte. Lytte på hvad andre med andre meninger siger. Og at acceptere, at en præmis i et demokrati er, at man ikke altid kan få ret og at man er nødt til at kunne indgå kompromiser og finde mellemveje.


Langsomt fremad med ny forfatning

RÆSON: Du er i Tunesien lige nu. Hvordan er stemning i landet?
HAUGBØLLE: Det er helt tydeligt, at Tunesien stadig er et land, der er i en overgangsfase. Under angrebet på den amerikanske ambassade i september var et af de helt store problemer, at de politistyrker, der blev sendt ud for at bryde demonstrationen op, var unge og nyansatte, der slet ikke var trænet i crowd management. Derudover er der fortsat demonstrationer og strejker hver uge. Det rammer for eksempel den offentlige transport. Hele hovedstaden blev lammet for nylig. Ingen kunne komme til og fra arbejde. Men uden for hovedstaden er det endnu værre. Her bliver politistationer og offentlige kontorer stadig angrebet, ligesom der også sker forskellige voldelige sammenstød. Så vidt, så skidt. Men de gode, milde, optimistiske forårsvinde, hvis vi skal blive i den metafor, blæser også stadig. Der er rigtig mange, som gør meget for, at overgangsprocessen, arbejdet med grundloven og kampen mod korruptionen og unødvendigt bureaukrati skal komme videre og lykkes. Rigtig mange etablerer store og små civilsamfundsorganisationer, der arbejder for alt muligt – lige fra bedre vilkår for kvinder og unge til oprydning af affald i deres by.
RÆSON: Det er snart et år siden, at tuneserne valgte en forsamling, der skulle skrive den nye forfatning. Hvordan går arbejdet med det?
HAUGBØLLE: Arbejdet med forfatningen går fremad, og Grundlovsforsamlingen har kunnet offentliggøre de første udkast til næsten hele forfatningen. Men det er et arbejde med mange forhindringer. For når man begynder at diskutere enkelte artikler og deres formulering, er der mange detaljer, man ikke havde tænkt på i første omgang. Der er mange kræfter, synspunkter og ikke mindst politiske og religiøse overbevisninger, der udtrykker sig og som kræver at blive tilgodeset. Noget af det, der især har affødt diskussioner, og hvor især oppositionen er kommet op af stolen, har været artikel 1. Den siger, at Tunesien er et muslimsk land – det mener de sekulære kræfter ikke, at landet er til en sådan grad, at det ligefrem skal stå i grundloven. Også artikel 28, der handler om kvinders rettigheder i Tunesien, har affødt diskussioner, fordi de sekulære kvinder mente, at den sagde, at kvinder var mænd underlegne. Men læser man den konkrete ordlyd, er det slet ikke det, artiklen siger. Tværtimod siger den i første del, at staten skal være en garant, der beskytter kvinder mod vold og undertrykkelse og sikrer hende lige rettigheder med mændene.


Ennahda presset på økonomien og ideologien

RÆSON: Allerede kort tid efter valget udtrykte en del tunesere utilfredshed med, at politikerne ikke formåede at forbedre økonomien. Er der kommet styr på økonomien?
HAUGBØLLE: Der er i tal sket mange forbedringer i økonomien, og i flere sektorer er vækstniveauet nået over niveauet fra Ben Alis sidste år (2010). Men rigtig mange tunesere – især uden for hovedstaden – føler og oplever, at deres liv er blevet sværere økonomisk set, end det var før oprøret. I de sydlige regioner handler det blandt andet om, at al handlen med Libyen er gået i stå efter oprørene i begge lande. Grænsen mellem de to lande ofte er lukket i lange perioder på grund af uroligheder i Libyen. Før oprøret var folk i Sydtunesien helt afhængige af at kunne købe fødevarer fra Libyen, som blev solgt til priser omkring det halve af det tunesiske prisniveau. Med lukningen af grænsen er varerne ikke længere tilgængelige, og tuneserne må nu købe tunesiske fødevarer til så væsentligt højere priser, at mange ikke har råd til de daglige fornødenheder. Hertil kommer, at arbejdsløsheden fortsat er lige så høj, som den var før oprøret. Folk er skuffede over, at den økonomiske situation ikke har ændret sig væsentligt, eller måske ligefrem er blevet forværret. Der er også det, man kunne kalde ”oplevet økonomi”. Selvom tal og statistik måske fortæller, at der er vækst, er det ikke nødvendigvis det, folk OPLEVER i deres hverdag. Det skaber en negativ stemning og en stemning af, at regeringen ikke har ”leveret varen” og ikke forvaltet oprøret ordentligt. Så oplevelsen er, at det ikke er blevet bedre, snarere værre.
RÆSON: Partiet Ennahda blev den store sejrherre ved valget sidste år. Er støtten stadig lige så stor i dag?
HAUGBØLLE: Ifølge meningsmålingerne er opbakningen til Ennahda faldet. Mange tunesere er skuffede over, at Ennahda ikke har gennemført større sociale og økonomiske forandringer. En gruppe af tunesere er desuden skuffede over, at Ennahda ikke er mere islamistiske og blandt andet ikke har stået for en stærkere implementering af sharia i grundloven. Disse vælgere er ude på den islamistiske højrefløj. Men alt i alt står Ennahda stadig stærkt, fordi de samler tunesere fra mange forskellige sociale grupperinger. De finder sammen i et fælles værdisæt, der handler om, at islam skal spille en rolle i Tunesien, og at islam indeholder en række sociale værdisæt, som de gerne ser realiseret gennem politisk virke.


Dele af salafisterne udgør et sikkerhedsproblem

RÆSON: I forbindelse med protesterne mod filmen Innocence of Muslims blev den amerikanske ambassade i Tunis stormet. Er/var vreden mod USA bredt funderet i befolkningen?
HAUGBØLLE: Siden invasionen af Irak i 1991 og Vestens ændrede retorik om, at islam er voldelig og en ydre fjende, der måtte bekæmpes, har der i mange forskellige lag af den tunesiske befolkning været en frustration over for Vesten. Det blev forstærket af ”kampen mod terror” efter angrebene i New York i 2001, invasionen af Irak i 2003, sagen om Abu Ghraib, Afghanistan-krigen og hele Palæstina-Israel affæren. Med oprøret er det blevet muligt at give udtryk for de gamle følelser, og så er det som en prop, der ryger af flasken med et ordentligt brag. Alle i Tunesien er chokeret over, at det kunne komme så vidt som et angreb langt ind på den amerikanske ambassades område og tager klart afstand fra volden. Men de fleste kan sagtens forklare, hvor uviljen kommer fra.
RÆSON: Efter angrebet på ambassaden forsøgte sikkerhedsstyrker at pågribe lederen af den tunesiske gren af Ansar ash-Sharia, Saif-Allah Benahssine. Men han slap væk. Der har også været eksempler på, at salafister har modtaget våben fra Libyen. Har den tunesiske stat styr på sikkerheden i landet? Og hvor alvorligt skal vi tage salafisterne?
HAUGBØLLE: Sikkerhed har været et stort problem og en udfordring for alle de overgangsregeringer, der har siddet siden oprøret. Politi og sikkerhedsstyrker var jo en kernedel af Ben Ali-regimet, så i første omgang handlede det om, at politifolk selv deserterede, så styrkerne blev svækket, og at man måtte rydde op og ud blandt alle de folk i sikkerhedsstyrkerne, der var korrupte. Herefter skal et nyt korps bygges op. Men det er en omfattende opgave, som skal klares ved siden af alle de andre store og vigtige opgaver med at skrive grundloven og sikre en vis form for økonomisk stabilitet. Samtidig er en del af salafisterne på krigsstien. De er nogle af dem, der led allermest under Ben Alis undertrykkelse, og de har derfor været fuldstændig marginaliseret socialt, økonomisk og politisk. Mange af dem har kun kendt brutalitet og eksklusion, og nu svarer de igen med samme midler i deres krav for inklusion. De vil anerkendes som værende en del af Tunesien. Der eksisterer to hovedfraktioner af salafister i Tunesien: Jihadister, der mener at brugen af vold kan være nødvendig og legitim, og så de salafister, der praktiserer en udlægning af islam, der særligt handler om fromhed. Jihadisterne er tydelige i øjeblikket med deres voldelige angreb på blandt andet den amerikanske ambassade og universitetet. Men den anden gruppering er også stærkt til stede – også politisk – og er en aktør både i civilsamfundet og på den politiske scene, som vi er nødt til at indregne i det samlede billede


Nicolai Trudsøe Trock (f. 1986) studerer mellemøststudier på Syddansk Universitet og har en bachelor i statskundskab og arabisk fra Københavns Universitet. Han er studentermedarbejder på Centre for Advanced Security Theory på Københavns Universitet.