22.01.2012

Danmarks nyudnævnte Arktiske ambassadør skal ikke bekymre sig om militære konflikter, da staterne har massive interesser i at håndtere oliespørgsmålet i Arktis på fredelig vis. Den største risiko er faren for en miljøkatastrofe.

ANALYSE af Nikolaj Højberg og Troels Boldt Rømer

Danmark har netop oprustet sit diplomati nord for polarcirklen. Klavs A. Holm er Danmarks nye ambassadør i Arktis og skal sikre Danmarks interesser i et kompliceret spil, der indeholder mange muligheder, men også store risici. RÆSON analyserer situationen i Arktis, Et område, hvor temperaturen stiger – både i bogstaveligste forstand og politisk.

Risiko: Miljøkatastrofen truer
”Et olieudspil i Den Mexicanske Golf er som et hjertestop i New York – hjælpen er altid lige om hjørnet. Et olieudslip i Arktis er derimod som et hjertestop på Grønland – kun julemanden kan hjælpe dig, og han findes ikke.” Sådan beskriver klimamedarbejder Jon Burgwald fra Greenpeace risikoen for en miljøkatastrofe i Arktis.
I september 1996 var 7,9 mio. km2 af det arktiske hav dækket af is. I september 2011 var dette tal reduceret til 4,2 mio. km2. Altså er godt 3,7 millioner kvadratkilometer is forsvundet – hvilket svarer til et areal større end Indien. Og i takt med, at isen forsvinder, kommer nye og uberørte ressourcer frem. U.S. Geological Survey har estimeret, at ca. 25 % af klodens uudnyttede olie- og naturgasreserver befinder sig i Arktis. Disse ressourcer har dog indtil videre vist sig mere end almindeligt kompliceret at udvinde, hvilket blandt andet har resulteret i, at det skotske olieselskab Cairn Energy har indstillet sine off-shore-boringer i farvandet mellem Grønland og Canada indtil udgangen af 2012.
Alt efter øjnene, der ser, er Arktis altså enten et skatkammer af energi til verdens fremadstormende udviklingslande – eller en kilde til større klimaproblemer og uforudselige miljømæssige risici.

Udfordringen omkring olieboringer på Arktis er især det ekstreme miljø. Der er risiko for, at de store isbjerge, som flyder rundt i havet, vil kunne ramme og muligvis ødelægge boreplatforme omkring Arktis, hvilket kan føre til olieudslip. Samtidigt er det såkaldte ’bore-vindue’ på Arktis enormt kort. Det betyder, at det tidsrum, hvor det er muligt at lave boringer på Arktis, er begrænset, da lyset simpelthen ikke er tilstede store dele af året, eller isen er tilfrosset.
Et af de worst case-scenarier, som miljøorganisationerne frygter, er, hvis der sker et olieudspil i slutningen af tidsperioden for et boringsvindue i Arktis. I løbet af de mange måneder, hvor det er mørkt, og vandet er tilfrosset, vil man ikke effektivt kunne gøre noget ved udslippet, der dermed kan komme til at vare mange måneder – i modsætning til de 82 dage det tog at stoppe udslippet i Den Mexicanske Golf.
En anden udfordring er, at midler til opløsning af olie ikke virker i koldt vand, ligesom olien fra et eventuelt olieudslip heller ikke vil fordampe, som den gør i de varmere egne af verden. Olien vil dermed blive i vandet og kan oven i købet ikke samles op, hvis den først har været i kontakt med is.
Derfor er Greenpeace’s ønske til udviklingen i Arktis klar: ”I Antarktis har man besluttet at lade området totalt være. Hvis man er klog, gør man det samme på Arktis”, siger Jon Burgwald.
Indtil videre er der dog ikke meget, som tyder på, at Greenpeace får deres ønske opfyldt. I maj 2011 afslørede BBC via lækkede dokumenter fra WikiLeaks, at medlemmerne af det Arktiske Råd, herunder også den daværende danske udenrigsminister Per Stig Møller, var enormt ivrige efter at udvinde olien omkring Arktis. Eller som en amerikansk diplomat formulerer det ifølge Wikileaks: ”Grønland er på vej mod selvstændighed. Det er en unik mulighed for amerikanske olieselskaber.”

Public Diplomacy højt mod Nord
De nyligt tilgængelige ressource- og transportmuligheder i Arktis har skabt grobund for en geopolitisk uenighed, der ikke kun omfatter stater, men også internationale virksomheder, NGO’er og lokalbefolkningen. Og det er især i det lys, at man skal se udnævnelsen af Danmarks nye Arktis-ambassadør. Klavs A. Holm kommer fra en stilling som Udenrigsministeriets chef for Public Diplomacy – en nyere form for diplomatisk disciplin, der i særlig grad fokuserer på diplomatiske forbindelser med NGO’er og andre offentlige aktører.

I stedet for en militær konfrontation kan komplikationerne opstå mellem stater, NGO’er og transnationale virksomheder, der tilsammen indgår i en art trekantsdiplomati. Her kan drages en parallel til udviklingen i Grønland, hvor der internt i selvstyret er store diskussioner om, hvordan man skal tackle interessen fra fx kinesiske offentlig-private virksomheder. I øjeblikket diskuterer det grønlandske landsting Inatsisartut, hvorvidt man skal tillade den kinesiske aluminiumsvirksomhed Alcoa at etablere et nyt anlæg i den grønlandske by Maniitsoq. Kravet for virksomheden er en kinesisk pakkeløsning, der bl.a. indebærer 2700 arbejdere fra Kina. De overvældende økonomiske og teknologiske gevinster ved at lukke op for sådanne virksomheder kan opvejes af, at lokale grønlandske kulturer bliver løbet over ende af importeret kinesisk arbejdskraft. Samtidigt presser NGO’er på for at begrænse en forøgelse af den forurening, der uundgåeligt vil komme i takt med etableringen af fabrikker, miner og smelteværker. Heri består en central problematik i Arktis: kan man forene bæredygtighed og økonomisk udvikling?

Glem al snak om militær konflikt
Under Den Kolde Krig dannede det arktiske hav frontlinje mellem USA og Sovjetunionen og var genstand for et stort militært fokus, hvor eksempelvis russiske kampfly jævnligt fløj patruljer i området. Sidenhen er Berlinmuren faldet, Den Kolde Krig slut, og den globale temperatur er steget. Alt det har tilført konflikterne i området nye dimensioner og skabt andre vilkår i regionen. Arktis skal derfor i dag forstås i en bredere geopolitisk forstand, der rækker langt ud over traditionelle forståelser af sikkerhedspolitik.

Da Rusland d. 2. august 2007 plantede et flag på havbunden, 4300 meter under overfladen ved Nordpolen, opstod der bekymring i politiske og akademiske kredse om en øget militarisering af regionen. Store dele af Arktis har været (og er i nogen grad stadig) uden for staters officielle territorium. Den daværende danske udenrigsminister Per Stig Møller ønskede derfor, at de arktiske lande underskrev en aftale om at benytte sig af FN’s Havretskonvention i opdelingen af Arktis. Alle otte lande underskrev, mens USA, som de eneste, endnu ikke har ratificeret aftalen i Kongressen.
Men selvom der stadig er stridigheder omkring grænsedragningen, er der fortsat stor økonomiske afhængighed landene imellem, og mulighederne i FN’s Havretskonvention er store. Og netop derfor har landene både kommercielle og diplomatiske interesser i at undgå en militarisering af Arktis. Al snak om storkonflikt og krig er derfor overdrevet. Det vurderer militæranalytiker fra Center for Militære Studier, Esben Salling Larsen. Ifølge ham har Rusland ikke evnen til at agere stormagt i Arktis. Samtidig har Rusland en fordel ved at gå diplomatiets vej og i ikke at udfordre USA: ”Ved at følge FN’s Havretskonvention, så er det faktisk Rusland, som får den største del af kagen i Arktis”, siger Esben Salling Larsen og fortsætter:

”Når Rusland i dag er den største militære magt i Arktis, så er det i fraværet af en egentlig supermagt. Det er Kina, der har potentialet til at blive en supermagt, der kan rivalisere med USA. Kan vi så se nogle kinesisk-amerikansk modstridende interesser i Arktis? Det kan vi godt, men vi kan primært se dem i Stillehavet. Og så har man Arktis som det sekundære hav ift. Stillehavet.”

I stedet for konflikt vil landene bygge samarbejdet på en gensidig tillid, der forstærkes yderligere af den institutionelle indretning af Arktisk Råd: ”Man har bevidst holdt sikkerhedspolitikken ude af Arktisk Råd. Hvis du går væk fra den kolde magtlogik, så er det jo enormt tillidsskabende, det man gør”, siger Esben Salling Larsen. Han understreger samtidigt faren ved at træde uden for normerne af det fredelige samarbejde: ”Alt hvad vi gør deroppe, selv ned i det mindste, har en enorm signalværdi. Ikke bare militært.”

NIKOLAJ SKJOLDAGER HØJBERG (f. 1991) studerer Statskundskab ved Københavns Universitet. Han medvirker fra slutningen af januar som fast paneldeltager i TV2 Lorrys debatprogram ’Meningsmaskinen’.
TROELS BOLDT RØMER (f. 1994) er fast skribent og interviewer hos RÆSON. Han er tidligere formand for interesseorganisationen Danske Skoleelever, har skrevet for Jyllands-Posten og studerer til daglig på Rysensteen Gymnasium. Ofte benyttet debattør i medierne, bl.a. i TVAvisen, TV2 News, Debatten og Deadline. ILLUSTRATION: (foto: Nancy Carels via flickr)