08.04.2012

EU’s ensidige fokus på nøjsomhed har kostet utallige græske arbejdspladser, og de i forvejen trængte familier har kun fået det værre. Væksten skal tilbage i Grækenland, hvis landet skal overleve. Det siger leder af Sydeuropæiske Studier ved Oxford Universitet, Dr. Othon Anastasakis til RÆSON.

INTERVIEW af Helle Asbjørn Sørensen

LÆS OGSÅ:
– Silvia Francescon:Monti har reddet Italiens økonomi, men italienerne lider stadig
– Ulrich Beck: Eurokrisen har skabt monsteret Det Tyske Europa
– Kommentar: Sådan redder de europæiske ledere ØMUen

RÆSON: Da EU gav Grækenland den første hjælpepakke på 110 milliarder euro, stillede unionen en række krav. Landet skulle skære i statens udgifter, reducere den offentlige sektor og reformere pensionssystemet, sundhedssystemet og arbejdsmarkedet. En del af planen var også, at Grækenland skulle forsøge at komme skatteunddragelsen til livs. Er det sket?

Anastasakis: Skatteunddragelsen er hovedårsagen til, at Grækenland blev så dybt forgældet. I min optik greb man problemet med skatteunddragelse forkert an fra begyndelsen. Man prioriterede det højt, men lagde samtidig et enormt pres på alle andre dele af økonomien og stillede store krav til samfundet. At komme skatteunddragelse til livs er ikke blot essentielt, fordi det øger statens indtægter, men også fordi det sender et klart signal til borgerne. Der var en betydelig del af befolkningen, der faktisk betalte deres skat regelmæssigt, mens andre unddrog. Problematikken indeholder en stor uretfærdighed, der bør adresseres. Bekæmpelsen af skatteunddragelse er en notorisk langsigtet, langsommelig og svær opgave, men jeg mener ikke, vi har set de indgreb, som man kunne have ønsket og forventet.

I dag står vi derfor med det værste af to verdener. Der er stadig skatteunddragelse. Men der er også stigende arbejdsløshed, og den del af befolkningen, der før betalte skat, har ikke samme rådighedsbeløb. Det betyder, at staten på bundlinjen modtager langt færre penge fra beskatning end før. Problemet er identificeret, men der er ikke meget at gøre ved det. I øjeblikket stiger arbejdsløsheden stadig. Arbejdsløshed i sig selv behøver ikke være et problem. Hvis man sammenligner Grækenland med Spanien, der i årevis har haft høj arbejdsløshed, så lider det spanske samfund ikke nær så meget ved den stigende arbejdsløshed. Det skyldes, at arbejdsløsheden er en del af den måde, den spanske økonomi opererer på. Men den dramatiske stigning i arbejdsløshed i Grækenland (fra 9,5 procent i 2009 til 15,2 procent i 2011, red.) er uvant, og det lider både økonomien og samfundet under i øjeblikket. I Athen og andre større byer lukker virksomhederne på stribe, og i dag tæller arbejdsløsheden på landsplan over en million mennesker. Arbejdsløsheden blandt unge er tæt på 48 procent. Nogle tager til udlandet og finder sig et arbejde, men andre bliver hjemme og lader vreden, frustrationen og den sociale fremmedgjorthed vokse.

Det er i virkeligheden det værste resultat ved den nøjsomhedspolitik, der er blevet pålagt Grækenland udefra. Græsk økonomi havde fundamentale problemer, før den Europæiske Union greb ind, men en forkert løsningsmodel har resulteret i massiv arbejdsløshed og uden tvivl gjort situationen værre. Én ting er at forsøge at reducere den græske stats udgifter eller dens håndtering af skatteunddragelse, men at lave omfattende besparelser, enorme beskatninger og give i forvejen pressede familier endnu større byrder i budgettet – det er det helt forkerte middel i den græske situation. Vi er nu trådt ind i det femte år med recession, og jeg har ærlig talt svært ved at se, hvordan Grækenland skal klare sig ud af sin nuværende situation.

RÆSON: Hvordan hænger arbejdsløsheden sammen med samfundets sammenhængskraft?

Anastasakis: I dag er græske familier presset til deres yderste. Nogle har vanskeligt ved at få råd til de mest basale ting. Kirker og frivilligorganisationer tilbyder gratis måltider. Der er et stigende antal hjemløse. Der er velklædte mennesker, der ikke har råd til mad. Med andre ord: der er en voksende underklasse, og den tidligere middelklasse lider

Befolkningen svarer igen med frustration, vrede og sågar vold. Frustrationen er rettet mod manglende retfærdighed. Ikke mindst i forhold til skatteunddragelsen. Man har hverken set moralske eller økonomiske konsekvenser for dem, der unddrager. Men vreden er også rettet mod det politiske system. Befolkningen er utilfreds med politikernes håndtering af landets finanser. Jo flere beskæringer og beskatninger, man pålægger de i forvejen desperate familier, des vredere bliver de.

Men vi skal heller ikke glemme, at grækerne var forkælede førhen. De levede over evne. Nu er alt det væk, og det gør folk endnu vredere. Det er en kombination af et politisk og økonomisk system, der tydeligvis ikke fungerer, som det burde, samt det faktum, at folk ikke har, hvad de havde før.

RÆSON: Hvis vi anerkender, at EU – med Tyskland som bannerfører – valgte den forkerte løsningsmodel og i stedet forestiller os, at man havde valgt en vækststrategi, ville vi så ikke have set Grækenland skabe sig en endnu større gæld med yderligere mistillid fra markedet og dermed rentedød til følge?

Anastasakis: En vækststrategi ville uden tvivl ikke have hjulpet. Den havde sandsynligvis gjort situationen endnu mere kompleks og ubehjælpelig. Og jeg siger ikke, at man skulle have valgt den rene vækstmodel. Men man skulle have insisteret mere på reformer og inddraget vækstperspektivet, frem for ensidigt at fokusere på nøjsomhed. I dag anerkender alle, at den strenge nøjsomhed ikke har hjulpet. Det var utvivlsomt noget Tyskland ønskede, men det gav bagslag, og i dag lider de i forvejen svage økonomier endnu mere.

RÆSON: Din tilgang implicerer, at EU’s beslutninger alene består i mellemstatslige forhandlinger baseret på hvilket mandat, de store medlemsstater kan forhandle sig frem til i nationalt regi. Men de økonomiske problemer løses vel ikke, uden at medlemsstaterne forpligter sig politisk og institutionelt i overstatslige traktater – vi har set det tidligere, så hvorfor vil vi ikke se det igen?

Anastasakis: Vi har set økonomiske forpligtelser i den nyligt implementerede fiskale pagt. I dag er medlemsstater langt mere mådeholdne i budgetterne. Men det bestemmes af, hvilken økonomisk politik man efterfølger, og ikke hvilken politisk plan man bliver enige om.

RÆSON: Men kan landene forfølge en økonomisk politik uden at blive enige om en politisk plan? I øjeblikket ser vi en tysk del, der plæderer nøjsomhed og regler, en latinsk del, der ønsker vækst, og en angelsaksisk del, der ønsker at løsne båndene til EU. Er det ikke en krise, der også kalder på politiske løsninger?

Anastasakis: I min forståelse er der mere eller mindre ideologisk solidaritet mellem Frankrig, Tyskland og England. Alle tre har forsøgt at stramme budgetterne. England har ikke indsigelser i forhold til den økonomiske politik, Tyskland forfølger, men det faktum, at Tyskland vil bestemme, hvordan landet håndterer sin økonomiske politik. Så længe England ikke befinder sig i en underordnet position vis-a-vis Tyskland, så vil de gladelig blande sig udenom. Jeg ser derfor ikke en politisk krise de tre lande i mellem.

Europas krise er økonomisk og den bunder i forholdet mellem Europas nordlige og sydlige del. Den kløft, der er mellem overskudslandene i nord og de forgældede i syd, er det egentlige problem. Hvis man kan få Spanien, Italien, Portugal og Grækenland til at konvergere med resten af EU, så er krisen afværget. Hvis ikke – så er det ikke til at vide, om vi har et EU i fremtiden.

RÆSON: Hvis vi har et EU i fremtiden, hvilken rolle vil Grækenland så spille?

Anastasakis: Man kan forestille sig ethvert givent scenarium. Hvis man fortsætter uden et vækstperspektiv i Grækenland, så tror jeg ikke på landets overlevelse, medmindre man modtager den ene hjælpepakke efter den anden.

Så det er uhyre vigtigt, at væksten vender tilbage til Grækenland, så landet genvinder sin styrke. For Grækenland har bidraget til EU tidligere. Landet befinder sig geopolitisk fordelagtigt i den sydøsteuropæiske region med mange nabolande, der gør kur til EU-medlemskab. Grækenland var afgørende for indlemmelsen af Bulgarien og Rumænien, og har involveret sig i Balkanlandenes optagelsesproces. Grækenlands investeringer i den sydøsteuropæiske region er vigtige. I dag kan Grækenland ikke gøre så meget i den henseende. Men man kan håbe på, at landet bliver genopbygget og atter kan spille en aktiv rolle i regionen, for det er et område i EU, der er i udvikling og kræver opmærksomhed.

Helle Asbjørn Sørensen er bachelor i Statskundskab fra Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Græske demonstranter (Foto: newgreece via flickr )