11.03.2012

Iran er måske tæt på at blive verdens næste atommagt. Hvis ikke Vesten kan enes om, hvad de mener om det, er en ny Irak-krig i Iran ikke fuldkommen urealistisk.

ANALYSE af Daniel Hedelund

LÆS OGSÅ:
– Iran: Konservative straffer Ahmadinejad for ødsel og krigsretorik
– Seth G. Jones: Al-Qaeda har nærmest frit lejde i Iran
– RÆSON7: Hvad nu hvis Iran taler sandt?

I mandags udtrykte Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) ”store bekymringer” for, at Iran beriger uran med henblik på at skabe atomvåben. De bekymrede røster blev luftet under et pressemøde i forbindelse med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus besøg i Washington. Ifølge USA’s Threat Assessment har agenturet da også god grund til at være urolig. Vurderingen lyder, at Iran kun er to år fra at blive verdens næste atommagt. Holder profetien stik, bliver staten i stand til starte en kædereaktion af atombombesprængninger, der potentielt kan gelejde verden ud i en 3. Verdenskrig. De allerværste gisninger lyder, at Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad ikke blot ønsker at true Vesten. Han er reelt parat til at sprænge den første atombombe siden 1945. Hvordan forholder omverdenen sig til det scenarie?

USA ryster i bukserne. Europa ryster i bukserne. Israel ryster – om nogen – i bukserne. Og med god grund, hvis man tager Irans retorik alvorligt. For mens Iran formentlig nærmer sig status som atommagt, gjalder Ahmadinejad fra talerstolen i Teheran, at ”Israel bør udslettes fra verdenskortet”.

Men… bliver Iran atommagt?
Inden dommedagsprofetierne koger over, og før Israel og USA overvejer en militær intervention, bør vestlige stormagter afdække omfanget af den iranske trussel.

Her tjener det at nærstudere IAEA’s nyeste trusselsrapport. For i den står der, at FN’s atomeksperter ikke er 100 procent sikre på, at Iran forbereder atombomber. En pointe, der skærpes i National Intelligence Estimates’ efterretningsrapporter fra 2003 og 2011. Ingen af de 16 amerikanske spioninstitutioner vurderer, at Iran har forsøgt at skabe atomvåben. IAEA’s og USA’s udmeldinger strider med andre ord imod deres egen efterretning.

Usikkerheden deler Vesten i to grupper. Når Ahmadinejad hårdnakket ytrer, at Iran kun beriger uran til civilt brug, påstår tvivlerne, at Vesten ikke kan afvise, at han taler sandt. The New Yorker har tilmed afsløret, at IAEA bygger deres risikovurdering på forældede informationer. Tvivlerne drager også paralleller til Irak-krigen i 2003, hvor USA påstod, at Irak besad masseødelæggelsesvåben. Men som bekendt fandt amerikanerne ikke masseødelæggelsesvåben efter invasionen. For Saddam talte sandt.

I modsatte lejr læner man sig kraftigt op ad FN’s førende atomforskere. Våbeninspektørerne var ikke så faste i mælet i Irak i 2003, som de er i dag. IAEA’s nyeste opgørelser viser desuden, at Iran har forøget antallet af uranberigende centrifuger med 42 procent inden for de sidste fire måneder. Tallene taler for sig selv, mener de, som frygter, at Iran har skumle planer.

Frygten for bomben
Når det kommer til, om Iran beriger uran med henblik på at affyre atommissiler, deler det internationale samfund sig også i to grupper. Den israelske regering er ikke i tvivl. Det er kun et spørgsmål om tid, før Iran sender de første missiler mod Jerusalem. De fleste – heriblandt iagttagere inden for international politik – vurderer derimod ikke, at Iran opruster for at sønderbombe andre stater.

Forklaringen er simpel: Det er ikke i Irans interesse. USA og Israel vil svare med atommissiler mod Teherans gader hurtigere, end Ahmadinejad når at stave sit eget efternavn. Desuden har USA og Israel langt flere atommissiler. En atomkrig er lig selvmord.

I stedet ønsker Iran, mener de fleste, kun at kunne forsvare sig mod internationale trusler. Iran opfatter nemlig (med Irak- og Afghanistan-invasionerne friskt i hukommelsen) USA og Israel som en eksistentiel trussel. Men Irans oprustning kan også være et forsøg på at genvinde magten i den mellemøstlige region. Især fordi Det Arabiske Forår har svækket statens regionale magtposition.

Israel truer igen
Selv om Irans motiv ikke er en atomkrig, kan deres manglende samarbejdsvillighed få alvorlige konsekvenser for verdensfreden. Meget tyder på, at Israel allerede forsøger at komme Irans atomprogram til livs for at forsinke processen. Ifølge NBC står den israelske sikkerhedstjeneste Mossad bag en række likvideringer af iranske atomforskere gennem de sidste to år.

Og senest lød det fra israelsk presse, at landets premierminister, Benjamin Netanyahu, planlægger militære angreb på Iran. Det ville ikke være første gang. I 1981 bombarderede Israel irakiske reaktorer; i 2007 tilintetgjorde man Syriens ditto. Uden gengældelsesangreb fra de to stater. Alligevel kan konsekvenserne blive voldsomme, hvis Israel angriber Iran: Et er, at Iran lukker Hormuz-strædet, som cirka 40 procent af verdens olieforsyninger fragtes igennem. Endnu værre bliver det, hvis angrebet udløser en væbnet konflikt mellem de to eller flere stater.

I øvrigt er militære eksperter ikke er enige om, hvorvidt et israelsk præcisionsbombeangreb overhovedet vil virke. Iran har eftersigende hovedparten af sine nukleare faciliteter under jorden. Hvis programmet skal standses, skal Israel muligvis sætte landtropper ind. Derfor virker den israelske løsning kontraproduktiv.

USA og Israel delt om intervention
Ikke desto mindre har Netanyahu indenrigspolitisk opbakning. Langtidsperspektiver om en dyr og blodig krig lader derfor ikke til at optage Netanyahu og udenrigsminister, Ehud Barack, synderligt meget.

Så meget desto mere havde Obama brug for sine talegaver i mandags, da Netanyahu besøgte Det Hvide Hus i Washington. Planen var at minde Netanyahu om en interventionens konsekvenser. Mødet blev dog et vidnesbyrd om, at de to statsledere langt fra er bedste venner. Netanyahu neddroslede ikke sin krigsretorik, men sagde, at ”når det kommer til Israels sikkerhed, har Israel lov til at træffe sine egne beslutninger.”

Modsat Netanyahu er Obama ikke begejstret for en krig mod Iran lige foreløbig. Så længe den amerikanske efterretningstjeneste vurderer, at Iran er cirka to år fra at skabe atomvåben, foretrækker Obama diplomati og sanktioner. Så selvom præsidentens udadtil siger, at man skal ” holde alle muligheder åbne,” indleder USA ikke frivilligt indleder en krig mod Iran.

Uenigheden indikerer, at Israel og USA ser forskelligt på, hvad der konstituerer en reel trussel. Det Hvide Hus kræver trods indenrigspolitisk pres fra blandt andre Mitt Romney et stærkere grundlag for, at Iran beriger uran med henblik på at skabe en atombombe. Israel anser derimod selve atomprogrammet for en trussel af et sådant omfang, at en intervention er den eneste mulighed.

Med et tøvende USA (eller i hvert fald en tøvende Obama), og et forsigtigt Europa (som hellere ser sanktioner mod Iran), rejser sig et vigtigt spørgsmål. Er der tale om en fortolkningskamp eller en reel trussel?

Sandheden er, at Israels konservative fortolkning dominerer spørgsmålet. Det gør det svært at vurdere de to vigtigste storpolitiske spørgsmål: Har Iran planer om at udvikle atomvåben? Og hvis de har det, har de planer om at bruge dem?

Hvis ikke Vesten laver en kølig vurdering af, hvad der konstituerer en reel trussel, ender frygten med at lede vores fortolkning af Irans atomprogram. Og set i det perspektiv er en ny Irakkrig ikke urealistisk.

Daniel Hedelund er journaliststuderende ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet. ILLUSTRATION: Netanyahu møder Obama i juli 2008. (Foto: Magua via flickr)