03.10.2012

Angrebet på den amerikanske ambassadør i Libyen har bragt udenrigspolitikken ind i valgkampen. Det kan ende med at give Obama sejren. Et flertal af amerikanerne mener nemlig, at han er bedst til at tage sig af det udenrigspolitiske.

ANALYSE af Lasse Marker, medlem af chefredaktionen

LÆS OGSÅ:
– Amerikansk præsidentvalg: Her slås Obama og Romney om USA’s energipolitik
– RÆSON i New York: Iranere og amerikanske politikere kræver regimeskifte
– USA. Obamas paradoks

Obama har forsøgt at score point ved at blive ved med at gentage, at det lykkedes ham at fange Osama bin Laden. Men Obama har ikke kunnet gøre udenrigspolitikken til et varmt emne i valgkampen. Ikke før drabet på den amerikanske ambassadør, Christoffer Stevens, og tre amerikanske embedsmænd på det amerikanske konsulat den 11. september i byen Benghazi i Libyen. Den amerikanske befolkning opfattede det som et direkte angreb på USA, og de krævede handling. Med ét slag blev udenrigspolitikken bragt ind i valgkampen. Det er til Obamas klare fordel. For 54 procent af amerikanerne mener, at Obama vil være bedst til at tage sig af det udenrigspolitiske, mens kun 42 procent foretrækker Romney.

”The Kerry-ization of Mitt Romney”
Normalt er udenrigspolitik ikke et afgørende emne under en præsidentvalgkamp i USA. Siden Den Kolde Krigs afslutning er undtagelsen 2004, da den siddende republikanske præsident George W. Bush vandt over demokraten John Kerry. Kerry lod selv udenrigspolitikken blive et dominerende emne og angreb Bush for krigen imod terror og 2003-invasionen af Irak. Den upopulære Bush blev genvalgt, da han lykkedes med at vende Kerrys styrke, udenrigspolitikken, til hans svaghed. Han udstillede Kerry som usikker i forhold til den nationale sikkerhed på grund af hans mange kovendinger på udenrigspolitikken.

Flere amerikanske medier har allerede peget på ligheden mellem valgkampen i 2004 og 2012. Ligesom Bush, der vendte sin modkandidats styrke til hans svaghed, har Obama forsøgt at vende Romneys styrke, økonomien, til hans svaghed. Demokraterne angriber republikanernes kandidats skatteforhold. Indtil nu har Romney kun været i stand til at fremlægge sine skattepapirer for de seneste to år. De viser, at han har betalt mindre end 15 procent i skat siden 2010. Demokraterne anklager Romney for med sin virksomhed Bain Capital at have flyttet jobs ud af USA, og de bliver ved med at gentage, at Romney ikke har klaret det godt i Massachusetts, hvor han var guvernør fra 2002-2006. Massachusetts har i dag den fjerde højeste arbejdsløshedsrate ud af USA’s 50 stater. Men Obama er ikke lykkedes med at vende økonomien til Romneys svaghed. Obama er ikke lykkedes med at nedbringe arbejdsløsheden og gælden, og Romney bliver ved med at stille amerikanerne det samme spørgsmål, som Reagan vandt på i 1980. ”Er I bedre stillet i dag, end i var for fire år siden?”. Svaret er for mange amerikanere ’nej’. Når det kommer til økonomien, vælger mange amerikanere derfor fortsat Obama fra.

Udenrigspolitikken kan sikre Obama genvalg
Lige nu ligner det alligevel en sejr til Obama, der er ved at lykkes med at udstille Romney som usikker og utroværdig på udenrigspolitikken pga. hans mange kovendinger. Ligesom Bush gjorde mod Kerry.

Først var Romney imod, at man satte en udtrækningsdato fra Afghanistan. Så sagde han, at det var rigtigt. Og så efterlod han et indtryk af, at det var for tidligt. Først sagde Romney, at det var en tragedie at forlade Irak. Så sagde han, at det var fint. Og om Libyen sagde han først, at USA skulle have interveneret tidligere. Så sagde han, at interventionen var for aggressiv. Og så sagde han, at verden var et bedre sted, fordi interventionen lykkedes.

Romney står endnu svagere på udenrigspolitikken, end Kerry gjorde. For Romney skal ikke alene slås med sit troværdighedsproblem i forhold til sine mange kovendinger; han bliver også ved med at dumme sig.

Først var der Romneys uheldige udtalelse om, at det var naivt at gå ind i Pakistan og jagte Osama bin Laden. Osama bin Ladens død er en af Obamas største sejre. Så var der Romneys katastrofale første udenlandstur som præsidentkandidat sidst i juli måned. I London kritiserede han borgmester Boris Johnson for ikke at have gjort gode nok forberedelser til OL. OL blev afviklet med så stor en succes, at Boris Johnson nu ligner en seriøs udfordrer til David Cameron, næste gang briterne skal vælge ny premierminister. I Israel udtalte Romney, at ”Israles økonomiske overlegenhed i forhold til Palæstina skyldes jødedommens overlegne kultur”, og i Polen kom han til at sige ”kiss my ass” til journalisterne med tændte båndoptagere.

Umiddelbart efter angrebet på den amerikanske ambassade i Libyen dummede Romney sig så igen. Han kaldte det ”vanærende, at Obama administrationens første gensvar ikke var at fordømme angrebene på vores diplomatiske missioner, men at sympatisere med dem, som står bag angrebene”. Senere blev Romney skældt ud for ikke selv at have fakta i orden og for at have brugt en tragisk situation til egen politisk vinding. Kort sagt, så fremstår Romney ikke særlig ”presidential” på udenrigspolitikken.

Obamas nye hårdere linje
Samtidig er Romneys muligheder for at angribe Obamas udenrigspolitik stort set forsvundne. I valgkampen 2008 gjorde Obama op med Bushs konfronterende udenrigspolitik, og i Obamas berømte Cairo-tale juni 2009 blev opgøret med Bush-administrationens ’med os eller mod os-politik’ understreget. Siden har Obamas udenrigspolitik været så passiv, at man har talt om en særlig Obama-doktrin: ”leading from behind”. Romneys folk har angrebet Obama for at afgive kontrol med verdens begivenheder, og det er ikke populært i en amerikansk selvforståelse af ekseptionalisme.

Men i sin tale til FN 23. september opgav Obama sin relativistiske og bløde stil og proklamerede en ny hårdere linje. ”Det (angrebet på den amerikanske ambassade i Libyen, red.) var et angreb på USA. Vi vil finde de skyldige og retsforfølge dem”, sagde Obama, der også gentog sin opfordring til at fordrive Syriens præsident, Bashar al-Assad. Det nye er, at Obama nu går forrest med sit budskab blandt FN-landene. Og endelig proklamerede han en hårdere linje over for Iran. ”Tag ikke fejl. Truslen fra Iran kan ikke inddæmmes”, sagde Obama, der garanterede, at USA ”vil gøre, hvad der skal til” for at afholde Iran fra at få atomvåben, og som gjorde det klart over for Iran, at ”tiden ikke er ubegrænset”. Romney har længe haft en hård linje mod Iran, mens Obama har været mere forsigtig i sine udmeldinger. Det har Romney kunnet slå på. Det kan han ikke længere.

Efter konventerne i Tampa, Florida, og Charlotte, North Carolina, stod det 7. september fuldstændig lige i meningsmålingerne: Obama 47,7 procent, Romney 47,7 procent. Men efter udenrigspolitikken er blevet et varmt emne i valgkampen, har Obama lagt afstand til Romney og fører nu 48,4 procent mod Romneys 44,5 procent. Økonomien er forsat det vigtigste spørgsmål for amerikanerne, men udenrigspolitikken kan blive det afgørende, hvis det lykkes Obama at fastholde det som et emne i valgkampen. Om det vil lykkedes, får vi en første fornemmelse af natten til den 4. oktober, hvor den første af de tre store TV-præsidentdebatter afvikles i Colorado.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han er BA i dansk og BA i statskundskab, specialeskrivende i statskundskab og kandidatstuderende i Historie ved Københavns Universitet. Har været researcher ved og skrevet analyser til Politiken. Har vundet Cordua & Stenos fidusbamse og er desuden vært ved RÆSONs nye kulturtalkshow, Fredag Klokken Fem i Diamanten. ILLUSTRATION: Præsident Obama (Foto: White House Official)