10.06.2012

.

OM FÅ MÅNEDER FORLADER 23.000 AMERIKANSKE TROPPER AFGHANISTAN, OG I 2014 ER KRIGEN OVRE. RÆSONS JAKOB JESSEN HAR TALT MED EN POLITOLOG, EN HISTORIKER, EN TIDLIGERE AMERIKANSK AMBASSADØR I AFGHANISTAN OG EN AF BUSH' SIKKERHEDSRÅDGIVERE OM DE BEGIVENHEDER, DER KOM TIL AT FORME OG OMFORME AMERIKANERNES INDTRYK AF AFGHANISTAN-KRIGEN OG DEM SELV


I.

Bilhornene hylede hele natten gennem Washingtons brede boulevarder. Fra La Fayette-pladsen, under elmetræerne satte en dyb og simpel sang svingninger i den lumre forårsluft; det var hævnens rus, der rungede over hovedstaden. USA! USA!

”Godaften. I aften kan jeg berette for den amerikanske befolkning og for verden, at USA har gennemført en operation, der dræbte Osama bin Laden, al-Qaidas leder.”

Festen var startet i Abbottabad, en by klemt inde mellem Sarban-bakkerne i det østlige Pakistan, tættere på indisk Kashmir end de pakistansk-afghanske grænseområder; en by, der senere skulle blive kortlagt og gransket i alverdens medier; militærbyen Abbottabad. Og den blev forkyndt, festen, for den amerikanske befolkning af præsidenten, der fra sit Situation Room i kælderen af det Hvide Hus' vestfløj havde fulgt de amerikanske specialstyrkers mission langt ind i et allieret land, der hverken var advaret eller underrettet.

”Lad os huske, at vi kan gøre disse ting ikke bare på grund af rigdom eller magt, men på grund af hvem vi er: en nation, under Gud, udelelig, med frihed og retfærdighed for alle. Tak skal i have. Må gud velsigne jer. Og må Gud velsigne Amerikas Forenede Stater”

Nu stod hele republikken i farver. Fra universiteterne fløj fyrværkeriet mod himlen, mens 45.000 tilskuere til lokalopgøret mellem Philadelphia Phillies og New York Mets brød ud i pludselig jubel til baseballspillernes forvirring. Champagneflaskerne poppede på Ground Zero, hvor lygtepælene tjente som flagstænger. Muslimer i Michigan hyldede præsidenten foran det lokale rådhus. Der blev sendt 4000 tweets i sekundet under talen, og tusindvis af amerikanere klikkede play på ”Party in the USA”.

Osama bin Laden var død.


II.

Kan du huske tiden, før tårnene faldt?

”Der var en følelse af selvtillid, man kan endda kalde det en overmodig følelse, og en følelse af selvtilfredshed,” erindrer James Patterson, historiker ved det prestigiøse Brown University i Rhode Island og forfatter til en række bøger om moderne amerikansk historie og selvforståelse. ”Set i bakspejlet virker det fuldstændig uberettiget, men sådan var det sidst i 1990'erne og helt op til angrebene den 11. september.”

Den amerikanske økonomi var i vækst. Krigen i Kososvo var ved at være hurtigt overstået. En fredsaftale var på plads i Nordirland. Apartheit var historie. Muren var for længst faldet, og Østeuropa trådte langsomt, men sikkert ind i den frie verden. Demokratiet spredte sine vinger ud over kloden – fra Chile til Indonesien – og kapitalismens klør fik godt fat i Kina.

”Vi var den ubestridte stormagt i verden. Den japanske frygt, som havde alarmeret en masse mennesker i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne under den første Bush viste sig at være meget overvurderet. […] Nogle mennesker var bekymrede for Kina, men det virkede som en bekymring på den lange bane, ikke noget aktuelt problem,” fortæller James Patterson. ”I de sidste tre år af Clinton-administrationen, balancerede USA faktisk sit føderale budget og havde overskud på statsfinanserne. Det var ikke sket siden slutningen af tresserne.”

Under valgkampen i 2000 rejste George Bush rundt med et budskab om ”Velstand med et formål”. Konkurrenten, Al Gore, prædikede ”Velstand og fremskridt”. Amerikanerne var sikret velstand, hvem de end valgte. Efter et kontroversielt valg kunne George W. Bush sætte sig i det Ovale Værelse, hvorfra han i de første måneder af hans præsidentskab præsenterede sig for nationen og for verden som en moderat republikaner med en moderat udenrigspolitik.

”Det var en periode, hvor Bush-administrationen stadig havde planer om at være mindre involveret i verden end Clinton-administrationen, og han havde et mere ydmygt syn på vores plads i verden,” husker Ronald Neumann, der forlod det amerikanske udenrigsministerium for at blive ambassadør i Bahrain i de første måneder af Bush' præsidentskab. ”Alt sammen noget, der virker meget fremmed, når vi tænker på Bush-administrationen i dag.”


III.

Det er nu et år siden, at Osama bin Laden blev kastet i det Indiske Ocean, og betydningen af den store fjendes fravær begynder at synke ind hos den amerikanske befolkning.

I ti år var han symbolet på den historiske uretfærdighed, der havde ramt USA 11. september 2001. Det var ham, der både havde udfordret amerikanernes selvforståelse og bestyrket dem i troen på, at de, amerikanerne, bestred verdens trone med historisk nødvendighed.

”I slutningen af det 19. århundrede, da USA spredte sig vestpå på tværs af kontinentet og startede en krig mod Mexico, opstod frasen og ideen om en ”manifest skæbne” – [ideen om] at vores demokratiske vaner burde være og vil blive hele verdens vaner,” fortæller James Patterson. Det var denne myte om den manifeste skæbne, der nu skulle efterprøves.

1990'ernes snak om Historiens Afslutning, om demokratiets globale sejr, markedsøkonomiens triumf lod til at være forbi en solrig formiddag på det sydlige Manhattan – nu var den amerikanske selvforståelse og plads i verden på spil.

”Osama bin Laden prøvede at forstyrre den internationale orden på en meget gennemgribende måde, og hans strategi var afhængig af, at USA reagerede svagt,” som Peter Feaver, professor i politologi ved Duke University og tidligere strategisk rådgiver for præsident Bush jr., siger: ”Bush-administrationen mente, at hvis de ikke reagerede på dramatisk vis, ville de sætte mange af de resultater, der var skabt i tiden efter Den Kolde Krig, over styr.”

I medierne – der med Thomas Pattersons ord fungerede som ”ivrige deltagere” i Bush-regeringens mediestrategi op til krigen – kunne man lære, at det ikke var de amerikanske tropper i Saudi Arabien, den amerikanske støtte til Israel eller andre mere realpolitiske overvejelser, der havde brygget den vrede, der var ondskabens brændstof. Det var selve den amerikanske way of life, der var under angreb. Befolkningen var i ualmindelig grad klar til krig.

”Meningsmålingerne viser, at iblandt de seneste krige, USA har været involveret i – Korea, Vietnam, den Persiske Golf-krig og ikke mindste Balkan-krigene – så var Afghanistan klart den mest populære,” fortæller Thomas Patterson, der er professor i politologi og medievidenskab ved Harvard University.

Amerikanerne startede krigen i Afghanistan 7/10 2001 med bred politisk konsensus og en klar agenda: ”Fra de allerførste dage var målet med krigen at fange eller dræbe Osama bin Laden, at vælte Taliban-regimet og at sikre, at Afghanistan ikke kunne være en sikker havn for terrorister,” siger Peter Feaver.

Det tog de amerikanske tropper få måneder at vælte Taliban, noget der for en tid lukkede munden på de historikere og især europæiske politikere, der var skeptiske ved invasionen af et land, der havde lagt det sovjetiske imperium i graven. ”Den tidlige succes i Afghanistan var virkelig dramatisk og overraskende og løb imod konventionelle ideer om at føre krig i Afghanistan,” siger Peter Feaver.

”MEN,” tilføjer han, ”målet om at dræbe bin Laden er nu opfyldt, og det er en af grundene til, at befolkningens støtte til krigen er aftagende.”

Den symbolske figur, der kropsliggjorde den urimelighed amerikanerne var blevet udsat for, er forsvundet, tilintetgjort, og tilbage står en amerikansk hær med den umulige opgave, at skulle opbygge et land. Og det gider den amerikanske befolkning ikke længere.


IV.

11. januar 2012: Der ligger tre forvredne afghanere på den sandede jord, tøjet er mørkerødt fra deres eget blod, de er døde. I den hvide sol står fire amerikanske soldater med pikken fremme. De pisser på de døde afghanere. Hændelsen bliver filmet og gjort offentlig tilgængelig på YouTube.

22. februar 2012: Amerikanske soldater brænder 1652 bøger fra biblioteket i Parwan-fængslet i Bagram-lejren i det østlige Afghanistan. Deriblandt 48 koraner. Protest og oprør følger, seks amerikanske soldater dør. Obama undskylder for afbrændingerne.

11. marts 2012: Midt om natten forlader soldat Robert Bales tungt bevæbnet og med natkikkert Camp Belamby i den sydlige Kandahar-provins. Han vandrer til landsbyerne Balandi og Alkozai, og dræber 17 civile, deriblandt ni børn.

18. april 2012: Billeder fra 2010 lækket til Los Angeles Times viser amerikanske soldater og afghanske sikkerhedsstyrker i Zabol-provinsen i det sydlige Afghanistan, der poserer med lemmer – ben og arme – af døde afghanere.

Siden april 2010 har et flertal af den amerikanske befolkning været tilhængere af en hurtig tilbagetrækning fra Afghanistan. I den seneste meningsmåling fra AP-GfK siger 66 procent af de adspurgte, at ”krigen i Afghanistan ikke er værd at kæmpe”. I marts sagde 54 procent af befolkningen, at de amerikanske tropper skal hjem, selv hvis de afghanske styrker ikke er klar til at tage over. Den amerikanske befolkning gider – i stadig stigende udstrækning – ikke længere Afghanistan.

Og skandalerne har skubbet til den amerikanske krigsskepsis – ”Afghanistan var i lang tid bagsidenyheder, og kun den her slags dramatiske hændelser er i stand til at komme øverst i nyhederne,” fortæller Thomas Patterson og tilføjer: ”Men hvad der måske har været endnu mere ødelæggende, har faktisk været drabene på NATO-tropper af de afghanere, som de trænede; noget der også nåede forsiderne. [Amerikanerne tænker:] Hvad er det her for krig? Hvem er det, vi prøver at hjælpe, der bare vender sig om og dræber os? Dertil kommer så Karzai, der ikke ligefrem er den type elskelige leder, du ønsker at have ved magten, hvis du prøver at opretholde folkelig opbakning til en krig.”

Amerika har været i krig før. Og James Patterson ser et mønster i folkets holdning til Afghanistan-krigen, der også gjorde sig gældende under krigene i Korea og Vietnam: ”Det var det samme. Så snart den folkelige opbakning begyndte at forsvinde, så kom den ikke tilbage igen. Og det er der, vi befinder os i forhold til Afghanistan nu.”

Krigen i Afghanistan nød bred opbakning i 2001. Men da Irak-krigen stødte til og trak dybe grøfter igennem amerikansk politik, spaltede den amerikanske befolkning sig groft sagt efter politisk tilhørsforhold: Et flertal af Republikanere ville være i krig, et flertal af Demokraterne ville ikke. Sådan er det ikke længere.

”Hos mennesker, der identificerer sig selv som Republikanere, er der nu et flertal, der synes, at Afghanistan er en fejltagelse. Og de er typisk de sværeste at overbevise om, at en hvilken som helst krig er en fejltagelse,” fortæller Thomas Patterson, der mener, at den sandsynlige Republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, begik en strategisk fejltagelse, da han kritiserede Obamas strategi i Afghanistan med ordene: ”Vi burde ikke forhandle med Taliban. Vi bør besejre Taliban”:

”Jeg tror, Romney gjorde en taktisk fejltagelse ved at sige tidligt i valgkampen, at vi burde kæmpe denne her krig til ende,” siger Thomas Patterson og konkluderer: ”På et tidspunkt vil befolkningen simpelthen sige: ’Vi har bare ikke tænkt os at gøre det her for evigt; mennesker bliver dræbt; det er meget dyrt – hvad er målet?’ Jeg tror, vi har nået det punkt.”


V.

Der er ikke noget egentligt vendepunkt i Afghanistan-krigens historie. Siden de tidlige sejre i 2001 og 2002 er det er svært at sætte sin finger på en ensom side i kalenderen og sige: ’Dét var dagen; herfra skred det hele langsomt mod opløsning, kaos; her skal vi finde årsagen til, amerikanerne har opgivet Afghanistan.’. Men skal man alligevel prøve at nærme sig en dato, er det kalenderen fra 2006, der skal frem.

”Afghanistan begynder at erodere, krigen ændrer sig fra en situation, der er fastlåst – en form for lammelse – til en situation, hvor det faktisk går dårligere og dårligere. Det er, hvad der sker i 2006,” fortæller Peter Feaver, der dengang sad som strategisk rådgiver i det Nationale Sikkerhedsråd.

Geroge Bush og hans rådgivere i Washington er blevet advaret på forhånd. For de amerikanske militære og diplomatiske ledere, der har fødderne på afghansk grund, står det allerede i 2005 klart, at der venter ubehagelige tider forude.

”Det var en gradvis ændring,” siger Ronald Neumann, der fra foråret 2005 sidder i Kabul som amerikansk ambassadør og sender mere og mere desperate telegrammer hjem til bosserne i Washington. ”General Eikenberry og mig skrev i vores telegrammer så tidligt som September 2005, at krigen ville blive meget værre i 2006. Den politiske debat inden for de europæiske lande om operationen i Afghanistan var et stort politisk emne. Det var Taliban klar over, og det gav dem et meget stærkt incitament til at kæmpe hårdt i 2006 for at forsøge at knække NATO. Det forhold, at der havde været et forsøg på at udrydde valmueproduktionen i 2005 – på trods af at det fejlede, det var en ynkelig fiasko – signalerede til narkobaronerne, at der var et forsøg på at udvide kontrollen, og det gjorde dem tilbøjelig til at hjælpe oprørerne.”

Og så er der Irak-krigen, der synkront med eskaleringen i Afghanistan har udviklet sig til en ubehagelig kaotisk krig. Og en ubehagelig omkostningsfuld krig: ”Strategiske enheder, og ikke mindst strategisk opmærksomhed blev flyttet til Irak og dollars blev flyttet til Irak,” fortæller Peter Feaver.

“Men,” tilføjer Ronald Neumann, “man er nødt til at være påpasselig med tidslinjen her. For det lave niveau af resurser i Afghanistan skyldtes ikke Irak, men politiske overvejelser; ønsket om et 'let fodaftryk'; ønsket om ikke at blive alt for dybt involveret. Det faktum, at der var meget få penge sat af til støtte i Afghanistan i 2002 og 2003 er lige så meget et produkt af udviklingsteori, som et produkt af Irak-krigen. Men da Irak-krigen kom i gang i 2003, begyndte den gradvist at overtage opmærksomheden fra Afghanistan.”

Præsident Bush står i 2006 med svært valg: Der er to krige, der går elendigt, og der er ikke råd til at vinde dem begge to. I al fald ikke med det samme.

”Så han laver en mini-troppeforøgelse i Afghanistan for så til gengæld at lave en maksimal troppeforøgelse i Irak,” fortæller Peter Feaver. ”Afghanistan var en fastholdelsesaktion, imens Irak bliver tyngdepunktet, og ideen var, at så snart man havde stabiliseret Irak, kunne man frigøre resurser og vende opmærksomheden tilbage til Afghanistan.”

Med troppeforøgelsen får Bush forbedret situationen Irak, mens Afghanistan ligger hen som en ubetalt regning, der løber renter på.

”I efteråret 2008 overvejede præsidenten hvorvidt han skulle forpligtige sig selv til den afghanske troppeforøgelse, mens han stadig havde magten,” husker Peter Feaver, ”og han bestemte sig for, at han ville lade Obama tage den beslutning. Han mente, at den nye præsident, hvem end det ville blive, ikke skulle være låst strategisk.”


VI.

Det er ikke kun penge og maskinpistoler, der flytter fra Afghanistan til Irak.

”Afghanistan faldt ikke helt ud af radaren – til dels fordi Bush ønskede at forbinde de to i en større krig imod terror,” forklarer Thomas Patterson. ”Det var en del af fortællingen, men den store historie handlede om Saddam Hussein og de masseødelæggelsesvåben, der viste sig ikke at være der. DET var den store fortælling, men al-Qaida og Afghanistan var en del af den fortælling, fordi Bush forsøgte at etablere en samlet trussel.”

Afghanistan er blevet et slag i en større krig imod den militante, islamiske trussel – en krig, hvis vigtigste slagmark er Irak, hvor det går forfærdeligt, og hvor den amerikanske uenighed er skinger og dyb. Men Afghanistan – kan man stadig enes om – er et slag, der skal og kan vindes: det er den rigtige krig. Og således går det til, at Afghanistan, hvor situationen er lige så presset, som den er i Irak, stadig har opbakning i den amerikanske befolkning, og – derfor – i de amerikanske politikere.

”Hvis du ser tilbage på valget i 2008, så støttede begge kandidater en troppeforøgelse i Afghanistan. Det var ikke bare McCain, det var også Barack Obama. Jeg har altid personligt følt – og jeg ved ikke om folk er enige med mig – at Obama og hans folk mente, at hvis han skulle vinde valget, hvis han skulle fremstå stærk og have en stærk udenrigspolitik, så kunne han ikke køre en kampagne på at trække tropperne hjem fra både Irak og Afghanistan,” siger James Patterson. Han er ikke den eneste, der har de anelser.

”Jeg tror, valget i 2008 var et vendepunkt,” siger Peter Feaver. ”Til og med valget var krigen kunstigt pustet op. Fordi Afghanistan blev brugt til at afvæbne kritik fra Republikanerne. Demokraterne kunne sige, at de var modstandere af Irak-krigen, men at de støttede Afghanistan-krigen. Så Demokraternes støtte for Afghanistan var kunstigt pustet op for politisk nytteværdi. Så snart de ejede krigen, var det selvfølgelig en anden sag. Og der gjaldt desuden en lignende dynamik på den republikanske side. Det var deres krig og deres præsident, og deres støtte var derfor større, end hvis en anden præsident havde været ansvarlig for krigen.”

Også Thomas Patterson mener, at Afghanistan-krigen blev blæst op til noget, den ikke var: ”Kerry i 2004 og Obama i 2008 angreb begge to Irak-krigen, men sagde, at Afghanistan grundlæggende var den rigtige krig, og det var også det Obama førte kampagne på – måske delvist for at beskytte sig imod angreb, der gik på at han var svag på forsvarspolitikken,” siger han.

Mens Irak-krigen bliver et vigtigt emne i den politiske kamp om præsidentembedet, er Afghanistan et samlingspunkt, en ukontroversiel krig, den rigtige krig. De kritiske røster er få og fra ydrefløjene. Amerikanerne tror, de er i Afghanistan for at nedkæmpe Taliban, dræbe Osama bin Laden og skabe en ny og sikker fremtid for afghanerne – og amerikanerne tror, at deres tropper først vender hjem den dag, missionen er fuldført.


VII.

Præsident Obama drejer langsomt overkroppen fra side til side. Øjenbrynene hænger tungt over de sammenknebne øjne, hovedet er hævet i højtidelig alvor. Vi er på West Point, det amerikanske militærakademi lidt nordvest for New York, og foran præsidenten sidder 4000 kadetter klædt i grå uniformer. De har taget sæde i militært retvinklede formationer. Det ligner noget fra en film. Det er unge amerikanere på vej i krig.

Præsidenten er her for at fortælle, hvad han vil bruge dem til: ”Som kadetter, meldte I jer til tjeneste i en farlig tid. Nogle af jer kæmpede i Afghanistan. Nogle af jer vil blive udsendt. Som Commander-in-Chief skylder jeg jer en mission, der er klart defineret og værdig til jeres tjeneste.”

Året er 2009, og uden for militærakademiets bevogtede fæstning er arbejdsløsheden over 9 procent, finansmarkederne er slemt deprimerede, og bilindustrien har fået dyre, statslige støttehjul. Hen over sommeren har dansende irakere skudt fyrværkeri mod himlen og premierminister Nouri al-Maliki udråbt National Suverænitetsdag. De fleste og de tungeste af Amerikas befrielsesstyrker har forladt Irak efter godt seks år i krig og borgerkrig.

Og så er der krigen i Afghanistan, den præsidenten er kommet til West Point for at tale om.

Et par måneder forinden Obamas tale er en intern rapport blevet lækket til Washington Post. Det drejer sig om 66 siders sur læsning om tilstanden i Afghanistan skrevet af den amerikanske øverstkommanderende i Afghanistan, stjernegeneralen Stanley McCrystal.

I rapporten står: ”Hvis det ikke lykkes at vinde initiativet og omvende oprørernes momentum i den nærmeste fremtid (næste 12 måneder) – mens den afghanske sikkerhedskapacitet modner – risikerer vi et udfald, hvor det ikke længere er muligt at bekæmpe oprøret.” Imens bliver Afghanistan sammenlignet med Vietnam i medierne.

”Afghanistan er ikke tabt, men i flere år er det gået tilbage,” siger Obama fra talerstolen. USA’s ære og selvforståelse er på spil. Der er bomstille i salen. ”Vores nye øverstkommanderende i Afghanistan – General McChrystal – har rapporteret, at sikkerhedssituationen i Afghanistan er mere seriøs, end han forventede. Kort sagt: Status quo er ikke holdbart.”

Obama tager tilløb, fortæller om overvejelser og rapporter og gentager, at han skylder soldaten, der sætter sit liv spil, en ærlig og forståelig strategi for Afghanistan. Og så siger han det: “Jeg har besluttet, at det er I vore vitale nationale interesse at sende yderligere 30.000 amerikanske tropper til Afghanistan.” Han drejer hovedet imod den anden teleprompter, og fortsætter: ”Efter 18 måneder vil vores tropper begynde at komme hjem.”

”Det var et tegn på en forvirret administration, der prøvede både at kæmpe en krig og appellere til hjemlige vælgere,” fortæller Neumann, der efter sin dont som ambassadør i Afghanistan nu arbejder for American Academy for Diplomacy, en tænketank i Washington, D.C. ”Jeg ved ikke, hvor meget de forstod af det, de lavede. Ved at snakke om datoer, underløb de deres egen strategi, således at den nu trækker i to retninger.”

”Det, præsident Obamas troppeforøgelse gjorde, var på mange måder meget lig, hvad Bush gjorde i Irak. Faktisk var det procentuelt en langt større troppeforøgelse. Men tidslinjen underminerede strategien; den gav psykologisk bagslag,” tilføjer Feaver.

”Amerika – vi passerer igennem en tid med store udfordringer. Og den besked, vi sender midt i denne storm må være klar: at vores sag er retfærdig, vores beslutsomhed er urokkelig,” siger Obama mod talens slutning.

Nationen står midt i sin værste økonomiske krise i mere end et halvt århundrede; en dyr, intens og delvist ydmygende krig i Irak er næsten overstået. Obama fortæller de krigslystne amerikanere, at flere tropper er på vej, og de fredslystne amerikanere, at krigen snart er forbi. Resten af befolkningen er forvirret: Går USA i krig for at trække sig hjem?


VIII.

Om to år forlader de amerikanske styrker Afghanistan, 10.000 er rejst og i de kommende måneder rejser yderligere 23.000 amerikanske tropper hjem. Det har været en lang krig. Fremtiden er uvis, men fortiden sætter sine spor, mens dagene går – i et Afghanistan, der ængsteligt afventer tilbagetrækningen og i et Amerika i store økonomiske problemer. Er krigen vundet eller tabt?

Amerikanerne fik Osama – godt nok ikke i Afghanistan, men de fik ham. Taliban-regimet blev væltet – godt nok ikke knust, men væltet. Og Amerikanerne fik installeret et nyt regime – godt nok et korrupt og stærkt centraliseret regime, men dog et nyt regime. Men er det en sejr?

Det virker til, at de fleste amerikanere er ligeglade. De vil ud, væk, hjem – ”bunden er faldet ud,” som Thomas Patterson siger om amerikanernes støtte til krigen. Også Obama vil hjem. Med så meget værdighed, som omstændighederne tillader. Og det er den balanceagt – mellem at ville hjem og at ville hjem med værdighed – der skaber bekymring blandt de folk, der har erfaring fra krigen:

”Spørgsmålet er, om man trækker sig ud på en måde, der er relativt fornuftig, hvor man skubber processen fremad, men stadig har nok fleksibilitet til at ændre strategi, hvis situationen forværres. Eller om man låser sig selv til en tidsramme uden at kunne reagere på en ændret situation,” siger Ronald Neumann, der ser ud i fremtiden med bekymring. En bekymring, en god portion af den amerikanske befolkning deler, men som endnu ikke er sunket ind hos den politiske elite.

”Der er skabt en fornemmelse af, at når USA trækker sig ud, vil vi have etableret den nødvendige sikkerhed for det afghanske folk imod Taliban og imod andre ekstremister, så landet kan fortsætte mere eller mindre på egne ben,” fortæller James Patterson. ”Alle, der læser seriøse aviser ved, at dét er meget usandsynligt, men meget få – hverken Romney eller Obama – er villige til at indrømme det.”

For en præsindet er der ikke noget, der hedder en tabt krig. Men krigens mål og omstændigheder, og også de andre krige og økonomien, ændrede sig hen ad vejen. Hvad med amerikanernes selvforståelse – ændrede den sig ligeledes hen af vejen?

”Hvis vi forlader Afghanistan i 2014, vil situationen sandsynligvis være meget ustabil, og vi vil se nogle af de ting, vi så, da vi forlod i Irak, og det vil være ret klart, at vi på ingen måde har opbygget en stabil stat,” mener James Patterson. ”Men vil amerikanerne tage det næste skridt og se på situationen i et større perspektiv og spørge dem selv, om USA burde genoverveje sin rolle i verden? Mit gæt: Der skal ske noget meget forfærdeligt i Afghanistan, før amerikanerne vil nå dertil.”

Hvorfor? Patterson: ”Amerikanere tænker om dem selv som en exceptionel nation – og vi taler jo også om exceptionalisme – baseret på det faktum, at vi var det første rigtige demokrati i historien. Vi troede, vi var demokratiske, og vi troede, at vores system var meget bedre end andre systemer, meget bedre end disse totalitære eller diktatoriske eller undertrykkende stater rundt i verden. Og vi tror stadig, at vores måde at gøre tingene på er den bedste, og vi tror stadig, at hvis bare andre lande kunne lære af os, så ville de have det meget bedre.”

Men det vil de ikke, de andre lande, de vil ikke lære, de vil ikke være Amerika, og den erfaring har sat sig i amerikanerne: ”Der vil være en tid, hvor vores politikere vil være forsigtige med nation building, og vores folk vil være skeptiske med at blive involveret i endnu en krig. Men,” tilføjer James Patterson, ”denne idé om den manifeste skæbne er stadig meget stærk.”

Euforien fra den majaften for et år siden, da Amerika havde nedlagt nationens største fjende, har lagt sig. Men nye trusler rumsterer i de amerikanske mediers ekkokammer.

”Iran har med sikker fortrængt Afghanistan, det kan man se i meningsmålinger,” siger Thomas Patterson og refererer til en meningsmåling fra april, der viste, at et flertal af amerikanerne nu anser Iran for at være den største sikkerhedsrisiko. ”Det passer ind i den politiske dynamik i præsidentvalgkampen. Republikanerne forsøger at sætte kiler i den traditionelle jødiske støtte til Demokraterne, og de ser en mulighed i at tale Iran op.”

”Der er en masse mennesker, som synes, vi burde forlade Afghanistan, og i stedet synes, vi skulle slå til over for Iran,” tilføjer Ronald Neumann. ”Det er, som om der ikke er den store bevidsthed om, at det nok ikke er en engangsforeteelse at bombe Iran. De slår muligvis tilbage, og så står vi i en krig igen. Men på trods af trætheden over Irak og nu Afghanistan, så er det ikke sikkert, at det har nogen effekt på holdningen til Iran.”

Det er lang tid siden tårnene faldt, og det er lang tid siden krigen i Afghanistan startede. Det er en forvirrende fortælling – med uigennemskuelige afstikkere og påvirkninger og mål, der ikke er og var klart definerede, og en afslutning, der er svær for amerikanerne at fortolke.

”Ingen politiker i 2001 ville have accepteret, hvad der skete, uden at gå i krig med Afghanistan,” siger James Patterson, ”men som så mange andre bestræbelser i menneskehedens historie, fik en kombination af hybris og store forventninger, samt den amerikanske idé om den manifeste skæbne, krigen til at komme ud af kontrol og gå ud over dens oprindelige formål.” ■

---

AFGHANISTAN: HVAD VIL KRITIKERNE? Kritikerne af krigen og Vestens nuværende exit-strategi er mange, men antallet af forslag til alternative løsninger få. RÆSON beder i denne serie markante krigsskeptikere og eksperter om konstruktive bud på fremadrettede løsninger. Serien opdateres løbende med interviews og kommentarer.
– En af verdens førende Afghanistaneksperter: Pres på for øget regionalt selvstyre
– Nagieb Khaja om Afghanistan: Sådan bør en fredsaftale se ud
– Carsten Jensen om Afghanistan: Vi har belønnet oprør med udviklingshjælp
– Peter Viggo: En magtdeling med Taleban er afgørende for fred
– 24.06.11: Astrid Washington: Sådan bør en fredsaftale se ud

---

Jakob Jessen (f. 1986) er kandidatstuderende på Dansk på Københavns Universitet og har tidligere studeret journalistik og mellemøststudier på American University i Washington, D.C. Tidligere praktikant på DR P1′s Orientering og Altinget.dk’s Christiansborgredaktion. Har boet og arbejdet som journalist i Jordan, freelancet for Information i Syrien og produceret radioreportage fra Herning for P1 Reportage. FOTO: Osama Er Død Fest foran det Hvide Hus 2. maj 2012 (udit_manektala/Flickr).