25.03.2012

Det arabiske forår er ikke nået til Algeriet, selvom landet er plaget af de samme problemer, som de andre nordafrikanske lande: høj ungdomsarbejdsløshed, omfattende korruption, lukkede politiske processer og mistillid til den herskende klasse. Det skyldes algeriernes dybe demokratitraumer, en rundhåndet præsident og et splittet politisk landskab.

ANALYSE af Ulla Holm

Alle taler om de arabiske forår i Tunesien, Egypten og Libyen. Ingen taler om Algeriet. Landet er usynligt i de internationale medier. De sidste 10 år har ellers været præget af massevis af konfrontationer mellem politi og algeriere. Oprørene er karakteriseret ved ofte at udvikle sig til vold og ved at være lokalt forankrede. Kvartersbeboere blokerer ofte veje for at kræve vand, gas, elektricitet og asfaltering af veje. Strejker blandt vejarbejdere, hospitalsansatte, studerende, funktionærer, advokater og endog sikkerhedsfolk breder sig som ringe i vandet. Der er blevet rapporteret 2777 politioperationer mod sociale oprør fra januar til juli 2011.

Den skrevne presse er ikke overrasket over antallet af operationer, men over den forholdsvise blide håndtering af oprørene. Det er helt åbenlyst, at regimet ikke ønsker at puste yderlige liv i de sociale protester ved at fare hårdt frem. Hvad der derimod er yderst alvorligt og også overraskende er, at der er stadig flere, der sætter ild til sig selv i desperation over deres ringe fremtidsudsigter. Der er ingen tvivl om, at inspirationen er hentet fra Tunesien, hvor en ung gadehandler satte ild til sig selv i december 2010. Han blev katalysatoren for det tunesiske oprør. Men de algeriske selvafbrændere har ikke resulteret i national harme. Der er mindst tre grunde til, at de sociale protester ikke bliver til et nationalt krav om regimeskift:

1. Algerierne lider af demokratitraumer
Tunesere, egyptere og libyere spørger, hvorfor Algeriet ikke har fået sit forår. Algeriske politikere og medierne svarer, at Algeriet så sandelig har haft sit demokratiske forår. Underforstået: se hvad demokratibevægelsen førte til i 1990erne: kaos og vold. Cirka 160.000 blev dræbt. Store dele af befolkningen er dybt traumatiseret. Mange mener, at volden/borgerkrigen i 1990erne skyldtes, at regimet åbnede op for demokrati i 1989. Det år blev der vedtaget en ny forfatning, som tillod partipluralisme, totalt frie medier og adskillelse af den dømmende, udøvende og lovgivende magt. Det betød, at et islamisk parti, FIS, pludselig stormede ind på den politiske arena. I 1992 stod det til at vinde parlamentsvalget. Hæren greb politisk ind, og valget blev annulleret. I februar 1992 blev der dekreteret undtagelsestilstand, og FIS blev forbudt. Siden præsident Bouteflika kom til magten, er den islamiske og statslige vold reduceret ganske betragteligt. Men der findes stadig lommer af islamisk terror især i det østlige og det sydlige Algeriet. Så sent som i juli 2011 blev flere dræbt og sårede af islamiske terrorister på grænsen til Tunesien. Frygten for at 1990ernes vold blusser op igen, er derfor latent til stede i befolkningen. Ønsket om stabilitet og en langsom kontrolleret demokratisering prioriteres derfor højere end et muligt kaos ved et regimeskift.

2. Regimet åbner for oliepengeposen
Samtidig forsøger regimet at købe sig til politisk ro ved at åbne for oliepengeposen. Det er en strategi, som er yndet af alle konservative olierige stater, for eksempel Saudi Arabien og Bahrain. Algeriet er et umådeligt rigt land. Udenlandsgælden er næsten betalt af. Valutareserverne er astronomiske. De er for tiden på 173 milliarder dollars. Dem bruger regimet til at finansiere veje, havne, lufthavne, vandreservoir og boliger. Præsident Boutflika var hurtigt ude med pengepungen efter urolighederne i januar 2011. Regimet sænkede priserne på basale fødevarer og gav lønstigning til lavtlønnede inklusiv politiet. På finansloven for 2012 er der desuden blevet afsat 100 milliarder dollars til sociale foranstaltninger. Hvis olieprisen mod al sandsynlighed skulle falde, vil regimet være i en alvorlig kattepine, fordi de så ikke vil kunne gyde olie på de oprørte vande.

3. Alle parter holder hinanden i skak
Den tredje grund er, at det politiske landskab er totalt fragmenteret. Del-og-hersk-politikken er grundpillen i systemet. Resultatet er en blanding af undertrykkelse, opmuntring til samarbejde med magten og udelukkelse fra magten. Partierne styres af personlig rivalitet og ikke idépolitik. De er bygget op omkring klientsystemer, hvor den politiske leder har tilknyttet en hærskare af folk, der er afhængige af hans økonomiske og sociale beskyttelse. Alle parter holder hinanden skak i det politiske afhængighedssystem. Derfor er dybtgående politiske og økonomiske reformer næsten umulige at gennemføre. I stedet opretholdes stabiliteten i et system af ustabilitet. I kulissen rumsterer hæren på 140.000 soldater og officerer og 100.000 soldater i reserven. Så vidt vides, var der ingen, der deserterede under volden i 1990erne. Hvis det arabiske forår når Algeriet, vil det derfor være ret usandsynligt, at hæren bakker det op.

Det langsomme arabiske forår
Jamen, har det arabiske forår ikke haft nogen politisk indflydelse på udviklingen i Algeriet? Det har det. Regimet er bekymret for spill-over fra Tunesien og Libyen, som grænser op til Algeriet. I april 2011 smed Bouteflika derfor nogle politiske lunser ud til befolkningen. Han annoncerede, at forfatningen af 1996 skulle revideres. Revisionen skulle give bedre muligheder for, at nye partier kunne stille op til parlamentsvalg. Præsidenten gjorde det også klart, at en ny valglov skulle indføres, og at kvinder skulle tildeles 33 procent af pladserne i underhuset. Civilsamfundets NGOere skulle have lov til at operere friere end hidtil. Det skulle være lettere at oprette private tv-kanaler. Men da lovforslagene blev vedtaget af underhuset i november, var de blevet udvandet af to af de tre største regerende partier. Kønskvoteringen af kvinder var forsvundet. NGOere – især de der har tilknytning til udlandet og oppositionen – skulle kontrolleres. Partier, der i islams navn har været medvirkende til den nationale tragedie i 190erne, skulle ikke have lov til at stille op. Det forbudte islamiske parti, FIS, fortsætter med at være udelukket fra den politiske scene. De får fortsat alene med skylden for volden i 1990erne. Loven om pressefrihed gælder hverken det statslige TV eller de regionale statslige radioer. Den gælder kun for de såkaldte uafhængige fransk- og arabisksproget aviser.

Der er grænser for, hvor meget regimet vil lukke op for en kontrolleret demokratisering fra oven. Der er ikke grænser for kritikken af de begrænsede reformer. Kritik og social uro fortsætter. Men samtidig er en stor del af befolkningen ramt af resignation og afpolitisering. I foråret 2012 er der parlamentsvalg. Der er risiko for massevis af udenomsparlamentariske aktioner, og for at algerierne stemmer med fødderne. Det arabiske forårs pludselige komme overraskede alle. Man kan derfor ikke udelukke et forår i Algeriet. Men det bliver et forår, som kendetegnes ved en langsom politisk åbning.

Ulla Holm er ph.d. i europæiske studier og seniorforsker ved DIIS. Hendes ekpertise er sikkerheds – og udenrigspolitisk analyse og identitetskonstruktioner i forhold til islam, verdslighed og immigration. ILLUSTRATION: Eksil-algeriere demonstrerer i Paris (Foto: Marcovdz via flickr)